Af Jens Holdt. Tidehverv, 1927, s.123-126.

Indre Mission og kristeligt-socialt Forbund i "Kristeligt Dagblad".

I.
Er dette Ordskifte kun en Krusning paa Overfladen som et Udtryk for personlige Uoverensstemmelser, og er det kun trukket i Langdrag ved Folks Paastaaelighed og Snakkesalighed, eller er det Udslag af en dybere Modsætning i det kirkelige Livs Strømninger og saa dog tillige et Vidnesbyrd om Hovedstrømmens Retningsmuligheder, alt efter Tid og Sted og Mennesker? Hvor meget der end kan være af det første ogsaa i dette Ordskifte, saa tror jeg dog med Pastor Moe, at det sidste er Tilfældet, naar han formulerer det saaledes: "Mellemværendet er mellem det sociale Forbund - bemærk Udeladelsen af Tillægsordet: kristelig - og Indre Mission angaaende Spørgsmaalet: Hvad er Kristendom?" Rigtig nok er Pastor M. af den Formening, at han og Indre Mission staar paa Kristendommens Side, medens i hvert Fald Forbundets Sekretær, Pastor Norlev, med sin Bog "Dogmefri Kristendom" og sin berygtede Traktat staar uden for, fører "falsk" og "ukristelig" Lære. Til at begynde med faldt Forbundet for nogenlunde samme Dom. Fra indremissionsk Side maatte Forholdet efterhaanden udvikle sig til "Fjendskab". Senere i Ordskiftet foreslaar Pastor Moe rigtignok "at arbejde hver ad sin Vej, og siden lade Frugterne tale". "Men skal der holdes nogenlunde Fred i et sideordnet Arbejde, maa Forbundet under alle Omstændigheder ikke gaa angrebsvis til Værks over for Bibelen og træde op med en helt ny Religion, saaledes som dets Sekretær har gjort i den sidste Tid, naar han opstiller Spørgsmaalet: Hvad er Kristendom? og giver et Svar, der er en ren Karikatur af Kristendom". Forbundet har Ansvaret for sin Sekretær og hans falske Lære.

Her skal ikke tages Standpunkt for den ene eller den anden Part. Om Norlev skal blot siges, at han øjensynligt i Punktet Lære er Harnackdiscipel og "Rationalist", men at han til Gengæld har forstaaet Tidens sociale Kald og med Nidkærhed og Livets Varme har hørt Kristendommens, og d. v. s., Guds Kald i saa Henseende og handler derefter, kendende sin egen Begrænsning. Med hans teologiske Begreb er det vist smaat. Pastor Moe vil sluttelig nok gaa med til at kalde ham en "Kristen", men næppe kalde ham troende. Havde han sagt rettroende, kunde han faa Medhold, men nu paatager han sig det, han hverken er kaldet eller skikket til.

Som Fægtning betragtet har Kr.-soc. Forb., for en uhildet Tilskuer at se, afgjort beholdt Marken i Ordskiftets Forløb. Og det maa antages, at det ogsaa har vundet Terrain i Læsekredsen. Rigtignok var dets Fortrop, skønt modig, let at kaste, men det havde og har endnu stærke Reserver. Indr. Miss. opmarcherede straks med Hovedstyrken i forreste Linie, overilede sig, og søgte at redde sig ved Tilbagetog. Og den har ingen Reserver.

Jeg mindes ved denne Lejlighed et overleveret Billede fra Konstantinopels Gader i 4. Aarh., hvor Folk stredes om Treenighedslærens indviklede Spørgsmaal, men Kristendommens Dage var da talte i denne By og dens store Opland. Idag staar Spørgsmaalet om Jomfrufødselen, som Pastor Moe kalder "det mest fundamentale i hele Kristendommen" paa Dagsordenen. Hvornaar er, naar saadanne Forudsætninger skal gælde, Kristendommens Dage talte i vort Land? Er det virkelig Indr. Miss.' Mening, som Pastor Münster giver Udtryk for det, at kun en ortodoks Kristendomsopfattelse er i Stand til at skabe Omvendelsen, Forandringen i Bund og Grund, medens en rationalistisk maaske kan afstedkomme sociale Interesser, men aldrig det nye Menneske, aldrig den omvendte, troende Kristen. Det synes saa.

Men jeg hører samtidig det Suk gaa igennem Indr. Miss.' Lejr, gennem oprigtige, alvorlige indremissionske Hjerter: Ak, hvor er den første Kærlighed? Kærligheden til Jesus, Frelseren, og Kærligheden til Menneskesjælens Frelse? Under denne religiøse Kærligheds Mærke, drog de første Indremissionærer ud og aflagde Vidnesbyrd om den korsfæstede Frelser og Forsoner, og Præster sluttede sig til, og Lægfolk gik med Indbydelsen til deres Nabo. Det var Vækkelsens Begyndelse. Og det var Guds store Gave og Kald til det danske Folk gennem Indr. Miss. Men Tiden for dens historiske Indsats synes nu at være forbi, eftersom man har Tid til at strides om den "rene Lære". Imidlertid, den Selvsikkerhed, hvormed dens Repræsentanter optræder i disse Spørgsmaal, tyder paa meget liden Sans for det historiske, for det individuelle, og for det relative i alle jordiske Fænomener. Den Tid, som sagt, da den indremissionske Vækkelse var med til at præge Kirkehistorien herhjemme, synes at være forbi; nu synes derimod Tidens Fylde at være inde for de Tanker, der ligger bag Kr.-soc. Forb. Maatte de finde de rette aandsbundne og aandsbaarne Talsmænd til Fremgang for Guds Rige og til Velsignelse for vort Folk, og særlig for vor Arbejderbefolkning, som Indr. Miss. vel ikke kan siges at have naaet med sin Forkyndelse.

Tidens Krav er samtidig en Forventning om et redeligt Opgør fra Kirkens Side af Kristendommens, Troens Forhold til Videnskaben og specielt den historiske Forskning, og her atter i allersærligste Forstand Bibelspørgsmaalet. Særlig Arbejderstanden er præpareret i den Retning. Til dette Opgør er Indr. Miss., som har haft en velsignet Betydning som Vækkelsesbevægelse, men samtidig har allieret sig med Dogmatikens ortodokse Tradition, ganske uskikket. Man ser vel med Velvilje paa Videnskabens fornyede Indrømmelse af sin Begrænsning, hvilket en Del Videnskabsmænd ikke altid har været villige til. Men selv gebærder man sig i en utrolig Selvsikkerhed, som om Troen, eller skal vi rettere sige, den ortodokse Troslære intet havde at indrømme. Men vé Kirken, om dens Repræsentanter her ikke kender deres Besøgelsestid, men trøster sig med sin Læres Alderdom og hidtidige Sejr, og kun regner med en forbigaaende Fare fra den Kant. Og allerværst da, om disse Repræsentanter samtidig glemmer deres Vækkerkald, deres Vidnesbyrd, deres Kærlighed til Gud og deres Næste, medens de maaske er optaget af at sanktionere en bestemt Politik eller Kultur, eller at velsigne Imperialismens eller Krigens Vaaben, eller at hvile paa deres Laurbær, eller at diskutere om den "rene Lære". -

II.
Hvad er saa Kristendom, naar det er Mellemværendets Knudepunkt? Der skal ikke megen Kunst til at opdage Pastor Norlevs - jeg kunde fristes til at sige - Overfladiskhed paa det Punkt. Men Pastor N. staar for mig ikke som Læreren i Kristendom, men som den, der søger at bringe Kristendommen til Arbejderne; og jeg tror, at den Ensidighed i Kristendomsopfattelsen, og den Akcentuering af Evangeliets Budskab, som han sammen med andre har valgt, den bibelske Tanke om Kristendom som Guds Kongeherredømme, er berettiget og Tidens Vej for Evangeliet ind i Arbejderes Hjerter. Hvilken Lykke for vort Folk, og hvilken Fremvækst for Guds Rige, om Evangeliet i dette skrøbelige Lerkar fik Lov at vinde Genklang i danske Arbejderes Bryst!

Men eftersom Indr. Miss.' Talsmænd ved denne Lejlighed altsaa saa kraftigt staar paa, at det er dem, der véd hvad Kristendom er, og praktiserer denne Viden, lad os, da prøve at stille dem til Regnskab paa dette Punkt. Jeg vælger hertil Kr. Dagbl.'s første Lederartikel i denne Sag, hvormed Diskussionen fra Indre Missions Tidende blev ført over i Dagbladets Spalter, idet samtidig den "berygtede Traktat" og Pastor Moes Efterskrift til den blev aftrykt. (Kr. Dagbl. 2.3.27). Denne Lederartikel bærer Overskriften: "Evangeliet", og er øjensynligt tænkt som et indre-missionsk Udtryk for, hvad Kristendom er i Modsætning til Norlevs' Traktat med samme Overskrift, der imidlertid efter Pastor Moes og Bladets Mening ikke indeholder "Spor af virkelig Kristendom". Ved at tage denne Artikel som Genstand for kritisk Belysning, er jeg mig bevidst at løbe samme Fare, som Prof. Geismar gav Udtryk for, nemlig at blive beskyldt for paa en ildesindet Maade at fremdrage en enkelt Udtalelse, og ud fra den at generalisere. Men det faar ikke hjælpe, hvis dermed, som Prof. G. siger, Samvittigheden kan rammes. Vil man løbe fra det som Pastor Münster gjorde det i sit Gensvar, og undskylde med Uheldighed, ja, saa synes Umagen at være spildt. Og dog tror jeg ikke, at den er spildt, selv om der officielt løbes fra Ansvaret. Jeg vælger tillige denne Artikel, fordi den staar ved Ordskiftets Begyndelse og er upaavirket af den senere Diskussion, hvor Formuleringen er blevet noget anderledes.

Men nu til det, der skal være Evangeliet efter Indre Miss.' Opskrift. Bladet begynder med at udtale sin Enighed med Pastor Moe ang. Traktatens Ukristelighed, "og vi skal sige hvorfor", fortsættes der. Jeg citerer Bladets Ord:

"Det turde vel være klart for alle, at det særegne for den Kristne er hans Tro paa Kristus. Derved adskiller han sig fra Buddhisten, Konfucianeren, Muhammedaneren, Jøden og alle andre Ikke-Kristne.
Spørger man derefter, hvori Troen paa Kristus bestaar, saa er der visse Hovedtræk i denne Tro, som den Dag i Dag alle Kirkesamfund bekender sig til. De kan udtrykkes med de to Ord: Synd og Naade.
Syndsbevidsthed er ganske vist ikke noget, den Kristne er ene om. Den findes fremhævet - om end forskellig betonet - i mange andre Religioner. Ogsaa indenfor de Kristnes Rækker kan den arte sig noget forskelligt, men det fælles for dem alle er en Erkendelse af, at de trænger til at frelses.
Denne Frelst er de ogsaa alle enige om, at de ikke kan gøre Fordring paa, men at den er givet uforskyldt, af Naade. Troen er en Tro paa Naaden, en Tillid til Guds Barmhjertighed som den eneste faste Ankergrund for Tid og Evighed."

For mine øjne at se, er denne Formulering af, hvad Kristendom er, baade meget ensidig, men tillige efter sin Tendens subjektivistisk - antropocentrisk. Hvad det første angaar, da bruger Bladet den ikke blot i indre-missionske Kredse vel anskrevne Terminologi: Synd og Naade. Dette, maa jeg karakteriserende sige, Langfredagsbudskab er uden Modsigelse et centralt Led i Kristendommen, men det er ingenlunde egnet til at give Udtryk for "hele Guds Raad", som man fra den Kant med en vis Beraabelse paa Paulus ynder at gøre det. Det har været den Tone om Forsoningen, som har været den indre-missionske Vækkelses særlige Budskab. Men sandt at sige har vor Guds Evangelieharpe flere Toner. Jeg nævner lige andre centrale Toner. Det nærmest liggende er Tonen om Forløsningen, Paaskemorgens Opstandelsesbudskab, Guds Svar paa Forkrænkelighedsspørgsmaalet, som selvfølgelig ogsaa er et fast Tema i indre-missionsk Forkyndelse, men ikke et særpræget, hvilket det snarere har været i grundtvigsk Forkyndelse. Opstandelsesbudskabet var Kristendommens første Sejrsmærke, jeg vil tro i langt højere Grad end Forsoningens Budskab, der i Modsætning til Forløsningssynspunktet i Østen først fik sin særlige Betydning i vesterlandsk Kristendomsopfattelse. Og saa var det endda ikke i første Linie Synd og Naade-Forkyndelsen, der gav Kristendommen Indpas i vore Lande. Men det var den Tone, at den "hvide Krist" var den mægtigere Gudskonge, som det derfor var gavnligere at tjene. Provst Vibe-Petersen har rigtignok i sidste "Hjemmenes Julebog", i en saa kaldt "historisk Skitse", givet det Udseende af, at det var Synd og Naade-Budskabet, men det turde være mindre historisk set og gengivet.

Endvidere nævner jeg Kristendommens Kald til et Liv "virksomt i Kærlighed" under Guds Herredømme. "Thi saa mange, som drives af Guds Aand, disse ere Guds Børn", og kun disse. For mig at se, er det særlig for Kristendommens Udbredelse dette, Vidnesbyrdet i Gerning, i Liv og Vandel, som ofte er langt betydningsfuldere end Mundens Vidnesbyrd i Tale og Skrift. Og tager jeg fejl, naar Pastor Norlev mener det samme, medens Pastor Moe ikke samtykker? - Og saa kan jeg som Præst og Sjælesørger ikke undlade at betegne endnu en Tone som et centralt Led i Kristendommens Evangelium. Det er Kristendommens Svar paa hele det store Job-Spørgsmaal, Theodicéen. "Alle Ting tjener dem til gode, som elsker Gud".

Indr. Miss. har haft sin særlige Tone, men den har været tilbøjelig til at udgive sin individuelle Opfattelse som den hele Kristendom, hvilket nu hævner sig. M. a. O., den ejer enhver Vækkelsesbevægelses stærke og svage Sider.

III.
Men langt vigtigere end denne Anke mod Ensidighed i indre-missionsk Forkyndelse, som sikkert altid vil gøre sig gældende, saasandt som Tider og Steder og Mennesker er individuelt forskellige, vil jeg dog betragte den næste ang. Den antropocentriske Akcentuering, som Evangeliet faar i nævnte Artikel. Der skal tales om Evangeliet og om Kristendommen. Men hvordan tales der saa herom? Er det tilfældigt, at man i Stedet for om Kristendommen taler om "det for den Kristne særegne", nemlig Troen paa Kristus. Der kredses ikke om Gud og hans Kristus, men om Mennesket og hans Tro paa Kristus. Men Kristendom og Evangeliet turde rigtigere være opfattet teocentrisk som Gudsaabenbaring i Kristus. At Gud søger Mennesket, og ikke at Mennesket søger Gud, er det centrale i Kristendommen, hvis denne ikke skal stilles paa lige Fod med andre Forløsningsreligioner, hvor Akcenten ogsaa ligger paa Mennesketrangen, og dermed subjektiveres og relativeres.

Gaar vi saa videre til Artiklens Ord om Troens Indhold, da faar vi at vide, at det bestaar i "Synd og Naade", som forsaavidt er rigtigt, men tager vi saa Artiklens Fortolkning af disse desværre ofte misbrugte Ord med, da tales der i Stedet for om Guds ubønhørlige Dom over Synden, om Menneskets Syndsbevidsthed, der endda ikke er noget særlig kristeligt, men ogsaa findes i andre Religioner, og i Stedet for Guds uforskyldte Naade mod Synderen, nævnes Menneskets Trang til Frelse og Menneskets Tillid til den uforskyldte Naade. Vi ser den samme uforfalskede antropocentriske Orientering. Jeg kan ikke se rettere, end at en saaledes akcentueret Kristendomsopfattelse sætter Kristendommen paa Niveau med alle andre Forløsningsreligioner og dermed prisgiver den til Relativering, hvorhos jeg vil bemærke, at Livet ofte kan være bedre end Læren. Og man spørger uvilkaarligt: Bliver Kristus under disse Forudsætninger ikke blot et Navn, man behager at paamærke sin "Synd og Naade"-Religion, rettere sin Syndsbevidsthed og Tillids-Religion, og da kun med en tilfældig Berettigelse?

Mon Artiklens Forfatter i denne Belysning endnu vil smigre sig med formentlig Overensstemmelse med Biblen og alle rette Kristne hidindtil? Desværre er det vist en ret udbredt Opfattelse, ogsaa blandt Kristne, at Gud og hans Frelse er til for Menneskets Skyld, Kristendom er et Middel til at tilfredsstille Menneskets Trang og Ønske, hvorfor man ogsaa kan stille Spørgsmaalet om Kristendom saaledes: Hvad Kristendom duer til, som i en Bog "Personlig Kristendom" for nogle Aar siden. Men ligger der ikke en stor Fare i denne Akcentuering og er den ikke gennemvævet af Egoisme, selv om det kan være den saakaldte fineste. Biblens Vidnesbyrd er i hvert Fald stik modsat orienteret. Der gælder det i første Linie Guds Vilje og Guds Maal, og ikke Menneskets Smule Ønsker og Trang.

Er dette, hvorpaa Fingeren herved lægges, kun en Strid om Ordet Kristendom, som jo til megen Forvirring stadig bruges i Flæng i objektiv og subjektiv Forstand? Efter min Mening vilde det klare Begreberne kun at bruge Ordet Kristendom om det objektive: Guds Aabenbaring, og saa maaske til Gengæld tale om Menneskets Kristelighed. Men det forekommer mig, at dette Mellemværende ikke kan klares med Afsløringen: kun en Ordstrid, som det jo ofte er Tilfældet, naar man trækker de personlige Momenter fra. Ordbrugen er blevet til en Tendens, og en meget farlig Tendens, for Kristendomsopfattelsen, ja for Guds Ære og Ophøjethed, og dette særlig i et Tilfælde, hvor man for Alvor paatager sig at ville belære andre om, hvad Kristendom er. Eller er det valgte Eksempel kun en uheldig Udtryksmaade? Ikke efter min Mening, som gaar ud paa, at det er symptomatisk, og det ikke blot for Indr. Miss., men for os alle, fordi det er vor naturlige Tilbøjelighed. Lad det derfor være et Kald til hver og en, om at ransage sig selv og udrense den egoistiske Surdejg i vor Kristendomsopfattelse.

Ordskiftet mellem Indr. Miss. og Kr.-soc. Forb. var paa Forhaand bestemt til at ende i Sandet, fordi Parterne, som man siger, ikke har kunnet raabe hinanden op. Dette ligger fortrinsvis i, at Indr. Miss.' Talsmænd overser det individuelle og det historiske, og det vil tillige sige det relative i enhver Opfattelse fra Menneskets Side. Kunde man indse sin egen Begrænsning i saa Henseende, da var der ogsaa en Mulighed for Anerkendelse af den relative Berettigelse i andre Kristnes Syn paa Evangeliet og dets Budskab og Krav til os. Men rigtignok mener Indr. Miss. at være i sin gode Ret, fordi den tror sig at være i god Overensstemmelse med Bibelen. Men atter her regner den ikke med sit eget individuelt begrænsede Syn paa Bibelens Ord og især da ifølge en dogmatisk Bibelteori vil den ikke anerkende, at ogsaa Bibelens Mænd kun kan aflægge et individuelt Vidnesbyrd om Kristendommens Gudsaabenbaring i Jesus Kristus, eftersom disse Forfattere er Mennesker som vi. Indr. Miss.' Dogmatik hviler paa et Skriftprincip, der har faaet sit Dødsstød ved den historiske Forsknings Indtog paa Bibelens Terrain. Rigtignok mener man foreløbig at kunne afvise dens Resultater med en formentlig Gud velbehagelig Gestus: Vig fra mig Satan, du sanser ikke det, som hører Gud til, men kun hvad Menneskers gudløse Sind kan hitte paa. Men saasnart det gaar op for Mennesker, at Videnskabens Mænd ikke kommer i Djævelens gudsfjendske Navn, men i Sandhedens - og den turde vel ikke være i Modstrid med Kristendommens Gud, - da vil et historisk Bibelsyn mere og mere vinde Indpas som berettiget. Og dette Bibelsyns Kreds bliver større og større med Aarene, ogsaa blandt Kirkens Repræsentanter. Disses Opgaver bliver det da at paavise, at selve Kristendommen ikke behøver at relativeres, fordi man faar Øje paa de bibelske Forfatteres individuelt-relative Syn, skal vi sige, menneskelige Syn paa Kristendommen og deres menneskelige Vidnesbyrd om Frelseren. For mig at se, vil dette Opgør fra Kirkens Side bedst kunne foretages under Synspunktet: Guds Aabenbaring.

20. 4. 1927.