Af K. Skov Thomsen. Tidehverv, 1975, s.47. Mrk. 16,1-7.

Mrk. 16,1-7.

Prædiken holdt i Husby og Sdr. Nissum kirker.

Af en eller anden grund har man i prædiketeksten her fra Mk. 16 udeladt det sidste vers, der lyder sådan: "Og de gik ud og flygtede bort fra graven, thi de skælvede og var helt ude af sig selv; og de sagde ikke noget til nogen, thi de var bange".

Hvorfor har man udeladt dette vers? Ja, det må vel være fordi, man har følt, at disse ord var en mærkelig og højst upassende slutning på et glædesbudskab og et sejrsevangelium, hvilket vi jo sådan set må give dem ret i.

Men det er nu nok alligevel meget forkert at udelade netop dette vers, fordi det er så menneskeligt, og det menneskelige skulle vi jo gerne stå ved. Det er højst sandsynligt, at kvinderne virkelig har reageret netop sådan på det glædelige budskab. For det, der skete, derude ved graven var jo ikke, hvad de havde ventet, men helt modsat. De var gået derud for at vise deres afdøde herre og mester den sidste ære. De havde købt denne, nok ikke helt billige salve, for at salve ham. Og det var jo også kun så rimeligt, det var kun, hvad de skyldte ham for alt, hvad han havde betydet for dem. Med andre ord: De var gået ud til graven for at gøre det sidste, som de nu kunne gøre, og som de da også af hjertet gerne ville gøre.

Og så var han der slet ikke!

Han var opstanden, blev der sagt, og ville møde dem igen i Galilæas hverdag! Hvis vi ikke kan sætte os i kvindernes sted og over for dette budskab fornemme noget af det samme som de gjorde, så også vi bliver "ude af os selv og bange og ikke rigtig tør tale til nogen derom", så er det nok fordi, vi ikke ret har forstået, hvad der ligger i budskabet om Jesu opstandelse. Det er nemlig ikke, hvad vi selv eller andre er ude efter. Det er, lige modsat. Det er noget, der sprænger hele den verden, vi mener at kende, og som vi mener at skulle have hold på.

Det er livets opstandelse. Det gode og fuldkomne menneskelivs opstandelse. Det liv som vi allerede har afskrevet, fordi vi ikke kan realisere det. Glimtvis har vi set dets herlighed, som disciplene så den. Men vi har svigtet og forrådt det. Også i vores tilværelse endte det på korset, fordi det ikke svarede til vore forhåbninger og ikke opfyldte vore ønsker.

Men vi føler, vi skylder det den sidste ære. Vi går gerne ud til graven for at salve det med store og anerkendende ord for alt det, som det har betydet for os. Men vi regner så også bestemt med, at det er det sidste. Vi er helt og fuldt indstillet på at vende tilbage til vort eget halv-triste liv i middelmådighedens verden, hvor vi så nogenlunde kan overskue det hele, og ved, hvad der er muligt, og hvad der ikke er muligt. Vi er indstillet på at vende tilbage og følge spillets regler og se at få mest muligt ud af det for os selv.

Påskeevangeliet sprænger hele den verden, vi er indstillet på at affinde os med som en kendsgerning, der ikke står til at ændre.

Påskeevangeliet møder os som dem, der længes efter at falde til hvile i det, som vi allesammen kan forstå: Jeg tænker på mit, og du tænker på dit; og det, som det hele drejer sig om, er, at vi hver især kan få mest muligt ud af det uden at genere hinanden alt for meget.

Det er den verden evangeliet lyder ind i, og som det nødvendigvis også kommer til at forstyrre kraftigt, hvis det virkelig bliver hørt. For så ved vi jo slet ikke længere, hvad der kan ske. Så skal vi jo til at begynde forfra med at håbe og forvente. Ja, så skal vi aldrig andet, heller ikke når vi ved synd og selviskhed har gjort det hele umuligt.

For Gud er intet umuligt.

Jesu opstandelse betød for disciplene livets opstandelse i Galilæas hverdag. Den hverdag de mere eller mindre fortvivlede over, og som de ikke ventede sig stort af, den blev nu ved Jesu opstandelse båret af Guds tilgivelse og befaling og derved - synd og død til trods - et helt nyt liv.

Det er så også, hvad påskeevangeliet vil betyde for os og vores hverdag, så vi kan vende tilbage til den, ikke bare med frygt, men også med stor glæde.

"Thi holder vi for livet fest,
som død har overvundet,
og priser kæmpen allerbedst,
som har den stærke bundet;
han sidder nu på ærens stol
og er for os den gyldne sol,
døds-natten hun er forgangen.
Halleluja!