Af Ole Rydal. Tidehverv, 1991, s.147-148. (Math.22,15-22).

22. søndag efter Trinitatis 2001. Tekst: Math. 22,15-22.

Her op til et valg - eller et tredobbelt valg, hvor det gælder om at få sig selv og sit parti stillet i et smukt lys og kapre stemmer, og hvor det gælder om at få modparterne ned med nakken og anbragt helt ude på de yderste sidespor, - her turde en historie som den om skattens mønt være meget let at forstå.

Farisæerne, som jo var et politisk-religiøst parti, ønskede brændende at få Jesus af vejen. Hans bestandige kritik af deres partiprogram og hans bestandige afsløringer af og hån mod deres dobbeltmoral, generede dem på det grusomste. Her søgte de at håndhæve tanken om at landet skulle styres efter de religiøse love, efter Guds lov, som den var nedfældet i deres hellige bøger og deres næsten endnu mere hellige fortolkninger og tilføjelser, samtidig med, at de prøvede at holde balancen i et land, der var besat af romerne, og hvor romersk ret derfor også gjaldt. Og så gjorde han nar af dem og kaldte dem hyklere. Det var utåleligt!

Noget måtte der gøres. Men da Jesus havde en vis folkelig yndest, måtte de bruge rævekager, og så gik de i valgforbund med herodianerne, som de ellers ikke ku' li', fordi de samme herodianere så deres fordel i at støtte kejsermagten og den jødiske lydkonge, Herodes. Sammen satte de deres fælde op: "Har man lov at gi' kejseren skat?" Sagde Jesus "ja, man har", anerkendte han altså kejseren, som jo kaldte sig guddommelig, og så trådte han dermed på jødernes gud og herre, som var den eneste sande herre, og sikke en ballade der så kunne blive i folket om Jesu person. Men sagde han "nej, man har ikke", ja, så var det jo oprør mod kejseren, og herodianerne ville med stor fryd melde ham til myndighederne. Det kunne betyde fængsel eller nok snarere henrettelse.

Det var en rigtig fin rævekage. At den intet havde med virkeligheden at gøre, betød ikke noget. Alle i landet var pålagt skat til kejseren, - alle brugte ivrigt mønterne med den guddommelige kejsers billede. Det var en klassisk rævekage, - vi behøver bare at læse politikerudtalelser og studere plakaterne i disse dage.

Desværre gik hele planen i vasken, fordi Jesus svarede, som han gjorde: "Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er".

De dummeste - eller mest politisk rævekage-prægede - opfattede hans svar som en undvige-manøvre eller en dygtig parade - sådan noget med, at man ikke skal blande politik og økonomi og religion sammen, eller noget med, at man aldrig skal komme med et klart ja eller nej, men altid se en sag fra flere sider og på den måde bevare en god forhandlingsposition. De dummeste eller mest politisk bevidste sagde: han er slet ikke så tosset, - han holder kortene tæt ind til sig.

Men de lidt mere kloge, ja, de undrede sig, står der, og gik bort.

De fattede, at dette her ikke var et undvigende og forsigtigt svar, - det var ikke et dygtigt politikersvar, men det var et direkte angreb. I stedet for at forsøge på at fange ham skulle de til at tænke sig om.

"Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er". Nu forlader vi fortidens farisæere og herodianere og bevæger os frem til vor egen tid.

Vi dumper ned i et dansk forsamlingshus eller kulturcenter, som det hedder, når det er et nyt og moderne forsamlingshus bygget sammen med sportsfaciliteter og børneinstitutioner og meget andet. Byens ældreklub eller pensionistforening byder på foredrag eller underholdning ved en ung kvindelig folketingskandidat. Partifarven er for så vidt underordnet, - det spændende er, at hun er ung og smart og har lagt ud med en meget utraditionel kampagne for sit mandat. Sådan noget i retning af det, en ung og smart dame præsterede forleden, hvilket bragte hende i alle landets dagblade, uden at det blev helt klart, hvad hun ellers stod for. Foreningens bestyrelse har bedt hende komme for at fortælle noget om sig selv. Det er ikke meningen, at hun skal propagandere for sit parti og sin politik, - det er mere for at høre lidt om hende selv og om årsagerne til, at hun har ladet sig opstille. Ikke absolut vælgermøde men en hyggelig snak om - ja, sådan løst og fast om hendes barndom, hendes hjem med mand nr. 2 og 3 sammenbragte børn + l nyavlet.

Hun har med største glæde sagt ja til at komme - hvad gør man ikke? - og nu står hun så mellem kaffebordene med smørkranse og lagkager og fortæller løs om stort og småt og selvfølgelig også lidt om sin politiske holdning og om, hvordan hun er nået frem til den. Alle er levende interesseret, hun gør det godt og er sød - og så ser hun jo godt ud i de smarte læderbukser og de høje støvler med de spidse hæle for ikke at tale om blusen. De gamle mænd ser mere, end de hører. De ældre missionske koner er mere forbeholdne, men de er skam med. Selvfølgelig! Kandidaten fortæller om sin travle hverdag, ikke mindst i denne tid, og hun fortæller om søndagen, hvor hun af og til går i kirke (hun har lugtet, at det vil være formålstjenligt at gøre det), og hun er meget glad for disse timer i kirken med noget helt andet. Det giver hende ny energi, siger hun og tilføjer så kvikt, at på den måde giver hun så både kejseren, hvad hans er, og Gud, hvad hans er. Måske begik hun en lille fejl her, hun registrerer i hvert fald, at der sker et eller andet ved det nederste bord. En kaffekop vælter og ryger på gulvet, og der er en ældre herre, der brummer et eller andet højlydt og hoster kraftigt. Det forekommer hende, at hun hører en saftig ed, men så tysses der og glattes ud, og hun fortsætter. Alt ender lykkeligt, og forsamlingen synger "I alle de riger og lande". Hun får en varm tak for sit foredrag og for sin levende måde at delagtiggøre de tilstedeværende i en politikers liv. Der drikkes kaffe og kaffe, man synger igen. Mødet er ovre. Den unge kandidat går på hårde støvlehæle rundt og hilser på hver enkelt, - og det er jo også så sødt - så travlt hun nu ellers har.

Hun når også ned til den ældre mand med kaffekoppen, der gik i gulvet. Han griber hendes fremstrakte hånd, men han holder hende fast. Han ser bestemt på hende og siger så: 'Ja, jeg vil lige ha' rede på noget af det, du - eller kandidaten skal jeg vel sige, - omtalte. Jeg skal sige dig, at jeg er gammel kirkesanger eller degn, og jeg har derfor siddet og stået meget i min kirke her. Og nu vil jeg bare vide, hvad du mente med det, du sagde om kejseren og om Gud. Det er jo et lidt svært sted i teksten".

Den unge kandidat bliver lidt rød i hovedet, hun prøver at trække hånden til sig, men uden held. Kirkesangeren har en fast næve. "Nå ja," siger hun, mens hun prøver at samle tankerne, "jeg mente vel bare, at det er godt at tænke lidt på Gud engang imellem - og så", hun bliver pludselig politiker igen, - "ja, så mener jeg, at man skal holde politik og kristendom ude fra hinanden, - det mener vi i alt fald i vort parti".

Den gamle degns øjne begynder pludselig at skyde lyn: " Mener du, at politik er sådan noget, du gør med den ene hånd, og så gør du noget andet, når det drejer sig om kristendom? Mener du det"?

Hun vrider sig - det er lidt pinligt, og det synes degnens kone vist også: "Niels", siger hun, "lad nu den unge dame gå!" Men han er degn af den gamle skole, han holder fast, som han har holdt fast i tonen i mange år: "Jeg vil ha' dit svar," siger han.

"Jeg mener bare", siger kandidaten usikkert, "at man må skelne. Kristendom er noget personligt eller privat, og politik er det, vi sådan kan drøfte, er det dette, du vil vide?"

Degnen overhører svaret, i stedet spørger han i samme hvasse tone: "Hvad betyder kejseren i denne sammenhæng? Er det ikke et udtryk for alt i dit liv - for fædreland og samfund, for stat og dagligt liv, - for alt, hvad du er forpligtet på og skal?"

"Jah, det lyder af så meget, men det er vel noget i den retning". Den unge smarte kandidat er virkelig ude i noget, hun ikke havde drømt om.

"Altså", bliver den gamle ved, "alt! Alt, hvad dit liv består af, - alt, hvad du stilles overfor! Godt! Det er vi forhåbentlig enige om!" han slipper omsider hendes hånd, men han slipper hende ikke med de skarpe øjne. "Men så er der Gud", fortsætter han. "Når nu kejseren, eller dit liv i kald og stand, som man siger med et fint gammelt udtryk, når det nu er alt, - hvad har du så at give Gud?"

Den unge kandidat-pige får en lys ide: "Gud giver jeg mit hjerte, min tro", siger hun og synes selv, det lyder godt. "Så er det nok", næsten hvæser den gamle. "Jeg troede da, at du gav dit liv, din familie - alt det, der hører til kald og stand - dit hjerte og din tro. Ellers lever du jo kun halvt!"

Pigen er ilde berørt. "Jeg skal vist til at skynde mig", siger hun og tripper nervøst og prøver at komme væk.

Men han rejser sig, stor og tung - man kan se den vældige brystkasse. Der har været meget lyd i ham i sin tid: "Ja, du skal nok slippe. Men én ting skal du lige vide: Gud gir dig, det er nu Guds måde at være Gud på. Ved sin søn gir han dig at leve og frimodigt gi' dit liv hen i kald og stand. At give kejseren sit! Husk det, fru kandidat, og tænk dig om en anden gang, inden du begiver dig ud på dybt vand".

Han bliver mildere i blikket - han er trods alt ikke blind for den kvindelige skønhed. "Og så tak for snakken", tilføjer han uden at tænke på, at sådan siger gamle folk, når de selv har sagt det meste.

Her skal så bare tilføjes, at han også havde sagt det væsentlige ved det møde!

Amen!