Af Gustav Brøndsted. Tidehverv, 1926, s.33-41. (Foredrag i Studenterforbundet 10. Dec. 1925.)

At give en Gave paa rette Maade, det er en fin Kunst. Give den paa en saadan Maade, at den ikke bliver Byrde for den Modtagendes Sind; give den saadan, at den bærer med sig en Strøm af Varme, som vækker Taknemmelighed og alt godt - aldrig saadan, at Kravet eller Forventningen om Taknemmelighed følger Gaven paa Vej. Den der, om end nok saa fint, pukker paa Ret til Taknemmelighed, han har gjort sin Gave til en Handel, han har, for at bruge Jesu Udtryk, selv udstedt Kvittering for modtaget Løn.

Det at give er en Hjærtets Kunst, som fortæller, hvad vi er, ikke, hvad vi lærte os til. Den kan kun øves ganske naivt og oprigtigt; saa har Handlingen den frugtbare Retning, fremad mod den, der skal modtage, og opad til Gud; saa føres Handlingen ind i det store Kredsløb, det evige og det frugtbare - vender ikke i en. lille karrig Cirkel tilbage til sit Udgangspunkt, trukket tilbage af det gengæld-krævende Jeg, der i Virkeligheden aldrig har sluppet sin Gave, aldrig helt sendt den ud og ganske betroet dens Vej til Gud.

Men er det saadan, hvem af os forstaar da virkelig give?

Vort Jeg vil saa gerne følge med Gaven - og saa skulde det netop kun sende Gaven ud. Om virkelig vor Gave bliver givet fri, da er der ingen Grænse for, hvad Gud kan bringe ud deraf; giver vi derimod ikke virkelig vor Gave fri, men lader noget af vort Selv følge med den, da er den "bunden til Hjulet".

- Men er det saadan, at vor egen Afmagt i det at give kun dybere og dybere aabenbares, jo mere vi øves deri; og er det saadan, at vor Opøvelse i det virkelig at give, er eet med, at vi og vor egen Reflexion derover træder tilbage, saa vor Given bliver Guds og ikke vor - som jo da ogsaa det, der gives, er Guds og ikke vort - ja, er det en fin Kunst at give, naar det drejer sig om daglige Ting, saa er det en endnu finere og en endnu sværere Kunst at give af det, der fylder ens eget Liv, vejer mest for ens eget Hjærte.

Ja paa en Maade er det jo saa let.

Der er en stor Glæde i det at kunne give andre af, hvad der gør en selv aandelig rig; og i første Omgang er det en Hjælp for os, at vi ikke selv mister det, vi her giver, ja, kun bliver rigere derved. Men, ogsaa her kan Selvet hægte sig fast i Gaven og gøre dens Vej kort, dens Løb ufrugtbart. Maaske ikke paa den Maade, at man stiller sig selv aandelig i Positur og paa en ikke utydelig Maade venter Taknemmelighed - men saa i hvert Fald meget ofte paa en anden Vis: man giver sin Gave med Klausul. Det kender vi jo ogsaa saa godt fra det daglige Livs Gaver: gennem lette Antydninger, gennem mangfoldige smaa Omstændigheder ved vor Given behæfter vi vore smaa og store Gaver med en eller anden Klausul, bevidst eller ubevidst; vi giver dem sammen med et pædagogisk Korrektiv - og det ødelægger saa tit deres Kraft som Gaver. Vi tror jo nemlig meget mere paa Pædagogik end paa Gave.

I endnu langt højere Grad gælder dette vore aandelige Gaver til hinanden. Hvor fremtrædende er ikke dette, navnlig naar vi udveksler Tanker med hinanden om de dybe Livsspørgsmaal; vi behæfter vore Tanker med saa meget som Modparten eller Modtageren skal nødes til at tage med, dersom han vil gaa ind paa vor Tanke paa et bestemt Punkt; vi har ingen virkelig Tillid til Livet i den paagældende Tanke; vi vil støtte den til vort - og saa lænker vi den til vore smaa Selv.

Hvor er der dog mange Maader at drive Mission paa! Og nu tænker jeg ikke blot paa dette, at naar i gamle Dage godt kunde kristne et Folk ved at dræbe Halvdelen og døbe Resten. Men jeg tænker paa, hvor forskellig overhovedet den Grundstemthed er, ud fra hvilken Evangeliet bringes til et andet Menneske, et andet Folk.

Man taler om Missionssind, hvor vigtigt det er at have Missionssind. Men hvad betyder Ordet for en? Sind til at drive Mission, Villie til Kristendomsudbredelse?

Ja naturligvis - Missionssind er Sind til at drive Mission. Og mon det ikke overhovedet er umuligt at være Kristen, at være grebet af Kristus, uden ogsaa at være grebet af det man har kaldt "Kristi Kongstanke" - naar den først er gaaet op for en. Det Menneske, som finder Vejen, Sandheden og Livet i Kristus, der selv var sit Kald lydig lige til Korsdøden - det Menneske føler ogsaa umiddelbart, hvor selvfølgeligt det er, at Kristi Løfte om "altid at være hos dem" er knyttet til hans Ord om, at de, der vil være hans, maa være Bud for ham til andre Mennesker. Thi det mærker han jo selv fra Dag til Dag, at ingen aandelig Expansionskraft er stærk som Kristi Kærlighed; hvis Kristus er levende for ham, saa er Kristus ogsaa levende ved ham. Kun det døde søger ingen Udfoldelse. Og den, der ikke selv er grebet, han bruger Kravet om Tolerance til at værge - ogsaa sig selv - mod at blive grebet. Thi det véd jo enhver, at den, der virkelig er grebet af en Sag, han har ingen Ro for den Sag; den er i ham som en Magt, og den er over ham som en Tvang; han har ingen Sikkerhed for, hvad den vil føre ham ud i; den udfolder hans Livskræfter, men den ejer dem og bruger dem.

"Kristi Kærlighed tvinger mig," sagde Paulus. Lad i Praxis dens Virkeomraader kun være forskellige, dens Omfang skiftende og dens Maader vekslende - er det virkelig Kærlighed, og ikke det kraftløse Sukkergodt, der saa ofte gaar under Kærlighedens Navn, da skal det nok vise sig, baade at den er en Tvang over os, men ogsaa at den, principielt, ejer en ubegrænset Spændvidde og Varme og aabenbarer Kærlighedens Grundlov, at her mistes, naar man sparer, vindes, naar man giver.

- Missionssind er Sind til at drive Mission, Villie til Kristendomsudbredelse. Men dersom dette Sind, denne Villie har en vis Selvstændighed i Forhold til sin Genstand, og ikke helt igennem er bestemt af sin Genstand, ja saa kan det godt være, at vi i vor Mission trods alt blot staar et sted langt henne i den samme Linie, der i sin Tid indlededes med Hærmissionen - et meget humant og fremskredent Sted, selvfølgelig, men dog stadig i den Linie, der indeholder Pres og Vold - f. Eks. Gennem Forkyndelsens Form.

Missionssind er Sind og Villie til at drive Mission; men det er mere: det er Sindet, hvormed der missioneres, Sindet, der selv helt er bestemt af sin Genstand, af Evangeliet - det Sind, ved hvilket Evangeliet ene kan bæres uskadt og rent fra Menneske til Menneske, ubesmittet af vort Selv. I det sande Missionssind forenes Bevidstheden om at give noget man selv har faaet, med Bevidstheden om at bringe noget man ikke har faaet til sig selv. Det er den Stilling, vi som Kristne har over for alle Mennesker: vi er Overbringere af en Gave, der kun kan bringes og naa igennem, i samme Grad den er uberørt af os selv - og dog samtidig bevidnes gennem os selv.

Budbringere og Vidner, det var den Stilling, ja endog de Navne, Jesus gav sine Disciple i Missionssagen, og det vil sige i alt, hvad der angaar Troens Vandring fra Menneske til Menneske - de skulde netop ikke lade sig kalde Lærere og Herrer. For at Evangeliet kunde være frit, Modtagerne frie, og Missionæren kun Troslivets Tjener.

- Og hvordan staar saa vi i denne Sag?

Værst staar det her til med det Menneske og med den Kirke, der mest gør sig selv, sin egen Fremtrædeform til eet med Evangeliet - og som maaske endog i selve sin Lære har spærret den Vej, der gennem Selverkendelse fører tilbage til et mindre selvpræget Evangelium. Det gælder Romerkirken, ja - men slet ikke blot den. Det hedenske Roms ældgamle Hang til at herske og formulere bliver naturligvis ikke hverken uselvisk eller hellig, fordi man slaar Kors over den; naar fasces alligevel er det egentlige, saa bliver det væsentlig Hip som Hap, om man sætter et Kors eller en Økse deri. Men det samme gælder ogsaa andre; man behøver i de "protestantiske" Kirker ikke lede længe efter germansk Paatrængenhed og nordisk Selvgodhed.

Jo mere Selv, der er i et Menneskes eller en Kirkes Religion, des mere drives der Propaganda i Stedet for Mission, Proselytmageri i Stedet for Evangelisation.

Propaganda er i Virkeligheden et verdsligt Begreb, Mission et religiøst. Propaganda har Jeg-Livets karakteristiske Træk, tager Sigte paa Udvidelse af Magtomraade og Overflytning af System (theologisk, institutionelt, osv.), idet man bygger paa Systemets Ret og Styrke. Missionens Maal er, at Guds Liv maa fødes i nye Egne, til nye Kaar; og her bygger man paa, at den Gud, der gennem menneskelig Formidling lader det ny Liv fødes, han er den, som forlængst forberedte det i det fremmede Folks Moderskød, og han vil ogsaa følge og lede dets Vækst. Propaganda kommer udefra; Mission vil dybest set ikke komme udefra. I Propagandaen træder vi og vort i Forgrunden, gennem vor Theologi og vort Kirkeliv, der søger Udfoldelse, og Blikket rettes mindre mod Gud end mod Læren om Gud; i Missionen træder vi og vort i Baggrunden, i Tillid til, at Gud har skabt og har i sin Haand baade Evangeliet og det Menneskesind, som hører Evangeliet - og Læren føles ikke som Gudserkendelsens Garant og Gudslivets Vej, men mere som Gudslivets Reflex i den kirkelige Bevidsthed, i hvilken der findes saa mange heterogene Elementer, og som er stærkt historisk betinget og meget individuel, hvor ikke netop en - ogsaa historisk og psykologisk betinget - Autoritet tvinger en enkelt Tankeform igennem som den "rigtige".

Ingen kristen Kirke har vel nogensinde drevet ren Propaganda, dog endnu mindre ren Mission; men mellem disse to som Yderpunkter har al Kristendomsudbredelse svinget. Det er ikke Læreformerne i sig selv og ikke Udbredelsens Methoder, der her er det afgørende; men Sindet: hvor meget eller hvor lidt der stod bag af kirkeligt og personligt Selv. Baade for Propaganda og for Mission er "Omvendelser" Maalet; men jo mere Blikket er rettet mod vort, des mere hverver jeg Proselytter, og jo mere Blikket er rettet mod Gud, des mere driver jeg Mission.

Jeg mener ikke, at Gud kun arbejder gennem virkelig rene Motiver hos Mennesker - saa var alle Sunde lukkede. Men vore Motiver maa være Guds Helliggørelsesarbejde underlagt.

Det kan godt være, at mit Missionsmotiv til at begynde med er i høj Grad naivt-menneskeligt: Jeg vil bringe Mennesker til at tro, hvad jeg tror, og hvad mit Kirkeparti tror, - fordi jeg er lykkelig og min Kirke har Ret. Men, er mit Gudsliv en Virkelighed, da vil ogsaa mit Motiv gennemløbe en Renselsesproces, og Tyngdepunktet vil mere og mere hvile hos Gud. Min Længsel efter andres Omvendelse er ikke blevet mindre derigennem; men den har skiftet Karakter. Jeg er langt mindre sikker paa mig selv, og langt mere bange for at staa Kristus i Lyset - det maa jo blive vort Maal at tale og leve saadan, at man ikke faar Øje paa os, men, gennem os, paa Kristus. Hvis Kristus betyder noget for os, ja maaske endog saa meget, at vi længes efter, at han virkelig skal blive vort Liv, maa det da ikke blive vor Lidenskab, at han ikke bliver misforstaaet, gennem os, at hans Gerning ikke gaar til Spilde for nogen?

At pege paa Kristus, og saa stole paa ham - det er Mission.

Men det betyder Tro, og det betyder Selverkendelse, personlig og kirkelig Selverkendelse.

Personlig og kirkelig. Thi det er jo netop Sagen: den Dom, vi som Enkelte føler, at vi maa gaa ind under, om vi skal staa ærligt for Gud, den Dom forstaar vi saa godt at komme uden om, naar vi optræder som Gruppe. Ja naturligvis, er det en fremmed Gruppe, det drejer sig om, saa er vi jo straks klare over, hvor forargeligt det er, at selve Sammenslutningen, at Tallet, at Historien beskytter det falske og tilslører det forlorne, som vilde være afsløret hos Eneren; men er det vor egen Gruppe, det drejer sig om - ja saa falder det os maaske slet ikke ind. "Jamen ét er verdslige Gruppedannelser, et andet Kirken." Ganske rigtigt, ja - og gamle Adam véd da ogsaa nok, hvordan han skal optræde i Kirken uden at blive alt for bemærket. Jo, dette gælder netop i ganske særlig Grad, hvor det er en Menighedskreds eller Kirken som Helhed, det drejer sig om. Her finder Selvcentreringen netop nogle af sine fineste Former, her dækkes Samfundsselvet af et Lysslør, af historisk og guddommelig Glorie. I det kirkelige Samfund er der saa meget af den Kærlighed, der gør blind, og den Pietet, der hverken tør eller vil kritisere; men saa faar ogsaa alt det vrange mangedobbelt Modstandskraft og Magt.

Som den Enkelte er og har været, saaledes er Kirken. Vi skal ikke prøve at gøre os selv uangribelige ad en Omvej, gennem Samfundet - som Enkelte gaa ind under Dommen og dog samtidig skaffe os en indirekte Beskyttelse ved at tillægge Kirken en større eller mindre Grad af Uangribelighed. Hellighed for Gud opstaar ikke ved Multiplikation. Hvad Kirken er "i Kristus", i Guds Villie, det er den Enkelte ogsaa - og det er eet; et helt andet, hvad Kirken saavel som den Enkelte faktisk er, i Tiden og Virkemaaden. Den snævre Port gælder alle de Enkelte - derfor gælder den ogsaa Kirken her.

Selverkendelse, personlig og kirkelig; paa den beror Troslivets Vækst indadtil - men ogsaa udadtil. Guds Gerning i os og Guds Gerning ved os sker i Grunden paa samme Sted. Det gælder Menigheden, og det gælder den Enkelte: Saa langt Guds Arbejde gennemføres i ham, saa langt gennemføres ogsaa Guds Arbejde ved ham. Kun saa langt.

Der er to Poler, mellem hvilke vor Sjæl skal holdes i Spænding, om det rette Missionssind skal blive til i os.
Den ene er Ærefrygten for Evangeliet. Den anden er Ærefrygten for det Menneske, vi staar over for med Evangeliet. Thi Evangeliet er Guds, og Mennesket er Guds.
Det er en Spænding, der kan udtrykkes paa saa mange Maader - f. Eks. gennem dette: Der er ikke Frelse i noget andet Navn - og gennem et andet oldkristeligt Ord:

Ej skal dit Hjærte noget Hjærte kue,
din Sjæl skal ingen anden Sjæl betvinge.

Eller, tilspidset, mellem Paulus': Vé mig, om jeg ikke forkynder Evangeliet - og Jesu Vé over Proselytmageri.
Der er en stærk Spænding mellem disse to Tanker, og denne Spænding skal vi ikke overvinde, hverken ved aandelig talt at betvinge Mennesket og hvad der er ham helligt, for Evangeliets Skyld, og heller ikke ved at fortone Evangeliets centrale Stilling ved at komme Mennesket i Møde. Det første er Vold, og det andet er Vigen - og begge Dele er ganske mod Evangeliets Væsen. Aandelig Vold er en Miskendelse af selve Grundlaget i Tanken Frelse; og "Tolerance", som det andet jo gerne kaldes, burde mistænkeliggøre sig selv for os allerede gennem den ubetingede Tilslutning denne Tanke har blandt de religiøst indifferente.

Og dog er en stor Del af Missionens Historie en Svingen mellem disse to Maader at overvinde Spændingen paa.

Men den skal netop ikke overvindes. Paa dens Tilstedeværelse beror det, om det rette Missionssind bliver til. Ja i samme Grad Spændingen tiltager, i samme Grad bringes man just i den Stilling af Selverkendelse og Ydmyghed, hvor Evangeliet renses for "vort", og hvorfra det alene kan rækkes fra Menneske til Menneske paa rette Maade. Jo mindre man selv bliver under Spændingen mellem disse to Poler, des bedre Bro bliver man for Evangeliet, des kortere Vej bliver der mellem Gud og det Menneskes Hjerte, som vi staar over for.

Det ligger saa nær at søge ud over Spændingen; og saa gør vi det paa en af de to Maader, der ligger saa dybt i vor Natur: ved Erobring, eller ved Handel. Ja for hvad andet er vel, naar man ser rigtigt til, den Sum af Vold og Kompromis, der følger al Religionsudbredelse som dens Skygge? At tage, det kender vi; og at købe, det kender vi; paa begge Punkter har vi solid verdslig Erfaring for, at det bringer Resultat. Men hvad den virkelige Given rummer af Muligheder, det kender vi meget mindre til; særlig da, naar den - som en Given paa Guds Vegne - er uløselig knyttet til Dom over os selv.

Spændingen skal ikke overvindes; thi just den er Guds Middel til at skabe Vej. Guds Vej gaar altid over et brudt Selv.

Dette gælder da allerførst rent personligt det enkelte Menneske, der staar som missionerende over for et andet Menneske, herhjemme eller hvor som helst. Herom vil jeg dog ikke tale - dels fordi det vel er mest almindeligt og mindst nødvendigt udtrykkeligt at tale om dette mest nødvendige og mindst almindelige; og saa har jeg ogsaa mine helt personlige Grunde til helst at tie.

Men et Menneske, ogsaa en Missionær, bærer paa meget mere end sit eget Selv; han bærer i sig, om end ubevidst, en uhyre Del af sit Folks, sin Races og sin Kirkes Selv; derfor kan ogsaa det Missionssind, der maaske af ham føles som rent, godt for fremmede Øjne aabenbare sin Plumrethed - og det for Øjne, der maaske er meget mere urene end hans. Vi ser med vor Slægts og vort Samfunds Øjne; og vi ved jo, at det er lettere at opdage en Splint i en fremmeds Øjne end en Bjælke i det Øje, hvormed man selv ser.

Vi er dybt mærkede af vort Folks og vor Races Selv. Maa end den mindste Smule Aandelighed, endsige Kristendom, i nogen Maade lade os se den bundløse Afgrund af Selviskhed, der har aabenbaret sig f. Eks i Europas Holdning og Handlinger over for Østens Folk, saa gaar det europæiske Selv dog dybere i os end vort Blik naar, og det plumrer vore bedste Tanker mere end vi aner. Det skal nok mærkes, netop naar det er Evangeliet vi bringer til andre - Modsætningen skal nok aabenbare det, om ikke for os, saa for den fremmede.

Men vi bærer paa mere Selv endnu, ogsaa som Missionærer. Som Menigheden, som Kirken har et Evighedsmenneske i sig, der fødes, lever og vokser gennem Tro, gennem Lydighed og Lydhørhed over for Gud, saaledes har Kirken ogsaa et Selv, en gammel Adam, der ofte er uhyre kristeligt klædt paa, men som alligevel kun er en gammel Adam, Menighedsslægternes Ego. Ogsaa af dette Selv bærer hver enkelt Kristen i sig meget mere end han aner.

Vi er paa det dybeste mærkede af den Halvhed, hvormed Kristendommen er blevet levet her i Vesten. I en uhyre Grad har Menigheden som Organisation afglattet og fortonet det, som dens enkelte Kristne havde vundet i ærlig Kampstilling over for det selviske og verdslige; i Stedet for at helliggøres gennem de Enkeltes Helliggørelse har Kirken som Organisation levet i et aabent Kompromis med de hedenske Grundtankegange. I Aarhundreder, ja snart i Aartusinder har Kirken paa utallige Maader handlet og talt direkte imod Kristi Ord: I kan ikke tjene to Herrer. Gennem Mangel paa Aarvaagenhed, gennem ængstelig Vigen i vanskelige Øjeblikke, og direkte gennem kirkepolitisk Beregning - paa mangfoldige finere og grovere Maader har det listet sig ind, og fra Slægt til Slægt har det mere og mere fortonet sig i det Ubevidste; og naar af og til Samvittigheden har rørt sig etsteds, har rejst sig anklagende mod Kirkens Verdsliggørelse, da har altid Magten været det kirkelige Selvs Tjener - Kirkens egen Magt af enhver Art og Grad, eller selve Verdslighedens Magt, der jo rent instinktivt føler, at netop kun gennem Storkirken kan den værge sig mod Kristi Kampraab: I kan ikke tjene to Herrer.

Dobbeltorienterede er vi, og derfor uden aandelig Kraft - vi er lammede i de personlige, i de sociale og i de videnskabelige Opgør. Gang paa Gang hænder det, at det borgerlige Samfund, længe før Kirken som saadan, bliver klar over Forkasteligheden af dette eller hint Grundforhold (f. Eks. Slaveri, Krig, Arbejds- og Ejendomstilstande). Forhold der i sin Tid stod som noget selvfølgeligt for den borgerlige Tankegang har Kirken mere eller mindre modstræbende overtaget, vænnet sig til - og derefter begrundet. Kirken elsker at begrunde, at begrunde kristeligt. Den har, lige siden sin egen borgerlige Konsolidering i Oldtiden, elsket at begrunde det bestaaende kristeligt; og derfor kan den daarligt nok selv slippe af med alle disse Standpunkter og Synsmaader og Opfattelser, som det verdslige Samfund, mindre ærværdigt og mindre systembundet end Kirken, efterhaanden gør op med og tager Afstand fra - og det netop for en stor Del under Paavirkning fra Evangeliet! Vi er lammede gennem vor Dobbeltorientering, blandt andet fordi den kirkelige Pietetsfølelse i næsten lige Grad giver Styrke til, hvad der stammer fra den ene og hvad der stammer fra den anden af de to Herrer. Men vi skal nok komme til at erfare, at af disse to er det kun den ene, der er "igaar og idag den samme". Vi skal nok komme til at staa over for Konsekvenserne af, at vi har gjort Kristendommen til et Enklave i Vort eget og i vor Kulturs Liv, og paa den Maade holdt den noget paa Afstand, hvor den blev for paagaaende - samtidig med, at vi har søgt at beskytte dette Enklave gennem Kompromis, eller forøge dets Omraade ved Laan fra det verdslige.

Meget af alt dette ser vi maaske, i hvert Fald i dets grovere Former, og raaber hinanden paa Vagt. Men hvem kender den Afgrund af ubevidst eller halvbevidst Uredelighed, der gennem Aarhundreders tolererede Synd er bundfældet i os og er blevet en habitus i Menigheden - ja som endog, mere end vi aner, er det kirkelige Samfunds Baand? Redelighedsspørgsmaalet skal nok engang komme som Punkt eet paa Kristenhedens Dagsorden med eller mod vor Villie - det skal Gud nok sørge for, før vi med en Kristelighed af vor Art vaccinerer hele Menneskeheden mod Kristendom. -

Og langt videre endnu rækker dette kirkelige Selv, som det enkelte Menneske bærer paa. Vanhelligt er ikke blot alt det i Kirken, der beror paa Uredelighed i Forhold til Verdsligheden som udvortes Magt; men overhovedet alt det, som ikke er levet ind for Guds Ansigt, men som dog omværnes - alt det meget Simili; det meget lavede, der fremkalder Forestillingen om en dyb, men skjult Virkelighed, og som dog ofte dækker Tomhed - alt det meget, der er beskyttet alene ved sin Patina, det meget der er erklæret tabu, i Liv som i Lære.

Der kræves hos de enkelte i Menigheden en sjælden Forening af Kærlighed og Kritik for at Kirken som saadan skal lære at se med Ædruelighed paa sig og sit. Overalt gemmer der sig mange Verdslighedsrester under kirkelig Form, og Verdslighedslaan til kirkeligt Brug. Hvor megen Jura er der ikke i vor Dogmatik, ogsaa paa de centraleste Punkter, f. Eks. Korset; og hvor præges ikke vor Etik af Akkordens Aand. Men alt saadant kræves der i den enkelte Slægt megen kirkelig Selverkendelse for at opdage, og megen sand Tro for at opgive. Thi ligesom det enkelte Menneske bevidst og ubevidst omgærder alt saadant i sig med de fineste Argumenter for at han kan "leve i Verden i sin gode Rolighed", saaledes ogsaa Kirken - hvis allerfineste Argument, Besiddelsen af den hellige Aand, bruges paa en saadan Maade, at Aanden bliver Selvets Beskytter og Garant og ikke den der opsporer og udrydder Selvet.

Selverkendelsen er aldrig let; og for en Flerhed er den altid vanskeligere endnu end for den Enkelte. Derfor staar tit de varmeste og bedste i Kirken saa forunderlig blinde over for det, der er Kirkens "gamle Adam"; de staar jo med saa stor en Ærbødighed over for den Kirke, gennem hvilken og i hvilken de lever deres aandelige Liv. Den Fremmede derimod, som vi kommer til at staa over for, han skal nok opdage dette Selv - ikke just fordi Selvet i ham og i hans Samfund er mindre, men blot fordi det er bygget op af et andet Materiale.

- Men om nu ogsaa Menigheden, til Tider, virkelig skulde være stærkt paa Vagt over for sin "gamle Adam" sit onde Selv, saa lever dog stadig alt det i Menigheden, som man maaske kunde kalde dens Eget - alt det i Kirkens Liv og Lære, der kun paa Grund af de særlig vesterlandske Anlæg og gennem vor Historie, har præget Evangeliet blandt os og givet det Form.

Alt Liv, ogsaa Livet fra Gud, skal og maa udfolde sig individuelt - men i alt det individuelle og særprægede gemmer sig ogsaa det selviske i alle dets Afskygninger. Og hvem kender sit eget væsen nok til her at drage nogen Grænse? Eller sit Folks Væsen, eller sin Kirkes? Ja hvad vil overhovedet "Grænse" sige i denne Forbindelse? Om noget her bør kaldes individuelt eller selvisk, det er der ingen anden Prøvesten for end denne: om det er eller om det ikke er levet helt ind for Guds Ansigt. Men derfor er det i Virkeligheden altid et Spørgsmaal om Grad, og indeholder altid et fornyet Hellighedskrav; det kan aldrig afgøres theoretisk. Hvor skulde nogen kunne skille theoretisk mellem Individualiseringens og Selviskhedens Historie, det være sig i Menneskehedens eller i hele det organiske Livs Udfoldelse - de er lænket til hinanden, ja bliver overhovedet kun to gennem en Dom over øjeblikket, fra Kristus.

Navnlig for os selv er det ganske umuligt at afgøre, i hvilket Omfang Evangeliet paa sin Vej gennem vor Historie maatte antage vesterlandsk Farve for at kunne forstaas af os og udfolde sig blandt os - at afgøre, hvad der saa at sige er god og sand "Oversættelse" af Evangeliet paa "Vesterlandsk", og hvad der er Forvanskning.

Paa Vejen er Spørgsmaalet blevet til; kun paa Vejen løses det.
Den Vesterlandske Kristenheds Historie er lang, og stærkt er Evangeliet formet i de to Aartusinder; der er en lang Vej tilbage til det Sted, hvor Kristendommen blev født, paa østens og Vestens Grænse.

Men noget stort vilde der være vundet, naar det rigtig gik op for os, at kun om ad dette Sted kan Vestens Missionærer bringe Evangeliet til østen. Kipling siger, at øst er øst og Vest er Vest, de to vil aldrig mødes. Jo, de vil mødes; men kun hvor Korset blev rejst, i Menneskehedens Midte, - og derfor ogsaa paa Sjælens dybeste Sted, hvor det mest fællesmenneskelige blev dømt og det nymenneskelige ovenfra fødes.

Vi skal gaa denne Vej tilbage, ikke for at slaa en Streg over alt det mellemliggende, men for at lære det at kende, for at lære at skelne Guds fra vort. Uden dette faar vi aldrig det virkelige Missionssind og bliver aldrig en virkelig Missionsmenighed.

Og her kan netop vor Tids grundige historiske Forskning blive en Hjælp - dersom den er forbundet med dybere historisk Forstaaelse. Den kan hjælpe os ind i en sandere historisk Erkendelse, som kan bane ogsaa Selverkendelsen Vej. Den kan hjælpe os til at faa tegnet et sandere Billede af Livet i de palæstinensisk-syriske Egne paa Kristi Tid. Egnen med de to Ansigter vendt mod øst og Vest, Egnen hvor Kristi Liv blev levet og Kristi Kors blev rejst - det Kors fra hvilket Jesus, som det hed i hin første Tid, udrakte sine frelsende Hænder baade mod østen og mod Vesten som for at favne den hele Verden. Netop ogsaa ved dybt at indleve os i hine ældste Tider maa vi lære bedre at forstaa, at den vesterlandske Kristendomsform ikke er den eneste eller selvfølgelige Form for Evangeliet; at der har levet Kristendom i østen længe før vort kirkelige Metermaal blev justeret. Med Ærbødighed maa vi lære at lytte til de Klange, der fra den ældste østerlandske Kristendom bæres ned endnu til vore Dage, fra de Tider, da Evangeliet begyndte sit Løb fra Vesten til Østen. Vi skal ikke fælde en hastig Dom over denne ældste, østvendte Kristendom ved at pege paa, at dens Blomstringstid var kort, at dens Kraft var udtømt efter faa Aarhundreders Forløb - har vi været ud for de Storme, som denne Kristenhed var udsat for? Vi blev ikke overskyl let af Bølge paa Bølge af asiatiske Folkemasser, og vi blev ikke stillet i Gabet mod Islam. og selv om Nederlaget aabenbarede ogsaa indre, aandelig Svaghed - mon vor aandelige Ægthed er godtgjort ved deres Nederlag? Vi blev ikke sat paa en lignende Prøve. Nu, Aartusinder efter, har vi arvet deres Opgave som Evangelister over for de asiatiske Folkeslag; gennem den Sag skal nu vor Kristendom staa eller dømmes.

Vi maa lære at se paa os selv ikke som Kristenheden, men som en Gren af Kristenheden. Allerede selve vort Nye Testamente, græsk som det er, er jo et Udtryk for det vestgaaende Evangelium, den vestgaaende Mission; hvor meget stærkere maa da ikke to Aartusinders Liv, stadig arbejdende sig frem mod Vest og Nord, have virket bestemmende ind paa Kirkens Karakter og Livssyn og gjort vort hele Kristendomsbegreb vestvendt.

Det nye Testamente, der rummer de første Kristnes Billede af Kristus, og deres Vidnesbyrd og Tanker om Frelsen i ham, vil altid vedblive at være Hovedbindeleddet mellem den første Kristenhed og alle Fremtidens Menigheder. Og dette nye Testamente er iblandt os, omend dets Udbredelse og Anerkendelse mellem os jo er saa umaadelig meget større end dets faktiske Indflydelse. Og saaledes som Historiens Forløb formede sig, er det den vesterlandske Menighed, der er blevet Bæreren af Missionsopgaven, den egentlige Ansvarshavende, naar det hed og hedder endnu: Gaa ud i Alverden og gør alle Folk til mine Disciple. Men da gælder det i højeste Grad, at vi Kristne her vestfra forstaar, i hvor høj Grad Kristendommen, saaledes som vi maa bringe den frem, er "individualiseret paa vesterlandsk".

Derfor skal vi iagttage vort Kristenliv i dets Afhængighedsforhold til vesterlandsk Tænkemaade og Historie; den enkelte skal gøre det, i sit praktiske Kristenliv; Kirken skal gøre det, naar den forsker sin egen Lære og prøver sit Liv. Og det skal gøres, ikke for gennem et eller andet Fradragningsstykke at udregne og derpaa afstrøjfe, hvad der er blevet vor Kristenheds Præg gennem en totusindaarig Historie, og ikke for at forsøge at rekonstruere en Art abstrakt tidsløs Kristendom; thi det gælder her som i alt Aandsliv, at netop kun gennem det individuelle, ikke gennem det abstrakte, er det almengyldige en Virkelighed og faar Røst. Men vi skal gøre det for i nogen Maade at blive os det centralt kristelige bevidst gennem den individuelle Udformning og der ved vokse baade i Gudserkendelse og Selverkendelse.

Det er ikke nye Opgør, vi paa den Maade føres ind i; det er Opgør og Kampe, som er vel kendte i Kirkens Historie - paa en Maade; thi de har alt for ofte haft en abstrakt, theoretisk Karakter, og ikke mindst i de protestantiske Kirker har der været en skæbnesvanger Tilbøjelighed til at gøre Menighedens Livsspørgsmaal til theologiske Fagspørgsmaal, og det baade i konservative og liberale Kirkekredse - en naturlig Følge af Troens Intellektualisering gennem et formelt Skriftprincip. Men disse Opgør om Lære og Liv, som i saa høj Grad har været beregnet paa et theologisk Forum, men som i et mangfoldigt Ekko bredte sig ud til alle Menighedens Kroge og bidrog uhyre til at skabe en falsk Indstilling i Trosspørgsmaalene - disse Opgør maa langt mere blive Udtryk for Kirkens personlige Helliggørelseskamp, der er en af Selverkendelsens Frugter. Det vil aabenbare en uhyre Sum af "Selv", at Verdslighed og Halvhed, som de fleste af os slet ikke har set - men som instinktmæssig opfattes af Fremmede, navnlig at et saa religiøst Folk som Indiens. Vi skal ind under en vældig og gavnlig Dom fra det Evangelium, vi med saa stor Selvfølgelighed har blandet op med vort eget, og sæculariseret.

Jo dybere vi føres ind i en saadan Selverkendelse, des mere vil Evangeliets egne Kræfter frigøres - og tillige Kraften i alt det, der blev Evangeliets Form hos os, og alt det der under Evangeliets Paavirkning blev til iblandt os. Om der i et eller andet kirkeligt System (dogmatisk, institutionelt o.s.v.) findes nogen Værd, da beror det ikke paa, at det, gennem ubrødelig Forbindelse med Evangeliet, selv skulde blive delagtig i dets Myndighed og løftes ind i Absoluthedens Sfære; Betydning og Værd faar det først, idet det udelukkende ses som Evangeliets Arbejdsstof; derved faar det, sammen med sin Begrænsning tillige sin praktiske Frigørelse - Virkemulighed ogsaa under andre og fremmede Forhold; thi naar det ikke dér fremtræder med noget som helst Absoluthedskrav, vil man ikke uden videre forkaste det som anmassende, men man vil maaske prøve at forstaa, hvad det var, der frembragte det og gjorde det brugbart under de bestemte Forhold, hvorunder det blev til. Da bliver der ganske sikkert ikke Tale om nogen Reproduktion - men om Mulighed for aandelig Befrugtning. Og det er mere værd.

Det er en uhyre Skat af Erfaringer, vi ejer netop i vor Kristendom, i dens mægtige Legeme af Tanker og Institutioner; men den Kirke, der kortsynet og selvsikker vil presse sit igennem, sammen med Evangeliet, den naar ikke Missionens Maal: at Kristus kan tale og handle, og vi tjene som dem der selv har været under hans Opdragelse.

- En sand og dyb Ærefrygt for Evangeliet maa føre baade den Enkelte og Kirken dybt ind i Selverkendelse; i denne Selverkendelse gaar der Dom over alt det vanhellige, og det individuelle og egenartede stilles paa sin rette, tjenende Plads.

Og saa er man paa det Sted, hvor Gud velsigner. Saa er vi paa det Sted1 hvor vi dybere og dybere erkender, hvor fuldkomment et Misforhold der har været imellem, hvad Kristendommen sig selv indebærer, og hvad den har virket, her i Vesten, og ude i Verden gennem Missionen. Vi har talt saa meget om Ydmygelse og "devotion", men vi er i vor Mission ikke kommet, som de ydmygede; HENRIK som de ejende er vi kommet og som de belærende derfor har. Missionen haft saa 'lidt fødende Kraft udadtil, og saa lidt fornyende Kraft i sin Tilbagevirkning. Og om Omvendelse har vi talt og atter talt - men der fulgte saa meget Jeg med; vi bandt Omvendelsen fast, dels til bestemte psykologiske Tilstande, dels til et theologisk System - i vor Forkyndelse behæftede vi den med Klausuler, som i sidste Instans kun var Vidnesbyrd om, at vi stolede mere paa vore Sikringsmidler for Sandheden end vi stolede paa Livet i vort Budskab og paa Guds Magt til at værne om dette levende og give det Vækst efter sine Tanker.

Men kommer vi selv ned paa den rette Plads, da sker der ogsaa uvilkaarlig en Omlægning at meget i vort Syn paa Missionens "Hvorledes"; de enkelte Spørgsmaal faar en mere indadvendt Tendens i deres Opstilling, og en mere personlig Brod; Ærefrygten for Evangeliet driver os til at tale - men den samme Ærefrygt begynder med at lukke vor Mund; jo dybere vi føler, at Budskabet gaar, des mindre føler vi' selv Ret til at bruge det. Vi drives til at spørge os selv ikke blot som Enkeltmenneske, men netop ogsaa som Kirke: Hvem er vi, at vi vil bringe Livsbudskab til andre, og hvorledes vil dette Budskab, just gennem os, lyde i deres Øren? Ja, i samme Grad Bevidstheden om Menighedens Missionspligt vokser, i samme Grad vender Spørgsmaalet Missionsret sig ydmygende mod os. Og dette er ikke for at der intet Budskab skal lyde; men det er for at Budskabet ikke skal faa en falsk Klang gennem vor Mund - det er for at det skal mærkes, at vor Tale til andre altid er en Tale ogsaa til os selv; at Budskabet og vi selv er to Ting - men at det er en Virkelighed, der arbejder i os.

Hvad vi bringer, det ejer vi som dem der ikke ejer og som dem der er ydmygede ved selve det, de bringer. Som Enkelte, og som Kirke. Vor Missionsgerning, det er ikke alene vor Henvendelse, vor Vej til andre - det er ogsaa vor egen Vej til Gud. At missionere, det er at bede om Følgeskab til Gud. Virkelig Mission maa være et Udtryk for og et Udslag ogsaa af Kirkens egen Selverkendelse og Omvendelse og Helligelse; det maa være en udstrakt Haand, der paa een Gang bekender og beder om at hjælpe, og at hjælpes.

Vi skal ned paa det Sted, hvorfra vi ser "de Fremmede" i det for os rette Lys; det er gavnligt, netop for os, der i vor ofte noget geskæftige Medlidenhed altid har haft saa travlt med at ville se dem i Guds Lys, som de fortabte - det maa jo dog i væsentlig Grad være en Sag mellem dem og Gud. Før de har mødt Evangeliet er de vel i hvert Fald ikke saa fortabte som os, der har mødt det og modtaget det halvt.

Vi maa forstaa, hvor uhyre vanskeligt det maa være for dem at tage imod noget just fra os - os, der dog er og bliver "den hvide Mand", der har væltet sig ind paa dem og bragt Opløsning i deres hele Tilværelse; os, der har hentet vor Religion etsteds paa Vej til Østen, men som har gennemtrukket den med vort, mere end vi selv véd; os, som ejer saa lidt af det, Østen er vant til at sætte højest: Ydmyghed, Sagtmodighed, Selvfornægtelse - os, der saa lidt har levet de Sider af Kristendommen, der er Svar paa det Østen spørger om Kraft til at leve.

Vi har sandelig Grund til at sige til dem: Vi véd, at det ikke er for vore Dyders Skyld, at det er os, der banker paa jeres Dør for at bede om at faa Lov at tale med jer om Frelsen og Livet. Ja vi véd, at det endog til Dato netop er i Kraft af vor Races Magtstilling og Indgreb paa Eders Omraader, at ogsaa vi kan staa herovre som Missionærer, ved Eders Dør. Vi forstaar, hvor dette paa Forhaand maa mistænkeliggøre ikke blot os, men ogsaa vort Budskab, hvor svært det maa være for jer at tro, at vi kommer ikke paa vor Races Vegne, men paa Menneskesønnens Vegne, der hører jer til fuldt saa vel som os. Bitterheden i vor Dobbeltstilling vil vi bære iblandt Eder; med den holder Gud os nede - men saa maa selve vort Budskab blandt Eder, og Eders Stilling til dette, være ogsaa vor Dom eller Frikendelse. Vi har ingen Ret til anden Stilling end denne; mener vi end selv at have et og andet at sige til vor Retfærdiggørelse, saa føler vi dog ingen Trang dertil; thi vi er selv under Dom af det Budskab, som vi bringer. Men lad os bære hverandres Byrder paa Vejen. Vi er jo med hinanden "paa Vejen"; som vi taler med hinanden bliver vor Rejse - Livets eller Dødens Vej.

Vi skal ned paa det Sted, hvor vi staar med Ærefrygt over for denne Fremmede, hvem vi vil bringe Budskab fra Gud - ned hvor det lyder i os: Din Sjæl skal ingen anden Sjæl betvinge, thi hvad du er, det er jo ogsaa han - ned, hvor vi mærker, at vi i disse Folkeslag staar over for en Arbejdsmark, der har været Guds, længe før nogen Vesterlænding tænkte paa at bringe Guds Budskab til Østen.

Om dette var der meget at sige, allerede nu - men endnu langt mere at lære, ogsaa for os, naar engang Østens Kristne begynder at forstaa deres eget Folks Historie paa lignende Maade som Israel opdroges til at se paa sin Historie: som det Sted, hvor Gud arbejder med Menneskehedens stridige Stof for at hans Villie engang kan ske og hans Rige komme. Naar de begynder at se, at der i deres indre og ydre Historie gaar, ikke en enkel og klar Linie, der sigter hen imod Kristus - det er der ikke engang i Israels Historie, langt mindre her - men at der i deres Historie er en Spænding og en Kæmpen, der i Lyset af Kristus betyder et Islæt af Guds Tanker i Folkets Førelser og i alt det, der udfoldede sig af personligt Liv, medens de "følte sig frem for at finde Gud". Men paa hvad Maade deres Historie, deres "Lov og Profeti", er blevet dem "en Tugtemester til Kristus", derom vil kun de selv engang kunne tale. Sikkert er det, at hvad der gennem Aartusinder er levet derovre af aandeligt Liv, det skærer man ikke bort uden at røre Livsnerven i deres Kristendom i kommende Tider - om det end altsammen, betragtet for sig selv, blot er "Menneskeværk". Det er Guds Færden i Begivenhederne, Guds Kæmpen i og Brug af Begivenhederne, der gør dem til mere end, hvad de er "i sig selv", d. v. s. i deres Isolation fra Gud og Afskaarethed i Tid. Gud har færdedes i Østen længe før vi kom til Østen med Guds Budskab; og netop herud fra er der givet Mulighed for en Kristendomstilegnelse og Grundlag for Kristendomstyper, af hvilke vi endnu kun ser de første Begyndelser. Naar noget saadant udfolder sig, da skal det ogsaa vise sig, om vi mener det ærligt med vor megen Tale om, at vi "længes efter at se Østens Bidrag til Kristenheden" - eller om vi ikke, naar alt kommer til alt, dog kun mente fornyet Tilgang til engelsk eller luthersk Kristendom med lidt Østerlandsk Kulør.

"Religionsblanderi", føler jeg en og anden tænke. Ja, Kristendommen vil selvfølgelig ogsaa i Østen blive brugt til at sætte Smag paa mange Ting - ganske som herhjemme. Forskellen vil vel nærmest blive, at vor Kristendomsforfalskning ofte er mindre iøjnefaldende, i hvert Fald for os, fordi vi nemlig har lært at beholde nogenlunde "rigtige" Meninger ogsaa hvor det væsentlige Indhold er opløst eller ganske har skiftet Karakter; medens f. Eks. en Inder vil kunne træde i et langt virkeligere Forhold til Kristus end hans "dogmatiske" Udtalelser synes os at kunne give Plads til - Gandhi er et Eksempel herpaa.

Religionsblandinger med Kristendommen opstaar, hvor denne ikke er levet og forkyndt og modtaget efter sin Kærne: Kristus som den, der er sat os til Fald og til Oprejsning. Hvor Vægten kommer til at ligge paa Systemet, vil Kristendommen komme til at dele Skæbne med alle Religionssystemer - de absorberer i Tidens Løb hinanden, for saa vidt har Religionsvidenskaben Ret - og ikke den fasteste Dogmatik vil kunne værne Kristendommen mod dette, maaske allermindst i Indien. Er Kristus, i sit Liv og i sin Død, Guds Ord til Menneskeheden - er Kristus "ovenfra", da kan vi ikke give dette Evangelium nogen anden Sikring eller stærkere Afgrænsning end den, der ligger i Kristusbudskabets Magt og Kristuslivets Virken; og hvorfor da prøve paa at sikre det - som om det i sig selv var noget dødt? Liv "sikres" i sidste Instans kun ved Leven. Og er Kristus nedefra, ja da var der unægtelig Grund til at sikre og afgrænse Evangeliet - men da er det blot i Længden umuligt, fordi alt hvad der er "nedefra" vil og maa glide ud.

Ikke i Systemet, kun i Centreringen ligger Evangeliets "Værn", i Centreringen om den Skikkelse, der - praktisk og personligt, med eller uden metafysiske Begrundelsesforsøg - enten er vort Livs Dommer og Frelser og vort Levneds ubetingede Herre, eller ogsaa, gennem sit Krav paa at være det, bliver den ubetingede Anstødssten.

Hvor Budskabet forkyndes "rent" - i denne centrale Betydning - og modtages som den Livets Kærne, det er, dér vil det under sin Udfoldelse drage Næring ogsaa fra Steder, som vor Kristendom ikke fik Næring fra, og tage Former, theologisk og kirkeligt, der er forskellige fra vor Kristendoms Former - og vor Evne til at genkende Kristendommen i en ny Skikkelse vil helt og ganske afhænge af Ægtheden af vor egen Kristendom. Vi bruger endnu i en uhyre Grad Formerne som Ægthedskriterium; men den Genvej glipper mere og mere, og just gennem Missionen vil den engang glippe helt. Vi har ingen og skal ingen ydre Garanti have for Omfang og Form af det Evangelium, der skal forkyndes - og det er den virkelige challenge to faith, om vi for Alvor tror paa, at Gud er i Evangeliet, at hans Ord hedder Kristus, at ikke vi og vore Grunde skal finde og sikre Kristusskikkelsens Ægthed, men at Gud selv skal vide at vidne om, at dér er Livet, saa sandt som Dommen er dér.

Der er Velsignelse ved at blive afribbet, personligt og kirkeligt, naar vi staar over for Missionens Spørgsmaal. Saa er vi paa det frugtbare Sted, hvor Evangeliet med fuld Sandhed og paa helt rigtig Maade kan rækkes fra Menneske til Menneske - og hvor det, vi bringer andre, samtidig bringes os selv.

Der er i Missionen noget, der hedder "afgørende Timer"; men det afgørende ligger fuldt saa meget i vor, Kristenhedens Tilstand, som den ligger i Spørgsmaalet om de "aabne Døre". Skulde "Dørene" have lukket sig op paa et Tidspunkt, hvor vor aandelige Tilstand alligevel viste sig for inficeret - ja saa lukker Dørene sig igen; og dette fortæller altsaa først og fremmest noget om os. For saa vidt er det en stor Misforstaaelse af os at "vente" ved Dørene - eller at ville bryde ind.

Den Kristenhed, der før Krigen, f. Eks. i Edinburgh, i Tro og Iver forberedte et General-Missionsfelttog over den hele Verden - den var vel, trods Ledernes Varme, dog ikke moden dertil, kristelig set.

Men saa vi da? Tænk hvad vi har oplevet i de senere Aar - og hvad vi ikke har lært!
Men saa lidt som det er den "store Strategi", der skal til for at "aabne Verden for Kristus", saa lidt er det theologiske Overvejelser, der skal skabe Menighedens Selverkendelse; den skabes hos den Enkelte, i det daglige. Og saa ligger Spørgsmaalet til syvende og sidst altsaa dog dér, hvor jeg før sagde, at jeg havde visse personlige Grunde til helst at tie - og dermed falder jo paa en Maade hele denne Tale ind under det Ord: Digterisk, uden Myndighed. Jeg véd det godt. Og det siger i hvert Fald mig noget.

Saa tag da det hele blot som et Spørgsmaal der lød - uden at spørge, gennem hvem det kom.