Af Daniel Hannan & The Sunday Times,. Tidehverv, 2000, s.193-194.
Efter den danske folkeafstemning har det været interessant og oplysende at betragte udlandets reaktion. For aldrig har Danmark været så spændende, aldrig så populært. Danskerne gjorde det nødvendige arbejde for de fleste europæiske befolkninger, som også er modstandere af den ubegrænsede union, og i reaktionerne takkede disse danskerne. Her et par engelske røster.
I.
"Ikke mærkeligt at statsministeren næppe kunne lade være med at græde.
Åh Gud, han er ved at flæbe, han er virkelig ved at flæbe, tænkte jeg, da den danske statsminister rejste sig for at indrømme nederlaget. Poul Nyrup Rasmussen stirrede tomt ind i kameraerne. Han åbnede og lukkede sin mund et par gange, der kom ingen lyd. Bag hans firkantede briller begyndte hans øjne at løbe over. Så, til alles overraskelse, kastede han sig ud i en usikker sang om den danske version af det røde flag.
En af de mange måder, danskerne ligner os på, er deres ubehag ved at udstille følelser. Hr. Rasmussens socialdemokratiske kolleger, der tydeligvis fandt, at en syngende statsminister var mindre pinlig end en grædende, begyndte at synge med. Nej-sigerne afbrød deres egne fester for at kigge med i forbløffelse.
Det var umuligt ikke at have ondt af hr. Rasmussen. Da han udskrev folkeafstemningen i marts, havde han al mulig grund til at tro, at hans landsmænd ville acceptere euroen. Meningsmålinger viste, at ja-kampagnen førte med 16 points, regeringskoalitionen var populær og de ledende oppositions-partier var - om muligt - endnu ivrigere efter at afskaffe kronen. Hr. Rasmussen besluttede sig for en usædvanlig lang kampagne, idet han håbede, at selve ja-kampagnens økonomiske muskler ville afgøre sagen.
I begyndelsen syntes alt at gå godt. De førende erhvervsorganisationer var hurtige til at melde positivt ud. 80 procent af folketingsmedlemmerne støttede ja-kampagnen og medbragte det meste af statens økonomiske bidrag. Fagforeningerne, som ignorerede deres medlemmers protester, kom også med. Af 48 dagblade bakkede 46 euroen op - og nr. 47 var neutral. Selv verdens ledende bankfolk syntes indstillede på at deltage i støtten til ja-kampagnen.
Men danskerne er et genstridigt folk. Jo mere begejstrede deres politikere og embedsmænd blev, desto mere begyndte de at ane en sammensværgelse imod den menige mand. Efterhånden som nej-kampagnen begyndte at gå frem i meningsmålingerne, kastede ministre sig ud i en charmeoffensiv og rejste landet tyndt med blomster og balloner. Men de syntes kun at irritere befolkningen. Danskerne, som er skeptiske i bogstavelig forstand, er stort set utilbøjelige til at acceptere forholdene i tillid til smilende politikere. "Man oplever ofte", siger Hamlet, "at en mand kan smile og smile og dog være en slyngel. I det mindste er jeg sikker på, at det kan være således i Danmark".
Som afstemningsdagen kom nærmere, skiftede regeringen taktik. De sukkersøde plader blev taget af og de grove plader lagt på grammofonen. Danskerne fik at vide, at hvis de stemte nej, ville arbejdsløsheden stige. Der blev også truet med skatteforhøjelser, selv om ingen var helt klar over hvordan eller hvorfor. Hr. Rasmussen, der havde indledt kampagnen som kong Claudius, sluttede den som kong Lear. En nej-stemme ville føre til sådanne tilstande - hvilke vidste selv han ikke - men de ville betyde jordiske rædsler.
Jo mere skinger han blev, desto tåbeligere lød han. Euro-skeptikerne begyndte at parodiere regeringens forudsigelser og hævdede sarkastisk, at et nej ville kaste to millioner mennesker ud i arbejdsløshed, koste hver eneste dansker 200.000 kr. og isolere landet bag en 300 meter høj mur.
Den enkle sandhed var, at danskerne meget nemt kunne begribe, hvad konsekvenserne ville blive af at beholde kronen, for disse konsekvenser fandtes allerede omkring dem. Arbejdsløsheden var lav, inflationen ubetydelig og aktiekurserne steg. Og det er i hvert fald helt sikkert, at torsdagens nej har ikke ført til nogle af de skrækkelige konsekvenser, der var forudsagt af ministrene, endnu mindre end det skete, da Danmark sagde nej til Maastricht i 1992; tværtimod, de danske aktiekurser steg i fredags på samme måde som kronen. En stor del af ja-politikerne ser allerede temmelig dumme ud. Ikke så mærkeligt at den stakkels hr. Rasmussen var så nær ved at græde. Men lad os tænke et øjeblik på vor egen Tony Blair. Hvordan kan han dog nu håbe at kunne vinde en folkeafstemning her? Hvor Danmarks politiske partier næsten allesammen stod bag euroen, er vores opposition imod. Hvor den danske presse var massivt for, er vor i vid udstrækning skeptisk. Hvor de danske erhvervsorganisationer ville gå ind i kampagnen for et ja, forbereder mange af vore sig på at støtte et nej. Hvor kronen allerede var bundet til euroen, er pundet flydende og leverer britiske skeptikere en lang række af argumenter, der var danskerne nægtet. Men - fremfor alt: Danmarks afstemning har fejet den fatalisme til side, som britiske euro-entusiaster har søgt at skabe. Hvis et folk på 5,5 millioner kan sige nej, så kan vi også.
Jeg havde en særlig interesse i resultatet, idet jeg havde organiseret en offentlig indsamling i Storbritannien for at hjælpe den fattige danske nej-kampagne. Og også her har jeg dårlige nyheder til mr. Blair. Vores lille indsamling -beløbene blev sendt til min lejlighed og optalt af min kone - samlede mere end 150.000 pund, hvoraf de fleste bidrag kom i form af 20 pund eller mindre. Hvis dette er, hvad folk bekymrer sig for den danske frihed, så er det ikke vanskeligt at forestille sig, hvordan de ville reagere i tilfælde af en britisk folkeafstemning.
Den danske ja-kampagne var tydeligt irriteret, ikke så meget på grund af pengene - hvilket medførte det uventede, at nej-kampagnen havde stadig penge i kassen til den afsluttende uge på kampagnen - men fordi den ikke længere kunne hævde, at et nej ville efterlade Danmark isoleret. Hr. Rasmussen måtte nøjes med at jamre, at vi prøvede ikke på at hjælpe danskerne, men kun os selv.
Havde han læst de breve, der ledsagede de mange bidrag, var han blevet forbavset. De fleste bidragydere vedlagde bevægende budskaber om deres støtte til det danske folk. En pensionist genkaldte mindet om en dansk flyver, som han havde gjort tjeneste sammen med i RAF under krigen. Han sendte os 20 pund i mindet om den tapreste mand, han havde kendt, og ønskede, at han havde haft råd til mere.
Sandheden er, at der har altid været et internationalt element i den britiske euro-skepsis, som eurofilerne prøver på at overse. I de sidste 200 år har Storbritannien haft en tendens til at alliere sig med selvbestemmelsens sag overalt. Vi støttede de nationale bevægelser i Italien, Grækenland og Nederlandene, og vi hjalp de sydamerikanske republikker til uafhængighed. I 1914 og igen i 1939 gik vi i krig på grund af krænkelser af en anden nations suverænitet. Vi kan pege på utallige skikkelser, der faktisk er blevet adopterede patrioter i et andet land: Philip Sidney Lord Byron, Aubrey Herbert, T.E. Lawrence.
Der er ingen, der vil nægte, at det danske nej har styrket anti-euro-sagen her i landet. Men det er først og fremmest en sejr for det danske demokrati. I lighed med mange britiske skeptikere er jeg i det forløbne år kommet til at føle mig mere og mere knyttet til dette land og dets uafhængigheds-sindede befolkning. Midt i deres høje skatter og deres politiske korrekthed har danskerne en hengivenhed for friheden, som vi synes at have mistet. I de timer, da resultatet indløb i torsdags, glemte jeg faktisk dets betydning for Storbritannien. Min eneste tanke gjaldt de mange danskere, jeg er kommet til at betragte som mine venner.
Da det kom til stykket, var Danmark naturligvis alt for forsigtigt til at knytte sin økonomi til den faldende euro. Resultatet var endegyldigt. Nej betyder nej, som de siger. Det eneste folk, der har fået lov til at få en folkeafstemning, har afgivet stemmerne med fuldmagt for de millioner, der ikke fik lov. De kan prøve på at snakke sig fra det i Bruxelles og i Downing Street. Men budskabet er umisforståeligt. Hvad er det for en del af nejet, de ikke kan forstå?"
Daniel Hannan, konservativt underhusmedlem, i Daily Telegraph 1. oktober.
II.
"I gæld til Danmark.
Alle politiske eliter vil gå langt for at manipulere med magten uden at folket blander sig, og Tony Blair udgør i så henseende ingen undtagelse. Han forstår endnu ikke, hvorfor folket vendte sig imod ham på grund af brændstofkrisen og hvorfor pensionisterne er så vrede. Hvor ihærdigt han imidlertid prøver på at bagatellisere den katastrofe, som ramte Danmarks herskende klasse i sidste uge, så vil dog selv han ikke turde risikere en gentagelse af den dragt prygl, som denne herskende klasse fik ved folkeafstemningen imod tilslutningen til den fælles europæiske mønt. Næsten alle danske medier og det store erhvervsliv tilskyndede danskerne til at være artige og afskaffe deres nationale mønt til fordel for den europæiske enheds sag.
Der blev truet med skrækkelige konsekvenser, hvis de ikke gjorde det, den samme taktik, som overvandt den britiske offentlighed til fordel for Fællesmarkedet ved vores folkeafstemning for 25 år siden. Denne gang virkede truslerne ikke og den europæiske union har modtaget et hårdt slag. Det danske nej til at opgive en afgørende del af Danmarks nationale identitet er blevet bemærket af Europas ledende politikere, heriblandt mr. Blair: at det ikke uden videre er givet, at den offentlige mening vil være lydig vedrørende kritiske spørgsmål i forbindelse med landets fremtid.
Vi står i gæld til danskerne. For at omskrive Pitt den Yngre: de har nægtet at lade sig tvinge ind i et føderalt Europa af magtens udfoldelse og vil - er vi sikre på - frelse Europa ved deres eksempel. De kunne nemt have opnået fuldt medlemskab af eurozonen. Deres mønt er bundet til euroen, og deres pengepolitik er allerede undergivet de afgørelser, der træffes af den europæiske central-bank i Frankfurt. Det gør deres afvisning af at tage det sidste skridt så meget desto mere påfaldende. Ved at blæse nyt liv i spørgsmålet om en mere demokratisk union af nationalstater - et spørgsmål som Storbritannien nu må stille sig i spidsen for - har danskerne givet magthaverne mere end en blodig tud. Det fransk-tyske forsøg på at skabe et Europa, der tjener eliterne og ikke folkene, er blevet sat på plads."
Uddrag af leder i The Sunday Times 1. oktober.