Af Thomas Mollerup. Tidehverv, 1927, s.60-62.

Vi har modtaget nedenstaaende Kritik, som vi gerne giver Plads.
Red.

I kristelig Tænkning og Forkyndelse er jo Forholdet mellem Gud og Mennesket det egentlige, saaledes ogsaa i de Artikler, som "Tidehverv" hidtil har rummet. Men ejendommeligt for Bladet er det, at man her gennemgaaende faar et helt andet Billede af dette Forhold, end man ellers faar gennem kirkelig Forkyndelse og Salmebogen. Tydeligst og lettest mærkes Forskellen, naar man efter Læsning af "Tidehverv" griber til Bøger og Blade fra Ungdomsbevægelsen og den indre Mission.

Det er ikke vanskeligt at faa fat i det, som er det inderste i den Tale, der i dette Spørgsmaal gør "Tidehverv" til noget for sig selv. Mens man i mange Kredse indenfor den danske Folkekirke er stærkt optaget af at skildre det kristne Gudsforhold saaledes, at det ses og opleves som en Tilstand, hvor Guds Fortrolighed stadigt og i voksende Grad er over Menneskets Hytte, saa lyder der fra ,,Tidehverv" en Tale om Gudsforholdet, hvori Forskellen mellem Gud og Mennesket er det stærkest betonede; "Skellet", som Olesen Larsen skriver om (Nr. 3, S.45), fremhæves undertiden saa stærkt, at det virker som en Tale om Gudsforholdets Opløsning.

Jeg er ikke til Sinds at holde nogen Form for "Opgør" med dem, der skriver i "Tidehverv". Der trænges til, at disse Mænd faar Lov til at tale ud, hvad man jo i andre Kredse er mistænkeligt uinteresseret i. Personlig føler jeg, at jeg stærkt har netop denne Tale behov. Men alligevel maa jeg forsøge en Indsigelse. Først vil jeg da nærmere paapege, hvad det er for Tanker, som jeg er standset ved; bagefter kan der blive Tale om Grunden til Indvendingerne.

Lad mig skitsere det Indtryk, som jeg faar af det kristelige Gudsforhold, naar jeg læser "Tidehverv".

Gud sidder i sin Himmel; Mennesket er paa Jorden. Og Forholdet mellem dem er Fjernhed, Afstand. Mellem dem er Skellet, som Mennesket ikke kan trænge frem over, om han saa blev baaret af al Verdens Religiøsitet, Idealisme og Kirkelighed tilsat egenkærlig Frelsestrang. Menneskeligt talt er der intet Grundlag for den Vidundertro, som slaar Bro over Dybet. Men over Dybet taler Gud, og da fornemmer Mennesket, at det er Støv og Aske, mens Gud er frygtelig og ubegribelig. Da styrter al Menneskets Herlighed, - dets Erkendelse, dets Higen, dets Vilje og dets Skelnen mellem godt og ondt (Nr. 3, S. 48). Gud taler i sin dømmende, forargende Hellighed, saa at det føles, at han er ikke som et Menneske. Og Mennesket har kun den Vished, som kan udtrykkes med Ordene:

"Orm, du aldrig bliver lig ham.
Thi af Støvet er du skabt.
Følg ham efter eller svig ham.
Ligefuldt er du fortabt."

Flygter Mennesket da ikke i Rædsel eller Trods, da maa det bøje sig under Dommen, gaa ind i den lutherske, næsten forglemte "resignatio in infernum" (Nr. 1. S. 5), angrende søge at nærme sig det forfærdende Kors (Nr. 2, S. 5).

Det er uimodsigeligt trods al udvandet Vorherredyrkelse, at det er forfærdeligt at falde i den levende Guds Haand. Og det kan næppe nægtes, at Helvedestrusler er i Længden en sløj Erstatning for den Alvor, som hedder Guds Dom, og som altfor ofte fortrænges til det hinsides, forsaavidt som man da ikke taler om Gud saadan, at han synes at finde sig i alt. Af begge disse Grunde fremgaar det, at en kristelig Tale maa rumme Dom til Forargelse for den gamle Adam. Men - og dette er min Indvending - er det ret at tale saadan om Guds Dom, at kun Skellet kommer til Syne?

Jeg ved godt, at det nu og da er anderledes i "Tidehverv". Sommetider anes det, at hinsides resignatio in infernum er der Liv og Salighed. Men det ophæver ikke Hovedindtrykket, at Talen om Skellet er den stærkeste. Dommen, som vi stadig skal forholde os til, er det, som træder mest frem i Talen om Gudsforholdet, med det Resultat, at Afstand og ikke Samfund bliver den egentlige Betegnelse for Menneskets Stilling overfor Gud.

Spørgsmaalet er, om Dommen ikke er andet og mere end en Ophævelse og Udslettelse af det altfor menneskelige, det syndige. Og Spørgsmaalet er dernæst, om ikke det afgørende i Guds Gerning og Tale er af fornyende, levendegørende Art.

Er Dommen ikke tillige en Bekræftelse? Er de Hedninger, som Paulus taler om (Rom.2), de eneste Mennesker, som - glimtvis - ejede Kundskab om Guds Lov? Vilde vi have nogen Fornemmelse af at være splidagtige med os selv etisk og religiøst, om der ikke paa Forhaand var det i os, som aldrig helt havde forligt sig med det onde i os og om os? Og om saa er, maa da Dommen ikke bekræfte denne lejlighedsvise Protest mod det onde, som lød i os, før Dommen kom? Naar Dommen lyder, er den da til Forargelse for Gudsbilledet i os, for vor Samvittighed i dens inderste Grund? Jeg mener, at Talen om Dommen som Ophævelsen af alt det menneskelige i sig rummer en Overdrivelse, en Tilbøjelighed til at overse den Kendsgerning, at der i os er Tilegnelsesmulighed, uden hvilken vi var Stok og Sten bogstavelig talt og uden Mulighed for at blive andet.

Dommen er en Bekræftelse af, at selv før og under Dommen er vi af Guds Slægt. Men den er mere end dette; Dommen er en Forjættelse. Uden her at kunne dokumentere det vil jeg minde om, hvorledes Luther netop under Dommen aner, at Gud vilde ikke slaa her og hugge her, hvis han ikke havde, noget for med os baade her og hisset. Med Salmebogens Ord: "Han vil trøste dig med Naaden, naar han tager til at slaa."

Denne Forjættelse, som er i den kristelige Dom og altid maa være der, fører over i Evangeliet, som unægteligt i Apostlenes Tale er lige saa dennesidigt som Dommen og stærkere end den. Rom. 7 er lige saa lidt Brevets Tyngdepunkt, som det er dets Afslutning. Paulus er ikke hørt, Evangeliet er ikke til egnet, før den, som blev til Støv og Aske, er gaaet ind i det dennesidige, uopløselige Kærlighedssamfund, som Kap. 8 forkynder. Denne Livsbevægelse under Dom gennem Forjættelse til Evangelium maa være det, som Augustin vil udtrykke med Ordene: "Flyr du for Guds Vrede, da ty til Guds Kærlighed."

Sagen er jo nemlig den, al Tale om Dom og Skel til Trods, at Gud ikke blot har talt over Svælget, han er gaaet over Svælget for at være hos os og sejre i vor Nød. Kristendom er Opstandelse baade her og hisset, og det hører denne Jord til, at "om nogen er i Kristus, er han en ny Skabning" (Kol. 3).

Var det ikke saa, var Dommen og ikke Fornyelsen det egentlige i Gudsforholdet, da var der Grund til at sige: "Du har i Dag drevet mig ud fra dit Ansigt." Men det er ikke saadan. Hvor meget jeg end har dette Blads kritiske Holdning behov, saa nødes jeg til at sige, - dersom man ikke ønsker Læsernes Tavshed, - at den Dom, som kommer saa tit og saa klart frem, er hverken det første eller det sidste, heller ikke det egentlige i Kristendommens Gudsforhold. Det egentlige er Livssamfundet med Gud, i hvilket han opfylder Ordene: "Dine Synder er dig forladt. Gaa bort og synd ikke mere."

Skulde nogen som Indvending mod dette paastaa, at Kristenheden ejer ikke dette Samfund i vor Tid men en selvvirket Indbildning; vi er meget længere nede, end vi gerne vil tro, og derfor er Dommen i al Skarphed det fornødne, da er der hertil kun dette at svare - bortset fra Spørgsmaalet, om denne Bedømmelse er rigtig for hele Menighedens Vedkommende - at Dommen alene er næppe det, som skal bringe Fornyelsen; Evangelium maa forkyndes for de fattige. Og skulde man kræve Syn for Sagen, kræve at se Menneskeliv, i hvilke dette Samfund er Virkelighed, da maa man her huske Ordene: "Hvad svagt vi kun skimte, mens Øjet er blaat, det lever dog i os, det føle vi godt."

Odense, i Dec. 1926.