Af Majken Frost. Tidehverv, 1979, s.49-50.

Herre Gud - vi takker dig, fordi du har givet os dit ord, på hvilket vi holder jul.

Amen.

Mon ikke alle kender det ubehagelige, at man har sat sig for - på et bestemt tidspunkt, i et bestemt tidsrum - at udføre et bestemt arbejde, som skal udføres - og så bliver det alligevel ikke til noget. Så får man alligevel ikke gjort dette bestemte arbejde, som man har sat sig for at gøre - fordi der kom noget andet i vejen. En forstyrrelse kom i vejen - hvadenten det nu kan være andre, som medfører denne forstyrrelse, eller det er een selv, som kom til at foretage sig noget andet. Ubehageligt er det - for det planlagte og krævede arbejde blev ikke til noget (og intet er mere belastende end det arbejde, som ikke bliver gjort), men undertiden kan det også være andet end ubehageligt. Denne forstyrrelse, som af den ene eller den anden grund kom på tværs, kan undertiden vise sig at være andet end ubehagelig - ja, undertiden vise sig at være tankevækkende - også for det arbejde, som altså ikke blev udført i denne omgang.

Således gik det i hvert fald mig, da jeg en aften havde sat mig for at bestille noget ganske bestemt - som skulle laves - og så faldt i en bog, som intet havde med det at gøre, som skulle udføres. En tilfældig gammel, nærmest børnebog, som lå og flød, skulle i farten lægges på plads - men resultatet blev, at jeg blev hængende i den aftenen igennem - til skade for det planlagte arbejde - men til en vis overvejelse hos mig selv.

Bogen var den gamle roman om kristendommens indførelse på Island, Gunnar Gunnarsens "Hvide Krist". Jeg faldt som sagt i den - gav mig til at læse den, fordi - ja, fordi den kom til at optage mig.

Denne skildring af et gammelt folk, som måtte se sin verden, den som netop var opbygget, styrte sammen, og som måtte begive sig ind i en ny verden, og dette skildret i bogen gennem samtaler mellem en far og hans søn.

For bogen fortæller om en ung mand, som har fået uro i sit blod - som, i sin dybe respekt for sin far og i sin fornemmelse af at denne far repræsenterer indbegrebet af al hæderlighed og retfærd, repræsenterer alt det bedste i en jordisk verden - alligevel har fået uro i sit blod. Fordi han, sønnen, har hørt om en anden slags folk, som hævder noget andet end hans far.

Uroen fører sønnen på en lang rejse ud i Europa, foregivet som en handelsrejse, men i virkeligheden en rejse, foranlediget af uroen, spørgsmålet, som må søge sig svar. Han må vide, hvad disse kristne - for dem er det, han har hørt om og i et kort øjeblik truffet - hvad de er for nogle.

Og bogen skildrer, hvorledes denne unge islænding, vokset op i et folk, hvor retten og ligheden for loven hersker, hvorledes han træffer disse folk, hvis ord og opførsel havde fået ham til at stille spørgsmål til det gamle - og hvorledes han må tage afstand fra dem.

For alt, hvad han finder hos de mennesker, som bekender sig til denne "Hvide Krist", volder ubehag hos ham - eller så at sige alt.

Fejheden, den - forekommer det ham - hykleriske og æreløse ydmyghed eller den magtsyge diktatoropførsel, som er uden nogen form for forståelse for folkelig retfærdighed - alt det finder han hos de kristne. Ja, han kommer selv til at lide under det, ved at blive fængslet - uretfærdigt, på trods af al rimelig retsforståelse - af den kristne konge Olaf Trygvarson.

Det er det, bogen handler om - dette fortalt i et budskab til den gamle far - og gennem denne fortælling til ham, som forekom den unge som den, der altid ville stå for ham som hæderligheden i jordelivet - alligevel fortællingen om en bundethed til det nye, som går på tværs af al hidtidig menneskelig opfattelse af sandt og usandt, af ret og uret.

Som sagt, jeg faldt i bogen, blev hængende i den (dens megen sentimentalitet til trods), fordi noget i den forekom mig væsentligt.

Et menneskes søgen efter det ukendte, men anede, et menneskes uro over sin tid, som trods al hæderlighed forekom ham utilstrækkelig - og hans bundethed til det, som menneskeligt ikke var noget at samle på, men som alligevel forekom ham at være det eneste, som kunne bære.

Ikke på grund af, hvad det medførte i jordelivet, men på trods af det.

Men bogen handler også om den gamle far. Som har stridt for sit folk, om ham, der som den ivrigste har hævdet retten og hæderlighedens grundlag i folket - som i sit liv har levet efter, hvad han anså for det rigtige (uden derfor at blive selvbevidst og selvhævdende), men som også må give op. Fordi - ja, fordi det ikke var muligt at leve på det.

Bogen handler om den unges uro og om den gamles træthed, og dvs. bogen handler om det spørgsmål til tilværelsen, som altid er mennesket foruroligelse og anfægtelse - spørgsmålet om sandheden.

Spørgsmålet kan fortrænges - af slid og slæb og strid for folk og land, af den øjeblikkelige søgen efter svar og afsky for svarets konsekvenser, men spørgsmålet står der altid - med sin fortsatte uro og sin mere udtalte træthed som følge. For et spørgsmål kræver svar - søgen kræver, at det søgte bliver fundet, og for trætheden er kun hvilen det, som tæller.

"Hvad mener vi med at tale om Gud" hed i sin tid en artikel af Kristoffer Olesen Larsen, og han slog fast, at ordet Gud kan vi kun sige af nød. Af afmagt. Han slog fast, at ordet Gud ikke er en fin slutsten på et godt livsværk, at ordet Gud ikke er det, som vi kan indsætte på passende steder, der hvor det nu forekommer os at passe, når der skal noget værdigt og uanfægteligt til at illustrere vore i øvrigt rimelige gøremål - men ordet Gud er det sidste, et menneske kan bruge - fordi det kun kan bruges af nød. Når vort liv ikke slår til, når al vor uro og træthed er blevet os så overvældende, at vi ikke kan se os ud af det - ja, når vi har måttet opgive at se nogen udvej - fordi alle udveje har vist sig at være opbrugte og kun medførende ny uro og træthed - så har mennesket kun nødskriget tilbage.

"Efter at Gud fordum mange gange og på mange måder havde talt til fædrene ved profeterne, har han nu ved dagenes ende talt til os ved sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede og bærer alt med sit mægtige ord", skriver Hebræerbrevet.

Og "Frygt ikke" skriver Lukas, "Thi Eder er i dag en frelser født". Og "Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne søn har den fra faderen, fuld af nåde og sandhed" hørte vi hos Johannes.

Det er sandheden forkyndt til verden, den trætte og urolige verden. Det er evangeliets forkyndelse af, at i et barns fødsel, i ordet, som blev kød, ligger sandheden. Frygt ikke - for sandheden hører ikke jer til.

"Frygt ikke" det er julens evangelium, ja, det er enhver søndags evangelium, "Frygt ikke, for sandheden hører Gud til".

Var det mon det, som den unge islænding hørte - midt igennem sin afsky for de mennesker, som bar dette ord videre - og som bandt ham, på trods af denne afsky? Var det mon det, som fik ham til at føle sig bundet af det fremfor alt det gamle og hæderlige, som han kendte?

Og var det mon det, som fik den gamle bonde hjemme, som dog havde passet sit og stridt og kæmpet for alt sit, til at blive stille og føle trætheden finde hvile?

Var det mon det ord, som fik dem til at forlade sig på noget så usikkert som et ord - de, som var vant til at regne med dåd og kamp og lov og ret og rimelighed? Lå der alligevel bag al denne uro og aktivitet en nød så stor, en angst så stor, at den kun kunne stilles af ordet "Frygt ikke".

Jeg fornemmede det i hvert fald ved min læsning af bogen - den forekom mig i grunden tidløs, alt som jeg sad og læste den - i sin skildring af den menneskelige uro og træthed, i sin skildring af den unges søgen, trods tilsyneladende tilfredshed med det gamle - af den gamles mismod midt i det folkelige arbejde, som skulle gøres -i sin skildring af den menneskelige nød.

For netop til den menneskelige nød kom budskabet om, at ordet blev kød, at Gud gjorde sig eet med menneskene ved at sende sin søn som frelser. Ja, netop den menneskelige nød blev afsløret som nød af det ord, som slog fast, at en frelser fra nøden blev givet. Netop den menneskelige angst blev afsløret ved ordet "Frygt ikke".

Derfor kan evangeliet fortælle glædeligt budskab. Ja, derfor betyder det i sig selv glædeligt budskab - fordi det betyder en afsløring af alt det gamle, gør det klart som nød - og fordi det fortæller, at nøden er afhjulpen.

Fordi evangeliet fortæller uroen, at den er sand uro -fortæller trætheden at den er sand træthed, som mennesket ikke selv kan kæmpe sig ud af - og fordi evangeliet fortæller, at Gud har sat sin søn til at gøre det for os, som vi ikke selv kan.

Det er Guds ord til menneskene - og til det kan det nødstedte menneske kun sige "Ære være Gud i det højeste".

Amen.