Af Karl Barth & Eduard Thurneysen. Tidehverv, 1927, s.148-151. 2. Kor. 3,12-18.

Fordi vi nu har et saadant Haab, staar vi med stor Frimodighed og gør ikke som Moses, der lagde et Dække over sit Ansigt, for at Israels Folk ikke skulde se Enden paa det forgængelige. Men deres Tanker er blevet forstokkede. Thi lige indtil den Dag i Dag hviler dette Dække over det gamle Testamente, naar de læser det, og det bliver ikke taget bort, fordi det forgængelige kun forgaar ved Kristus. Ja, indtil idag, naar Moses bliver læst, ligger Dækket over deres Hjærter. Men naar Folket vender sig til Herren, bliver Dækket taget bort. Thi Herren er Aanden. Men hvor Herrens Aand er, dér er Frihed. Men alle vi afspejler med afhyllet Ansigt Herrens Herlighed og bliver forvandlede i hans Billede fra Herlighed til Herlighed, og det virkes af Herren, som er Aanden.
2. Kor. 3,12-18.

Man kunde stille sig selv det Spørgsmaal, om det nu ogsaa er raadeligt at prædike over disse Ord. Thi - saa meget har vi dog sikkert forstaaet - i disse Ord bliver der taget Afstand fra noget, som vi, saaledes som det er fat med os, maaske gjorde bedre i at lade være at tage Afstand fra.

Der tages Afstand fra Moses. "Vi gør ikke som Moses," skriver Paulus. Og Moses, det betyder for ham ikke noget smaat; det betyder noget stort, ja, noget afgørende.

Moses - vi siger ikke let for meget, naar vi nævner det Navn. Det er mere end et Navn. Mosesnavnet er Udtryk for en Magt, den Magt, der med det Gode og det Sande træder frem for Menneskesjælen og betvinger den. "At gøre som Moses," det betyder at arbejde paa at faa Menneskene til at vaagne op af deres sædvanlige træge, dumpe Tilværelses Søvn og begynde at se, hvor stor og ansvarsfuld en Sag det er, det, der hedder Livet. Det betyder at opstille Maal for Menneskene, høje, ideale Maal, og at være den Stemme, der utrættelig og ubønhørligt raaber dem fremad. Det betyder at opstille Bud, strenge, høje Ord, Ord om Pligt og Samvittighed, Ord, ved hvilke der ikke kan rokkes, Ord, som staar der, Dag og Nat, som huggede i Sten: Du skal - Du skal ikke!

Dette er en Mosesopgave, dette er Mosesgerning - og fra den vil altsaa nu Apostelen føre os bort? Eller, om han ikke vil føre os bort fra den, saa dog i hvert Fald føre os ud over den, som naar man forlader et lavere Trin for at naa et højere? Men er vi da allerede saa langt, at vi tør forlade dette lavere Trin?

Ikke sandt, i vore Dages Sammenstyrtninger og Brydninger kunde vi vel faa Lyst til, i Modsætning til Apostelen, af al Magt netop at kalde paa Mosesgerning, Mosesaand, Mosesmennesker. Er der noget, vi trænger til i vore Dage, saa er det da netop hine Malmord, hine Ord hugne i Sten: det Rette, det Sande, det Rene og det Gode - Lovens Tavler med de urokkelige Bud. Hele vor Tids Nød, stammer den da ikke fra, at alle Ordninger og Bud, al Autoritet og Lydighed, at al from Æresfrygts Baand nu er bristede? At genoprette alt dette, at genopføre en ny Mosestid, skulde dette ikke være, hvad Tiden mest af alt trænger til? Mørkere og mørkere bliver den Nat, der hersker i Folkeslagene og i Staterne - skulde man da ikke stræbe af al Kraft at holde vedlige de faa Samvittighedens og Pligtens Lys, der endnu brænder hist og her, og prøve igen at tænde nogle, som allerede er slukkede? Ja, vi er allerede i Færd med at forstaa dette Tidens Bud, og give os til at opfylde det. Alle har vi under vor Tids Forvirring en hemmelig, nej, en allerede ganske aabenlys Hunger efter Orden; vi har en Trang til igen at afstikke Grænser og opstille Bud for dog engang at faa sat en Bom for den uhyre Forvirring i alle sædelige Begreber. Eller skulde vi endnu ikke have lagt Mærke til, hvorledes Menneskene overalt nu igen føler en Trang til Autoriteter paa alle Omraader, til at føres og at ledes, til noget fast og sikkert, noget gyldigt, noget at holde sig til? Og skulde vi virkelig endnu ikke have mødt Mosesfolket, de sande og de falske, som optræder iblandt os og imødekommer denne Trang, idet de kalder til Omvendelse, til at besinde sig paa de gamle, evige Bud, Retfærdighedens og Fredens? Bod prædiker de for os og opfordrer os til at erkende og sone vort Stykke af Skylden og Nøden - vækker os op af vor Mangel paa Ansvarsfølelse over for Helheden, viser os bestemte Maal, der skal naas, og giver os bestemte Anvisninger paa, hvorledes de skal naas. Idéen om at vende os bort fra al Vold, det er et saadant højt Maal, som i vore Dage maa beskæftige os paa det dybeste; Folkenes Forsoning, Freden ved Retten er et andet; den ny Opdragelse, Kvindens nye Stilling, den sociale Nyordning, det er alt sammen saadanne Opgaver og Lys; hvem iblandt os skulde ikke kunne se dem? Vore Øjne bliver paa en hel ny Maade aabnet for det, som burde være og dog ikke er. Vi staar under en skarp Dom, i bitter Erkendelse af tung Skyld; vi véd bedre end før, hvor lang, lang en Vej der endnu ligger mellem os og den sande Menneskelighed.

Det er helt og aldeles Mosestid, der bryder frem iblandt os, vor Handlen bliver en "Gøren som Moses".

Men hvad andet vil vi da? Det gaar jo dog virkelig ikke an, saa længe man selv staar i Dæmringsmørket, at slukke Budenes Lys, der lyser op i Dæmringsmørket! Det kan jo være, at Dagen virkelig engang bryder frem, da man ikke mere trænger til Budene, fordi alt, hvad de tilstræber, alt hvad de peger hen imod, nu selv er der. I Straaleglansen paa denne Opfyldelsens Dag vil de da kunne afskaffes, som noget, der var foreløbigt og forgængeligt. Men vi Nutidsmennesker er jo dog i hvert Fald ikke naaet saa vidt. Vi ser lige saa lidt til Enden af denne Forgængelighed, som Israel saa til Enden af sin Lov. Vi lever i en Mellemtids Dæmringsmørke, hvor man endnu slet ikke véd, om det vil blive Dag eller Nat. Paradiset ligger langt, langt bag os, maaske ogsaa igen langt foran os - men hvad bedre skulde vi gøre end at føje os i denne vor Stilling, at være Vandrere gennem Tidens Dæmringsmørke, at arbejde os til vort Brød i vort Ansigts Sved som de første Mennesker, holde os til Budene som Israel i Ørken? Hvad véd vi om det bedre, det fuldkomne, som maaske endnu findes ud over vort? Hvad véd vi om Maalet, vi, der endnu er undervejs? Er det ikke saaledes, at naar vi tænker over Verden og Tiden, saa kommer vi med vore Tanker altid hen til et Punkt, hvor de munder ud i et eller andet "Du skal", en eller anden Form for Selvbesindelse og Omvendelse og en deraf udspringende Opfordring og Beslutning? Og er det ikke tilmed det bedste, der kan ske? Maa vi ikke glæde os, naar Mennesker overhovedet kommer saa vidt? Ja, er det ikke overhovedet dét højeste, vi for Tiden kan naa? Det er i hvert Fald det Stade, paa hvilket alle aandeligt vaagne og levende Mennesker blandt os staar, det egentlige Udgangssted for alle vore Anstrengelser for Genopbygningen af vor Verden.

Se, saaledes lever vi - og det just naar vi er alvorlige Mennesker - fuldstændig i Mosestiden. Og ud over den ser vi intet og véd vi intet. Det kan ligefrem være os en Forargelse, naar der tales om noget, som ligger ud der over. Saa ivrigt er vi i Gang med at tænde de Lys, som skal vise os Vej de næste Aar, de næste Aartier, ja, maaske det næste Aarhundrede, saa ivrigt, at vi kun føler det som en Forstyrrelse i vort Arbejde, ja, som et Forsøg paa at trænge det tilbage, naar vi huskes paa, at der engang kunde frembryde en Dag, som gør alle vore Lys overflødige. - Forstaar vi nu det anklagende Ord om det Dække, som Paulus ser hænge ned for Læserne af det gamle Testamente "indtil den Dag i Dag"? Dybt, dybt hænger det i Sandhed ned ogsaa for vore Øjne og hindrer os i at se Foreløbigheden og Forgængeligheden af selv det mest ideale, mest fremskredne Stade, vi i vore Dage kan indtage. Men det lader vi os ganske vist ikke let sige. Har vi da endnu ikke, spørger vi, gjort, hvad vi burde, naar vi endelig er naaet til det Punkt, hvor man vaagner op, hvor man indser Stillingens hele Alvor, hvor man føler sig skyldig for det altsammen og er rede til Soning? Nej, siger Paulus, du har virkelig ikke gjort, hvad du skulde, selv om du ogsaa har omvendt dig, selv om du ogsaa tager din Skyld paa dig og bærer den, saa fuldt som det er dig muligt, ja, selv om du gik ind i Afrikas Urskove for dér gennem et Liv i Forsagelse at bøde for Civilisationens Synder, ja, selv om I gav jert Legeme hen til Baalet og gav de Fattige alt, hvad I ejer - alt dette kan gøres, og skal maaske gøres, men med alt dette er dog ikke tilstrækkelig gjort. Med alt dette er der endnu ikke gjort Bod for dine Synder. Med alt dette har du endnu ikke faaet Vejen fri - thi alt dette er at "gøre som Moses"; og Moses frelser ikke. Tager du fejl her, saa kunde det endog være, at du med al din Omvendelse først rigtigt var vendt om fra Gud; det kunde være, at du med al din Opvaagnen først rigtigt havde lagt dig til at sove, med alt dit Fremskridt udrustet dig til Tilbagegang, med al din Opbyggen først rigtigt var begyndt at bryde ned, med al din Bevægelse først ret var gaaet i Staa.

Ikke sandt, det er gaadefulde Ord. Det er en ganske ubegribelig Indsigelse, den, der her lyder. Vi forstaar det ikke; vi begriber det ikke.

Men maaske begriber vi i Stedet noget andet, nemlig det næste Ord, som Paulus her siger: at Israels Børns Tanker var blevet forstokkede paa dette Punkt. Kan vi længere undgaa at erkende, at det er os, der er ment? Det er os, der ikke forstaar. Vi kan ikke forstaa, thi der hænger et Dække ned for vore Øjne, og vi ser ikke længere, end vi ser. - Aa, kunde vi dog naa til dette at tænke over disse ubegribelige Ord! At vi af deres Ubegribelighed dog i det mindste lod os sige dette ene, at vi aabenbart her endnu ikke forstaar det, som vi skulde forstaa! At vi lod os vise det Dække, som hænger ned foran os og hindrer ogsaa os i at se frem til det, som egentlig skulde ske! At vi dog skammede os over vor Blindhed! At vi dog midt i vor ivrige Byggen paa noget Nyt kom til at sukke efter noget, som ligger langt, langt ud over dette! Aa, om vi dog vilde lade os føre til, at lægge alt vort til Side, ikke blot vor Synd og Daarskab, men ogsaa vor Omvendelse, vor Vækkelse, vore Beslutninger og alt det meget, vi kan, ja, hele vor "Gøren som Moses" - og saa bekende: Nej, heller ikke med alt dette er der endnu sket det, som maa ske, noget, der fører os ud, noget, som virkelig gør fri. Vi har tændt nogle Lys i Mørket - det maatte gøres, men dermed er Dagen endnu ikke frembrudt! Vi mærker det jo i Grunden selv, at vi med al vor Fremskriden og al vor Opbyggen dog ikke virkelig kommer fremad, at den store gaadefulde Hæmning i vor Tid dog ikke virkelig overvindes med alt dette. Selv det bedste og det ædleste, vi er og gør - det er saa koldt, det varmer ikke, det er fugtigt som gennemregnet Træ og brænder ikke - det er haardt som Is og rinder ikke. Gang efter Gang synes vi: Nu skulde dette eller hint gøres. Og saa kommer der dog intet ud deraf; eller der kommer noget helt andet ud. Vi syntes, det var nye Ordninger i Statslivet, vi trængte til - saa kommer der et Diktatur ud deraf. Vi forkynder høje Idéer om Fred og Frihed - og trækker Hykleri og Hovmod frem. Vi sætter vore Kræfter ind paa at genoprette den gamle Tro - og kalder dermed blot igen Kætteri og Kætterdomstole frem. Vi træder i Skranken for Sandhed og Ret - og maa af den Grund erklære den halve Verden Krig. Sandelig, skal vi virkelig hjælpes, da maa det være noget helt andet, der skal gry end blot Mosestid og Mosesaand. Der maa gives os noget, vi ikke selv kan tage - nej, ikke noget, men alt, det afgørende, det hele, det fuldkomne, det, som virkelig hjælper, som brænder, lyser og varmer.

Det er denne Indsigt, som dæmrer for os, naar vi endelig bliver det Dække vár, som hænger ned ogsaa for vore Øjne. Men maaske, maaske det da netop ikke mere hænger ned - det løfter sig allerede, det hæves. Vi er blevet seende, alt imens dette dæmrede for os. Og vi forstaar nu ogsaa det tredje, som Paulus her taler om, dette: at vende sig til Herren. Det bedste maa gives os, og det er dette: at vende sig til Herren. Nu tør vi ogsaa om disse Ord sige: Det er os, der menes! Det er os, det gælder, det er os, det gaar op for, det er fra vore Øjne Dækket tages bort, og det er os, der skuer ind i Fuldkommenhedens Hemmelighed, i Hemmeligheden om Hjælpen og Frelsen.

Hvordan skal jeg beskrive det, som vi ser, naar vi virkelig bliver seende? Det er ikke saaledes, at nu, naar denne nye Skuen begynder, med utildækket Aasyn, saa er der simpelt hen sat en Streg over den dybe Sandhed om Mosestiden. Aa nej, nu ser vi først rigtigt Verdens store Gudløshed; nu ser vi først rigtigt, hvor dybt nødvendigt det var at bryde ud af den. Og vi prøver ogsaa derpaa, vi staar op af Søvnen for igen paany at tænde Troens Lamper i den mørke Verden, aande nyt Liv i vor døde Kristendom. Men, Tro - virkelig Tro - Tro, som lyser og straaler og er en Sejr, der overvinder Verden, ja, det er rigtignok noget andet end vor stakkels kolde Kristendom; men det er sandelig ogsaa noget andet, aa, noget helt andet end vor Opvaagnen af Søvnen, end alle vore Forsøg paa at vække Troen. Langt, langt ud derover ligger det; vi kan ikke tage det, det maa gives os. Det er det nye, som vi ser. - Eller vi ser paa vor dybe moralske Forkommenhed, det Smuds, vi sidder fast i; og vi længes efter at kæmpe en Kamp for ny Renhed. Men Renhed, virkelig Renhed, virkelig at være god, ja, det er rigtignok noget andet end vor Utugtighed; men det er ogsaa noget andet, aa, noget saa helt andet end vore egne svage Forsøg paa at blive rene og gode. Det i Sandhed rene og gode, det er noget helligt. Men det hellige vokser ikke i vore Haver. Det er Guds rene Naade. Det er det nye, som vi ser, naar Dækket tages bort. - Eller vi ser os omgivne af Skæbne og Død. Vi véd, vi skulde væbne os derimod, og vi prøver ogsaa derpaa. Vi tager os sammen. Vi formaner hinanden til Fortrøstning og Tillid. Men Tillid, ja, det er rigtignok noget andet end vor Skæbneangst, men sandelig ogsaa noget andet, aa, noget saa fuldkommen andet end vort kunstlede Livsmod. Tillid, naar den virkelig er noget værd, betyder at lide paa Gud. Men Gudstillid, det er ikke noget, man griber, ikke noget man tager selv; den har man, naar man har modtaget den.

Se, da staar det for os, det, som ligger langt ud over al vor "Gøren som Moses". Da er den der, den stærke Glød, den levende Kraft, den virkelige Hjælp. Da er han der, saaledes maa vi sige med Paulus, ja, med hele Bibelen; thi det er Herren, det er Jesus Kristus. Han har bragt det for Dagen, som er mere end alt hvad godt og hvad ondt vi gør, hvad vi kan og hvad vi ikke kan - han har bragt Gud for Dagen, ham, fra hvem alene alle gode Gaver kommer. Han er det store Lys, Dagslyset, der rinder op for det Folk, som vandrer gennem Tidernes Dæmring. Ved ham kender vi Maalet, ved ham staar vi ved Maalet, medens vi endnu er undervejs, thi ved ham har vi Tilgivelse og evigt Liv, skønt vi er Syndere og Døende. Fordi han er der, derfor er Moses forbi. Fordi det er blevet Jul, derfor er al vor Villen og al vor Ivren det foreløbige, som maa løbe ud i, maa ende i en stor Opfyldelse. Foran den staar vi - men foran den staar man ikke uden at gaa ind. At se dette betyder at have det. "Thi Herren er Aanden"; og det betyder: han giver, hvad han er, han virker, hvad han lover. Han er netop ikke Moses, han er Kristus. Han er ikke først paa Vej mod Maalet; han kommer fra Maalet. Han er ikke kun den store, bydende, opløftede Finger; han er den skænkende Haand, Forbarmelsen, der bøjer sig ned, Guds levendegørende Aande. Hvor hans Aand er, siger Paulus, dér er Frihed. Han havde ikke kunnet finde noget bedre Ord til at sige, hvad der her skulde siges. Fangne er vi, trods alle vore gode Forsætter og Beslutninger, saa længe vi lever i Mosestiden. Fangenskab, det er vor Gudløshed, men Fangenskab er ogsaa vor Tros afmægtige Vingeslag. Og nu skal vi trods dette hedde Guds Børn? Ja. Men det udgaar ikke fra os; det er noget helt nyt, noget frit, der kommer til os uden vor Medvirken. Portene slaas op. Vi faar Lov at drage Aande dybt paany, - og, fangne som vi er, takke Gud for vor Frihed. Det er Tro, men Tro som Gud virker i vore Hjærter ved sin Aand. - Fangenskab er ogsaa vor Utugtighed, og Fangenskab er vore afmægtige Tilløb til det gode. At vi alligevel ikke maa tabe Modet, alligevel ikke maa kaste os selv bort, at vi alligevel, ja nu først virkelig kan kæmpe for Tugt og Renhed, det er Frihed, Frihed, der er skænket os i Syndernes Forladelse ved Jesus Kristus. - Og din Skæbneangst og din Dødsfrygt, og al din krampagtige Værgen dig derimod, er det Frihed? Nej, men at du alligevel har Lov til trøstigt at gaa videre, midt ind imellem Død og Djævel, uden at frygte - det er Frihed. "Død, hvor er din Brod, Helvede, hvor er din Sejr? Gud være Tak, som har givet os Sejr ved vor Herre Jesus Kristus!" - Ja, det er Frihed, og den kan blive os skænket. Vi kan intet gøre dertil, vi kan kun høre det og tro det; og idet vi hører det og tror det, bliver vi Blinde seende.

Synes ikke ogsaa I, at vor Tids frygtelige Nød ligefrem skriger efter denne Høren og Seen.

Den venter paa Mennesker, som tror - men ikke paa sig selv, heller ikke paa det bedste i sig selv, heller ikke paa deres Tro, men paa Gud, der alene kan vende alt.

Tiden venter paa Mennesker, som igen véd, hvad Tilgivelse er. Tilgivelse redder, Tilgivelse forsoner; Tilgivelse, ogsaa i Politik, Tilgivelse, ikke Moral, Tilgivelse, ikke Mosesiver. Thi Tilgivelse forsoner ogsaa Folkeslagene, forsoner Partierne. Kun Tilgivelse gør det muligt for os overhovedet at leve med hinanden. Kun Tilgivelse læger vore Saar. Thi Tilgivelse ophæver ikke Guds Bud, men lærer os at holde dem. Det er jo først Aanden, der gør Budenes døde Bogstaver levende.

Og vor Tid venter paa Mennesker, som igen kan gaa ind midt imellem Død og Djævel. Ja, det er netop, hvad den ganske særlig venter paa. Alle Spørgsmaals Løsning, al Udfrielse, lige til dybt ind i det sociale og politiske, afhænger af, om saadanne Mennesker viser sig. Paa Gudløshed er der ingen Mangel. Heller ikke paa Mosesiver og Mosesaand. Men paa Kristusmennesker.

- Ak, har vi da ikke alle forlængst baade tænkt og sagt dette?

Jo; men hvis vi engang virkelig vilde tænke og sige det, saa at det gik gennem Marv og Ben, saa var ogsaa Tiden der, da det ikke mere kun blev tænkt og sagt, men hvor det skete - Forhænget faldt, Mosestiden var til Ende. Og ogsaa vi afspejlede med utildækket Aasyn Herrens Herlighed.

Oversat af Gustav Brøndsted
fra bogen: Komm, Schöpfer Geist.