Af Gunnar Kasper Hansen. Tidehverv, 1978, s.81-82. Markus 15,16-39.

Prædiketekst: Markus 15,16-39

Samtidig med at der i den populære medieverden, aviser, blade, bøger, radio og fjernsyn, er gået mode i døden - det er noget, vi endelig må have talt ud med hinanden om, - så mærker man en vis beklemthed over for langfredagsgudstjenesten. Er der nu også noget at komme i kirke efter den dag? Var det ikke netop en af de dage, man kunne stryge? Evangeliet er jo som bekendt et glædeligt budskab, som forkyndes for hele folket, men den dag kan man ikke rigtig se glæden. Nogle grædende kvinder, nogle fortabte disciple, to korsfæstede politiske fiaskoer og så ham, som vi ikke rigtig ved, hvem er, og hvad vi skal mene om, er det ikke dårligt selskab for evangeliet? Lad os skynde os bort ligesom de, der den gang kunne det, også skyndte sig bort. Vi ved jo, at der venter en salig påskemorgen forude. Væk fra korset! Det med Guds søn og døden bliver et kors for tanken. Hver for sig kan det godt gå - døden i den populære presse og Guds søn i kirken, hver ting på sit sted og til sin tid, så altså - bare ikke denne dag! Sammenblandingen af liv og død, tid og evighed, mand og Gud giver tanken op for. Det er i orden med Jesus, hvis altså bare han vil stige ned fra sit kors. Ham tror alle bumser på, som en af klienterne på Kofoeds Skole sagde. Og sådan er vi vel alle bumser for Vorherre.

Sådan var den offentlige mening ifølge vor udsendte reporter på Golgatha den dag, hvor en tømrersvend ved navn Jesus sammen med to politiske fiaskoer løb sig en gevaldig staver i livet.

På en anden høj et andet sted i verden mange hundrede år senere står to mennesker og taler med hinanden. Den ene er Sti Høg, en fremragende begavelse, som et udsvævende liv dog snart skal gøre kål på. Han er ven med Ulrik Frederik Gyldenløve, som var søn af Frederik den III og kommende vicekonge i Norge og gift med Marie Grubbe. Og hende er det netop, som står sammen med Sti Høg.

- I er lykkelig. Livsens drik er for Eder skær og frisk, den smager sødt på Eders tunge. Aldrig bærmebedsk, doven, forfulet, aldrig blakket som af edder, dyr og orme, der mimrer og kravler omkring. Er det ikke sandt. I er lykkelig? Sådan spørger Sti Høg den unge, smukke Marie Grubbe, der har gjort landets bedste parti.

- I ved ikke, at der her i verden er et hemmeligt selskab af folk, der fra fødselen af har et større hjerte og fortere blod, de higer og attrår mere, begærer stærkere, og deres forlængsel er vildere, end den er hos den almindelige adelhob. De er som søndagsbørn, deres øjne er mere åbne, alle deres sanser er mere komplicerede i deres fornemmelser. Livsens glædskab og lyst, den drikker de med deres hjerterødder, imens andre kun griber dem med deres grove hænder.

- For disse mennesker er vellysten en lægedom og kostelig balsam for deres sjæle, fortsætter Sti Høg. Alt det, som almindelige mennesker kun betragter som kortvarigt tidsfordriv eller modbydeligt svireri, det er for disse livsens eneste honningdråbende blomster, hvoraf de dier deres daglige føde, og derfor søger de også blomster på livsens træ, hvor ingen ville tro, de fandtes, under mørke blade og på tørre grene.

- Al jorderigs fryd er så stakket og forkrænkelig, så falsk og ufuldkommen, fordi hver vellyst, den stund den blusser op som en rig rose, løves af som træ i høst, fordi hver livsens prægtig lyst strålende i dejlighed og i sin velmagts frugtbareste flor, fluks som den favner dig eddres af dødens kræft, så du, just som den kysser din mund, mærker den rystes af forkrænkelighedens kramper. Den tanke æder sig som røden rust ind på hver lykkeglimrende time, ja, ligesom skadelig rim fryser hver frodig sjæls følelse ned til dens dybeste rod. Det forstår I ikke, vel? spørger Sti Høg Marie Grubbe.

Men Marie Grubbe forstår. Hendes ægteskab med rigets fornemste, Ulrik Frederik er ikke lykkeligt, og hun husker helten Ulrik Christian, som hun elskede, men som på sit dødsleje jagede hende bort med ordene: "Vig bort Satan! ud, ud!"

Hun kender det, som hendes gamle præst, hr. Jens kaldte hjemsygen efter Himmerigs rige, hvor hver kristensjæls rette hjemland er.

- Men jeg tror det knap, siger hun. En længes og trænges og ved ikke levendes råd at trøste sig med. Livet, verden, den syntes mig så usigelig prægtig og skøn, det måtte være så stolt og lysteligt over al måde, at være med deri. Jeg ville, at livet skulle tage mig så stærkt, at jeg nedbøjedes eller opløftedes, så der i mit sind kun var tankerum for det, der løftede mig op, eller det, som bøjede mig ned. Jeg ville smelte ud i min kummer eller brænde sammen med min glæde. Som en romersk helt, der føres i triumftog gennem gaderne, ville jeg være ét med sejren, jublen stoltheden, folkets frydesskrig, basunernes lyd, magten og æren. Aldrig i æresyge eller koldt hovmod med misundelsens bølger slikkende om fødderne, mens man med velbehag føler purpuret blødt om sin skulder og kransen kølig om sin pande.

Maries livslyst er hvid og sød, håbefuld og stærk endnu. Men hun aner dog noget, hun ikke forstår. En hemmelig sammensværgelse, som ikke vil lukke hende ind ad livets dør, så hun må stå som en vanfør terne udenfor og lytte til festens toner, ubuden og usøgt. Purpurkappen skal snart blive en narrekåbe og sejrskransen en tornekrone.

- Herre du godeste, udbryder Sti Høg, hvor har et menneske nemt ved at bedrage sig selv i de sager. Vi kender hverken stente eller sti, men vi løber så bus til, blot vi øjner den ting, der kan ligne et spor, og vi er rede til at sværge, det er adelkongevej. Vi drikkes så let drukne af vore egne ord, og vi rider så hårdeligen til på hver en tanke, vi kuns kan få grime på.

Sti Høg ved, at der ingen adelkongevej er, men sammen rider de to alligevel ud i verden. Maries vej bliver lang og kroget, men hun når til livets bund og ser, den består af forfængeligheden over for livets forkrænkelighed. Hun flygter fra korset, men det finder hende alligevel.

Sådan kan vi læse om Marie Grubbe i J. P. Jacobsens roman.

For en uge siden udkom en anden dansk roman, som også handler om en historisk person. Det er nemlig en selvbiografi. Den er skrevet af Suzanne Brøgger, som tidligere har skrevet Kærlighedens Veje og Vildveje og Fri os for Kærligheden. Bogen har titlen Creme Fraiche.

Også Suzanne Brøgger har rejst verden rundt. Hun er ung og smuk og har oplevet mere end de fleste - med de fleste. Jo flere, jo bedre. Jo oftere, jo bedre. Hun leger med livet og menneskene, og det er vel det, der er ethvert menneskes drøm, at livet skulle være en leg. Og når nogle ikke vil lege med, er de dårlige legekammerater. Livet er creme fraiche, en letfordærvelig vare, som ikke tåler at blive gemt ret længe, men skal bruges straks for at smage bedst. Og det medfører jo, at kan man lide den slags, må man tit på ismejeriet.

Suzanne Brøggers liv har ikke altid været lykkeligt. Barndommen var præget af skilsmisse, en stedfar, forældrenes vidt forskellige temperamenter, rejser, intet varede og holdt. Det var ikke lykken, og derfor er det vel heller ikke så svært at forstå, at Suzanne Brøgger rejser rundt i verden og livet for at finde den. Dejlig, som hun er, bruger hun sit køns fortrin som rejsepenge, men en dag slipper kapitalen op, og creme fraichen står i køleskabet og løber sur. - Hvad så? Det er ikke, fordi jeg tror, at det er meget bedre med skummet mælk, så jeg spørger bare.

Kan vi tåle, at høre sandheden om menneskelivet. Kan vi tåle at høre forargelsens ord om, at Guds søn døde - på et kors. Eller skal vi have creme fraiche. Skal vi have afveksling og sensationer, eller kommer vi for at høre om virkeligheden, det gamle evangelium, som både er juleaftens og langfredags evangelium, at Guds søn blev menneske, blev født af en ung kvinde, led og døde på et kors, fortvivlet til døden. Det er det evangelium Paulus prædiker, og han er den første skriftlige kilde, vi har. Det er det, vi hører i trosbekendelsen. Det er det samme i prædiken efter prædiken. Den samme historie, den sande og uforgængelige historie, al historie i én. Har vi den, behøver vi ingen anden.

I den gælder det ikke om at vælge sig et eller andet at dø for, en mening i tilværelsen, eller dø mæt af dage. Her er der kun den mening, som livet og døden er. - Intet derudover.

Vil vi tro, at her ved dette kors skal livets mening findes, og det kan betyde en katastrofe, for det vi kalder vort liv, eller vil vi forlange, at han skal stige ned af korset, for at vi med ham kan gå ud i alverden og finde livets mening, - så skal vi alligevel vide, at hvor vi end møder ham, så møder vi ham altid som den korsfæstede, ellers er det ikke ham. Sådan mødte de ham efter hans død, og sådan skal vi møde ham, både nu på søndag og til jul, - ja, hver eneste dag, om vi vil leve.

Sådan skyder livstræet af korsets rod.
Sådan fæster livstræet i graven rod.
Os til liv og salighed, nu og i al fremtid.