Af Katrine Winkel Holm. Tidehverv, 2006, s.41-42.

Mens et hysterisk had bølgede over hele Mellemøsten med mordtrusler, flagafbrænding og løfter om halshugning i profeten-fred-være-med-hans navn, blev imam Abu Laban spurgt om sin holdning til dem, der var ofre for denne hadkampagne. Den tvetungede laban så oprigtigt forbløffet ind i TV-kameraet og udbrød: "No, we are the victims!"

Selv i denne situation var muslimerne ofre. 1,5 milliarder ofre. Med denne ret fantastiske reaktion fejede Laban de virkelige ofre i sagen om Muhammed-tegningerne, de dødstruede tegnere og de bombetruede avisredaktioner, af banen. Muslimerne er og bliver de ultimative ofre. Også når der er over en milliard af dem.

Der er ingen grund til at tro, at Laban, der ellers har været så gennemført løgnagtig, ikke her gav udtryk for sin oprigtige mening. Den flugtede helt med opfattelsen hos en frådende fransk muslim, der hævdede, at bladtegnerne ikke alene havde krænket muslimerne, men hele menneskeheden.

Begge udtalelser er udtryk for ortodoks islam. Ifølge islam var alle fra begyndelsen nemlig muslimer. Adam var i virkeligheden muslim, ligesom Abraham. Islam er simpelthen den oprindelige, naturlige tro, der er blevet fuldstændiggjort med de profetier, Muhammed modtog. Han er den sidste profet, Allah har sendt, og alt, hvad menneskeheden har brug for at kende og vide, står i Koranen. Som Jens Christensen konkluderer, har islam simpelthen indvævet i sit system, at verdens legitime bestemmelse er at blive det islamiske imperiums domæne. Eksistensen af ikke-muslimer er i sig selv en krænkelse af profeten. Vi er frafaldne, der bør finde vej til den sande underkastelse. Synlige tegn på frafald som satiretegninger af Muhammed krænker derfor ikke alene muslimerne, men hele menneskeheden. For vi, der jo oprindeligt var muslimer, er gået over til kætteriet og har vendt sandheden ryggen. Og når nogen vover at give synlige tegn på deres frafald ved at bryde Koranens billedforbud og dermed ikke viser den sande shariabestemte underkastelse, ja så får den daglige krænkelse en dråbe til. "We are the victims!"

Derfor skal forbrydelsen mod Muhammed og menneskeheden straffes. De, der ikke "erkender sandhedens tro, selv om de er af Bogens folk, skal bekæmpes, indtil de betaler jizja i villig underkastelse, idet de erkender, at de er kuet" (Koranen 9,2).

Det er denne monumentale islamiske selvopfattelse, vi er oppe imod. Det er derfor de harmløse karikaturtegninger udløste så astronomisk store reaktioner. Enten skal vi underkaste os sandhedens religion og konvertere. Eller vi skal i det mindste undskylde os, erkende vor uret og betale vor underkastelses skat - jizja'en - enten pekuniært eller symbolsk. Vi skal blive det, der på koransprog hedder dhimmier. Frivilligt eller ufrivilligt. Først når det er kommet så vidt, er Laban ikke længere offer.

"Ytringsfrihed medfører ikke ret til at krænke troendes religiøse følelser". Sådan lød det fra Vatikanet midt under kampagnen mod Danmark. Og man må jo medgive, at udtalelsen ligger helt på linje med den katolske kirkes historie. Heller ikke på reformationstiden kunne man acceptere, at nogen krænkede de pavetros religiøse følelser. Konsekvensen kender vi. På forskellig håndfast vis sørgede man for at få lukket munden på krænkerne. Inkvisitionen bestod af oprigtigt krænkede mennesker.

Kun der, hvor krænkede religiøse følelser ikke har noget retskrav, kun der er frihed.

Derfor medfører ytringsfrihed lige præcis retten til at krænke troendes religiøse følelser.

Uden denne krænkefrihed, ingen ytringsfrihed.

Én ting er sikkert: Hvis vi giver efter for de vrede muslimers krænkede følelser i sagen om Muhammedtegningerne, så vil der komme endnu flere krænkede følelser. De krænkede følelser vil simpelthen skyde op af jorden som champignoner, og der vil ikke være ende på dem. Først når vi alle frivilligt har underkastet os, er blevet dhimmier, vil det være slut med krænkelserne.

"En storslået ny ånd flyder igennem den islamiske ummahs krop. Verden kan ikke længere ignorere denne ummah og dens følelser". Sådan lød det triumferende fra stormoskeen i Jerusalem midt i den voldelige kampagne mod ytringsfriheden. Og det viser jo bare, at dele af den muslimske verden har fået blod på tanden. "De giver efter, det virker, de er begyndt at lade sig dhimmificere".

Derfor er det så forstemmende at være vidne til den leflen for islamisternes krænkede følelser, som bl.a. DR excellerer i. Det kan godt føre til mismod. Er løbet ikke kørt? Har vi ikke allerede vist, at vi er villige til at give efter for pres og sælge vores frihed for en fetaeksport? Norge har allerede indført forbud mod "ytringer som virker eller har til formål at virke krænkende" efter pres fra muslimsk side, og i England er man på vej til det samme.

Midt i mismodet hører vi Paulus' ord til Galatermeningheden: "Til frihed har Kristus frigjort os. Så stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!" Dette antidhimmibudskab kunne lige så godt være rettet mod os i dag. Vi skal stå fast og ikke sælge så meget som en tomme ud af friheden til at tænke, tale og tegne.

For vi kan lige så godt vænne os til, at radikale muslimer altid vil være krænkede over den kristne frihed. Giver vi afkald på krænkefriheden, giver vi afkald på den frihed, Kristus har frigjort os til.

Troen på, at Kristus er Guds enbårne søn, at det er i Kristus, Gud har åbenbaret sig og ikke i Muhammed, opfatter muslimerne nemlig som snæversynet og intolerant. Hvorfor ikke gå med til, at Jesus er profet blandt andre profeter, der forkyndte den ene sande religion? Fordi, som Jens Christensen skriver, ingen, der er tro imod Kristus, nogensinde kan acceptere denne muslimske ide om den sande religion.

At der så er mange præster i den danske folkekirke, der for længst har gjort sig færdig med troskaben mod Kristus, det kan efterhånden ikke overraske. Så meget mere er der brug for at stå op imod de krænkede følelsers tyranni.

Vi skal ikke ignorere den uhyggelige ånd, der i denne tid "flyder igennem den islamiske ummahs krop". Vi skal give den modstand. Vi skal vise, hvilket sammensurium af selvmodsigelser, offermentalitet, uhistorisk vrøvl og hadefuld lovreligiøsitet islam består af. Ytringsfriheden skal bruges - også til at "krænke", for enhver genuin kristen forkyndelse vil krænke muslimernes overfølsomhed.

"Hver djævel har sin tid!" Hedder det i Grundtvigs salme, og senere samme sted synger vi, at "enhver har tabt, som gik mod Gud i strid". Denne bekendelse til den almægtige Gud betyder ikke, at vi skal give os fatalismen i vold og passivt sidde og se til, at vores frihed forsvinder.

"Stol på Gud - og svøm videre" lyder et evangelisk ordsprog.

Uden tro på Gud er det næsten ikke til at holde ud at skulle svømme videre.

I tro på Gud kan og skal der svømmes videre. I tro på Gud, der har skænket os friheden, skal der prædikes mod islam, der finder friheden krænkende. I tillid til ham skal vi bekæmpe ethvert tilløb til åndelig dhimmificering. Og stå fast på vores krænkefrihed.