Af Søren Krarup. Tidehverv, 2002, s.157-158.

Jesper Langballe og jeg havde et sammenstød før vores møde med statsminister Anders Fogh Rasmussen om en undersøgelseskommission vedrørende interne danske forhold under den kolde krig. Skylden var nok min. Jeg havde ikke orienteret ham ordentligt forinden. Og da følgerne af min handling begyndte at indfinde sig, blev han først forbløffet og siden forbitret.

Sagen er, at jeg havde fortalt Politikens journalist om vores aftale med statsministeren under Dansk Folkepartis sommergruppemøde på Bornholm. Jeg mente, det ville gøre aftalen mindre privat og derfor vanskeligere at bagatellisere, hvis det var offentligt kendt, at vi skulle drøfte forholdet med Anders Fogh Rasmussen. Det lå fast, at vi skulle mødes med ham 20. august for at søge at få en kritisk undersøgelse af tvivlsomme danske forhold fremmet. Vi havde i maj måned bedt ham om et møde, men hans travlhed i forbindelse med Danmarks formandsskab af EU havde gjort det vanskeligt at finde tid. Først 20. august lod det sig gøre at presse et møde ind i kalenderen. Og da jeg spiste frokost sammen med en journalist fra Politiken 2. august på Bornholm, fortalte jeg hende om aftalen.

Jeg mente også, at jeg havde orienteret Jesper Langballe. Vi var fælles om arrangementet - eller rettere sagt: det var ham, der havde taget initiativet til at få sat en sådan kritisk historikerundersøgelse i gang, da han allerede i februar havde opsøgt udenrigsminister Per Stig Møller for at få ham til at støtte tanken ligesom han også havde talt med Bertel Haarder. Det var der ikke rigtigt kommet noget ud af. Derfor ville vi gå til regeringens leder, som i en bog i 1999 havde foreslået undersøgelsen sat i gang. Men Jesper Langballe var bange for, at der ville rejse sig for stærk modstand for tidligt, hvis dette møde blev kendt.

Og da jeg ikke gjort ham det tilstrækkeligt klart, at jeg havde talt med Politiken, blev han stærkt ophidset, da det gik op for ham, at nyheden var på Politikens forside 17. august. Jeg kan ikke fortænke ham i det, hvilket på den anden side ikke afholdt mig fra at tage kraftigt til orde i anledning af hans ophidselse. Han skulle naturligvis have haft umisforståelig besked. Hvad jeg mente at have givet ham, men hvad han nok ikke har fået.

Bølgerne gik højt et par dage.

Og resultatet af nyheden bekræftede, at der var grund til at være forsigtig med at fortælle det for tidligt. Der rejste sig nemlig øjeblikkeligt en offentlig storm. Hele den politiske korrekthed med lange rødder til kulturradikalisme og 68-bevægelse og venstrefløjspartier reagerede med panisk forargelse. Vi måtte uvilkårligt spørge os selv, hvad de er bange for. Hvilke lig har de egentlig i skabet? Især Information og Politiken med følge fór ud med høje skrig og vrede råb over en sådan utilbørlig nysgerrighed, der kunne komme til at fortælle offentligheden noget, som den ikke ved. Som nævnt i forrige nummer af Tidehverv, blev Jesper Langballe og jeg kaldt for "regulære ekstremister" af Tøger Seidenfaden i Politikens leder. Mistænkeliggørelsen stod dirrende i luften over Danmark. Den offentlige mening - dvs. mediemagthaverne - kastede sig ud i et massivt forsøg på at forhindre kritiske og kompetente historikere i at komme til at arbejde.

Kritikken samlede sig om professor Bent Jensen, for naturligvis var det ham, der ville blive en central skikkelse i dette arbejde. Han er den, der ved mest om sagen, han har været i de sovjetiske arkiver, der nu er lukkede, han både kunne og ville trænge til bunds i sagen - sammen med at par andre historikere, om hvis lødighed og saglighed der står samme respekt.

Men ingen saglige hensyn kunne gøre indtryk på den oprørte politiske korrekthed. Jesper Langballe og jeg blev fulgt til statsministerens kontor af en mumlende kødrand af journalister, om hvis onde vilje der ikke var grund til at nære illusioner, og de efterfølgende reportager bekræftede denne vilje - bl.a. i Jyllands-Posten, hvis journalist viste stor nidkærhed i forsøget på at miskreditere vores hensigt og torpedere planen. Der er tydeligvis tanker, det ikke er velset at tænke, kritiske hensigter, det ikke er heldigt at have - og den offentlige storm endte som bekendt med, at statsministeren frafaldt sin egen oprindelige tanke og lod en undersøgelse foretage af DUPI, hvilket efter vores mening er ensbetydende med at begrave den.

Jo, måske havde Jesper Langballe ret i, at vi skulle have holdt mund. Måske bidrog mediestormen til at forskrække Anders Fogh Rasmussen. På den anden side: vi vidste i forvejen, at den politiske korrekthed eller de herskende mediemagthavere ville reagere for fuld skrue, og spørgsmålet er, om tidspunktet for deres reaktion ændrede noget. Den såkaldt offentlige mening i Danmark er umådeligt ensrettet og tilsvarende forudsigelig, samlet omkring Politiken og Information og journaliststandens kulturradikale fordomme, hentet på journalisthøjskolen, og opstandelsen ville under alle omstændigheder have indfundet sig. Jeg er tilbøjelig til at tro, at statsministeren ville have været under det samme pres uanset vores fremgangsmåde. Hvilket jeg skånsomt meddelte Jesper Langballe i de ophidsede døgn.

Mens vi for resten overvejede, hvordan man kunne få historikerundersøgelsen gennemført for private midler.

Det er denne mediestorm, jeg har lyst til at nævne, denne systematiske og tilsyneladende systematiserede forargelse jeg føler trang til at pege på. Sådan er det jo nemlig i fædrelandet. Den kulturradikale mediemafia bider dybt i det danske folkelegeme, og selv om grebet har løsnet sig en smule, siden befolkningen gjorde oprør mod ensretningen ved sidste folketingsvalg, er denne ensretning stadigvæk udtalt. Enhver, der har med offentlige anliggender at gøre, ved det. Den mistænkeliggørelse, som Bent Jensen, Jesper Langballe og jeg her mødte, har vi og mange andre mødt utallige gange før, når vi har sagt ting og hævdet holdninger, der er modsat den politiske korrektheds.

Mediemafiaen er yderst magtfuld og øvet i at rejse mediestorme. Ikke mindst i spørgsmålet om Danmark og indvandringspolitikken - det mest betændte og mest skæbnesvangre spørgsmål i de seneste tiår.

Men - langsomt, langsomt begynder virkelighedssansen med hertil hørende kætteri at brede sig på dette terroriserede område, og der er for nylig kommet en bog om emnet, som er noget af det mest opmuntrende i lange tider. Under redaktion af Helle Merete Brix og Torben Hansen udgav det kulturradikale forlag Tiderne Skifter en samlebog med titlen "Islam i Vesten", og til forskel fra andre nyudkomne bøger om samme emne er denne bog båret af en radikalitet og vilje til at sige sandheden, som virker befriende. Begge de to redaktører går lige til bunds i sagen, islams dæmoniske og hadske karakter, og fremlægger forholdet helt uden forbehold. Der er en lidenskab i anliggendet, et mod til at turde sige navnet og sætte adresse på, som er meget lidt dansk, men så meget mere forjættende.

Og en af bogens forfattere er netop én af de historikere, som var inde i billedet i forbindelse med historikerundersøgelsen af den kolde krig. Det blev nævnt, at de to kolleger, som Bent Jensen ville alliere sig med, var David Gress og Lars Hedegaard, og sidstnævnte skriver det første kapitel i "Islam i Vesten". Det er meget grundigt i sin gennemgang af islams historiske udvikling, men også skarpt og ganske uærbødigt - helt i stil med den nærgående sarkasme, som Lars Hedegaard udtrykker som hyppig kommentator i Berlingske Tidende. Han er her meget lidt korrekt - politisk korrekt. Han er nærmest det modsatte. Og da han i sin tid begyndte i den politiske korrekthed, er en udvikling som hans et af de lyspunkter, der varsler nye tider. Lars Hedegaard, der er historiker, var nemlig chefredaktør på Information i studenteroprørets efterslæt, men Blekingegade-sagen og især dens gang igennem Danmarks offentlige liv ændrede hans holdning. Han opdagede, hvordan sandheden var ligegyldig, når sandheden var "forkert". Han så, hvordan meningsundertrykkelse, ideologisk dogmatisme og politisk korrekthed herskede i mediemafiaens Danmark. Og han havde det moralske mod og den personlige substans til at sige nej og drage konsekvensen.

En opbyggelig historie om et redeligt menneske. Det er sådanne historier, der trods alt gør denne tid forjættende, fordi der bliver stadigt flere eksempler på en tilsvarende udvikling - naturligvis tydeligst i forbindelse med folketingsvalget, der kan beskrives som den danske befolknings generelle protest mod den politiske korrektheds undertrykkelse. I den omtalte bog "Islam i Vesten" er der adskillige forfattere, der ligger på samme linie.

Jo, vist raser mediestormene stadig. Men der bliver flere og flere frie fugle, som tør flyve imod stormen.