Af Eigil Hjørnholm. Tidehverv, 1989, s.151+162.

Morgenavisen Jyllands-Postens lederskribent udtrykte henrevet begejstring for statsminister Poul Schlüters artikel afvigte sommer: "Vi skal dyrke den danske egenart".

Jeg blev simpelthen bevæget.

For hvornår har en dansk statsminister sidst talt så kærnefuldt og hjertevarmt om danskhed? Ikke så længe jeg kan huske. For første gang i nyere tid træder en dansk politiker frem - tilmed statsminister (fra et parti, der ved afstemningen i 72 om EF såvist kun havde hånsord tilovers for enhver tale om beskyttelsen af den danske egenart, men bedre sent end aldrig) - og lovpriser "vort eget engagement i vor egen danske kultur, vort eget sprog eller vor egen historie". Ved kendskab til andre kulturer kan man "lettere besinde sig på og værne om vort eget sprogs særpræg, nationale identitet og folkelige værdier".

"Vi har en rig dansk kulturarv, som vi ikke skal negligere. Vi skal tværtimod bevidst dyrke den og videreudvikle (?) den. Vi skal endnu mere (-) findyrke vor danske egenart og vort eget særpræg. Vi skal evne det som en naturlig, national bevidstgørelse -".

Efter disse ord vil læseren forstå, at jeg var ikke blot, som lederskribenten, begejstret, men bevæget. Ikke mindst da ministeren, efter sin kærlighedserklæring til von danske folks særpræg, vor nationale identitet og vore folkelige værdier slutter det hjertevarme indlæg med en tilslutning til Per Højholts forslag om at udgive "et stort nationalt leksikon som afløser for det berømte og elskede Salmonsens. En ny national encyklopædi".

Man kom næsten til at græde af bare rørelse. - Det var en hjælp hr. minister, at De ikke nævnte flaget. Tak for det. Så var jeg opløst.

Grundtvig, der vistnok også havde sans for det danske, kunne ikke have talt bedre om den danske egenart. Sig mig, hr. minister, er De grundtvigianer?

For en ordens skyld bladede jeg lidt i Højskolesangbogen. Men det skulle jeg ikke have gjort, for det var både rystende og chokerende: Ikke et ord, ikke eet, fra Grundtvigs mund om "det danske særpræg", vi skal bevidstgøres til. Ikke et ord om "den danske egenart" vi efter Schlüters forslag skal "dyrke". Og jeg bladede endda både under "Modersmålet", "Historien" og "Fædrelandet".
Hvordan kunne det dog hænge sammen?

Sagen er, at det hænger på ingen måde sammen. Tværtimod er der en uforenelig og afgrundsdyb forskel mellem den ærkedanske Grundtvigs - og for den sags skyld andre ægte danske digteres - forståelse af, hvad danskhed er, og statsministerens forståelse af "den danske egenart". Mere ligefrem sagt: Schlüter har ikke forstået nogetsomhelst af hvad det er at være dansk, eller hvad dansk folkelighed er.

For Grundtvig havde forstået, at det danske er det givne. Dansk folkelighed er nu engang danskernes måde at være på. Vores livsmåde og vores givne livsform. Vi lærer jo vort danske modersmål fra barnsben. Vi fødes i vores fædres land, og bindes dermed til sammenhæng med landets historie. Naturligt, ligefremt og ubevidst.

Danskhed var for Grundtvig vi danskes måde at være sammen på. Derfor holdt Grundtvig af det. Som givne vilkår. Og derfor digtede Grundtvig for os, og til os - vi er jo ikke et folk, der digter meget selv - og gav os sin digtning, om modersmål, om fædres land, og om vort folks historie. Sådan gav han os mæle, ord og sprog. Som redskaber, vi kan formulere os i, når vi er sammen som danske.

Fordi det er det givne, elskede Grundtvig Danmark. På den måde var Grundtvig i bedste forstand national.
Ulykkeligvis har vores velmenende statsminister ikke fattet noget af det. Hos ham er det danske ikke det givne. Det er det tilstræbte, det dyrkede. "Vi skal dyrke den danske egenart", forkynder han. Hos Schlüter er de t at være dansk ikke, som hos Grundtvig, vores naturlige måde at være sammen på. Det er derimod en "egenart", et "særpræg", der ikke blot skal dyrkes, men findyrkes og videreudvikles.

- Kan man "findyrke" og "videreudvikle" de givne vilkår? Skal man "bevidstgøres" i det, man på forhånd og naturligt er? Det kan man naturligvis ikke - uden at det bliver falsk, forlorent - og ideologisk.
Men det bliver dansk folkelighed netop i Schlüters artikel. Hvadenten han forstår det eller ej, bliver dansk folkelighed i hans indlæg en nationalistisk ideologi, som vi skal "findyrke", og danskhed en "egenart", vi skal bevidstgøres om. Danskhed bliver til en ideologisk -isme. Og Grundtvig roterer i sin grav. For Grundtvig var national. Schlüter er nationalist.

Grundtvig gav os sine sange, vi kunne være os selv i, når vi ville finde udtryk for vort naturlige danske fællesskab. Schlüter vil give os en encyklopædi. Det er lykkeligt, for når vi nu vil have lidt dansk fællesskab, kan vi lægge den blå til side og læse lærde artikler om, hvad det egentlig er at være dansk. Selv om stemningen måske bliver lidt anderledes.

Har statsministeren i den grad mistet fornemmelsen af dansk folkelighed? Måske. Tragisk for landet.
En anden mulighed: Af pragmatiske, kyniske politikere kan man jo vente sig hvadsomhelst.
Og budskabet er åbenbart sivet ind på Jyllandspostens redaktion: Schlüters talemåder er slet ikke en hyldest til det nationalt danske; det er kun retorik.

Hans egentlige ærinde er derimod en indtrængende appel til internationalisme.
Som Jyllands-Posten rigtigt læser hans ærinde: Vi skal møde "det fremmede" for at få impulser til rigtigt at forstå os selv. Ellers er vi indelukkede, selvtilstrækkelige og os selv nok.
Læseren ser det for sig: Vor statsminister har i embeds medfør været i Langtbortistan, spillet på bongotrommer og spist med pinde. Nu vender han hjem til fruen, der er parat med frikadeller og kniv og gaffel, og råber lystigt; "Kære dannekvinde (eller hvad man nu siger til hinanden i det hjem) - nu har jeg i det fremmede spillet bongotrommer og spist med pinde, nu skal vi rigtigt dyrke den Schlüterske egenart!"

Da jeg ved fra Jyllands-Posten, at fruen er en mild og nænsom sjæl, vil hun nok ikke grine ham ihjel, men nænsomt ringe efter huslægen med ordene: Manden taler i tunger - han taler i hvert fald ikke dansk.
- Til den statsminister, der i foråret i et internationalt forum udtalte, at nationalstatens dage er talte, må det være passende at belære ham om, at en dansk statsministers opgave ikke er at opfordre vort folk til at dyrke den danske egenart. Overlad den slags nationalistisk selvdyrkelse til de nationer, der nu engang sætter pris på den slags.

Tyskland måske, eller de lande af "den romersk-galliske ånd", som Grundtvig bekæmpede - netop af den grund - af hele sit danske hjerte.
En dansk statsministers embede er et andet: Ganske enkelt det at beskytte og værne det danske folks frihed og selvstændighed. Så vi danskere bag det værn bare kan være os selv.

Statsministeren skriver i sin artikel:
"Hvis vi havde en statsminister, der foreslog noget sådant sludder og vrøvl (- end Hyltofts rigtignok, hvis angreb efter min mening er mindre alvorligt i denne forbindelse end denne artikels ærinde) - så burde og måtte han naturligvis omgående træde tilbage".

Måske var det en overvejelse værd.