Af Katrine Winkel Holm. Tidehverv, 2006, s.85-86.

"Det mest provokerende for mange muslimer er ikke, at vi har en anden tro end dem. Det mest anstødelige er derimod, at vi øjensynligt slet ikke har en tro overhovedet".

Det er Bertel Haarder, der et utal af gange er kommet med denne påstand, som også er en fast tilbagevendende pointe, når chefredaktøren for Religiøst Dagblad, Erik Bjerager fører, pennen.

Men er det rigtigt? Er det sandt, at ortodoks islam kun forarges over ateisme, mens den lever i gnidningsfri harmoni med kristendommen? Nej, det er en floskel, som Haarder og Bjerager har samlet op et sted - sandsynligvis hos Abdul Wahid Pedersen - men som de ikke kan have undersøgt substansen i.

Går man til Koranen, vil man møde over hundrede sura'er, der utvetydigt slår fast, at også "Bo-gens folk" skal underkastes. Det er rigtigt, at Koranen foreskriver en langt mere brutal behandling af de usalige, der falder uden for det lemfældige begreb "Bogens folk", som Koranen rubricerer jødedom og kristendom under. Men der er adskillige omhyggelige anvisninger på, hvordan "Bo-gens folk skal bekæmpes, indtil de betaler jizja i villig underkastelse, idet de erkender, at de er kuet" (Koranen 9,2).

Det, der provokerer den ortodokse muslim, er altså ikke bare den såkaldte gudløshed. Forargelsen bunder i, at "Bogens folk" ikke "erkender sandhedens tro", at vi ikke tilbeder Muhammeds Allah, men den treenige Gud.

Det er med andre ord klokkeklart, at Koranen foreskriver dhimmificering af kristne og jøder. På trods af dette faktum dukker påstanden om islams varme sympati med andre troende op igen og igen. Også hos folk, man forventer et vist dannelsesniveau fra.

Uvidenheden hersker. Uvidenheden om islam er kolossal. Og bekvem.

For hvis man sørger for at lade være at studere islam nøjere, så kan man sagtens sige, som en vestjysk valgmenighedspræst sagde for nylig: Islam er slet ikke farlig, for sharia og jihad er udtryk for en afsporing af islam, som vi må opfordre muslimerne til at få fjernet igen. Så må man igen spørge: Har manden undersøgt det emne, han udtaler sig om? Det kan han simpelthen ikke have gjort, men han kan bruge sin uvidenhed til at lufte sin distance til "Islamkritisk Netværk".

Man skulle ellers synes, at en teolog, der er så encyklopædisk i sin uvidenhed om islam, netop havde behov for at komme med i et netværk, der sætter fokus på islamstudier.

Men i dette som i mange tilsvarende tilfælde går det altså lige modsat: Man vælger at tro det, man vil tro om islam: at det bare er en lidt altmodisch form for kristendom. Og så bliver det dem, der modsiger drømmebilledet, man forarges over. Så ligger det lige for, at det ikke er islam, men islamkritisk netværk, der er farligt.

Det har været interessant og tankevækkende at have været med til at søsætte initiativet "Islamkritisk netværk i Folkekirken" i forsommeren. Alene de mange mærkelige begrundelser for ikke at ville være med i netværket, som jeg har lagt øre til, har givet mig stor viden om danske præsters civilcourage - eller mangel på samme. "Det er virkeligt et glimrende og tiltrængt initiativ, I har taget. Men man kan jo blive beskyldt for så meget", fik jeg f.eks. at vide. Det er sandt, det kan man. Og det er netværket så sandelig også blevet. Men er det et gyldigt argument for at lade være med at tone rent evangelisk flag i forhold til islam? Er det en god begrundelse for ikke klart at melde ud om den afgrundsdybe forskel mellem islam og kristendom? Og i øvrigt: Tror man virkelig, det er så kompromitterende offentligt at stå fast på, at kristne og muslimer ikke tror på den samme Gud?

Det er der nogen, der gør. Ifølge Hans Hauge har enhver, der er med i Islamkritisk Netværk, sat sin kirkelige karriere i stå. Jeg tror ikke, det er sandt. Men der er ingen tvivl om, at det er en frygt, der findes rundt omkring i præstegårdene. Og lad os nu sige det lige ud: Der er intet, dele af den danske præstestand frygter så meget, som at blive slået i hartkorn med Dansk Folkeparti. Det er, som om de hellere vil samle ind til massivt moskebyggeri end risikere at komme med et islamkritisk udsagn, som DF også kunne være kommet med. Som om det ikke er djævelen, men Dansk Folkeparti, de hver søndag forsager.

Lektor Hans Raun Iversen fra Teologisk Fakultet i København er den tydeligste eksponent for denne tendens. I foråret udtalte han på en konference på universitetet: "Jeg har ofte lettere ved at tale med moderne muslimer og liberale katolikker end med… danske tidehvervsteologer, der tilpasser deres teologi til den politiske højrefløj i Danske Folkeparti".

Det overrasker ingen, at Hans Raun Iversen ikke dokumenterer sin grove beskyldning om Tidehvervs tilpasning af teologien til politikken. Det eneste, hans tilhørere i auditoriet ved om Tidehverv, er, at det er noget slemt, som man omkostningsfrit kan beskylde for stort set hvad som helst, så hvorfor spilde tid på dokumentation? (Det faglige niveau er højt på Det teologiske Fakultet).

Alligevel må jeg tilstå, at jeg blev overrasket over teologilektorens erklæring om, at han har mere til fælles med en moderne muslim end med en tidehvervsmand. Hermed indrømmer han, at bekendelsen til Kristus er underordnet partiforholdet til Dansk Folkeparti. Den moderne muslim stemmer med ret stor sandsynlighed ikke DF, så i dette renfærdige, politiske rum kan Iversen mødes med muslimen med den politisk så urene tidehvervsteolog uden for døren. For den politiske er alting politisk. Teologien er underordnet. Bekendelsen ligegyldig. Kristus helt ude af fokus. Derfor kan Iversen flette religiøse fingre med den Kristusforagtende muslim, mens han forsager den kristusforkyndende tidehvervsmand, hvis han har den forkerte partifarve.

Også Iversen hylder uvidenheden. "Hvis vi overlader sandheden om Gud til Gud, kan vi lade de religiøse sandheder leve side om side". Vi lever altså alle i ukendskab til Gud, derfor kan vi kun sige, at Abrahams Gud er alles Gud, mens vores private tro er forskellig.

Tydeligere kan man ikke fornægte åbenbaringen i Kristus end Hans Raun Iversen her gør. Derfor er det i virkeligheden også logisk, at tidehversteologen er den store skurk i Iversens religiøse verden. Det værste for ham er nemlig "absolutisme". At sandheden står fast, absolut fast.

Større ros kan Tidehverv i virkeligheden ikke få end at blive udråbt til skurk af Iversen. På en bagvendt måde får Iversen nemlig sagt, at Tidehverv står fast på Kristus som sandheden med stort S (af hvilken grund Iversen foretrækker den moderne muslim).

Og det er jo det eneste svar til dem, der insisterer på den bekvemme uvidenhed om Vorherre: De har ingen undskyldning, for Gud har åbenbaret sig i Kristus. Og vi, der ikke har set det, har hørt det forkyndt klart og tydeligt. Ikke til at tage fejl af. Det er ikke sandt, at vi ikke kender Gud, for Gud gav sig selv til kende. Det er det, man må stå fast på. Også over for islam, som også hørte om Kristus, men afviste troen på ham som løgn.

Vi skal ikke lade os fravriste kendskabet til den ene, sande, treenige Gud og gøre, som om det fortsat svæver i uklarhed, hvem Gud er. Det vil i sidste instans være Kristusfornægtelse.

Den viden kan synes ubekvem i den danske folkekirke i dag, hvor den islamkritiske Kristusbekendelse sine steder skyes som pesten. Men det er den viden, som Ny Testamente kalder det glædelige budskab. Og det er den viden, Luther hylder i salmen med ordene: "Godt kan vi nu ved nattetid kende som børn vor Fader blid. O, Gud ske lov."

Katrine Winkel Holm.


Fejhedens børn

I forlængelse af ovenstående kan det siges af én, der ikke har meldt sig til "Islamkritisk Netværk i Folkekirken" for netop ikke at "kompromittere" det i alle pæne, feje folkekirkedanskeres øjne, at denne pæne fejhed er det virkelige problem i Danmark. De tør ikke! Fungerende biskopper, fungerende professorer, alle Hans Raun Iversen'erne. De tør ikke - tale frit frem, sige sandheden, forkynde evangeliet. De er feje og tilpasser sig følgelig alt, hvad magten, moden og medierne byder - er det så også knæfaldet for islam.

Søren Krarup.