Af Claus Thomas Nielsen. Tidehverv, 2002, s.203-204. Lukas 7,36-50.

11. søndag efter Trinitatis 2002. Tekst: Lukas 7,36-50.

Evangelieteksten handler om kærlighed og om tilgivelse. At være tilgivet af Gud betyder i kristendommen det samme som at være salig og have evigt liv, såvel nu som ved tidernes ende.

At være tilgivet er at være elsket uden at kunne se nogen grund til det; ja, uden at kunne se andet end grunde til det modsatte. Det kan være svært nok at se hvorfor et andet menneske kan elske én, og derfor kan også den rent menneskelige kærlighed kaldes et mirakel. Og så meget desto mere er Guds kærlighed et uudgrundeligt mirakel. Den der er tilgivet må undre sig over at få det han ikke har ret til.

Og Guds tilgivelse er så naturligvis et vidunderligt budskab for mennesker der - som synderinden i beretningen vi lige har hørt - ved med sig selv at de ingen som helst ret har, mens det omvendt er et overordentligt generende budskab for mennesker der - som farisæeren Simon og vi moderne mennesker - møder op til livet med et sæt af rettigheder de forventer vil blive respekteret af skæbnen.

Derfor føles en kristen gudstjeneste og hele stemningen i kirken i første omgang let som at få smidt kløpulver ned ad ryggen, netop som man havde det så behageligt her søndag morgen.

For ham der mener at han har rettigheder i livet, for ham der mener at han f.eks. har ret til et lykkeligt liv eller ret til at finde en mening med livet - og det vil i virkeligheden sige ret til Guds kærlighed - for ham må det nødvendigvis være en fornærmelse at få at vide at han er tilgivet.

Når evangeliet tilbyder os frelse, så ligger der indbygget i dette tilbud en påstand om at frelsen er noget vi mangler, altså at vi uden denne frelse er fortabte, og når evangeliet tilbyder os vore synders forladelse, så ligger der indbygget i dette tilbud en påstand om at vi har brug for syndernes forladelse, altså at vi er syndere for Gud.

Kristendommen tilbyder derved os moderne mennesker en gave som vi i første omgang slet ikke mener vi har brug for, ja, som det vel oftest føles som en krænkelse at få tilbudt. Og således virkede Jesu forkyndelse også på hans egen samtid. De eneste der i første omgang følte sig tiltrukket af den, var dem der på forhånd mærkede kløpulveret over hele kroppen, dem der - af såvel omgivelserne som af deres egen samvittighed - uafladeligt blev mindet om deres syndighed. Således også med evangelieteksten til i dag.

Vi hører, at mens Jesus sidder til bords i en pæn forsamling der formentlig er ivrig efter at drøfte dybe spørgsmål med ham, spørgsmål såsom Guds eksistens, sjælens udødelighed, meningen med livet, den rette måde at forbedre verden, hjælpe de fattige og den slags, da kommer en synderinde, dvs. en kvinde som på den ene eller anden måde lever et uanstændigt liv, ind i huset. Hun væder hans fødder med sine tårer, tørrer dem med sit hår, kysser dem og salver dem. Og på trods af værtens forargelse tager Jesus imod hendes gave og siger til hende: "Dine synder er dig forladt ... din tro har frelst dig, gå bort med fred."

For nu at forstå denne fortælling, er det vigtigt at gøre sig én ting klart, nemlig at den ikke handler om at Jesus har et andet syn på den daglige moral os mennesker imellem end det farisæerne har.

Forskellen på Jesus handling over for kvinden og farisæeren Simons syn på hvad Jesus burde have gjort, er ikke at farisæeren er formørket og reaktionær mens Jesus er liberal og frigjort.

Når en tolder eller en skøge kommer til Jesus, så siger han aldrig: "Det skal du ikke være ked af, det er bare de andre der er moralsk snæversynede og konservative. I virkeligheden er du god nok, du mangler blot lidt mening med livet og det skal jeg nok give dig".

Nej, intet er mere forkert end at gøre Jesus til en forløber for det moderne menneskes moralske frigørelse. Det er ganske vist ofte blevet understreget, at kristendommen ikke kan bruges som argument for moralsk oprustning. Og det er da også ganske korrekt - ligesom det er korrekt at kristendommen ikke indeholder en facitliste med de rigtige meninger og ikke kan bruges til at banke andre mennesker i hovedet og derved komme til at føle sig særlig ren og hellig - men lige så vigtigt er det at understrege, at kristendommen så sandelig heller ikke kan bruges som undskyldning for moralsk nedrustning eller almindelig etisk relativisme. Hvis man gør det, så har man blot opfundet en ny form for farisæisme, hvor man gør synderinden i dagens tekst til den der frelses ved sine gerninger.

For så vidt som han overhovedet beskæftiger sig med det, så tager Jesus den ganske almindelige moral der, bortset fra enkelte undtagelser, har eksisteret i alle civiliserede samfund, for givet, og han opfordrer os aldrig til som samfund f.eks. at anlægge en blidere holdning til lovbrydere, til at ændre vores syn på hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er anstændigt og uanstændigt eller den slags.

Jesus siger aldrig: "Du er i virkeligheden slet ikke nogen synder." Nej han siger det der i sammenhængen betyder det stik modsatte. Han siger: "Dine synder er dig forladt".

Og det siger han ikke fordi han har opfundet en ny filosofi eller en ny livsanskuelse, nej han siger det fordi han er Guds enbårne søn som - tværtimod at benægte synden - på korset vil påtage sig al menneskets synd og dø i vores sted, for derved, ved sit blod, at rense os og skænke os evigt liv i sit rige, således som det forkyndes for os om lidt ved alterbordet.

Evangelietekstens tema er altså ikke moral kontra frisind, nej dens tema er dels spørgsmålet om hvem Jesus er og dels spørgsmålet om hvad der er det rette forhold mellem os og ham. Og svaret på det første spørgsmål er, siger teksten, at han er den der tilgiver os vores synd over for Gud, og som kan gøre det fordi han - Guds enbårne søn - dør i vores sted.

Og svaret på det andet spørgsmål gives gennem den måde synderinden kommer til ham. Hvordan nærmer hun sig nemlig Jesus?

Hun nærmer sig ham på samme måde som troende mennesker, hvadenten de så er hedninger, jøder eller kristne, til alle tider har nærmet sig det guddommelige. Hun nærmer sig med frygt og bæven, med underdanighed, med offergaver og med håb.

At der her er en lighed, betyder ikke at hedenske religioner er sande, men det betyder at ethvert hedensk offer til guderne, selv det mest forvrængede og dæmoniske, selv kannibalens eller seriemorderens eller rockerbandens sataniske offer, indeholder en svag og forvrænget skygge af det offer som intet menneske kan bringe, men som Jesus bragte i vores sted, og som der henvises direkte til i teksten.

Efter Jesu død kom der jo nogle kvinder ud til graven for, som det dengang var skik, at salve liget, men graven var tom og da forstod de at det var derfor han havde ladet sig salve på forhånd. Derved bliver kvindens offer for os ikke en menneskelig gerning, men alene en henvisning til Guds gerning for os og en understregning af vores magtesløshed.

Da reformatoren Martin Luther døde den 18. februar 1546 efter at have skrevet titusindvis af sider med udlægninger af evangeliet, fandt man en enkelt seddel som var den sidste han skrev og hvor han sammenfattede hele den kristne forkyndelse i sætningen: "Vi er tiggere, det er sandt."

Betydningen er naturligvis, at vi er tiggere over for Gud på samme måde som kvinden i teksten til i dag kommer til Jesus som tigger. Og det kan vel umiddelbart ses som udtryk for beskedenhed, men samtidig er ordene udtryk for et vildt og aldeles ubeskedent håb: Håbet om at Gud vil kendes ved os og skænke os det vi oprindeligt blev skabt til: Det evige liv i Hans rige.

Hvis beskedenhed på menneskets vegne i denne forstand var en dyd, så måtte vi jo indrømme at ateisten er et bedre menneske end den kristne …

Her er beskedenheden fuldkommen. Havde synderinden været lige så beskeden, så var hun ikke kommet til Jesus. Og havde vi været i besiddelse af en tilsvarende beskedenhed så var vi ikke kommet i kirke i dag. Og når vi nu alligevel er kommet herhen, så er det fordi vi er ubeskedne nok og selviske nok til at håbe det umulige, ja tro og forvente det umulige.

At forlange mening og succes i dette liv er derfor, kristeligt set, ikke for meget forlangt, det er alt for lidt. Vi er skabt til at begære så uendeligt meget mere. Vi er skabt til at begære det vi allerede bekendte vor tro på ved dåben, nemlig syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv.

Og i virkeligheden er det også kun dette aldeles ubeskedne fremtidshåb som kan gives os det rette forhold til livet her og nu og til vore medmennesker.

Vi er tiggere, det er sandt. Vi er tiggere som synderinden var det og netop derfor skal vi turde tigge med det samme vilde håb som hende. Og vi skal tro på at håbet allerede er gået i opfyldelse. Når vi gør det, så gælder ordene også for os: "Din tro har frelst dig, gå bort med fred."

AMEN