Af Johannes Schepelern. Tidehverv, 1926, s.41-42.

Hvis nogen af den Festlighed, hvormed vi i dette Aar har fejret Ellevehundredaarsmindet for Kristendommens indførelse i Danmark, vilde drage den Slutning, at Kristi Lære forlængst har sejret i dette Land, vilde det være overmaade forhastet. Indført er Kristendommen, gennemført langtfra. Privat saa lidt som offentlig. Den Lære - moralsk og religiøst -, som er herskende i de vide Kredse af vort Folk, er af helt anden Rod. Som to krigsførende Magter, der efter en langvarig Kamp, hvor begge gensidig sled hinanden op, sluttelig indgaar Forbund til gensidig Opbyggelse, saadan har de to mest afgjorte Dødsfjender, Menneskeslægtens religiøse og moralske Historie kender, Farisæisme og Kristendom sluttet Forbund, ja indgaaet Ægteskab her til Lands, og Frugten af denne Forbindelse er det mærkelige Tvillingpar: den borgerlige Moral og den borgerlige Religion i Danmark.

I Følge en god Udviklings Lov har Børnene taget det bedste baade fra Far og Mor. Fra den strænge og alvorlige Far har de arvet en fast Overbevisning om, at det først af alt gælder - over for Gud og Mennesker - at gøre sit bedste; fra den blide Mor en lige saa fast Forvisning om, at det lader ilde at ville gøre sig bedre end andre.

Den ærværdige Lignelse om Farisæeren og Tolderen har dermed tabt sin Aktualitet. Farisæeren er skredet ned fra det høje Kor for at tage Plads ved Tolderens Side; han trøster Staklen saa godt han kan: vi er jo - som bekendt - alle Syndere for Vorherre, en har sine Fejl, en anden sine Mangler, - ingen er fuldkommen; men naar enhver blot gør sit bedste, vil Gud nok bære over med os. Og Tolderen slaar sig for sit Bryst, og Farisæeren slaar sig for sit Bryst, og de gaar retfærdige og tilfredse hjem til sine respektive Huse … Og skulde det engang imellem knibe for den arme Tolder at bevare sin Frimodighed, - den Trøst har han dog altid, den kan ingen tage fra ham: at han ikke er værre end saa mange andre. - Hvis nogen tvivler om, at dette er Folkereligion og Folkemoral i Danmark, har han læst sin Avis meget daarligt.

Men Kristendom er det ikke.

Kristendom er ikke at se ned paa andre, ej heller at se til højre eller venstre efter andre Mennesker. Kristendom er at se op til Gud. Skøgen fra Byen, der efter Lukas Beretning (Kap.7) kom ind ved Farisæerens Gæstebud og salvede Jesus, hvem ved, hun har maaske ogsaa haft en eller anden, hun syntes hun kunde se ned paa; men da hun fandt den, hun kunde se op til, da fandt hun sig selv. Og da han ikke viste hende fra sig, men tog imod hende, som hun var, da røg den sidste Stump af hendes sølle Skøgefarisæisme af hende, og hun stod der grædende af Smerte over sit spildte Liv, grædende af Glæde over Guds Tilgivelse, grædende af Taknemlighed mod sin Frelser. Og saadan er hun nu kommet til sit Livs egentlige Begyndelse. Nu kan hun begynde at bygge, for nu har hun naaet til fast Bund. Nu kan hun begynde sin Rejse, for hun har et Udgangspunkt og et Maal. Fra nu af skal hun ikke mere kæmpe en fortvivlet Kamp, afbrudt af længere og længere Sløvhedsperioder, trøstende sig ved, at hun dog ikke er værre end saa mange andre. Fra nu af har hun den største Kraft i Verden i sig: Syndernes Forladelse. Fra nu af vendes hendes Blik ikke nedad eller til Siden - mod dem, der er ringere eller dog lige saa ringe som hun selv, men opad mod Gud, til Ydmygelse, til nyt Mod og ny Kraft.

Det er sand Kristendom, Jesu Kristi og hans Apostles Kristendom. Det er den, vi trænger til mere end noget andet. Vort Folk. Du og jeg.