Af Christian Langballe. Tidehverv, 2003, s.79-80. Johs. 1, 35-51.

Prædiken til 19. søndag efter trinitatis 2002 - Tekst: Johs. 1, 35-51

For snart tredive år siden blæste en ung generation af selvbevidste 68'ere til kamp mod den borgerlige moral, der ifølge ungdommen var stivnet i gamle konventioner og et forældet samfundssyn. Der skulle luftes ud i magtens korridorer. Nu skulle der gøres op med ligusterfascismen og borgermusikken. Med revolutionære slagord erklærede man krig mod det bestående. Man ville ændre en gammel og forslidt verden fra grunden af og drømte om den perfekte samfundsform: Et lykkeligt tusindårsrige, som ville indfinde sig straks, hvis de unge blot fik magten. Allerede fra begyndelsen havde de intellektuelle frontkæmpere i ungdomsoprøret fået deres væsentligste inspiration fra Marx, Lenin og Mao. Disse forbrydere blev dyrket som guder, og man inddrak deres utopiske ideer begærligt og kritikløst samtidig med, at man hånede alle bagstræberne, der levede fastlåst i et forældet samfundssyn. Man latterliggjorde alle de almindelige mennesker, der var fangede i deres småborgerlige normer og fordomme. Med usvigelig sikkerhed kunne man altid udpege fjenden og gik ikke af vejen for at bruge smædeord af den værste skuffe - det var jo fienden, det gjaldt. Ord som fascist og nazist blev hæftet på alle dem, som ikke fulgte trop eller - hvad værre er gjorde sig til forsvarere for et småborgerligt syn på tilværelsen.

Over for denne bygeregn af skældsord stod almindelige mennesker ofte fuldstændigt forsvarsløse. Et af de yndede angrebsmål for disse intellektuelle frontkæmpere var kirken og kristendommen. Kirken og dens præster var borgerskabets lakajer. Igennem et par tusind år havde kirken undertrykt folket med formørkede dogmer om arvesynd og fortabelse og havde hermed været magtens flittige og underdanige tjener. Med dette uendelig platte og groft forenklede syn på kirkens historie mente man at have gjort sig færdig med kristendommen. Igennem al denne hadefulde kritik, der lød, kunne man tydeligt fornemme, at det var een trosretning, der bekæmpede en anden trosretning. Man havde blot udskiftet troen på Gud og Jesus Kristus med troen på en pseudovidenskab og et utopisk tusindårsrige. Politik og ideologi var blevet religion. De intellektuelle frontkæmpere var blevet til politiske fundamentalister.

*

Som et ekko fra dengang er kristendommen igen udsat for en massiv kritik. I dag kalder man den for fundamentalistisk. Grunden er givetvis den religionsdebat, der særligt fulgte i kølvandet på terrorangrebet den I 1. september. Umiddelbart herefter lød der jo en heftig kritik af islam for at være barbarisk og fundamentalistisk. Nu er det så kristendommens tur.
Kristendom er også fundamentalistisk, lyder det. Kritikken lyder fra det samme hold af intellektuelle frontkæmperne og politisk korrekte. Det eneste forskel er nu, at de unge 68'ere ikke er unge mere, men er blevet gamle og satte. Det er dem, der sidder tungt på systemet. Det er dem, der bestemmer.

Problemet med denne kritik af kristendommen er, at den dengang som nu fuldstændig forfejler sit mål. Kristendommen er i sin grund ikke fundamentalistisk og har aldrig været det, ligesom den heller ikke er ensbetydende med et forsvar for borgerskabets interesser - og aldrig har været det. Oprindeligt betyder fundamentalisme en nærmest fanatisk nidkærhed for skriftens ord. Ved en blind lydighed over for skriftens ord opnår man automatisk en plads i himlen. Fundamentalisme er kendetegnet ved en forblindelse og tro på egen ufejlbarlighed. Fundamentalisten mener, at han selv sidder inde med sandheden og derfor har patent på Gud. Derfor kan han bruge sandheden som et våben mod de andre, mens han selv går fri. Fundamentalisme er kort sagt guddommeliggørelse af ens eget standpunkt.

*

I modsætning hertil har den kristne forkyndelse altid været som et tveægget sværd. Den, som bruger sværdet, bliver altid selv ramt dobbelt hårdt. Den retfærdige og selvgode farisæer, som mener at kunne dømme alle andre ud fra skriftens ord, mens han frikender sig selv, er altid den, Jesus går hårdest i rette med. Farisæerens tro på, at han ved at overholde skriftens ord til punkt og prikke, dømmer Jesus som selvguddommeliggørelse, mens han i stedet lærer os, at tro er ånd og ikke bogstaver. Troen retter sig mod den levende Gud og ikke en død bog. Ligeledes er det også de største syndere og de mest ringeagtede, som Jesus gør til sin menighed. Sådan afvæbner kristendommen enhver, der mener at have Gud på sin side. Den mest grundlæggende og radikale kritik af magthaverne, af kirken og af præsterne har altid lydt fra kristendommen selv. Den vender op og ned på vante forestillinger.

Et godt eksempel på kernen i den kristne forkyndelse hører vi om i dag. I dag fortælles der om, hvordan de første kristne blev kaldet. Det var ikke borgerskabets lakajer, det var ikke de fine og fornemme, ligesom det heller ikke var de intellektuelle og kritiske hjerner. Den første, som Jesus kalder, er en simpel fisker ved navn Simon. Jesus fortæller ham, at han skal være hovedet og klippen i den første kirke. Navnet Peter betyder klippe. Kendetegnende nok bliver det netop Peter, der fornægter Jesus tre gange. Der er en guddommelig ironi i, at netop han, som fornægter Jesus, gøres til den første forkynder af det kristne budskab. Han, som af fejhed og tvivl ikke vil kendes ved Jesus, da det virkelig gælder, det er ham Jesus kalder for den klippefaste.

Evangeliet gør Peter til noget, han ikke er i forvejen. Det samme gælder senere i fortællingen. Filip er kommet hen til manden Natanael og har fortalt, at Jesus, tømrersønnen fra Nazareth, er den, som Moses og profeterne har vidnet om. Den forargede og nedladende kommentar fra Natanael lyder: "Kan noget godt være fra Nazareth?" Jesu første ord til denne forargede og nedladende sjæl er fulde af ironi. De lyder: "Se, det er i sandhed en israelit, i hvem der ikke er svig." Sådan gør Jesus den forargede og nedladende til et sandhedsvidne. Jesu ord til både Peter og Natanael er som det tveæggede sværd. Han lader ordene ramme dem selv dobbelt hårdt, som en både radikal og ironisk dom over mennesket. Gudsfornægteren og tvivleren kaldes den klippefaste, og den forargede roses for at være uden svig. Samtidig lader Jesus sine ord stå ved magt. Med sit budskab gør han netop gudsfornægteren og synderen til et Guds barn ved at forkynde syndernes tilgivelse. Sådan har det været, siden kristendommen blev forkyndt for første gang. Vil man befatte sig med kristendommen, er man selv den første, der bliver ramt.

*

Fundamentalismen har huseret ligeså længe, der har været mennesker på jorden. Den var til påjesu tid, i 68 ligesom den også er til i dag. Også 68érne dyrkede en bogstavtro fundamentalisme. Her var det ikke religion, men politik, man troede på. I en forblindet tillid til, at man selv var ufejlbarlig, ja, nærmest guddommelig, kunne man håne og latterliggøre alle andre. Som et monument over deres egen blindhed, står den uhyggelige og deprimerende historie om østblokken. Mens 68erne dyrkede marxismen som religion, blev millioner af mennesker undertrykt, forfulgt og udslettet i lejre i marxismens navn i det gamle Østeuropa. Det er historiens på en gang uhyggelige og ironiske dom over dem. . Kristendommen punkterer enhver form for fundamentalisme med sin ironiske dom over menneskene. Kristendommer lærer os med andre ord, at vi er syndere, dvs. den lærer os at se vores egne fejl. Sådan indskærper evangeliet os, at vi aldrig bliver perfekte og ufejlbarlige og at vi selv er de mest skyldige af alle. Samtidig får vi så også at vide, at netop som de fejlende, ufuldstændige mennesker, vi er, vil Gud have med os at gøre. Gud er netop den, der gør den tvivlende til den troende, synderen til den retfærdige og gudsfornægteren til Guds barn. På den måde gør Gud det gamle forslidte menneskeliv nyt ikke ved at håne og latterliggøre det, men ved at elske det.

Amen.