Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1982, s.10-12.

"I alle slags sager skal man se mere på billigheden end på streng og skarp ret. Således siger St. Jakob i sit brev, at barmhjertighed ophøjer dommen, for den skarpeste ret er den største uret. Derfor skal man se på billigheden og dømme efter den, som ikke gør retten og disciplinen løs eller nedbryder og ophæver den, men udlægger og mildner den efter lejlighed og omstændigheder, især i de tilfælde, hvorom den ikke har udtalt sig specielt. Dog skal man alligevel flittigt se til under en sådan mildnende fremgangsmåde, at der ikke igen bliver handlet uret med retten under mildheds skin: judex sit juris dispensator, non dissipator (dommeren skal være rettens forvalter, ikke dens opløser). Thi det, som er imod naturlig og guddommelig ret, deri skal der ikke tillades nogen dispenseren … Derfor skal man handle med stor forsigtighed og i frygt for Gud og i påkaldelse af ham ikke fare ud ubetænksomt og impulsivt og sige: Dette er ret og billigt, sådan som unge uerfarne folk plejer. Thi det går således til, som vi ser: en ung jurist vil have den højeste og skarpeste ret, en ung theolog den største hellighed, og en ung regent den største lydighed. De mener, at som det står skrevet i bøgerne, og som de har fattet det, sådan skal det også strax gå til og ske. Men de går meget ved siden af, man kan ikke gøre alt efter en lineal. Kun hvor det gælder troens artikler og Guds ord, der skal man ikke vige hverken til højre eller venstre". (Luther, Tischreden, E. A. 62p. 277f).

Glistrupdommen ved Østre Landsret har - og man må sige med nødvendighed - fremkaldt svære efterdønninger. Det kommer af, at den ikke er i stand til på en måde, som indlyser, at overbevise almenheden om, at det nu også virkelig er retfærdigheden, som her er sket fyldest. For det første har den store afstand imellem den og byretsdommen snarere fremkaldt et spørgsmål i stedet for at besvare et sådant. Yderligere har den omstændighed, at den, hvis den virkelig var en politisk dom over en ubekvem systemkritiker, ikke godt kunde have haft en skikkelse, der var væsentlig anderledes end den, som den faktisk har fået, uundgåeligt bevirket, at den er kommet under mistanke for netop at være en sådan politisk dom. Hertil kommer endelig også det, at dommen ikke på en for den almindelige retsbevidsthed overbevisende måde er egnet til at godtgøre, at Glistrup virkelig er den lovovertræder, som anklagen lyder på, da det jo ikke fremgår, at han har tilbageholdt oplysninger til skattevæsenet eller forfalsket disse, og det synes, at de meddelte oplysningers uoverskuelighed meget vel kan forklares ved, at skattevæsenet ikke har været i stand til at forstå de givne oplysninger. Hvad grunden dertil så kan være, vil dette i hvert fald ikke kunne lægges Glistrup til last. Grov skattesvig eller også et mindre kompetent skattevæsen, det er et alternativ, som landsretsdommen tværtimod at mane i jorden har gjort særdeles levende, hvorved den hensætter offentligheden i en tvivl, som den ingen mulighed har for at komme ud af - en offentlighed, som i klar modsætning til landsretten vil være tilbøjelig til at mene, at "the benefit of doubt" burde være kommet anklagede til gode. Og hvorfor begyndte mon sagen imod Glistrup først, da han selv gav sig til at omtale sine - unægtelig egenartede, men ikke derfor nødvendigvis svigagtige - skatteforhold for offentligheden? Denne er jo ikke vant til at regne med, at lovovertrædere, der er ude i berigelseshensigt, selv gør opmærksom på deres bedrifter, og den må derfor finde tidspunktet for sagens begyndelse mærkeligt. Der er således en række spørgsmål, som enten lades ubesvaret eller også ligefrem kaldes frem af dommen. Og i hvert fald står det fast, at dommens virkning er, at den hos almenheden har forårsaget en følelse af almindelig forvirring af retsbegreberne og tvivl om retsforholdene i landet overhovedet, og dette er ikke en tilfredsstillende virkning af en dom, idet det formentlig må være meningen med en sådan - i hvert fald også meningen - at den skal hjælpe til at klare og stabilisere disse begreber mere end at forvirre dem og indgive almenheden tillid til, at lov og ret råder i landet. Landsretsdommen over Glistrup har rent faktisk - ingen læser af dagspressens mange indlæg og kommentarer har kunnet undgå at få det indtryk - bragt almindelig usikkerhed der, hvor det forventes, at den skulde sprede tågerne, og det synes derfor umuligt, at den vil kunne blive accepteret som retfærdighedens sidste ord i den sag. Det må fordres af en dom, at den ikke fremkalder flere og større spørgsmål, end den besvarer, og derfor kan virke overbevisende på dem, der spørger alvorligt efter, hvad ret er, og bringe deres tvivlrådighed til ophør. Men dette sidste er, hvad man med den bedste vilje ikke kan sige om denne dom, at den gør. Derimod kan man sige om den, at den er et juridisk magtsprog, et stykke juridisk teknik, der - løsrevet fra rettens ethik, som det er - savner evne til at overbevise samvittighederne. Hvilket naturligvis kun indebærer en bestridelse af dommens visdom, ikke af dens retsgyldighed - jeg ønsker ikke at misforstås.

Hvad er det da, som er det forkerte ved denne dom - for dens virkninger indicerer rimeligheden af den antagelse, at der er noget forkert ved den? Som ikke-jurist skal jeg selvfølgelig afholde mig fra at gå ind på dommens juridiske detaljer. Det er ikke bare og slet ikke i første række en dom med et anderledes juridisk indhold, som er mit anliggende. Tilmed kender jeg ikke Mogens Glistrup personligt, og jeg er ikke medlem af fremskridtspartiet, således at jeg ikke af den grund på forhånd kan være psykologisk motiveret for at mene andet, end at dommerne på grundlag af det foreliggende anklagemateriale har dømt efter gældende lov og deres bedste overbevisning. Der foreligger for mig ingen grund til at mistænke dem for at have haft til hensigt at afsige en politisk dom og mene, at de ikke skulde have røgtet deres høje embede med den alvor og uhildethed og uafhængighed af uvedkommende hensyn, der fordres af dem, der skal træffe en sådan tungtvejende afgørelse, som en sådan dom er. Tværtimod tillader jeg mig - sålænge ikke andet er bevist - at gå ud fra, at denne juridiske og embedsmandsmæssige side af domsafsigelsen er i den skønneste orden. Men hvad er så fejlen ved dommen? Kan der så overhovedet være en fejl? Ja, og den træder frem og bliver synlig for den, som er opmærksom der, hvor hinsides juraen rettens ethik gør opmærksom på sig selv, altså netop der, hvor der ikke er noget bestemt sted i dommen, man kan sætte fingeren på og sige, at her er der dømt forkert - og bliver synlig som det, at i den afsagte dom er netop det ladet ude af betragtning, som Luther i det ovenfor anførte citat - og på en mangfoldighed af andre steder i sine skrifter - indskærper, nemlig at man i alle sager skal se mere på billigheden end på streng og skarp ret. Holder man sig ikke det for øje, kommer man uundgåeligt til ved domme, der dog er til for at begrænse uretten, at forårsage ny uret - i dette tilfælde at forvirre retsbevidstheden hos almenheden eller i det mindste at forøge den forvirring, der er i forvejen, og derved også forøge lovløsheden i landet. Det billighedssynspunkt, som Luther indskærper, står i nøje sammenhæng med erkendelsen af, at den menneskelige retfærdighedsudøvelse kun er og kun kan være en relativ størrelse, som i det øjeblik, den vil sætte sig selv absolut, forvandler summum jus til summa injuria. Det er vilkårene for al menneskelig retfærdighedsudøvelse i denne verden, at den ikke kan skabe ret - heller ikke der, hvor den i juridisk forstand er retsskabende, fordi de gældende love ikke har forudset det konkrete tilfælde, den skal dømme i. Men den kan i sine afgørelser udtrykke - på direkte eller indirekte måde - at den ved om, at den ikke kan skabe ret og derfor må nøjes med at være et ufuldkomment svar på, hvad en overordnet Ret med stort R fordrer, og vise, at den ved om denne hemmelighed ved rettens væsen, uden hvilken ingen sand retsudøvelse kan være til, ved at se mere på billigheden end på den skarpe ret. Det er tydeligt, at landsrettens dommere ikke har gjort dette ved deres domsafsigelse, og derved er deres dom kommet til at mangle det nødvendige format som retsafgørelse betragtet. Dommerne har meget snarere anvendt den samme fremgangsmåde som de unge og uerfarne jurister, som Luther omtaler. De har ladet den lov, som de skulde dømme efter, være ligefrem identisk med de love, der står skrevet i deres juridiske bøger, og med deres eget skøn på dette grundlag. De har manglet forståelse for, at Loven med stort L ikke uden videre lader sig læse ud af paragrafferne, end ikke, hvor disse suppleres med dommernes eget skøn. Til det at dømme er juraen ikke tilstrækkelig. Det er ikke nok med det nøjagtige kendskab til, hvad der er gældende lov i landet og med et skøn ud fra dette grundlag, men der fordres det mere, at den, der skal dømme, også forstår, at han selv er nødt til på eget ansvar at tænke over, hvad ret egentlig er, og vove at handle derefter. For det er denne - uskrevne og uskrivelige - ret, som det drejer sig om at gøre gældende i de domme, der fældes. Og det er virkelig også denne ret, som juraen og alle lovbøgernes paragraffer på deres ufuldkomne måde vil vise hen til.

Landsretsdommen over Glistrup er ikke kommet til at betyde den forventede klaring på en indviklet sag, fordi dommerne i højere grad har set på den strenge og skarpe ret end på billigheden. Deres dom har af denne grund ikke fået det menneskelige format, som den dom måtte have, der her skulde have kunne løse knuderne. Har dommerne mon været for bange for at komme til at fælde en politisk dom? I en vis forstand er dommen over en politiker en dom, der må få politiske konsekvenser, det kan selvsagt ikke være anderledes. Og det er givetvis noget, som en dommer i et sådant tilfælde må betænke - og der er ingen grund til at tro, at landsrettens dommere ikke også har gjort det - bl.a. med henblik på at gøre, hvad gøres kan, for at undgå, at dommen kan blive opfattet som en politisk dom i en helt anden forstand og derved blive til stor skade for retsbevidstheden i folket. Men til noget sådant kræves der visdom af dommerne, ikke bare juridisk expertise, og den forvirring, som landsretsdommen faktisk har givet anledning til, kunde synes at vidne om, at dommerne ikke i fuldt mål har siddet inde med denne visdom - og nok heller ikke med det menneskelige format, der hører sammen med at være bærer af denne visdom - men har ment at kunne klare sig med deres juridiske teknik og expertise alene. Landsretsdommen er derved kommet til at savne udtryk for en vedgåelse af det ansvar for retsbevidsthedens opretholdelse i folket - eller for at sige det i det theologiske sprog: for lovens forkyndelse i dens første brug - der med nødvendighed hviler på enhver domsafsigelse, og som den ikke kan undgå at blive krævet til regnskab for af virkeligheden selv.