Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1927, s.60.

Gamle Adam lykkes.
Frit og jublende klang det engang i Menighedens Forsamling: bliv kristen, da bliver du lykkelig! Og gamle Adam glædede sig. Ja saa var det jo ikke saa slemt med den Kristendom. Præstens Kristendom var ikke slem, og naar det gik haardt, kunde man vel nok prutte lidt af paa Præstens Tale.

Da opstod der i Menigheden Mænd, som sagde: "Dette er ret et Evangelium for Gamle Adam, men han skal dø Døden; det gælder ikke om, at du bliver lykkelig, men at du lykkes, at Guds Vilje sker Fyldest i dig." Da blev Gamle Adam meget trist; han gik til sin gode Ven, Fanden og spurgte om, hvad han skulde gøre. "Den klarer vi nok," sagde Fanden fortrøstningsfuldt, "hvem er det, der skal lykkes? Det er ikke ganske klart, og saa længe det ikke er klart, maa vi gaa ud fra, at det er dig, der skal lykkes. Vi er da vel alle Mennesker! Og vi maa tage Mennesket der, hvor det staar." Gamle Adam glædedes storligen over den Fortolkning; han drog sin Vej med Glæde, idet han sang: "Vi er Haabets Børn, vi unge …"

Og de store Taleres Røst gav Genlyd over det hele Land: "Lykkes!" sagde den unge Mand, "hvem skal lykkes?" "Lykkes!" sagde den unge Pige, "hvem skal lykkes?" Og Gamle Adam hviskede: "Det er mig. Ak, nu ser jeg det først; alle mine Drømme er for intet at regne mod dette: jeg skal lykkes; jeg skal straale om Kap med Stjernerne i Renhed og med Solen i Styrke. Lad det saa blot svie lidt, naar det onde renses ud; det bedste bliver dog tilbage, og Sjælen modnes for Evigheden."

Og Gamle Adam lykkedes over al Maade; han blev ung igen; hans Øjne lyste, naar han sang om det herlige, daadrige Liv. Og de store Talere saa Glansen i de unges Blik, og de sagde: "Se, hvor det gløder; det maa bestemt være Morgenrøden."

Og Gamle Adam fik Taarer i Øjnene; saa megen Lykke havde han dog aldrig tænkt, han skulde opleve paa sine gamle Dage. Han sang tungsindige Sange om Ungdom og Synd; den Synd, han nu skulde tage Afsked med. Og han tog bestandig Afsked med den. Og han sagde ved sig selv: "Liflig er Synden; men lifligst er det dog tillige at græde over den, for der er noget vemodigt og uskyldigt i den Maade, hvorpaa den lokker og drager, og dog er den bestænket med det onde."

Men ved Nattetid gik Gamle Adam til Fanden. Fanden lo, da de mødtes: "Hvad er det dog med dig, Gamle Adam; Du har stadset dig op, som skulde du paa Pilgrimsfærd." "Det skal jeg ogsaa," sagde Gamle Adam, "jeg er bleven Idealist paa mine gamle Dage; nu er jeg paa Vej mod Paradis. Snart skal jeg hæve mig paa Englevinger. Det er det, jeg altid har pønset paa, siden Gud jog mig ud af Paradis: hvordan det dog engang skulde lykkes mig at komme der igen. Og nu ser det ved Guds Hjælp ud til, at det skal lykkes mig, naar jeg først selv er lykkedes.