Af Knud Møller. Tidehverv, 1972, s.13-14. Lukas 19,1-10.

2. søndag efter Hellig 3 konger - text: Lukas 19,1-10

Ifølge evangeliet er Menneskesønnen - og Menneskesønnen er for evangelisten den samme som Jesus Kristus - kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Det er ikke tilfældigt, at de to udsagnsord står sideordnede. De betyder oven i købet det samme, så man altså kunne ændre udtrykket lidt og sige: Menneskesønnen er kommet for at opsøge, ja, for at frelse det fortabte, det vil sige: fortabte mennesker. Det fortabte menneske kan nemlig ikke blive frelst uden at blive opsøgt af Jesus Kristus - og i det øjeblik, det fortabte menneske er opsøgt af Jesus Kristus, da er han også frelst. Der er ikke nogen anden måde, et menneske kan blive frelst på, end ved at blive opsøgt - men når han er fundet, så er han også frelst.

Når det nu siges, at et fortabt menneske kun kan frelses ved at blive opsøgt, da er derved vejen lukket for os, når vi vil prøve på at karakterisere fortabelsen på forhånd. Og når et menneske kun kan blive frelst ved at blive fundet, så er det altså også udelukket at karakterisere frelsen på forhånd. Det siges jo tydeligt nok, at mennesket er frelst ved at blive fundet af Kristus som det fortabte menneske, det er; men når det er nødvendigt at lede efter det fortabte menneske, så må det jo også betyde, at mennesket ikke selv ved af, hvori fortabelsen består, for hvis det vidste det, kunne det jo selv gøre opmærksom på, hvor det befandt sig, og så ville det ikke være nødvendigt at opsøge det.

Et menneske kan altså ikke vide - bortset fra evangeliet - hvad fortabelse er. Ligesom et menneske ikke - bortset fra evangeliet - kan vide, hvad frelse er.
Og det er jo det mærkværdige ved det, at det netop er disse ting, vi af al magt prøver på at få rede på, fordi det forekommer os, at det er nødvendigt for os at vide, hvad frelse og fortabelse er, før vi kan tage stilling til kristendommens anliggende.

Nu synes vi jo heller ikke, problemet er så stort. Der er så mange åbenbare ting, der karakteriserer fortabelsen. Vi finder jo toldere og syndere alle vegne. Mennesker, der på den ene eller den anden måde sætter sig uden for det menneskelige fællesskab - ikke lever op til det livsmønster, vi som pæne mennesker prøver at opdrage hinanden til at holde os til. I texten til i dag møder vi en af dem, nemlig Zakæus. Han blev, dengang da fortællingen udspiller sig, betragtet som en syndig mand, der havde sat sig uden for ethvert jødisk fællesskab, fordi han var gået i tjeneste hos besættelsesmagten og krævede skatter op til den. Man skal ikke lade sig narre af, at fortællingen ynker ham lidt for hans lidenhed, for det var jo ikke ved fysisk magtanvendelse, han opretholdt sin position. Han var virkelig en mand, der efter almindelig bedømmelse burde foragtes af ethvert anstændigt menneske.

Er det da ikke fortabelsen, vi ser karakteriseret gennem denne mand? Og ser vi ikke oven i købet også frelsen skildret i samme fortælling, når Zakarias siger til Jesus: "Se, Herre! halvdelen af, hvad jeg ejer giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, så giver jeg det firedobbelt tilbage"? Viser dette ikke, hvordan frelsen ytrer sig, så vi altså får både frelsen og fortabelsen demonstreret?

Jo, sådan kan det naturligvis forstås, og så må man altså konstatere, at Lukasevangeliet på dette sted siger noget andet, end evangeliet ellers siger - og også siger tilsidst i stykket. Og det er jo da muligt.

Men fortællingen kan nu også forstås på en ganske anden måde. Det kunne nemlig tænkes, at Zakæus, da han afgiver sit løfte, dermed blot vil sige til dem, der anklager ham for at være en syndig mand: "Jeg er ikke mere syndig end så mange, måske tværtimod. Se, jeg giver halvdelen af min ejendom til de fattige, og hvis der skulle være nogen, der kan bevise, at jeg har presset penge af dem, vil jeg give dem det firedobbelte tilbage". Den fortabelse, der kan skildres, kan nemlig også bortforklares eller undskyldes. Det ligger nær for de mennesker, der på den ene eller den anden måde bliver sat udenfor på grund af noget, de har gjort, eller på grund af deres væsen, at sige: "Ja, men jeg er slet ikke sådan, som I tror om mig. Jeg er såmænd ligesom I andre, og på visse punkter er jeg i grunden bedre end I". Og vi har sikkert allesammen oplevet, at det kan være rigtigt nok. Det sker jo ikke så sjældent, at netop de mennesker, man ikke havde regnet for noget, gør noget, som påkalder ens respekt, eller viser sider af deres væsen, som ændrer ens bedømmelse af dem. Derfor kan det også være, at Zakæus havde ret i at sige, at han var såmænd ikke værre end andre. Og så er altså hverken frelsen eller fortabelsen åbenbart skildret i fortællingen om ham, men han får som alle, der hører evangeliet, at høre, at han er fortabt, fordi han skal findes af Jesus Kristus, men at han også, når han er fundet, er frelst. Hvis nu denne fortælling om Zakæus havde fundet sted i vore dage, ville den nok ikke have taget sig helt sådan ud, som den står i N. T. Undskyldningen for Zakæus' handlemåde ville nok have været en anden. I fortællingen var det altså Zakæus selv, der påviste, at han ikke var værre end andre. I vore dage ville det sikkert have været nogle andre mennesker, der - belært af moderne psykologi - ville have forklaret Zakæus' svigten derved, at han var så lille og derfor næsten nødvendigvis måtte hævde sig på den måde, han gjorde, fordi han ikke kunne gøre sig gældende på mere normal vis. Og også den forklaring har naturligvis noget for sig. Der er ingen tvivl om, at man udefra kan konstatere, at menneskelige handicaps - eller i det hele taget dette, at et menneske bliver sat udenfor - kan betyde, at der fremkommer uheldige reaktioner.

Hvad vil alt dette sige? Ja, det vil sige, at den fortabelse, vi selv mener at kunne finde frem til, den er der også tusinde undskyldninger for og bortforklaringer af, hvadenten man nu - som Zakæus - selv skal til at bortforklare, at man skulle være en syndig mand, eller man - som vi i vore dage - kan vente, at blive undskyldt af andre, der godt kan forstå, at man ikke kan handle anderledes, end man gør. Og til denne fortabelse, som slet ikke er fortabelsen, svarer da også den frelse, vi selv kan finde frem til. Frelsen består nemlig så i, at bortforklaringerne og undskyldningerne i og for sig tages for gode varer - derved at mennesket siger, at fra nu af er det i hvert fald det, bortforklaringen går ud på, der alene skal passe - eller fra nu af gælder undskyldningen fuldtud, så mennesket ingen ubehageligheder får af at være, som det er.

Det første ville være tilfældet for Zakæus' vedkommende. Frelsen består jo så i, at han giver halvdelen af sin ejendom bort. Det sidste ville nærmere være det i vore dage, da man næsten ikke kan drages til ansvar for noget som helst, fordi man jo ikke har haft mulighed for at handle anderledes, end man har gjort.

Men denne fortabelse og denne frelse er ikke evangeliets fortabelse og evangeliets frelse. Hvor meget disse synspunkter end kan bestemme forholdet mellem mennesker, kan de overhovedet intet bestemme i menneskets forhold til Gud.

Vi kan på forhånd intet vide om, hvad fortabelse er. Vi får det først at vide, når det bliver sagt til os, at det er nødvendigt, at evangeliet selv opsøger det fortabte. Da ved vi, at det ikke alene er nogle bestemte handlinger hos os eller nogle særlige karaktertræk, der viser fortabelsen, men at det er hele vort liv, der er fortabt - med alle vore handlinger, med hele vort væsen og med hele vor vilje - det altsammen. Og vi kan heller ikke på forhånd vide, hvad frelse er. Frelse er jo det, der gives det fortabte menneske, der er opsøgt og fundet. Det vil sige: Det er nyt liv, der gives til det gamle liv. Det er Jesu Kristi liv og død og opstandelse, der gives os fortabte mennesker. Det er det liv, der var og er hans, der i evangeliet bliver vores, så vi, samtidig med, at vi er fortabte, dog er frelste, fordi vi sættes til at leve vort liv i at modtage det fra Gud selv.

Den fortabelse kan intet og ingen bortforklare eller undskylde, men den frelse kan heller ikke tages fra et menneske, for den lever ikke i, at mennesket gør bortforklaringerne og undskyldningerne rigtige, men af Guds eget ord til fortabte mennesker.

Amen.