Af Jesper Langballe. Tidehverv, 2003, s.159-160.

Tale ved afsløringen af Junckers mindesten ved Overgaard den 4. maj 2003.

Deres kongelige Højhed; ærede tilhørere!

Det føles som et ganske sagligt privilegium at have fået lov til at kende Flemming Juncker. Og privilegiet bliver ved med - efter hans død - at følge een sammen med savnet af ham. Han fylder så meget i erindringen.

Men det er ikke denne personlige taknemlighed, der skal udtrykkes i dag. For den mindesten, vi nu afslører, skal jo fastholde, hvad hele nationen skylder ham af taknemlighed - de nulevende og de kommende generationer. Stenen skal stå til minde om en stor søn af Danmark - stor i enhver forstand, som Laurs Sommer lige har sagt det. Og en mand, som gjorde Danmark større. - Større i enhver forstand.

Det er, som om alt, hvad han rørte ved, og alt, hvad han gjorde, blev til danmarkshistorie. Derfor skal det personlige minde i dag tolke og ære nationens minde om Flemming Juncker.

Han, som var stifter, igangsætter og leder af den jyske modstandskamp, sagde engang, at mens modstandskampen for mange blev hele livet, så var den for ham kun et enkelt kapitel. At det virkeligt var sådan, fremgår jo sort på hvidt af hans erindringsbog, hvor det afsnit, der bærer den lakoniske overskrift "Krigen", er et enkelt af 30 kapitler i et ufatteligt spændende, facetteret og virksomt livsforløb som storstilet iværksætter.

Mine forældres og andre af hans medkæmpendes beundring fortæller mig imidlertid, at hans kamp under besættelsen kom til at fylde så langt mere i deres liv end i hans eget.

Den af Junckers illegale medarbejdere, som han selv med rette anså for sit lykkeligste personvalg - nedkastnings-organisatoren Toldstrup - vidste straks, da han en februardag i 1944 blev afhentet af Juncker i Skive, at her var lederen. Toldstrup blev jo selv kendt som en lederskikkelse af format - og i øvrigt som ganske utilbøjelig til at indordne sig under andres ledelse. For en snes år siden blev Toldstrup som vistnok halvfjerdsårig spurgt af en journalist, om der var nogen, fra hvem han i dag ville kunne modtage en ordre. Han svarede på stedet: - Ja, fra Flemming Juncker. - Ikke fra nogen anden, men over for ham ville jeg stadig parere ordre lige på stedet.

Det kaldes autoritet.

Flemming Junckers betydning beroede på hans umådelige autoritet. Der har altid været to slags autoritet, som har bevæget historien, og som har været bevæget af den: Lederens autoritet og vismandens. Lederens autoritet folder sig ud i handlingen, vismandens i den radikalt kritiske eftertanke. I en smålighedens og bigotteriets tidsalder er der langt mellem begge skikkelser. Men hvornår fortalte sagaen om en skikkelse, i hvem de to former for autoritet faldt sammen? - Sådan en skikkelse var ikke desto mindre Flemming Juncker. Skulle jeg prøve at komme i tanke om en anden, blev det måske Winston Churchill.

Junckers ufattelige polyhistoriske viden og hans evne til at bruge den analytisk var en legende og en berigelse for enhver, der nød godt af den. Men med den viden i bagagen var han først og sidst handlingens mand. Og han handlede stort, fordi han tænkte stort. Samtidigt vidste enhver, der mødte ham, at her stod man over for et modent og livsklogt og komplet usentimentalt og uideologisk menneske - en voksen mand, hvis dømmekraft man kunne have ubetinget tillid til.

Historierne lever fra mand til mand om hans uortodokse udnyttelse af de særeste forbindelser i hans vidtforgrenede kontaktkreds på alle niveauer.

Som da han skulle have sin søster hjem fra Sydfrankrig, hvor hun og hendes mand sultede, og han lod sin mor henvende sig til Frankrigs berygtede quisling, Laval - en gammel skolekammerat af søsterens svigerfar - for at få en særlig udrejsetilladelse. Da den forelå, invaderede tyskerne desværre Sydfrankrig, og amerikanerne Algier, og så var udrejsetilladelsen ubrugelig. Hvem henvendte man sig så til, hvis man var Flemming Juncker? - Hvem andre end Hermann Göring, som fik en forfærdelig historie om en ung blond pige, der var låst fast i Cannes. Og under tysk militær beskyttelse og stram honnør blev familien eskorteret fra Cannes og lige til Randers.

Eller da en Gestapo-agent kort efter al den besynderlige aktivitet fattede lidt for stor interesse for Holbækgård, hvor Junckers mor boede med sin datter og hendes familie - og agenten rapporterede til Gestapo i et brev, der havnede i en forkert brevsprække og lykkeligvis endte hos Juncker. - Som så igennem en god politikontakt rettede en harmdirrende indigneret klage til Gestapo over, at fredelige, lovlydige borgere skulle generes af den slags personager. En uforbeholden undskyldning fra Gestapo, og så var den klaret.

Eller da Juncker på sin flugt til England kom til København og kontaktede sin gode bekendte, C. O. Jørgensen, daværende leder af nazistpartiet, for at spørge nyt. Og C. O. Jørgensen inviterede ham til middag med de højere værnemagts-officerer. Da Juncker svarede, at det vist ikke var nogen god idé, eftersom han var efterlyst af Gestapo, svarede Jørgensen igen, at det ville give ham en ganske udmærket sympati i værnemagtens øjne. Karakteristisk nok var Juncker ikke fri for at fortryde bagefter, at han var gået glip af den oplevelse og af en mulighed for nyttige efterretninger. For ikke at tale om udsigten til et par dage efter i London at kunne sige: - Som general v. Hanneken forleden sagde til mig...

Eller da Juncker i april 44 havde sat Toldstrup, Vagn Bennike og et par andre stævne i en lejlighed i Århus, og lejligheden blev omringet af Gestapo, så de måtte stuve sedlerne med dækadresser af vejen og hoppe ud ad køkkenvinduet, ned på et halvlag, hvorelter Juncker henvendte sig til en Gestapo-mand og indledte en konversation på tysk om et abstrakt emne.

En anden Gestapo-mand fortalte efter kapitulationen, at når han ikke havde arresteret det besynderlige menneske, var det, fordi han regnede med, at personen var stærkt bevæbnet. Det var Juncker imidlertid aldrig - kun med sin sans for abstrakt snørklet konversation på tysk, som han i penible situationer havde langt mere tillid til end håndvåben.

Og man kunne blive ved.

Se, sådan et hoved havde Gestapo aldrig lært at gennemskue og kompromittere. Men kompromitteret blev han jo alligevel af sin alt for let genkendelige statur, og da han til sidst ikke kunne gå uden for en dør i sin illegale lejlighed i Århus uden at blive arresteret, måtte han forlægge residensen til London, hvor han sammen med commander Hollingworth og Sv. Truelsen blev en uforlignelig leder i SOE's danske sektion - med en krystalklar fornemmelse for den hjemlige kamp.

Og da stridighederne brød ud mellem Toldstrups jyske organisation og Vagn Bennike og general Gørtz' lille generalstab, da vidste Juncker, at det var Toldstrup, der leverede resultaterne. Bennike, der forsinkede dem, og general-staben. der var en trojansk hest i den civile modstandskamp, Juncker vidste også, at summen af resultater og security er konstant. Man kunne gemme sig så langt under jorden, at man intet fik udrettet. Men når Toldstrup blev for letsindig eller for stridbar, så organisationen truedes med splittelse, skrev Juncker og løftede en irettesættende pegefinger med en klogskab og modenhed, som blev modtaget i dyb respekt hos den således irettesatte.

Alle kunne han tale med, alle omfattede ham med uforbeholden tillid - fra en Ebbe Munck og en Ronny Turnbull til en kroejer i Hvidsten og en toldassistent i Skive. Og hver og een vidste de, at bag ved den imponerende autoritet og den humor, som var bæredygtig i de mærkeligste situationer, var der en hjertets dannelse og en dyb omsorg for dem, der fulgte hans risikofyldte kald.

Om adskillige af dem vil vi sige: Havde Danmark mange sådanne sønner! - Men egentlig ikke om Flemming Juncker selv. For der er kun plads til een Flemming Juncker. Tanken om mere end een er jo en absurditet. Derfor skal denne mindesten ikke stå som et moralsk eksempel til almindelig efterfølgelse, men som et minde om en ener, der blev eet med sit folk ved at skabe danmarkshistorie: Den kritiske vismand og den fødte høvding, Flemming Juncker.

Æret være hans minde!