Af N. I. Heje. Tidehverv, 1950, s.13-14.

Mine synder er som sand i strand
Guds naade som sol i strimer,
han løse mig nu af syndens baand
og helst i dødens time!
Gud lad mig aldrig blive fortabt,
som mig haver skabt,
han give mig naaderne sine!

Ovre paa Holmsland stod en ung teolog en dag og talte med en missionsmand. Det endte med at missionsmanden udbrød: "Ja, Vor Herre Jesus er go nok, men do er en pjatrøv." Den unge teolog havde den fordel, at han ganske afgjort ikke hørte til de borgerlig talt gode børn og kendte livet lidt bedre af praktisk erfaring end de fleste mener, en teolog bør kende det, men missionsmanden havde dog ret overfor ham, hvad teologen senere beviste ved som præst at redde sig paa det tørre i missionen og sikre sig et kirkeligt staasted i sin egen usikkerhed og derved redde sig ud af livet. Evangeliets skarphed bestaar i, at det forlanger en bekendelse til livet fuldt og helt, en bekendelse til livet i dets usikkerhed og selvmodsigelse med døden som afslutning og en bekendelse til ordet fra Gud med mennesket som Guds repræsentant for ethvert andet menneske. Disse bekendelser er eet og er vejen til mennesket og til Gud.

Det er den vej, vi alle flygter fra, bort fra skylden og ind i ansvarsløsheden, hvor mennesket opløses i dyrelignelsen. Vi flygter fra troen, og denne flugt kalder evangeliet synd. Ordene ansvar, skyld og synd er gjort til teologiske begreber og derved vandede ud. De opfattes som noget, der udefra vil gribe ind i livet, som noget, der er blevet prædiket og ikke hører livet til, men kun skal tjene til at skabe usikkerhed hos mennesker for at faa dem ind paa tanken om Gud. Og ikke mindst bekæmpes disse ord nu om dage, da man føler trang til at flygte fra livets usikkerhed og ind i et harmonisk liv som maal for livet, føler trang til at udsmykke sit eget og andres liv og trøste sig overfor døden.

Men vejen til livet kan aldrig være en saadan flugt fra livet, selvom man taler om helbredelse ved tilpasning til flugtens forhold og flugtens angst i gensidig trøst under flugten og gensidig opmuntring under flugten. Paa denne flugtens vej bevares og tiltager kun menneskets frygt for mennesket og menneskets kamp mod mennesket. Paa denne vej gror kun fortvivlelsens fastholden ved livet, som gør mennesket ensomt. Redningen findes ikke i flugten fra livet, men i at gaa livet i møde, bekende livets usikkerhed uden at søge trøst imod den, som altid bliver falsk. Naar ordene ansvar, skyld og synd opfattes som teologiske begreber som medikamenter til at opnaa en bedre livsmaade og ikke som udtryk for livets usikkerhed og afsporing, ja da faar de ret, som siger, at det, disse ord udtrykker, virker livsfordærvende. Ordene udtrykker da netop det samme, som de, der bekæmper disse udtryk søger, nemlig flugt fra livets usikkerhed, og man kan ikke bebrejde dem, at de finder det lettere og behageligere at søge en mere direkte tilpasning under flugten end omvejen om ad en Gud.

Men hverken den religiøse kirkeligheds flugt eller den mere borgerlige religiøsitets flugt fra livet, som ogsaa dækker sig under navnet gudløshed, har noget med evangeliets bekendelse til livet at gøre. Naar evangeliet siger ansvar, skyld og synd, da taler det ikke om medikamenter mod livets usikkerhed, men da taler det om menneskets forhold til mennesket i usikkerhedens verden som vejen til at gaa livet i møde, som vejen, hvor mennesket møder mennesket og møder ikke sin gud, men møder Gud.

Den jødisk kirkelige religiøsitet, Jesus mødte, flygtede fra livet og fra Gud ved ofrenes medikamenter og andre medikamenter og gjorde derved livet til intet, dræbte livet, sluttede sig til livets modstander, djævelen, som Jesu udtryk er i det stykke, vi hører i dag. De dyrker djævelen, dyrker sig selv og bliver som djævelens børn sig selv nok. Det er sig selv, deres egne følelser og stemninger under livsflugten, deres egen fastholden ved eget liv, de dyrker, i deres tro paa Gud, som det, der skal sikre dem. De flygter fra frygten for livet, flygter fra at være i livets vold, i menneskets vold, i Guds vold. De søger vished mod frygten paa flugten fra livet, som de vil have sikkerhed til at leve. Det er ikke livet de søger, men døden. Ikke den død de ikke kan komme udenom, og som er selve livets ende, men menneskets død som menneske under flugtens opløsning af livet og derved Guds død mellem mennesker. Under flugten forsøger mennesket at samle sig selv op og at samle Gud op, men flugten er deres livsløgn, som intet kan rumme udover løgnens drømmebilleder af livet.

Modsætningen hertil er at gaa livet i møde i ansvar, skyld og synd at bekende livets usikkerhed og menneskets uformuenhed, som det lever, i selvhævdelsens nøgenhed overfor andre. At se livet i øjnene hver for sig under opløsningen i usikkerhedens frygt. Ansvar, skyld og synd er under vor flugt fra livet selve livets virkelighed, som skal bekendes som en bekendelse til livet, der binder til livet, binder til at gaa livet i møde i stedet for at flygte for det i tilpasning og drøm. Som livets virkelighed bliver ansvar, skyld og synd ikke skræmmeord, der skal drive mod drøm om forbedring af mennesket og livet, men de bliver nøgleord, vejvisere for mennesket til mennesket. I ansvar, skyld og synd knyttes vi sammen til et fællesskab, medens vi i bestræbelserne for forbedring af andre og os selv skilles fra hinanden og drives ind i flugten fra livet i ensomheden med os selv. Bag ansvaret, skylden og synden staar tilgivelsen. Tilgivelsen, som kræves af den dom ansvaret, skylden og synden fælder. Ikke tilgivelsen, vi skal blive bedre af eller som skal forbedre de andre, men tilgivelsen, som er Guds stadige dom over os til døden. Ikke tilgivelsen, som skal gøre livet lettere, men som er sandheden til at gaa livet i møde med. Sandheden om mennesket i livets vold, i Guds vold. Guds kærligheds sandhed, der ikke slipper os. Ikke min ære og ikke din ære, men sandelig, sandelig siger jeg eder, dersom nogen holder mit ord, skal han i al evighed ikke se døden.