Af Jesper Langballe. Tidehverv, 2001, s.194-196. Luk. 17,11-19.

14. søndag efter trinitatis. Tekst: Luk. 17,11-19.

For fem dage siden, da to Boeing 757 passagerfly med hundreder af uskyldige mennesker skrånede ind i et højhus med tusinder af uskyldige mennesker - da sprængtes vores fatteevne. Dels af katastrofens omfang og dels af ondskabens omfang i den verden, vi troede, vi kendte. Intet var selvfølgeligt mere. Den tryghed, vi - ligesom amerikanerne - har taget for givet, ja har ment os naturligt berettigede til, sank i grus som de høj huse, der var newyorkernes stolthed; symbolet på det moderne menneskes grænseløse magt og usårlighed.

En ligeså grænseløs afmagt greb Vesten - afmagten over den sprængte tryghed, afmagten overfor den bestialske ondskab. Det var og er - har man tit nok sagt - som en uvirkelig drøm.

Men det er ikke sandt. Sandheden er, at vi nu - måske blot for en kort stund - er vågnet op fra en uvirkelig drøm - drømmen om vores usårlige tryghed og magt og drømmen om det grundlæggende gode i mennesket, som vil blomstre og brede sig, hvis bare vi lærer at møde alle mennesker og folkeslag med tillid, uanset om de tror på Kristus, Muhamed eller djævelen. Troen på, at vi sætter livets og kærlighedens dagsorden - når bare vi er mange nok og go'e nok…

Vi er for et øjeblik vågnet til virkeligheden. Synderes virkelighed. Afmagtens virkelighed.

- Hvad kan vi overhovedet stille op? - har det afmægtige spørgsmål lydt lige siden.

Gudstjenestens svar på det spørgsmål vil forekomme verden absurd, vanvittigt, forargeligt. Gudstjenestens svar er, at netop nu skal vi lære i Jesu navn at takke Gud for livet. For netop nu - med død og ødelæggelse for øje - kan vi nok allerbedst høre, hvad det vil sige.

*

Vi har lige hørt beretningen om et lille mirakel og et ufatteligt stort mirakel. Ja, det lille mirakel er nu i sig selv ufatteligt stort. Det bliver kun gjort til det lille af det uendeligt meget større mirakel.

Det, som jeg kalder det lille mirakel, er, at ti mænd blev helbredt for deres spedalskhed - den sygdom, der fik mennesker til at forrådne og opløses, allerede mens de var i levende live. Ti mænd fik livet tilbage - det, vi alle kender som livet.

Det vidunderligt store mirakel var, at der var een, som det blev givet at vende tilbage og sige Gud tak.

Et lille mirakel er det, at vi lever i dag og får det daglige brød. Det vidunderligt store mirakel er, at vi får lov til at takke Gud. For det er egentlig det, vi allernødigst vil. Vi vil hellere takke os selv, takke velfærdssamfundet, takke vor egen magt og usårlighed, der knejser som skyskrabere på Manhattan, fyldt med IT-teknologi, der skal regulere velfærden for menneskehedens milliarder.

Det største mirakel er derfor, at evangeliet gennembryder vort panser af selvtilfreds usårlighed og lærer os taknemlighed. Ikke blot dér hvor vi selv synes, vi har grund til taknemlighed, men midt i ulykken, hvor vores fornuft ikke kan øjne nogen kærlig Gud.

Det er det mirakel, der ligger i Jesu ord i dag til den ene helbredte og til hver enkelt af os, som han lige nu taler til: "Stå op, drag bort - din tro har frelst dig!"

Det er ikke ment som en ros eller en belønning af os, fordi vi viser Gud den godhed at være taknemlige. Men det er evangeliets egen lovprisning af Gud, fordi Han i sit ord og ved sin ånd skænker os utaknemlige og hårdhjertede Jesu Kristi taknemlighed. Budskabet er ikke, at den ene, som vendte tilbage for at give Gud ære, kvitterede på passende måde for, hvad han havde fået, og dermed hævede sig over de andre. Nej, budskabet er, at denne ene fik ufatteligt meget mere end de øvrige ni. Han fik ikke blot sit fysiske liv tilbage, men han fik det, som er så langt større - den tro eller taknemlighed, hvormed det sande og virkelige liv begynder. Den tro eller taknemlighed i Jesu navn, uden hvilken det, vi kalder livet, er at være levende begravet, så at livet forrådner og opløses.

- Din TRO har frelst dig, siger Kristus. - Ikke: - DIN tro har frelst dig.

*

At takke er noget andet end at kvittere - ja det modsatte. At takke for noget godt giver kun mening, når man slet ikke har nogen ret til det. At takke for alt, er at kende sig selv som Guds skyldner i alt - at vide, at jeg selv har tabt og forspildt hele livet.

Det modsatte af denne troens taknemlighed er, at hele livet er min ret.

Og den, der har ret til livet, han har også ret i livet - ret overfor sin næste når som helst og hvor som helst. Han må være vis på sin egen retfærdighed - vis på, at han intet skylder, men har alt til gode. Denne selvretfærdighed er vores naturligt menneskelige forhold til livet.

Vi så den i rædselsvækkende karikatur den 11. september hos de muslimske flykaprere, der vidste med usvigelig sikkerhed, at gud Allah skyldte dem en plads i himlen, hvis de døde i hans hellige krig, og hvis de drog tusinder af vantro hunde med sig i døden.

Og vi hørte det tre dage senere, da danske muslimer i deres fredagsbøn forsikrede igennem deres imam, at gengældelsen ville ramme dem, der forsøgte at straffe forbrydelsen.

I muslimernes vanvittige selvretfærdighed er Guds gave forvandlet til en ret. De drager den hele og fulde konsekvens af, at der i grunden intet er at sige tak for. De får jo kun, hvad de har fortjent, når de frelses til Allahs paradis. Og så takker man ikke, men kvitterer med blind underkastelse. Når nogen kan hævde, at Kristus skulle være død for deres synders skyld, må de anse det for en fornærmelse. Og når et andet menneske eller et land viser dem barmhjertighed, f.eks. ved at give dem asyl, er det også deres ret. Hvorfor så vende tilbage og sige tak? Nej, i stedet vender man tilbage og overfuser giveren for de fejl og mangler, der var ved gaven.

Her hedder det ikke: - Din TRO har frelst dig! - men: - DIN tro har frelst dig!

Denne naturlige menneskelige selvretfærdighed er enhver af os i kødet båren. Men hvor den - som i Islam - får lov at løbe linen ud, kender hadet og ondskaben ikke nogen grænse.

Denne åbenlyse ondskab skal vi selvfølgelig bekæmpe af al kraft og forhindre i at komme ind og tage magten over os. Det er ikke en religiøs pligt, hvormed vi fortjener frelse og salighed. Det er en jordisk borgerpligt, der først og fremmest påhviler den borgerlige øvrighed, som Gud har indsat til det formål. Og vé den, hvis den svigter dette ansvar. Den vil blive stillet til regnskab, ikke blot for vælgernes dom - den er til at overleve - men for Guds dom.

Denne jordiske og borgerlige kamp mod djævelens håndlangere er nødvendig i synderes verden. Men den er så langt den mindste kamp.

Den virkeligt store kamp, vi kaldes til, er ikke en kamp mod djævelens håndlangere, men mod djævelen selv. Det er kampen for at overvinde selvretfærdigheden i vore egne hjerter. Og den kamp kan vi ikke klare. Den har vi på forhånd tabt.

Her er der kun een, der kan sejre for os - den Herre, som har sejret på Golgatha langfredag og ved graven påskemorgen. Den Herre, som nedkæmper vores ondskab og utaknemlighed med ordene "Dine synder er dig forladt" - og som stadfæster dette tilsagn med sit sejrsbudskab: "Din tro har frelst dig".

*

Gud fører kampen mod vor vantro og ondskab med sit ord. Men han har et ekstra våben i ordets kamp og sejr. Dette ekstra våben er ondskaben selv. Ja, Gud bruger endog en begivenhed som den, der skete i USA til at vække os af vore uvirkelige drømme om vor egen retfærdighed og godhed og næstekærlighed - vække os til virkeligheden, vække os til sandheden om os selv.

Gud stiller sig selvfølgelig ikke bag terroristernes ondskab, men, som Luther har sagt det: Gud griber menneskers onde handlinger og sætter dem i svingninger i retning af sine egne planer. Og Guds egne planer tjener - ufatteligt for os - hans grænseløse kærlighed til os.

Guds kærligheds ja skjuler sig bag hans vredes nej. Hans evangelium skjuler sig bag hans lov. Hans tilgivelse skjuler sig bag hans straf. - Vores barnetryghed i Guds varetægt er skjult til stede dér, hvor al verdslig tryghed er sønderbombet. Den er skjult for verden og kun synlig for den tro, Gud skænker os i Jesu navn.

Så ligger der en salig trøst i de ord, at der falder ikke en spurv - ja, ikke en atombombe - til jorden, uden det er Guds vilje. Eller som det er sagt af Grundtvig med en sådan styrke, at næppe nogen af vore dages såkaldte salmedigtere havde mod til at formulere det:

Guds ærinde går hver en storm,
om den er nok så vild,
og ihvor gal den bryder løs,
ham tjener dog hver ild.

Hvor vore øjne ikke ser andet end ondskabens sejr i verden, dér forkyndes Guds kærligheds sejr - ikke synligt og hørligt for alverdens millioner, men for det ene enkelte menneske, som det bliver givet at vende tilbage og give Gud æren og sige Gud tak - kun for det ene enkelte menneske, der til tro hører evangeliet om Jesu Kristi død og opstandelse for os.

Og i dette enkelte menneskes tak vender en hel verdens klage-skrig sig til jublende lovsang. Tværs gennem ligene og murbrokkerne i New York, tværs gennem al den ulykke, vi selv møder, tværs gennem vor egen vantro og selvretfærdighed og utaknemlighed lyder det: - Vær frimodig, din tro har frelst dig!

Midt i verdens kaotiske utryghed skænkes troens barnetryghed os gratis og ufortjent og henviser os til at leve med vor næste i taknemlighed for dagen i dag og uden bekymring for dagen i morgen. For nu véd vi med salmedigterens ord, "at alt (jeg gentager: alt) må tjene den til gavn, som har Guds kærlighed."

Så kan vi gå fra kirke og frimodigt tage vore borgerlige opgaver på os - herunder at holde den åbenlyse ondskab nede og ude. Ikke for Guds skyld og ikke for vor frelses skyld, men for Danmarks og vor danske næstes skyld.

Amen.