Af Søren Krarup. Tidehverv, 2004, s.1-2.

Fredag 5. december var kirkeminister Tove Fergo i TV-Avisen, fordi det var sluppet ud, at hendes fratrådte pressetalsmand Henrik Gade Jensen havde fået et halvt års løn med sig fra kirkeministeriet. Men Tove Fergo havde hele tiden bedyret, at Henrik Gade Jensen selv sagde op. Får man et halvt års løn med sig, når man selv siger op? Derom spurgte studieværten i TV-Avisen, men han fik svar på tiltale. Tove Fergo var tydeligvis vred over den mistænkeliggørelse, hun mødte i dette tilfælde, og svarede skarpt, at det halve års løn til Henrik Gade Jensen skyldtes én eneste ting - nemlig ønsket om at udvise anstændighed. Eller skal man sende en familiefar med to små børn på gaden uden at have noget at leve af spurgte hun den nu vigende studievært. Og fortsatte: Pressens optræden i denne sag har været rent hetzende, og hele forklaringen er jo, at man vil ramme regeringen. Derfor den uanstændige optræden. Men vi har ønsket at være anstændige over for Henrik Gade Jensen.

Det var velgørende at opleve kirkeministerens vrede - men vi var nogle stykker, der kunne have tænkt os at opleve den lidt tidligere. Her var det i anledning af en mistænkeliggørelse af regeringen, in casu hende selv. Men hvordan har Tove Fergo reageret i anledning af mistænkeliggørelsen af Henrik Gade Jensen? Hvor vred har hun været, fordi denne retlinede, lødige hædersmand er blevet hængt ud af presse og TV som nynazist og højreekstremist? Hvordan har Tove Fergo forsvaret den pressetalsmand, hun selv ansatte?
Hun værger sin regering og sig selv. Men hvorledes værgede hun Henrik Gade Jensen?

Jeg må tilstå, at det er længe siden, jeg har været ude for noget, som i den grad har oprørt mig. Af en sådan karakter er altså vort offentlige liv. Så nederdrægtig er stilen, og så svag er holdningen hos dem, der skulle stå nederdrægtigheden imod.

Baggrunden er velkendt. Tirsdag 25. november havde dagbladet Information en stor forside-artikel med overskriften "Kirkeministerens spindoktor er højreekstremist", og samme dags morgen bragte TV2-Nyhederne igen og igen den samme historie. Som jo slet ikke var en historie, men en afskrift af en smædeartikel, som det autonome pressebureau Modkraft havde udsendt 29. oktober, og som byggede på rygter, insinuationer og løgne. F.eks. blev Henrik Gade Jensen her stemplet som ny-nazist, fordi han i 1992 anmeldte en bog af den tyske politiker Schönhuber, der handlede om indvandringens problem i relation til Tyrkiet, og forholdt sig sagligt til bogens indhold. Schönhuber havde som ung gjort tjeneste i SS. Så var det nynazistisk at anmelde hans bog....

På dette niveau var det hele. Ubegavet, ondsindet, forfalskende. Ironi og humor fra Henrik Gade Jensens side blev læst som patetiske proklamationer. Principielle overvejelser udlagt som propaganda. Hetz. Bagvaskelse. Løgne.

Sådan var indholdet i den "historie", der blev spredt i offentligheden 25. november, og vi, der har hørt og læst Henrik Gade Jensen igennem mange år, kunne naturligvis se det med det samme. Vi trak på skuldrene. Herregud, hvad har man ikke være ude for fra autonom side i de forløbne år? Hvem har ikke fra tid til anden set denne politiske underverden udfolde sig på denne måde, hele tiden i infamerende hensigt?
Herregud, løgne trækker man på skuldrene ad, og således bliver de reduceret til at være, hvad de er.

Men det katastrofale ved hele forløbet var jo, at regeringen eller kirkeministeren tog historien alvorligt. Her forholdt man sig ikke koldsindigt til hetzen. Her kaldte man ikke en løgn for en løgn, hvorved man forsvarede sandheden. Men her gik man i panik og endte med at lade Henrik Gade Jensen falde som kirkeministerens pressetalsmand.
Hvorved man udstyrede løgnen med et skær af sandhed. Og hvorved man kompromitterede regeringens hele anliggende og linie.

For er der nogen, der har evnet at føre den kulturkamp, som statsminister Anders Fogh Rasmussen har gjort til regeringens opgave, så er det den højtbegavede, indsigtsfulde Henrik Gade Jensen. Denne forfatter og filosofi-magister har i mere end femten år analyseret og behandlet den kulturradikale problematik, som siden kulturrevolutionen af 1968 har påtrykt sig vort offentlige liv, og med originalitet og stor viden gjort op med 68-ideologien. Var der nogen, som denne regering med god grund kunne gøre til sin medarbejder, så var det Henrik Gade Jensen.

Det blev han altså også som kirkeministerens pressetalsmand. Men da den politiske underverden reagerede i en rigtig erkendelse af, at Henrik Gade Jensen i egentlig forstand var regeringens værdifulde medarbejder, da tabte regeringen hovedet og gik i panik og lod ham falde i stedet for at sige: Vi tager naturligvis ikke en smædekampagne alvorligt!
Og da den hensynsfulde, loyale Henrik Gade Jensen tilbød at gå for ikke at belaste kirkeministeren, så videre: Pjat, kan du gå ind at passe dit arbejde!

Jeg havde ikke noget valg, har kirkeministeren sagt. Det forekommer mig at være afslørende. jo, Tove Fergo havde naturligvis det valg at hævde sandheden og sige nej til løgnen og i sidste instans således at hævde sin regerings linie og anseelse. Hun havde måske i et par dage måttet opleve smædekampagnen køre videre i offentligheden, indtil den tabte højde og luft på grund af dens indlysende forløjethed. Men selvsagt havde hun et valg. Det har man jo i enhver situation. Hun kunne have forsvaret Henrik Gade Jensen og dermed regeringen. Og hvis det virkelig var regeringen, der lod sig skræmme, så havde hun kunnet forsvare Henrik Gade Jensen ved at sige nej til at lade ham falde.

Hvilken respekt havde hun ikke været omgivet af, hvis hun havde gjort det. Hvor helt anderledes stærk havde hendes stilling ikke været, hvis hun havde haft dette moralske mod. Nu er der halvhed og uklarhed omkring hende. Hvis hun havde stået last og brast med sin respektable og højt respekterede pressetalsmand, som hun selv havde ansat og derfor kendte godt, så havde hendes stilling nu været hævet over kritik og selv hendes modstandere havde måttet agte hende. Og regeringen - hvis den i stedet for at lade sig intimidere af nogle autonome fra Nørrebro havde ladet deres løgne være løgne og havde holdt sig til sandheden og sin egen gode samvittighed og dermed til sit anliggende, så havde anliggendet vundet hævd og regeringen vundet respekt - moralsk og dermed også politisk. Nu tegner sig billedet af en regering, der er bange for sin egen skygge. Nu kan den politiske underverden tilsyneladende drive regeringen rundt i manegen ved at råbe løgne og skældsord efter den.

Dette forekommer mig at være det egentligt forstemmende ved denne sag. Hvor der er mod og frimodighed, dér er smædekampagner magtesløse. Hvor et menneske og også en regering har god samvittighed, fordi den ved med sig selv, at dens anliggende er sandt og nødvendigt, dér lader den sig ikke jage i et musehul. Dér ler den ad løgnen. Dér holder den hovedet både koldt og højt og går ikke i panik, fordi et autonomt pressebureau spreder bagvaskelse.

Og så sker der jo det, at bagvaskelsen falder til jorden og løgnen bliver magtesløs og regeringen går styrket ud af bataljen. Enhver smædekampagne lever af, at modparten lader sig skræmme. Hvor dette ikke sker, er kampagnen færdig. Så må den liste af i beskæmmet ynkelighed.
Slaget om kirkeministerens pressetalsmand kunne være blevet en sejr for Tove Fergo og hendes regering.

Nu er den blevet et nederlag. Nu sidder regeringen som de forfulgte på slæden, der kaster medarbejdere ud til de forfølgende ulve for at redde sig selv. Det er ikke noget kønt syn. Men det er især en katastrofe for den opgave, regeringen har, og som ikke kan gennemføres ved hjælp af halvhed og fejhed.

Det er synd for Henrik Gade Jensen. Det er oprørende at ofre en sådan hædersmand for at undslippe forfølgerne. Det havde klædt kirkeministeren at mobilisere vrede over andet end mistænkeliggørelsen af hende selv.

Men for hendes regering og dens anliggende er der tale om noget katastrofalt, som burde indeholde én lære:
At dette må aldrig gentage sig.