Af Jens Peter Larsen. Tidehverv, 1926, s.13-14.

Som meget andet søger ogsaa Musikken i Øjeblikket nye veje. Det er, ligesom en lang Vej er løbet til Ende, eller maaske snarere, som om den Vej, der før var jævn og fast, nu er blevet mere og mere opkørt og er endt i det rene Morads. En Del af de ældre forsøger at gaa videre, men ender med at synke i til Halsen; andre, og især de yngre, er klar over, at den Vej, der havde Basis i det harmoniske, er ufarbar, og at der kun er Mulighed for Liv uden om Moradset. De har set, at den europæiske Musiks Ejendommelighed og paastaaede Juvel: Harmonien ikke kan leve alene eller danne Grundvolden for Musikken, men at dette alene tilkommer Melodien, Musikkens Stigen og Falden i Samspil med det rytmiske, formende Element.

Og denne Anmasselse af Harmonien: at ville herske over de andre musikalske Elementer, har i sig selv medført dens Fald; idet den søgte at skabe Melodien efter sit Hovede, jog den Melodien paa Flugt, saa kun et forvrænget Afbillede blev tilbage, og det hævnede sig. Vi blev mætte af Harmonier, og vi nægtede at kalde det Melodi, som for vore Fædre stod som Højdepunktet af Skønhed. Vi er frække nok til at sige om Wagner, at han oftest keder os, naar vi ikke ligefrem finder ham ækel. Vi finder, at Chopin eller Grieg er overfladiske og banale, og vi gaber over Schumann. Og dette var endda lutter grønne Træer! -

Det er vel overflødigt at sige, at vi selvfølgelig ikke mener, at al det 19. Aarhundredes Musik er til Rotterne, men vi mener, at Chancen for at frembringe noget virkelig godt er blevet ringere og ringere, som Aarhundredet skred frem. Mens Beethoven og Schubert m. fl. i Aarhundredets Begyndelse skrev fremragende Ting (blandt en Del mindre godt, ogsaa af det mere yndede), skal vi lede om Perler hos Mendelssohn og Schumann, og har vanskeligt ved at se andet end Sand hos de fleste senere. - Lige saa lidt er det vores Mening, at det harmoniske overhovedet er af det onde, tværtimod: vi anser Mozarts Musik for at være maaske det fuldkomneste, der er skrevet, eller (da den Slags Værdimaalinger jo er ret ligegyldige) i hvert Fald for noget overordentlig værdifuldt. Og dog kan det ikke nægtes, at Mozarts Musik er gennemtrængt af harmonisk Tænkemaade, den har blot aldrig faaet Lov til at fortrænge det melodiske Element, men netop ved sin Kamp med dette frembragt den Balance mellem to Spændinger, der karakteriserer de store Perioder i den europæiske Musiks Historie.

De Komponister, der nu er unge, søger da ogsaa næsten alle at bygge deres Kunst paa Melodien og Rytmen, med tydelig Ligegyldighed eller Foragt for det harmoniske. For os, der ikke alle skal skabe Musik, staar tilbage det, som vel er mere væsentligt for Musikken end for nogen anden Kunstart: at finde frem af sit Forraad, nyt og gammelt.

Mens Digtekunst og bildende Kunster, i hvert Fald til Dels, er knyttet til Fremstilling af Idéer og Gengivelse af Modeller (i vid Forstand), er Musik og Arkitektur uden direkte Forbilleder henvist til at udfolde sine egne Idéer, at virke ved egne Anlæg og Midler. Mellem disse to er der dog atter væsentlige Uligheder i Betingelser. Arkitekturen har sin Maalestok i det praktiske, hensigtsmæssige, som aldrig uden Nemesis kan forsømmes, og skiller sig desuden fra Musikken i det væsentlige, at dens Værker engang opført, staar rede til Brug naarsomhelst. Musikken derimod ligger gemt i de skrevne Noder, og lever kun op ved Udførelsen. (Om Musikkens Forhold til det hensigtsmæssige skal der ikke her tales videre; at et saadant Forhold er til Stede, og at det er af væsentlig Betydning, staar fast; sammenlignes med tilsvarende Forhold ved Arkitekturen kan det dog ikke). Det er da en Nødvendighed, ved Opførelse af Værkerne, at hæve de skjulte Værdier, at vi, ligesom vi den ene Dag glæder os over en middelalderlig Landsbykirke og den næste Dag over et smukt Hus fra det 18de Aarhundrede, baade kan leve af Hassler og Mozart.

En anden Side af denne Søgen er dens Stræben efter Enkelhed, dens Trang til at bo i det lave. Ligesom Musikkens Forfald ytrede sig i en Stræben efter harmoniske Effekter, saaledes bredte Udvendigheden sig ogsaa paa andre Omraader, f. Eks. det rent kvantitative: det var nødvendigt at have saa og saa mange Basuner, Stortrommer og Tjim-tjim-Instrumenter for at gøre sig gældende, ja, allerede Beethoven maatte anvende Kor og Soli i 9de Symfoni for rigtig at faa Folk til at sætte sig paa Halen. (Dette lykkedes iøvrigt til Fuldkommenhed!). Det er nu ikke mere nødvendigt at puste sig saa stærkt op; vi kan føle uendelig meget mere Glæde ved en Sats af en Haydn'sk eller Mozart'sk Strygekvartet end ved 25 store Symfonier med 100 Mands Orkester og Kæmpekor og evt. smaa og store Ekstraeffekter. Vi har mere Brug for god Husmusik (ikke Salonmusik) end for Værker, der skabes for en enkelt Opførelse (som de maaske kun opnaar, fordi Staten giver et stort Tilskud til Opførelse af nye danske Kompositioner). Vi vil gerne dyrke den Musik, man med et godt Udtryk kaldte "für Kenner und Liebhaber", det være sig Klaversonater, Trioer, Kvartetter og lign., først og fremmest netop Ensemblemusik.

Og i lige Linje hermed: vi vil gerne have, at Folk skal huske, at selv for den, der ikke kan spille, er der i de fleste Tilfælde en Mulighed for at leve af Musik, ikke som "Nydelse", man indtager med lukkede Øjne, mens man fantaserer over, hvad det og det "betyder" og laver sig selv de yndigste Drømmebilleder, men som noget, jeg selv er med i og er Led af: vi vilde gerne, at Sangen igen blev et Led i vor Kultur, at vi kunde sige, som man sagde i Englands musikalske Storhedstid omkring Aar 1600, at en Mand ikke rigtig var en Gentleman, hvis han ikke var i Stand til at synge sin Stemme og tage Del i Musikken. Og det er ikke et Tilfælde, at denne Lyst til mere Sang træffer sammen med en udpræget Vilje til Melodi, hvor skulde det egentlig kunne være anderledes? Det er altsaa ikke den af Harmonier baarne og af Harmonifølelse skabte Sang, men den Sang, som er Melodi, som Folkevisen, vor smukkeste musikalske Frembringelse var det. Dette har mange yngre Komponister forstaaet, og de har lavet Sange, som er renere og smukkere, end vi har set dem længe.

Den Samling, der her skal peges paa, er dog ikke af helt ny Dato. 1841 udkom "Trestemmige Sange, til Brug ved Skoleundervisningen, componerede af C. E. F. Weyse." Trods det sene Tidspunkt er Samlingen fuldstændig uberørt af Tidens Skavanker, den er i Sandhed en ren Perle. Her findes til et Udvalg af de fineste danske Digte tolv henrivende Melodier, hverken for en forfængelig Solist til at brillere, eller for en fordærvet Smag til at goutere, men for Børn og ufordærvede Musikelskere til at glæde sig ved at synge, hver med sit Næb, ikke for de store Opvisninger, men for de smaa Kredse. Hvad der gør disse Sange saa tiltalende og saa friske, som meget lidt af den senere danske Musik, er deres store Enkelhed og Naturlighed i melodisk Henseende, deres Afholdenhed fra alle harmoniske Excesser og i særlig Grad deres Forhold til det rent stemmeføringsmæssige. Mens de fleste samtidige Korudsættelser virker som en blot Overførelse af en Instrumentalsats, idet Bassen eller rettere Understemmen, er i den Grad bundet af harmoniske Krav, at den virker ufri og umelodisk med sine stadige Kvart- og Kvintspring, har Weyse forstaaet at frigøre Stemmen fra disse Baand og gøre den lige saa melodisk og smuk som de andre. Han har ikke forsaget det harmoniske; han har taget fast om det og spændt det ind i det melodiske, saa vi snart ser Vægten gaa lidt i Retning af det ene og snart af det andet, men stadig lige omkring Balancepunktet. Det er sjældent at se et saa fuldkomment Herredømme over Stoffet; man har med god Grund kaldt disse Sange et i vor Litteratur enestaaende Værk.

Det hører til Th. Laubs mange Fortjenester atter at have faaet disse Sange frem i Lyset, idet han for et Par Aar siden foranledigede dem udgivet paany paa Borups Musikforlag. Vi kan ikke slutte bedre end ved at citere Laubs udmærkede Forord til denne Udgave: "Intet dansk Hjem, der giver sig af med Musik, kan være bekendt ikke at eje dem og bruge dem. - Vi maa være klare paa, at vi i dem har en af vore fineste og skønneste danske Musikskatte."