Af A. Benned Pedersen. Tidehverv, 1968, s.57-58.

Al ære og pris den eneste Gud,
som sendte sin søn i verden ud,
han styre og råde os alle sammen,
så vi ham frygte og elske. Amen.

Fasteugerne indledes med, at vi hører om, at Jesus sammen med sine disciple begynder sin vandring mod Jerusalem, den vandring, som endte på Golgata. Det er ikke en tilfældig vej og heller ikke en vandring, som kunne være anderledes eller ende anderledes. Det var den vej, han måtte vandre. Der var ingen anden vej for ham. Det var menneskets vej, han gik og skulle gå, derfor skal her tales om Kristi efterfølgelse, thi skal mennesket være menneske, og det skal ikke andet, så er der ingen anden vej for mennesket i dag. Nu siger det vel sig selv, at det slet og ret at høre, hvad lidelseshistorien beretter, og så mindes det og henholde sig til det, det er det samme som slet ingenting at høre. Nej, siger man, vi må helt anderledes fordybe os i det, der sker, og så fyldes man skiftevis med gru og forargelse og ender i mere eller mindre fromme og sentimentale betragtninger. Eller man går endnu mere grundig til værks og opsøger den såkaldte via dolorosa og dvæler på de steder, som traditionen mener at kunne udpege, for på den måde ligesom at komme det hele på nærmere hold.

Således vil man følge Jesus på hans vej, og således mener man at følge ham, men det er jo ikke andet end menneskets ihærdige forsøg på at sætte det hele på afstand og længst muligt prøve på at sætte sig selv udenfor. Dertil er vel ikke andet at sige end det Jesus siger: Græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn. Når Jakob Knudsens mor fortalte bibelhistorie for sine børn, så gik det gerne, sådan som det vel går, når der virkelig fortælles, at børnene spurgte: hvad så mere - ender det her? Og moderen svarede: Nej, det er ikke endt, det sker stadigvæk og I er med deri. Eller børnene forstod umiddelbart, mens det blev fortalt og sådan som det blev fortalt, at de var med deri. Det er det samme som siges i bekendelsesskrifterne: vi må ikke tænke på Kristus adskilt fra hans folk - det kan ikke lade sig gøre, ellers var han ikke Kristus. Kristus er han ikke ene med sig selv, Kristus er han i samhørigheden med mennesket, i samhørigheden med sin fader. Den vej han går, er den samme, han gik fra først til sidst: menneskets vej efter Guds bestemmelse. At han er Kristus betyder, at vi er bunden til dér at være i hans følgeskab, derfor siger han: følg mig. Kristi efterfølgelse er menneskets vej som menneske efter Guds bestemmelse. Der føres jo megen usand og falsk tale om Kristi efterfølgelse som ikke er andet end én eneste fornægtelse af Kristus. Det er ikke sådan, at vi af os selv skulle eller ville vælge at følge efter ham. Vejen jeg ej vandre ville, som du mig befalet har, derfor måtte han gå vejen. Det er heller ikke sådan, at vi skulle gå vejen i en slags efterligning af ham, det er jo ikke andet end hykleri og bedrag, menneskets ørkesløse forsøg på at overflødiggøre Kristus. "Hvad han er, må han ej være" (Kingo).

Efterfølgeren er netop kun efterfølger, ikke i almindelig forstand, hvor efterfølgeren tager en andens plads og mere eller mindre udfylder den. Efterfølgeren er kun efterfølger, han er ikke noget i sig selv, han skal kun følge efter. Han er kun, hvad han er: hvad han skal være i efterfølgelsen, i og med Kristus. Efterfølgelsen er befaling: følg mig. Befalingen betyder, at der tages bestemmelse over mennesket. Mennesket følger kun efter, idet det ikke kan andet. En anden binder op om dig og fører dig derhen, hvor du ikke vil, så du må følge Kristus efter, idet Kristus er Kristus for dig. Den vej, han går, er lydighedens vej, derfor er efterfølgelsen altid eet med lydigheden. Lydigheden har vi ikke i os selv, i os selv er vi bestandig ulydige. Kun i Kristus er lydigheden, han er ikke blot befalingen, han var og er og bliver lydigheden. Og fordi han som menneske gjorde sig til eet med os: "I i mig og jeg i jer", derfor er hans lydighed vor lydighed. I hans ubrudte samhørighed med os og kun i det, er han det, han er og skal være.

Lydigheden - efterfølgelsen - er lydigheden i det at være menneske. Og ulydigheden er ulydigheden i det ikke ville nøjes med at være menneske. Det at han er menneskesøn: det virkelige, sande menneske efter Guds bestemmelse, det at han er menneske uden forbehold og uden begrænsning, dette er dommen over ubetinget enhver. Er han det - så er jeg det ikke. Således som han er menneske, er det at være menneske, så er jeg det ikke. Således som han lever som menneske, er det at leve som menneske, så lever jeg ikke som menneske, men er i virkeligheden død. Mennesket er dødt i sin fornægtelse af det sande menneskeliv, det er dødt i sine overtrædelser, i sin ulydighed, hvor mennesket ikke forfejler eet eller andet, men forfejler selve det at være menneske, det at vorde sig selv. Derfor lader Gud sin søn blive menneske og giver ham det ærinde hos mennesket "lad med dig ham leve" (Luther). Han skulle være menneske for således i lydighed mod faderen at leve menneskelivet som den der i og med det ubrudte tilhørsfold til faderen ikke kunne leve for sig selv, men måtte udlevere sig, dele alt, hvad han var, med dem iblandt hvem og for hvem han blev menneske. Ved at leve sit liv som menneske i lydighed mod faderen har han gjort sig til eet med mennesket, med mig og atter sat mig i den fuldstændige afhængigheds forhold til Gud - og det er at leve det sande menneskeliv. I sig selv kan synderen - den ulydige ikke leve dette sande menneskeliv. Hvis han kunne det var han ikke synder, han lever det kun i og med Kristus, det er at miste sit live for Kristi skyld og bjerge det i at vorde sig selv som menneske. Derfor siges det også, at syndens sold er døden, Guds nådegave er det evige liv i Jesus Kristus, vor herre. Så skal der da ikke være andet indhold og mening med livet end at leve det. Alt andet er at fornægte livet og prøve på at flygte fra det - at fornægte Kristus og prøve på at unddrage sig ham. For livet er dagen i dag. På det sted, hvor vi er og ikke andre steder. Medmennesket er livets indhold og mening. Således var livet for Jesus, således var han menneske iblandt os, med os og for os, for at vi med ham og i ham skulle elske livet og leve livet. Denne verden - dette liv - dette menneske som Gud dømmer til døden og fuldbyrder sin dom over idet Jesus korsfæstes, den har han også forbarmet sig over og taget den tilbage som sin verden, sit liv, sit menneske i Kristi opstandelse. Således er det saligt at være menneske, hvor mennesket ikke skal andet end at være menneske og nøjes med at være menneske, vorde sig selv i efterfølgelsen, Kristi efterfølgelse.