Af Søren Krarup. Tidehverv, 2006, maj, s.69-71.

Når den politisk korrekte omverden, de liberale eller kulturradikale i USA, som producerer TV-udsendelsen "60 Minutes", skal portrættere det lille og lidt latterlige Danmark, som hævder en gammeldags og i vor globaliserede verden lidt latterlig ytringsfrihed - hvem henvender de sig så til i Danmark for at få noget at vide? De henvender sig naturligvis til Politiken og bladets chefredaktør Tøger Seidenfaden, som forsyner dem med den nødvendige information om dette latterlige, lille land, der ikke har fattet, hvad globaliseringen betyder, og hvis statsminister lever i en gammeldags stædighed, som ikke vil undskylde, hvad en gammeldags provinsavis i sin mangel på udsyn og global bevidsthed har forårsaget af ulykker.

Og "60 Minutes" bringer en ironisk, latterliggørende skildring af det latterlige Danmark med dets komiske kongeslot og livgarde og antikverede forestillinger, som har bragt den muslimske verden i oprør.

Og når andre journalister og pressefolk kommer til Danmark for at skrive om opstandelsen i den muslimske verden og dens danske årsag - hvem opsøger de så? De opsøger Tøger Seidenfaden på Politiken, som viderebringer sit kritiske, moderne syn på en klodset statsminister i en umoderne regering, og de udenlandske pressefolk rejser hjem og skriver kritisk om dette umoderne Danmark, der lever i en fordomsfuld, nærmest fremmedfjendsk tankegang, og når dette er skrevet i den udenlandske presse, citerer Politiken det med store typer som "udlandets" syn på Danmark, og Tøger Seidenfaden lægger ikke skjul på, at den danske statsminister og hans regering udgør en belastning i en moderne verden.

Sådan har det sig med Systemet Politiken, for fra dette bladhus og denne chefredaktør udgår en indflydelse eller en tankegang, som ikke er Danmark og den danske tradition venligt stemt. Og Systemet Politiken deler holdning med det meste af den danske medieverden, hvorfor chefredaktør Tøger Seidenfaden dukker op i DR til alle tider og udlægger teksten for den tilbagestående befolkning og belærer danskerne om en globaliseret verdens og virkeligheds krav. "Statsministerens argumenter er dårlige, fordi han har en dårlig sag", skrev Tøger Seidenfaden i Politiken 25.februar. "Han har insisteret på at behandle sagen som ren indenrigspolitik og gør det i helt forbløffende omfang den dag i dag". For det er indenrigspolitik, når statsministeren forsvarer Jyllands-Postens ytringsfrihed og nægter at forhandle om ytringsfriheden med muslimske ambassadører, der forarges over den. Det er en dårlig sag, når statsministeren bare står fast på den danske grundlov.

Systemet Politiken har en helt anden og meget bedre sag.

For Politiken er vokset ud af Det moderne Gennembrud for mange år siden, helt i 1871, hvor Georg Brandes tog sig på at opdrage det tilbagestående Danmark, fordi vi som sædvanligt var 40 år tilbage for Europa. "Det moderne". Og det moderne var at foragte den danske tradition og sammenhæng, som jo var obskurantistisk og klerikal og uløseligt sammenknyttet med kristendommen, og Det moderne Gennembrud bestod derfor i at bryde denne sammenknytning i stykker og opdrage danskerne i selvrealiseringens og frigjorthedens rodløshed. Dette skete først ved en forbindelse med grundtvigianerne, der via deres dyrkelse af "frihed" var nemme ofre for "det modernes" taktiske rænker i form af det fælles bladprojekt "Morgenbladet", hvor Edvard Brandes førte Det moderne Gennembruds ideologi frem i offentligheden, forklædt som en slags folkelig frimenighedspræst, og da taktikken brast på grund af det brud, som Christen Berg foretog med de moderne i 1883, begyndte udgivelsen af Politiken i efteråret 1884, og siden har Politiken, "organet for den højeste oplysning", hævdet at udgøre forspidsen af fremskridtet i Danmark. Via journalistisk smarthed og pågående, talentfuld agitation opnåede Politiken at sidde på den offentlige mening i Danmark, og magten forvaltedes med største hensynsløshed over for de "umoderne". Edvard Brandes var en skruppelløs ridefoged. En journalistisk absolutisme rådede i fædrelandet i forrige århundredes begyndelse.

Det var denne, Harald Nielsen angreb i den lille bog "Systemet Politiken" fra 1907. Han havde da i flere år været medarbejder ved Tilskueren og arbejdet tæt sammen med Valdemar Vedel, og Valdemar Vedel og Vilhelm Andersen havde i 1899 undsagt Politiken. "Der er for tiden ingen mand, der gør frisindet mere skade end De", skrev Vilhelm Andersen til Edvard Brandes, men blev naturligvis fejet til side med en arrogant attitude. I sin bog, hvis første del er et foredrag, holdt i Studenterforeningen, fortsætter Harald Nielsen Tilskuerens opgør med Systemet Politiken.

"Når det kniber, bliver Politiken altid lille og siger: vi er jo kun et enkelt blad, og fra hundrede sider lyder det: hvor gider man beskæftige sig med det, det er jo kun et enkelt blad, og ingen tillægger det nogen betydning", skriver Harald Nielsen i sit forord. "Det er smukt sagt af vennerne, men det forandrer ikke forholdet, selv om det er rigtigt; thi det kommer ikke an på, hvor stor betydning Politiken har, men hvad betydning man må tillægge de forhold, for hvilke den er udtryk."

Og hvilke forhold er det? Harald Nielsen portrætterer Politikens holdning således: "De står som en besætning i et fremmed land. De er normannerne, der har undertvunget angelsakserne, men som aldrig har forstået eller brudt sig om at forstå det folks natur og livssyn, som de ville beherske.

De har fra deres mere forfinede kulturs stade set ned på de indfødte, som de - på grund af bedre våben og taktik - havde let ved at tilføje nederlag. De har indført dobbelt ret i landet: en for sig og en for de andre. De andre svarede man ikke - man straffede dem. De har levet i deres borg bag optrukken vindebro. Kun når det gjaldt en rask lille fejde, nedslagtningen af nogle indfødte eller et muntert jagtparti, sænkedes den. De har haft et andet sprog, andre manerer og andre nydelser end de undertvungne.

Selvfølgelig har ikke alle angelsaksere været uforsonlige. Adskillige af dem er blevet optaget i det gode selskab og har beflittet sig på at tilegne sig dets manerer så fuldkomment som muligt. Både hvad der med rette var overlegenhed, en mere forfinet kultur - jeg siger ikke en ædlere - og hvad der kun var hovmod og skidtvigtighed, har imponeret og fristet til efterligning.

For normannerne har angelsakserne kun haft én tiltrækkende egenskab, nemlig deres antal. De var nødvendige som abonnenter, som stemmekvæg og som statister."

Genkender vi ikke Systemet Politiken hundrede år senere? Hvad er den menige danske befolkning i Politikens øjne? Vi har hørt svaret i den seneste menneskealder. Den almindelige dansker var racist og fremmedhader, beboet af indre svindehunde, og Systemet Politikens taktik var en rask klapjagt på sådanne tilbagestående, frastødende typer. Jo, som abonnenter, som stemmekvæg og statister kunne befolkningen godt bruges, men befolkningens nødråb, protester og reaktion på en multikulturel og multietnisk udvikling, som gjorde dem fremmede i deres eget land, fortjente kun foragt og forfølgelse, og dette blev da den skæbne, som Systemet Politiken udsatte danskerne for.

"I over tredive år havde de høje herskaber brudt sig pokker om, hvad folket mente. Det er ikke vælgerne eller abonnenterne, jeg mener - dem havde man gjort tilstrækkelig mange indrømmelser - men folket med dets historisk bestemte religiøse og moralske holdning", skriver Harald Nielsen videre. "De havde kun set dumhed, der skulle bankes ud, latterligheder, der skulle spottes, beklagelig, håbløs reaktion, som man måtte trække på skulderen ad. Man havde sat en ære i at leve og handle, som om dette folk og dets meninger om ret og uret aldeles ikke fandtes."

Ja, dette har været Systemet Politikens optræden i den kulturkamp, der har fundet sted her i landet i den seneste menneskealder, hvor indvandringen sattes i scene. At realiteten i indvandringspolitikken var, at de af Systemet Politiken bestemte politikere fremmedgjorde danskerne i deres eget land, at folkets egen tradition, dets kristendom og danskhed, blev sat til side af en ideologi, der gjorde "diskrimination" til synden over alle synder, hvorfor danskerne i lighedens navn blev gjort til en foragtelig underklasse - det var for Systemet Politiken ikke blot en ligegyldighed, men i virkeligheden et fremskridt, menneskerettighedernes og "anti-racismens" ædle frugt. Og at Systemet Politiken i denne kulturkamp dermed allierede sig med det islam, der udgjorde kulturen i det allermeste af indvandringsgruppen, hvorfor kulturradikalisme og islam trak på samme hammel, det blev den både komiske og afslørende virkelighed, som i kulturkampens seneste fase, hvor islam har stillet krav om indskrænkning af ytringsfriheden i Danmark, og hvor Dannebrog er blevet afbrændt i muslimske lande og ambassader stormet, har udstillet Politikens afgrundsdybe foragt for det folk, der bor i Danmark og kaldes det danske.

Det er denne holdning, Tøger Seidenfaden har været repræsentant for og har stillet Politiken til rådighed for. Her fremførtes det dybe had til det systemskifte af 2001, som ændrede situationen i landet og gav folkets protest mod fremmedgørelsen mund og mæle. Her udtryktes hadet til en statsminister, der gjorde kulturkampen til det afgørende i disse år, her fik forfatterne, diplomaterne, venstrefløjspolitikerne husrum og opbakning til deres ædende forargelse over de menige danskeres opgør med indvandringspolitikken, her sad en chefredaktør, som altid tog imod "udlandet" med åbne arme og fortalte de fremmede journalister, hvor fatal situationen i Danmark var, og hvor berettiget det derfor var, når "udlandet" skildrede situationen i Danmark i de sorteste farver, hvorefter altså "udlandets" således skabte kritik kunne bruges som polemisk våben i den danske kulturkamp. Ja til islam og nej til kristendommen - det blev i situationen Systemet Politikens holdning. Sympati for dem, der krævede ytringsfriheden indskrænket igennem respekt for "de religiøse følelser" (dvs. islam), sympati for den nye totalitarisme og nej til den åndsfrihed og tradition, der er indholdet af den danske tradition - det er Systemet Politikens program.

Der derved er i den nøjeste overensstemmelse med Systemet Politiken gennem mere end hundrede år.