Af Majken Frost. Tidehverv, 1997, s.87-88. Luk.11,14-28.

3. søndag i fasten 1997

Luk.11,14-28.

Det er jo helt tydeligt, at det, som dagens tekster alle taler om, er djævelens herredømme, - at det er den eller de onde ånders angreb og besættelse, som mennesker bestandigt står overfor.

Vi er ganske vist i vor tid ikke vante til at bruge sådanne ord, som vi har hørt her, - vi har forlængst udryddet djævelen som en primitiv forestilling, der blot skyldtes tidligere slægters naivitet og tilbagestående begrebsverden; og onde ånder tror vi slet ikke på, for vi lever jo i en af videnskaben oplyst verden, hvor alt kan forklares ved logik og lærde studier. Og vi kan blive helt rystede over, at nogen kan tale om satans rige, som vi netop har hørt det i salmen, eller at nogen, som vi hørte Jesus gøre det, kan tale om et menneske, der er besat af en ond ånd og om et folk, der har djævelen til fader.

Jo, vi bliver helt rystede. Ikke over, at det skulle forholde sig sådan, - men rystede over, at nogen kan gå rundt med sådanne forestillinger og at det lyder i kirken her i vor moderne tid.

Men jeg vil nu være så frimodig at holde mig til de gamle ord og tage dem for pålydende. Måske drevet af en lumsk mistanke om at djævelens allersnedigste taktik er at få folk til at tro, at han slet ikke eksisterer og derfor simpelthen udrydde ham af sproget. Så er der jo frit løb. For når han ikke eksisterer, vil jo ingen være bange for djævelen og vogte sig for ham, og så har han god arbejdsro og åbne døre.

Jeg vil med teksterne anse djævelen for at eksistere, for at være den skinbarlige virkelighed, - og så vil jeg se på, hvordan han mon kan have forklædt sig i dag. For at djævelen forklæder sig har altid været et af hans karakteristiske træk, hvis ikke dét karakteristiske, dvs. det djævelske ved ham.

Og teksterne selv giver et tydeligt Fingerpeg om forklædningen ved at fortælle om en stum, der var besat af en ond ånd. Et menneske kan nemlig godt være stumt, selvom det kan tale en masse ord. Stumheden kan bestå i, at mennesket er ude af stand til at skelne mellem sandhed og løgn, - at mennesket ikke kan sige sandheden, fordi det ikke ved, hvad sandheden er. Og således kan det heller ikke skelne løgnen, for når sandheden er ukendt, så er løgnen det også. Så er man i ordenes magt, - så strømmer ordene blot uden mening og forskel. Alting er lige gyldigt, stillet ganske lige, og så siger man ingenting, selv om man siger en masse.

Og her er vi ved djævelens forklædning, - at djævelen har forklædt sig som den instans, der lærer mennesker, at der er ingen forskel. Og det vil jo sige, at djævelen er den, der lærer mennesker, at når der skelnes mellem sandhed og løgn, skal der råbes vagt i gevær; at når der lyder en tale, som hævder grænser og skelner mellem op og ned, mellem godt og ondt i livet, - at så skal vi protestere og kræve forklaringer og beviser. Underforstået, fordi grænser og forskel er noget, vi skal sætte eller i hvertfald acceptere.

Jo, djævelen er god til at forklæde sig og komme i den nydeligste dragt. Med Luther kan vi sige, at intet er djævelen mere kært end at få en god diskussion i gang. Debat hedder det på tiden sprog, og intet steds viskes alle forskelle så effektivt ud, som når der debatteres.

Det fineste, man kan i dag, er at skrive en debatbog, hvori forfatteren for just debattens skyld kaster en bold på banen, og således intet selv er udover debattør. Den slags forfattere er yderste beundrede af anmeldere, - jeg vil tillade mig at kalde dem djævelske, fordi de ikke blot skjuler sig, men også bevirker, at sandhed og løgn bliver et spørgsmål om, hvem der vinder i debatten, hvilket regelmæssigt bliver den med de fleste ord og de flotteste talemåder.

Forskellen på sandhed og løgn forsvinder ud i den blå luft. Vi kan med tekstens billede sige, at huset bliver tomt, - og så er der jo fortræffelig lejlighed for djævelen til at tage huset i besiddelse.

Skulle jeg sammenfatte djævelens vej i verden, kan jeg sige det på denne måde: djævelens fornemmeste og inderste mål er at få mennesker til at tvivle på virkeligheden; at få mennesker til at tvivle på, at virkeligheden er, som den er. Det var det, bedragerne i Kejserens nye klæder havde held til, da både ministre og kejser ikke turde være ved, at de ingenting så. Djævelens allerhøjeste mål er at få mennesker til at tvivle på deres øjne og øren og at få dem til at tvivle på hvert ord, der forholder sig til tingene, som de er.

I det godes navn naturligvis, for menneskets egen skyld! Skulle kejseren måske ikke have de allerfineste klæder, som tænkes kunne? Jo, det skulle kejseren naturligvis, og så var spillet gående.

Kan djævelen blot få mennesker til at være spekulative, dvs. til at tvivle på selve virkeligheden, så er spillet i fuld gang. Så bliver virkeligheden pludselig svær og uoverskuelig, for så må der jo stilles spørgsmål til alting. Til f.eks. familien: om det nu også er det bedste for børn at vokse op i en familie. Til ægteskabet: om det nu ikke er frihedsberøvende og ihvertfald ikke kan forlange særbehandling. Til fædrelandet: om det ikke er diskriminerende at holde af folk og fædreland.

Kort sagt: kan mennesker bringes til at tvivle om det, som enhver inderst inde ganske enfoldigt ved, så er meget opnået. Så er huset tomt, og så kan djævelen bekvemt sætte sig på den ledige stol og begynde at husere med sin godhed og lære mennesker sit sprog, som er, at alting er lige gyldigt. At virkeligheden og hvad du har lært af dine forældre og bedsteforældre og af dit folks historie, dvs. alt, hvad virkeligheden virkelig er, - at intet af det må du stole på eller kan du holde dig til. For alt er til debat. Og mennesker løber forvirrede rundt eller lader munden løbe med de sidst lærte sætninger, for sandheden er ikke længere sandhed, virkeligheden er ikke længere virkelig, - for det er spekulationen, der er sandheden.

Det er det, spekulationen udfinder, der skal herske. Det er løgnen, der er sandheden!

Sådan er djævelens vej, sådan besætter de onde ånder, - og det forekommer mig, at der er langt mere realitet i de gamles sprog og forestillinger end i vore syntetiske ord og forklaringer. For de gamle var livet jo levende, dvs. en kamp mellem ondt og godt, mellem djævelen og Gud, mens vi har gjort det til en specialitet at tage livet af livet ved at gøre det til et spørgsmål om ekspertviden. Til et universitetsspørgsmål. Og hvis det ikke er besættelse, så ved jeg ikke, hvad besættelse skulle være.

Men så fortæller teksterne også, at midt ind i kampen, ind i den besatte verden, lyder der en røst, som gør en stum talende. At der midt ind i flokken, som den stumme på sin vis repræsenterer, for den stumme er dem alle under et, - at midt ind i denne flok lyder der en anden tale. Som støt og stille afslører deres situation og siger: Den, som ikke er med mig, er imod mig. En tale, som viser al spekulation vintervejen ved at kræve skelnen, ja, afgørelse.

Dér står Jesus midt imellem dem, og han siger til dem, at med ham står de overfor sandheden. Overfor Gud. At med ham er det præcis som med virkeligheden, at vedkender du dig ikke virkeligheden, som den er, så fornægter du den, så forråder du livet selv. Der er ingen mellemvej, der er intet helle, hvor du kan forholde dig til, hvilken sidste viden du vil gøre til din og følge. Nej, her og nu står du overfor livet selv, overfor Gud. Det er sådan, du er stillet i verden. Alt det andet er noget djævelen bilder dig ind.

Det er det, der er Jesu opgave, - for det første at lære mennesker at se klart: at livet fanger og binder, at virkeligheden ikke er noget diffust, som vi kan forholde os afventende og tænksomme til, for her og nu er du den krævede og fordrede. Det er dig, der skal skelne mellem sandhed og løgn, for der skal skelnes. Der skal sættes grænser og kendes forskel. Der er virkeligheden og så er der det, som fornægter virkeligheden, der er kun de to ting. Der er kun Gud og djævelen.

Det er det første, han siger. Men dernæst siger han med de samme ord, at med ham er sandheden kommet til dem. At i deres afgørelse overfor ham træffes den afgørelse, de er fordrede til. Han er den barnets røst, der om kejserens nye klæder sagde: Han har jo ingenting på. Gav han ikke et menneske pludselig at kunne tale? Var det ikke ved ham, at det at kunne forholde sig til sandhed og løgn blev givet et menneske, som før var stumt? Præcis som med barnets ord, der pludselig fik menneskemængden til at kunne sige: Jamen, kejseren har jo ingenting på. Til at turde sige det.

Jo, det var det, og det er det forargende. For nok kan vi sådan begrebsmæssigt forholde os til at der skal skelnes og at der er fordring; men at det er overfor det menneske, der står foran os, dvs. at det er mig lige netop nu, der er fordret på mennesket overfor mig, - det er for stærkt.

Men det er sådan, han står overfor dem og overfor os. Som min næstes repræsentant, som den, der stiller næsten overfor mig. Den, der ikke er for mig, er imod mig, siger Jesus, og han siger det på min næstes vegne, han siger det som min næste, der altid er virkelig og af kød og blod.

Som min virkelighed står han der. Dvs. ikke som en, der kan læses om i en bog eller spekuleres over og skrives artikler om, men som min næste, der således ikke er til debat, fordi han er virkelig.

Kampen mellem djævelen og Gud, mellem løgnen og sandheden blev dem pludselig pågående og ikke til at slippe uden om.

Og så førte de ham til dom og kors, for sådan ender den kamp. Sådan ender den altid. Det er kun i eventyret, den ender anderledes. Han blev ført til Golgata, henrettelsespladsen, og de korsfæstede ham. Men stum kunne de ikke gøre ham.

Guds ord var kommet til mennesker, og meget står i menneskers magt, mange er djævelens veje, men at få Guds ord til at tie, dertil rækker djævelens magt ikke. Éngang sagt lyder det, én gang kommet til jorden er det her ganske uanset, hvad vi stiller op af spekulationer og endeløse debatter. Guds ord lød og det lyder.

Til forargelse, til dom og kors, - det lyder, det står op af døden.

Og så er djævelen besejret, selvom han ikke er det, så er håbet sat, selvom håbløsheden er, hvad vi kender, så er sandhedens rige hos os, selvom det er løgnen, der hersker. Det er evangeliet, - at

selv da døden trængte
sig ind til hjerterod,
da han på korset hængte,
det farved med sit blod,
Guds ord var dog ej bundet,
men blev på tungen fundet
end lige stærkt og sødt.

Amen.