Af Jesper Langballe. Tidehverv, 1985, s.97-99.

Terrorismens ånd er noget langt mere udbredt end de dramatiske enkelthændelser, som ryster avisernes forsider. Det kan i forbindelse med dette nutidsfænomen være nyttigt at erindre sig, hvorledes tredivernes tyske terror mod jøderne begyndte i det små for at accellerere med selvforstærkende kraft til krystalnattens eksplosion af pøbel-vildskab mod dem, der pø om pø var udnævnt til samfundets syndebukke.

Og ligesom den store terror begyndte i det små, sådan avler den store igen den mindre: Den store terror, som enten bringer ideologien til sejr eller betegner dens dødskrampe, fremkalder en berusende følelse af, at enhver kan tage sig selv til rette, fordi loven og ordensmagten har demonstreret sin svaghed. I denne atmosfære har den lille lovløse chikane mod syndebukkene frit spil. Det har jo vist sig, at den ikke koster noget. De små terrorister er altid fejge, men modet stiger med de omkostningsfrie succes'er, og det amoralske menneske tolker altid retssamfundets tålsomhed som svaghedens nederlag.

I den forbindelse skal man også erindre sig, at terroren i trediverne kun kunne accellerere og bringe ideologien til sejr ved at sikre sig støtte i offentlige medier: det frie ords brug - demokratiets adelsmærke må forvendes og fordjævles til terrorismens fordel, nemlig som "kritik" af politiet og al ordensmagt, der fremstilles som magthavernes tjenende redskaber - skønt sandheden er, at ordensmagten i enhver retsstat er den svages beskytter. Men det er netop også retsstaten, terrorismen vil til livs i sin hensynsløse vilje til magt.

Uden et samspil med medierne er terrorismen en umulighed. Dette samspil giver imidlertid en kritisk omverden en mulighed for at pejle den lille terrorismes arnesteder. Man skal bare læse aviser og se fjernsyn.

Hvor er arnestederne? - I det følgende skal jeg i en bestemt anledning prøve at pejle et par stykker.

En bølle-aktion.
I Information for den 27. juni bragtes en reportage, som skildrede, hvordan den såkaldte Sydafrika-komité var trængt ind i Mærsk McKinney Møllers private have i Ordrup for at overrække skibsrederen "årets racistpris". Bøllerne lejrede sig med havegrill, røde pølser, fakler og transparanter med opråb som "Du har blod på hænderne". Infamien var gennemført. Men det uhyggelige ved det skildrede scenen var, at Informations medarbejder, Søren Vinterberg - medlem af bladets kulturredaktion - tydeligvis var medansvarlig for det arrangement, han beskrev.

Det var naturligvis ikke nævnt, men fremgik dog klart og bevisligt. Politiet nåede frem og foretog anholdelser i løbet af ti-femten minutter. Alligevel kunne Søren Vinterberg skildre hele forløbet, og fotograf Ernst Nielsen havde arbejdet uforstyrret i den besatte have.

Der var nu heller ikke tale om kriminelle rekrutteret fra samfundets lavere lag. Bøllerne var som nævnt udrustet med villa-folkets faste og uundværlige attribut: have-grillen.

Uforstående politi.
Kulturredaktør Søren Vinterbergs reportage er et studium værd. Med et fuldstændigt skamløst forhold til sin egen kriminelle handling, med vidtløftig seriøsitet og varm sympati skildrer kulturredaktøren bølle-organisationen og dens "racist-pris", som om det var det svenske akademi og nobelprisen. Med en vulgaritet, som hører den gule presse til, observerer han skibsrederen bag villaens gardiner, undrer sig ironisk over, at han ikke kommer ud og deltager i morskaben sammen med gæsterne, og anslår prisen på den villa, i hvis have han ulovligt er trængt ind. Den ligger øjensynligt en klasse over kulturredaktørens egen, hvilket fremkalder hans sociale indignation. Men især skildringen af politiets aktion er tankevækkende.

Der står om politiassistenten, at han "ledede aktionen i en noget pirrelig stil". Tænk engang - politiet er "pirreligt" overfor de retfærdige, der i en hellig sags tjeneste begår ulovligt overgreb mod en fuldstændig sagesløs borgers ejendom og privatliv for at spolere hans gode navn med infamerende slagord. Om de anholdte og sigtede - som har råbt "nazisvin" til politiet - står der blandt andet at læse: "En enkelt sigtes desuden for "forsøg på at befri en anholdt" - altså hjælpe en af sine kammerater".

Ja, det står der - i en avis udgivet i en retsstat. Hvad vil gidselkaprere, som kræver fængslede med-terrorister løsladt, egentlig andet end at - "hjælpe deres kammerater?" - Anholdelser foretaget af rigets ordensmagt betragtes af den revolutionære kulturredaktør som bande-aktioner i en bandekrig, hvor man ustraffet bør kunne reagere med gengældelses- eller befrielsesaktioner.

Søren Vinterberg finder også, at politiet optrådte meget uforstående overfor den presse, som udførte sit arbejde i en fremmed mands have. Han begriber ikke, at kulturredaktører, som deltager i bølleaktioner, bliver behandlet af politiet som det, de er: bøller.

Aktionens begrundelse.
Reportagen var opsat i et symmetrisk arrangement, hvor pendanten var et telegram fra Johannesburg. Det meldte om attentater i Sydafrika, hvor syv sorte var dræbt af håndgranater (det var ikke nævnt, at de sandsynligvis er dræbt af sorte). Hensigten med opsætningen var klar som dagen: at fastslå skibsreder McKinney Møllers personlige ansvar for disse menneskers død.

Men hvad er da hans forbrydelse? Hvad er begrundelsen for den bølle-aktion, som Information med fornøjelig afslappethed kalder et "surprise-party"?

Jo, A. P. Møller har i årene 1981-83 stået for fragten af 25 procent af hele Sydafrikas olieimport.

Med andre ord: for indtil to år siden har rederiet fuldstændig lovligt, uden at overtræde noget regeringsforbud, udført sit hæderlige og nyttige arbejde med at fragte skibsladninger overalt i verden. På grund af rederiets størrelse bliver det jo til en del, også på Sydafrika. Og forresten også på østlige totalitærstater, hvis undertrykkelse af befolkningen siger nogle gange spar to til apartheid-regimet - uden at denne sejlads har givet anledning til demonstrationer og omtale i medierne.

At skibsrederier sejler, hvor der er fragter og i henhold til gældende lov, og ikke driver privat udenrigspolitik mod mislibige eller upopulære regimer turde være en selvfølge. Ellers ville det også snart være sket med den internationale tillid til Danmark som skibsfartsnation.

Nej, selvfølgelig er det sydafrikanske problem ikke den virkelige baggrund for bølleaktionen i Ordrup og Informations deltagelse. Forholdet er et andet.

Sydafrikas anvendelighed.
Det 68-oprør, som i tresserne havde "underjordisk" karakter, kom i halvfjerdserne op til jordens overflade som selve den herskende magt. Nu i firserne, da den såkaldte "højredrejning" har trængt det tilbage, er venstre-aktivismen påny gået halvvejs under jorden; metoderne bliver illegitime. Modløsheden præger tydeligt analyserne af 68-oprørets vigende positioner i menighedsbladet Information. Den desperate fase er sat ind med den infami, som uvægerligt følger med. I nedturen genkendes adskillige træk fra opturen omkring 1970. En sær fordækt terrorist-sympati breder sig.

I ugen inden den omtalte begivenhed bragte Information en forsideleder ved Jørgen Dragsdal under overskriften "Gidslet Reagan". Midt under den forfærdende og tragiske affære i Beirut lufthavn lyste lederskribenten af skadefryd over præsidentens svaghed. Denne hoveren over den civiliserede statsleders magtesløshed, som er afledt af hans hensyntagen til landsmænds liv, vidner umiskendeligt om en moralsk slet karakter, men den vidner også om en gammel 68-oprørers desperation over ærkefjenden Reagans styrke og popularitet, som har afsmittende virkning i Vesteuropa. Terror er såmænd ikke så galt, når blot den rammer den politiske modstander, og selvom der går nogle sagesløse mennesker med i løbet.

I tresserne var det Vietnam-krigen, der var oprørets ideologiske skærebrænder til åbningen af den box, som rummede den indenlandske samfundsmagts insignier. Vietnam-krigen kan jo dårligt genoplives. I dag har Sydafrika overtaget Vietnams funktion. Det er såvist ikke medlidenhed med de sorte, der driver værket. Kampagnen er til rent indenlandsk brug. Denne anvendelse af et tragisk problem i et fjernt verdenshjørne indebærer blandt andet den fordel, at man som en jødestjerne kan hæfte skældsordet "racist" på dem, som man af een eller anden grund vil ramme - uanset den kendsgerning, at vi af indlysende historiske grunde her til lands ikke kender til raceproblemer og derfor heller ikke til racisme - måske bortset fra de indtil videre beskedne problemer, som en ubetænksom indvandrer- og flygtningepolitik har skabt i de senere år. Intet ligger danskeren fjernere end racisme, og den tolerante hjælpsomhed overfor fremmede i nød, som er et dansk kendetegn, hænger selvfølgelig sammen med, at tidligere tiders danske myndigheder har draget omsorg for, at etniske problemer og deraf følgende religiøse borgerkrige ikke har fået lov at opstå i en gammel nationalstat.

Infamiseringens virkning.
Men ordet "racist" virker. Vi ser det brugt i fuldstændig meningsløse sammenhænge, endog af ærværdige professorer fra Thor A. Bak til P. G. Lindhardt.

Hvorfor fjerner politiet f.eks. folk, der har lejret sig i en privat have i Ordrup? Svaret er enkelt for den, der er skolet i revolutionær logik: politiet er racister og nazisvin. Hvad skulle politiets "pirrelighed" overfor lovbryderne vel skyldes, andet end at korpset er tro venner af apartheid?

Den daglig dråbe udhuler stenen, thi uselvstændige mennesker er modtagelige for slagord og lette at skræmme. Og Information står - omend i avantgarden - så dog ikke alene. Tidligere på året sørgede tv-avisen for at gøde jordbunden godt og grundigt. I det meste af en uge vendte tv-a aften efter aften tilbage til "nyheden" om A. P. Møllers sejlads på Sydafrika med de mest konstruerede anledninger til at gentage historien.

Og hvilken nyhed efter normale journalistiske nyhedskriterier? - en nyhed, som er to år gammel, og som er fuldstændig tom, eftersom rederiet intet forkert har gjort.

Hvad var hensigten?

Den lille terrorismes arnesteder udpeger sig selv. Den, som har øren at høre med, han høre! Har man tilstrækkeligt, ofte nævnt en mands navn i forbindelse med Sydafrika, så kan man tilsidst fastslå, at han er racist, uden at nogen mukker.

Valget af ofre.
Men hvorfor kaster Sydafrika-aktivisterne sig netop over Mærsk McKinney Møller - en erhvervsleder af notorisk pletfri og nobel karakter, hvis virksomhed er internationalt respekteret; kendt for sin etiske holdning til de underudviklede lande, hvor virksomheden har engageret sig; kendt for at sætte nationale hensyn over egne forretningsinteresser. En virksomhed, grundlagt af den A. P. Møller, derunder krigen, da politikerne svigtede nationen, finansierede en bevæbning af den danske modstandsbevægelse og siden sagde politikerne nogle ubehagelige sandheder i den parlamentariske kommission. Møller er kort sagt et navn, som landet med rette er stolt af.

Hvorfor er det dette navn, der meningsløst skal påhæftes racist-stemplet? Hvorfor ikke en hensynløs råkapitalist og anløben profitmager? - den slags findes jo også.

Svaret er, at det næppe er noget tilfælde.

Under "de røde brigaders" værste terrorudskejelser i Italien bemærkede man, at ofrene ikke var de angiveligt direkte modstandere - folk med fascistiske sympatier - men derimod de hæderligste fortalere for demokrati og lovlige tilstande, f.eks. modstandere af fascistisk terror. Begrundelsen fra de røde brigaders side var, at den slags hædersmænd gjorde demokratiet troværdigt. Og det var jo netop demokratiet, der skulle kompromitteres - som fascisme.

Den lille terrorisme har fælles træk med den store. En mand som skibsreder Møller gør det kapitalistiske demokrati troværdigt. Derfor er han farlig. Derfor er det det hæderlige Danmark, der angribes af bærmen.

Og den moralske bærme er her som altid - ikke de socialt set små i landet, ejheller dets kriminelle underskov, men - en intellektuel overklasse af kulturredaktører og utopiske samfundsarkitekter, som over havegrillen og rødvinen bekræfter hinanden i, at de repræsenterer folket mod pengemagtens ondskab og undertrykkelse - og gør det med det formål at fastholde den magt, de erhvervede for halvandet årti siden, men nu er ved at miste.