Af Svend Voss. Tidehverv, 1976, s.50-52. (Ef. 5,20-26).

"Siger altid Gud vor fader tak for alle ting i vor Herre Jesu Kristi navn, og underordner jer under hinanden i ærefrygt for Kristus.

I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren, thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved, han som er sit legemes frelser. Ja, ligesom kirken underordner sig under Kristus, skal også hustruerne under ordne sig under deres mænd i alt. I mænd! elsk jeres hustruer ligesom Kristus elskede kirken og gav sig selv hen for den, for at han kunne hellige den, idet han rensede den i vandbadet ved ordet". (Ef. 5,20-26).

I har jo menneskelig talt været gift længe. I har længe været glade ved hinanden og realiseret denne glæde i, at I har haft fælles hjem. I en slags protest mod samfundet har I levet i et privatægteskab, akkurat som om I sagde til os andre: Hvad kommer det jer ved? Vi har selv giftet os, og vi vil selv have lov til at gå fra hinanden, hvis det skulle blive det, vi vil. Var det nu ikke sådan, at jeg godt forstod jer og kendte denne holdning allerede fra, før jeg selv blev gift, så kunne jeg godt drille jer og spørge, hvorfor i al verden I da er kommet herhen i dag for at blive officielt gift med al den samfundsindblanding, det kan medføre? Var det sandt, som vi, da vi talte sammen før brylluppet, blev enige om sådan på samtaleplanet - var det den hele sandhed, at jeres bryllup kun var en bekendtgørelse af jeres hidtidige stilling som hinandens ægtefæller, så ville bryllupshøjtideligheden her i dag alligevel være en smule komisk. Jeres indstilling til samfundet måtte have ændret sig, og I måtte have indset, at ægteskabet eller i det mindste jeres ægteskab behøvede samfundets støtte eller trussel for at kunne blive, hvad det skal være. Sådan er det naturligvis ikke. Dels måtte I så hellere have ladet være med at gifte jer, og dels, tror jeg, er det helt forkert at ville lægge en bøjning under samfundsordenen, en borgerliggørelse ind i jeres beslutning om vielse. I mener stadigvæk, at ægteskabet kun er til, hvor ægtefællerne er frivilligt sammen; at det moralske ansvar alene er ægtefællernes, og at samfundet ikke skal blande sig hverken med kritik eller sanktioner, hvis jeres fællesliv antager former, som ikke er almindelige, eller måske opløses. Men hvorfor så - når jeres vielse ikke er nogen paradeforestilling, som I jo selv ville foragte, og heller ikke en påberåbelse af samfundet, hvis hjælp I jo kun vil benytte til praktiske formaliteter af juridisk art?

Det spørgsmål kan I ikke svare på selv, for det kan ingen gøre selv. Bagefter kan vi se, at vi måske selv anede svaret og - enten vi kan se det eller ej - er det i hvert fald det svar, vort sind uimodståeligt begærede. Men vi kan ikke selv svare, fordi det er et svar, vi som syndige mennesker ikke vil vide af. Vi afsløres netop som syndere ved, at vor natur vender sig mod den sandhed, vort sind lige så hæftigt begærer. Men jeg skal give jer svaret; mit embede er til, fordi jeg kan give jer svaret og skal give det til jer som til enhver, der søger det. Det er ikke fordi jeg er klogere end jer; det er jeg jo ikke. Det er heller ikke, fordi jeg er bedre til at leve livet end I er; det er jeg jo heller ikke. I er kommet herhen i dag, fordi I instinktivt er klar over, at det, I søger, ikke er noget mennesker kan give sig selv og derfor heller ikke noget, vi kan give hinanden. Men fordi I, ligesom vi alle er det, i jeres oplevelse af jer selv er gudløse, står det sådan for jer, at det er det juridiske ansvar, I søger, så at det egentlig var lige meget, om det var for borgmesteren eller her i kirken, det foregik i dag. Men vi så jo, at det juridiske ansvar alligevel ikke var alvorligt nok, og vi mennesker ønsker egentlig heller ikke, at det skal være alvorligere end til at sikre en rimelig og praktisk og overkommelig afvikling af ægteskabet, hvis det først er kommet dertil, at parterne ønsker det opløst. Sådan som vi med rette og fornuftigvis ser på det juridiske ansvar er skilsmissebestemmelserne ikke en byrde, men en lettelse - og det er de allerede i ægteskabet, for de giver os tryghed for, at kører vi alligevel uhjælpelig fast, kan loven rede det ud for os. Det er kun vores gudløshed, der i ægteskabsstiftelsens øjeblik kan få det til at se ud for os, som om det er det juridiske ansvar, som er alvoren. Nej, det er lige omvendt, ethvert ægteskab stiftes, fra parrets side set, i virkeligheden i kirken, selvom det også indgås på rådhuset. Sådan er det, fordi det parret vil, når de ønsker at gifte sig, er ikke den overkommelige, men den uoverkommelige alvor. Det, som behersker to mennesker, som vil giftes, er - hvis de da ikke allerede er fortvivlede og modløse, fordi de er kommet til kort overfor deres egen menneskedyrkelse - så er det, der behersker dem, håbet, det håb, som alene kan gøre det muligt for dem at sige det, de ene og alene er kommet til bryllup for at sige, nemlig ja og amen til ritualets ord: "indtil døden skiller jer ad".

I evangeliets navn, ifølge Guds ord og ved den hellige ånds kraft kan jeg sige jer, hvad jeg aldrig kunne sige af mig selv. Det er muligt, det virker latterligt på jer og modsiges af alt, hvad I faktisk har tænkt om jeres ægteskabsstiftelse: at I er kommet herhen i dag for at få givet, at jeres liv som ægtefæller er for alvor. Vi mennesker kan ikke selv gøre noget til alvor, for kunne vi det, kunne vi også ophæve alvoren igen, og det er jo netop det ualvorlige, at alvoren, vi selv sætter, binder ikke. At jeg siger jer det i evangeliets navn, det betyder, at det gør fordring på at være et godt budskab; det er det jo også, når det er det, vort sind allermest begærer. Det er det ifølge Guds ord, fordi Guds ord vil give os denne alvor, og det vil ikke give os andet end, hvad vi som Guds skabninger er anlagt på og længes efter. Og det er ved Helligåndens kraft, fordi vor syndige natur står det imod, så at både I og jeg allerede nu er begyndt at sige: Ja, men så alvorligt er det vel heller ikke!

Altså: I er kommet ikke for at høre men for at få givet, og Gud vil i dag virkelig også give jer, at jeres ægteskab, at menneskelivet er for alvor, sådan som jeg straks skal forklare jer.

I jeres samliv har I selv opdaget, at vi mennesker kan ikke selv tillægge vort liv gyldighed. Det ville bare betyde, at vi dyrkede os selv endnu mere - endnu mere i et tomrum, og selv meningsløst alene hver enkelt. Vi ønsker en forpligtethed, en højtidelighed, ja, hvorfor ikke sige det rent ud: vi ønsker en evighed ikke blot over ægtefællerne for sig, men over forholdet. Det er denne højtidelighed, I selv venter at få her i dag. I har levet sammen af pur lyst, af pur glæde, og I har erfaret, at der i det alligevel et eller andet sted rumsterer en tomhed, som nu kræver at blive fyldt. Der mangler jer i jeres samliv et moment af pligt, som menneskelivet ikke kan undvære, hvis det ikke skal gabe af tomhed. To mennesker står om et øjeblik frivilligt foran mig og lader det regne ned over sig med alle bibelens udtryk for alvorlig gensidig forpligtethed, som I endda er villige til at forstå rigtigt: at det nemlig ikke er fordringer, som den ene kan stille til den anden, men som I hver for sig og måske helt alene skal stille til jer selv. Så er det alvor, mener I. Så er det så højtideligt, som det kan blive. Så er der kommet en dimension af evighed ind i jeres ægteskab. Hver for sig har I levet ligesom vi moderne mennesker mener at forstå livets mening: det enkelte menneskes evige dyrebarhed giver det ret til udfoldelse af alle dets anlæg i uddannelse, interesser og livsnydelser, og i tilgift har I levet sammen, fordi der er så megen nydelse, så megen glæde, så meget liv i kønnenes forhold til hinanden, at det ikke kan undværes, hvis den enkeltes udfoldelse skal blive fuldkommen - om man da ellers er så heldig som jer at finde en, denne udfoldelse virkelig kan ske sammen med. I dag er det ganske naturligt kommet dertil, at denne udfoldelse savner pligtmomentet for at blive fuldkomment moden. Derfor har I ønsket at blive bøjet imod hinanden og flettet sammen under en fælles frivillig forpligtelse.

Men er det nu hele jeres alvor, er det i sådanne tanker, I har besluttet jer for at blive gift - og det er det - så giver Guds ord jer ikke længere ret, selv om det gav jer ret i at ville giftes. Bliver I stående i denne forståelse af ægteskabsstiftelsen, siger Gud i det ord af skriften, I hørte, at I kunne lige så gerne have ladet være med at indgå ægteskab. Så har I ingen alvor fået givet her i dag. Så ved I stadig ikke, hvad alvor er. Så har I forvandlet den alvor, Guds ord vil give jer, til jeres egen trang til højtidelighed eller evighed over jeres liv, og i den trang er der ingen positiv kraft, men en negativ, som tager livet fra jer, som tager ægteskabet fra jer. Dagen i dag vil da med tiden, men usvigeligt sikkert blegne til at blive bare en tom højtidelighed og ikke det kraftcentrum, som bestemmer jeres liv. Af frygt for den sande alvor, som I stadigvæk aner, misforstår I jer selv og mener, at jeres erfaring af, at vi ikke selv kan tillægge vort liv gyldighed, skyldes at livet i dets timelighed faktisk heller ingen ting er, forfængeligt som jo alting er og byrdefuldt som selve forgængeligheden. Livet må fratages dets forgængelighed og gøres evigt. Det siger sig selv, tænker I, at det er den eneste måde, livet kan vinde gyldighed på. Dér får mennesket brug for forpligtetheden. Men se! - egentlig prøver vi bare igen på selv at gøre livet til alvor ved at fornægte timeligheden og erstatte trældommen for selvudfoldelse ved hinandens hjælp med trældommen under den gensidige forpligtelse. Sådan stamper I på stedet og bliver i en selvdyrkelse, hvor I i bedste fald kan rose hinanden for opofrelse, men til sidst vil anklage hinanden eller bare resignere overfor fællesskabet, fordi I ikke kan opofre jer som I kræver af hinanden. Vi mennesker vil have noget andet end timeligheden. Vi vil have evigheden, for - ja, for at kunne være undskyldt for timeligheden ved, at vi ikke får evigheden.

Vi vil gerne have denne højtidelighed, vi vil gerne have denne alvor, så får vort samliv betydning med al evighedens betydningsfuldhed. Men den dom over timeligheden, vi selv afsiger, og den hang til evigheden, vi selv giver plads for - den er ikke andet end en krydsen fingre på barnevis overfor livet - det gælds ikke! Den svarer til "fromhedens" formulering, at den giver det i Guds hånd, og der kan I selv se, hvor fromme også I er. Vores fromhed, vores højtidelighed er ganske bogstaveligt at ville give tilbage i Guds hånd, hvad der er hans skaberret og kærlighed at have overgivet i vores. På dette standpunkt vil det gå jer sådan, som jeg sagde, og som I, hvis ikke festrusen og den foregående beslutningsrus havde sløret det for jer, allerede her i dag ville kunne indse, at I bliver fordringsfulde overfor ægteskabet, og det vil jo sige anklagende, fordi I ikke fik, hvad I blev fromme for at få lov til at vente. Men mennesker, der bærer sig sådan ad, de kører jo bare rundt med sig selv. De har allerede opgivet alvoren og arrangeret et fromt bedrag, for at de kan være undskyldte.

Nej, ægteskabsstiftelsen på disse tanker gør ikke samlivet lykkeligere eller bare lettere. Det, der ligger bagved dem, er og bliver troen på menneskets evige dyrbarhed. Ifølge den tro må mennesket ikke gå til spilde i timelighed, men det skal tværtimod prøve at give sine timelige forhold den samme dyrbarhed, evighedens, som det selv vil have bare ved at være menneske. Men denne tro - vor urgamle synd - af mistillid til Gud selv at ville være Gud lig, som slangen lovede Eva - er den for os selv uoverstigelige hindring for, at vi kan give noget som helst i vort timelige liv gyldighed, den uoverstigelige hindring for, at det er på jorden og i vore jordiske forhold, vi har vort liv.

Vi kan det ikke. Vi kan det ikke engang sådan, at vi kan stræbe efter det, prøve at gøre alvor af det. Vore bestræbelser er trætte fra begyndelsen, fordi de er fyldt med den selvdyrkelse, vi gerne ville ud over. Derfor må Gud give os det. Han alene kan give os, at vi er på jorden og har vort liv i vore jordiske forhold. Gud kan give os det, så det er umisteligt, hvordan vi så stiller os og bærer os ad. Guds uimodståelige måde er den, at han, hvor han vil, taler sit ord og skænker viljen til at lade det stå som Guds. Guds ord er dette, at han skjuler sig for os bag korset, Jesu kors, idet han peger på det og siger: dér kender I mig, han er min søn, den elskede. Sådan nagler Gud os til livet, for at vi må være livet tro. I kender godt lignelsen om den rige bonde: I nat skal din sjæl eller dit liv kræves af dig. I denne tiltale gør Gud døden til hans livs eneste virkelighed; Gud, som den rige bonde troede at have luret kunsten af, så at hans velfærd var sikret, gør sig her til den ukendte Gud for ham, så at døden er det, hvori han skal kendes og også gør sig kendt ved, at bonden jo tror, at det er Gud, som har talt. Det er Guds kærlighed, sådan gør han for at skænke os livet, sådan befrier han bonden fra hans sikkerhed og evighedsdrøm, som ikke er andet end livsflugt og livsfrygt, og gør sig selv til hans evighed, hvis han vil have nogen. Der har I det kristne håb, som Gud har givet os for Jesu skyld og i dåben til hans navn.

Nøjagtig det samme gør Gud med jeres ægteskab ved det ord af skriften, I har hørt her i dag. Vi afskyr det ord: at Kristus er mandens hoved, og manden er kvindens hoved, men begge er de lige i Kristus. Vi afskyr det, nøjagtig som bonden forfærdedes ved det ord, der lød til ham. Vi vil gerne tro på det evige, på den evige; vi vil gerne gøre ofre til det evige, for det er der en evighed i; det bliver vi guder eller halvguder, dyrebare mennesker, af. Men det, der gør vort liv i dets timelige dimensioner, timeligheden selv, til vores evige alvor, Guds ord nemlig, det hader og afskyr vort kød og blod, og det gør vor fornuft sin trælletjeneste for kød og blod for at bringe i foragt. Tro nu ikke, at alt afhænger af, om I også tror, det er Guds ord. For det gør I. Gud taler ikke sit ord forgæves; i dag er det sat ind i jeres liv som jeres ægteskabs virkelighed. Det hedder ikke, at "Kristus skal være det", at "manden skal være det", som om det var op til jer at gøre det til virkelighed, så at I skulle beføle jeres tro på det, men det er virkeligheden, som vil ledsage jer hver for sig hele jeres liv igennem. Er der nogen tid, hvor I ikke lader det kalde jer til orden, vil det straks i ensomhed med hver enkelt af jer afsløre sin virkelighed for jer, som det I slås imod.