Af Jesper Langballe. Tidehverv, 1991, s.21-24&47&55-56.

Det militære udfald af slaget om Golfen synes der ikke at herske begrundet tvivl om. Den uberegnelige faktor ligger ikke så meget i det militære styrkeforhold som i den brand, den islamiske tro kan antænde i folkemasserne, når et militært ragnarok har sat dem i bevægelse.

Saddam Hussein mente det utvivlsomt, da han bebudede en hævnende terrorbølge over hele Vesten. Også herhjemme er der troende nok til at udføre ordren - især blandt de palæstinensere, der har fået flygtningeasyl.

Ekstra-Bladet har som det eneste danske dagblad gjort sig den ulejlighed (13. januar) at forhøre sig hos en række muslimer i Danmark. Som med een mund erklærer de, at Saddam Hussein er en helt, der kan sætte Vesten på plads og demonstrere Islams overlegenhed. Det mener blandt andet en irakisk asylansøger (!), der samtidigt oplyser, at denne vidunderlige statsmand har dræbt flere af hans familiemedlemmer som politiske modstandere.

Hvorfor ikke se det i øjnene: Golfkrigen er også en tikkende bombe under Vesterbro og London, under Bradford og Marseilles - som en følge af de vestlige landes indvandrer- og flygtninge-politik. Eventuelle ofre får så trøste sig med, at Ole Espersen, Bjørn Elmquist og de andre har handlet af ren næstekærlighed.

Militært vil Vesten vinde. Åndeligt har vi foreløbigt dømt os selv som tabere.

Mens vi venter på, at USA vil slå Saddam Hussein, har kristenheden nemlig tabt et andet og mindst ligeså betydningsfuldt slag mod Islam. Det efterlader ingen døde og sårede soldater - kun nogle smadrede og udbombede europæiske boglader. Og så liget af den gamle kristne verdens tros- og ytringsfrihed.

Det slag blev tabt juleaftensdag, da forfatteren Salman Rushdie efter pres fra to års islamiske dødstrusler og efterfølgende forhandling med det muslimske præsteskab i England kapitulerede og forbød flere optryk af sin mesterroman "De sataniske vers". Samtidigt bekendte han sig til det Islam, han i romanen har gjort radikalt op med - langt mere radikalt end fattet af muslimerne, der kun ser fornærmende spot.

For fremtiden er det prineipielt Islams djævelsk formørkede tro, der sætter grænsen for åndsfriheden i kristenheden.

Ingen af os har råd til at pege fingre ad svagheden hos en usikker romanforfatter, der aldrig har givet sig ud for at være stålsat forkynder. Som Islams gidsel midt i det England, indvandrerpolitikken har forvandlet fra et homogent retssamfund til et multietnisk kaos, har emigranten Rushdie gennemlevet et mareridt, der overgår de mest absurde i hans roman. Og det hele er passeret under mere eller mindre ophøjet ligegyldighed fra vestlige medier og publieister, som lever af den ytringsfrihed, hvis gravskrift blev skrevet juleaftensdag.

Om medierne vil mærke følgerne af frihedstabet er tvivlsomt, da de så sjældent bruger ytringsfriheden til noget væsentligt - endsige farligt - så længe der er stof til underholdning. Rushdie kunne fra sit skjulested læse, hvordan de engelske aviser gjorde mordet på ham til genstand for en landsomfattende meningsmåling. I glitrende TV-shows kunne publikum ved håndsoprækning tilkendegive, om han skulle leve eller dø.

Den forfatter, der har følt sig knyttet til den politiske venstrefløj, fik vendt lidt op og ned på sit verdensbillede, da Labour svigtede ham totalt i indvandrerlobbyens navn, mens den konservative regering en tid lang loyalt beskyttede hans borgerret, og medarbejderne ved det fremmedpoliti, han pligtmæssigt og systematisk havde forbandet, blev hans venner.

Men også regeringens loyalitet var ved juletid smuldret på grund af Golfkrisen og Englands interesse i at stå sig godt med Iran. Hver gang præstestyret havde fornyet ayatollahens likvidations-ordre - og det er i to år sket løbende - havde den britiske regering omgående protesteret mod uhyrligheden på sin retsordens vegne. Nu tav regeringen for første gang, mens den genoptog de diplomatiske forbindelser med Iran. Herefter var Rushdie frygteligt alene.

Men bærer England og dets politikere skylden alene?

Hvad med vore egne forfattere og kritikere, som ikke har legitime storpolitiske hensyn at undskylde sig med?

F.eks. det eelebre internationale litteratur-selskab, Pen-klubben, hvis selvfølgelige pligt det havde været at sige til det muslimske præsteskab: "Slår I på ham, så slår I også på os!". Sidst i det forgangne år bragte Danmarks Radio et interview med klubbens danske formand, Niels Barfod - i øvrigt een af de få danske litterater, der har gidet beskæftiget sig med sagen. Han erklærede, at selvfølgelig skulle der gøres eet eller andet til støtte for Rushdie. Men vanskeligt var det, for man kunne desværre ikke nægte, at han havde gjort sig skyldig i blasfemi....

Niels Barfod syntes altså parat til kritikløst at overtage Islams definition af blasfemi og - om ikke aeeeptere den, så dog tage den alvorligt som gangbar præmis for en lovløs dødsdom. Han tog sig dog i det og rettede udtrykket til, at Rushdie havde "stødt manges religiøse følelser .."

Ja, det er faktisk uundgåeligt, hvor der overhovedet siges noget væsentligt. Hvad har dog ikke en Paulus stødt af religiøse følelser i galatermenigheden. Eller en Martin Luther i romerkirken. Eller en Søren Kierkegaard i rare grundtvigianer-hjerter? - Burde vi ikke tilbagekalde disse skribenters udtryk for taktløs intoleranee?

Hvor en bogs anliggende i sig selv er blevet ligegyldigt, fordi alt er form og følelse - måske tilsat lidt moraliseren - må litteraten sige fy til den uopdragenhed, der støder følelser - især når de drejer sig om noget så ligegyldigt som tro.

Den danske Pen-klub-formand kunne dog føje til, at han skam ikke havde ligget på den lade side. Han havde såmænd skrevet til samtlige trossamfund af enhver art i landet - blandt andet de danske muslimer - for at samle dem til en fælles tvær-religiøs henvendelse til præstestyret. Det kom der vistnok ikke meget ud af, og det var dog ellers et karakterfuldt initiativ, der vidner om et rodfæstet og åndeligt selvstændigt dansk kulturliv.

Hvad om Niels Barfod havde protesteret selv?

Rushdies tragiske jule-erklæring til offentligheden med kapitulations-budskabet, hvori han fornægter sin bogs anliggende, indeholder en ejendommelig forklaring på, at en roman, der er et ætsende opgør med Islam, i virkeligheden var tænkt som et forsvar for Islam. Tolkningen er i dette afsnit så bevidst fordrejende, at den kan være ment som et fortvivlet signal til verden om, at bekendelsen er en fremtvunget løgn.

Med henvisning til roman-personen Gibreel Farishta (Gabriel Engel) - en opløst, poserende filmstjerne, som kun består af rollemasker, og som i drømme spiller den ærkeengel, der indgav Muhammed hans åbenbaringer -skriver Rushdie:
"I mere end to år har jeg prøvet at forklare, at "De sataniske vers" aldrig var tænkt som en krænkelse: at Gibreels historie i virkeligheden er lignelsen om, hvorledes et menneske kan blive ødelagt af mangel på tro; at de drømme, hvor alle de såkaldte "fornærmelser" optræder, er billeder på hans egen opløsning"

Hele denne karakteristik er i sig selv sand ord for ord. Men Rushdie glemmer at skrive, at den tro, Gibreel har mistet, netop ikke er Islam, men den "hybride" religiøsitet, hvis gudeverden tegner Indiens folkesjæl. Den har Gibreel fremstillet i en række populære "teologi-film", hvor guderne er samlet i et kulørt pantheon.

Rushdie glemmer også at sige, at da Gibreel ved at spille guddommelige roller mister den tro, som forbandt ham med hans folk, da fødes Muhammeds åbenbaringer udaf hans tomhed og rodløshed.

Det er een af romanens teologiske pointer: Islam er en tro, der opstår af vantro. Mere præeist: Islam er troens totale negation forvendt til positiv religiøs totalitarisme eller kort sagt djævelskab. Da den af forkælelse ødelagte Gibreel var spæd, havde hans mor uafvidende varslet herom, ved at give ham kælenavnet "Shaitan" - Satan.

Vantroens "gudformede tomrum" vedkender forfatteren sig selv (eller det gjorde han, før Islam fik ham på bedre tanker). Rushdies ateisme er imidlertid ikke billigt rationalistisk, men synes at svare til Pär Lagerkvists udtryk om gud der "fylder universet med sit fravær". Rushdies satire gælder i lige grad rationalisten, der vil modbevise - og kreationisten, der vil bevise - Guds tilværelse. Selv udleverer han ikke religionen, fordi den er religion. Han tager den alvorligt som menneskenes spørgen efter sandheden. Deres svar er han derimod bange for.

Da vi i romanen præsenteres for forretningsmanden og profeten med djævlenavnet Mahound (Muhammed), siger forfatteren, at det modsatte af tro ikke er vantro. Thi vantroen er alt for endelig, for sikker og lukket - i sig selv en slags tro. Den virkelige modsætning til tro er tvivl.

Tvivl er menneskets lod - Rushdies egen lod. Den ateistiske forfatter er ikke så dum, at han udfra sin tvivl argumenterer for, at gud ikke er til. Han beskæftiger sig i det hele taget ikke med guds tilværelse i almindelighed, men udfra sin dybe fortrolighed med Islam gør han i romanform op med Muhammeds udsagn om gud.

Hans religionskritik er heller ikke den banale feuerbaehske, der psykologisk ser gud som det troende menneskes selvprojektion ud i det hinsidige. Det er tværtimod den guddommelige ærkeengel (den tvivlende Gibreel i sin egen drøm), der projieerer sin tvivl ind i Muhammeds hjerte som tro - en tro, der snarere er en tanke: den frygtelige tanke, der hedder "Underkastelse" - på arabisk: Islam. Den dræber alt liv med den rigoristiske lov, som byen Jahilias (Mekkas) tvangsomvendte borgere respektløst kalder "spillereglerne".

Netop i menneskets religiøse total-sandhed, der kræver blind underkastelse, har den grundlæggende tvivl indpodet en modsigelse som en slange i brystet. I koranen, som vil være sandhedens bog, følger løgneversene bestandigt med - de "sataniske vers".

Disse fatale vers står vitterligt i koranen; ved at udtrykke anerkendelse af tre arabiske gudinder modsiger de koranens grundvidnesbyrd, "Der er kun een gud". Muhammed har siden tilbagekaldt dem som djævelens og ikke ærkeenglens indskydelse. Men de lader sig aldrig slette. De står der - ifølge Rushdies egen religionshistoriske fabel som følge af et taktisk politisk kompromis, der såmænd gør den fanatiske Muhammed-skikkelse helt menneskelig.

Og gud ved, hvor mange sataniske vers, der så ellers er i koranen. Vi véd det i hvert fald ikke. Her på jorden beholder tvivlen sin sejr ved det paradoks, at fundamentalismens totale sandhed ikke er til at skelne fra den totale løgn.

Rushdie gør det hele endnu mere satanisk ved at lade een af sine personer, en perser, der bærer forfatterens eget fornavn, Salman, tage tjeneste som Muhammeds skriver. Og Salman får det lystige indfald at forvanske vers efter vers, mens han tager mod profetens diktat. Hele koranen er spækket med Salmans sludder, og hvem kan nu bagefter sige, hvad der er hvad?

Denne Salman er forfatterens egen signatur. Som romanforfatter forstår Salman Rushdie sig selv som den respektløse drilleånd, der hævder tvivlen som menneskets lod ved at skrive sataniske vers i hellige bøger.

Det bliver Salman halshugget for.

Henrettelsesseenen profeterer om Salman Rushdies egen skæbne efter romanens fremkomst, så livagtigt, at hårene rejser sig:
""Salman. Din gudsbespottelse kan ikke tilgives" siger Mahound ... "Du satte dine egne ord op mod Guds ord .."
"Da soldaterne hårdhændet førte ham ud til henrettelsespladsen, råbte han over skulderen: "Skøger og forfattere, Mahound. Det er os, du ikke kan tilgive". Mahound svarede: "Forfattere og skøger. Jeg kan ikke se nogen forskel her"".

- Nej, det er netop, hvad Muhammed ikke kan. Thi for den islamiske tanke er i grunden en forfatter - en rigtig forfatter, der lever af at bole med virkeligheden i stedet for at tilbede total-sandheden - pr. definition en skøge, der skal dømmes til døden. Ja, Islams Endlösung har ikke nok i, at hans person udslettes. Også hans ord, hans værk, må tilintetgøres. - I Rushdies seneste roman, børnebogen "Haroun and the Sea of Stories", skrevet under indespærringen, er Islam skildret som mørkets og tavshedens folk, der vil forgifte det hav, hvoraf alverdens fortællinger flyder, og tilintetgøre menneskeordet ved at sy munden sammen på de formastelige, der taler.

Men et ord, der er udtalt, vil aldrig kunne tilintetgøres, hævder forfatterskabet med lattermild trods. Rushdie siger det selv med et eitat af Dürrenmatt: "Det, der én gang er tænkt, kan ikke utænkes" (Essayet "I god tro"). Om så forfatteren selv med tilsyet mund og skræmt af barbariets trusler tilbagekalder hundrede gange, så står hans værk der som et levende dementi af tilbagekaldelsen. Ligesom koranens sataniske vers bliver stående, bliver romanen af samme navn det også - et vidnesbyrd fra een, der måtte famle blindt i spændingsfeltet mellem sandhedens og løgnens poler.

Lad mig for egen regning tilføje, at i dette spændingsfelt har Rushdie med radikalitet øvet en "tvivlens Johannes Døber-gerning", som kan tjene til at rydde grunden for den sande tro - den, der fastholder os i vor spørgen efter Gud og sandheden, fordi svaret ikke er vort eget.

Og er det sådan, så er det jo ikke Rushdie, men Muhammed og hans slæng af selvretfærdige imamer og terrorister, der er blasfemikere.

Ganske vist er Rushdies på een gang fabulerende og realistiske forfatterskab uden bevidst ambition om at holde generalopgør, men det har dog - med hjælp fra Islam - rejst et monument over Islams totalitære barbari, som vi kan tage pejling af i den krisis mellem Islam og kristenheden, som vi befinder os i - hvis vi altså ikke er døde afskræk forinden.

Om Vestens selvopgivelse kunne man næsten fristes til at benytte Spenglers udtryk "Aftenlandets undergang".

Hvorfor svigtede Vesteuropa Salman Rushdie og overhørte sin egen samvittigheds stemme? Hvorfor breder fejgheden og serviliteten i forhold til Islam sig som en farsot blandt vesteuropæiske politikere og kultur-repræsentanter, så ingen tør stå fast på friheden, når det er risikabelt?

Vi ser ansatsen til et svar i eksemplet Niels Barfod, der ikke selv kunne protestere, men først skulle have alle trossamfund trommet sammen - inklusive Islam. Det er pluralismens univers, hvor det virkeligt stødende ved såvel religionen som religionskritikken er, at den siger noget bestemt og dermed sårer folks følelser - når nu man burde kunne enes om, at enhver tro bygger på samme treenighed: Fred, næstekærlighed og et renere miljø.

Det er den pluralisme, som i sin almen-religiøse udgave siger: - Det er jo den samme gud, vi tror på ....

Eller som en from dames bekendelse lyder i Charles Dickens' roman "Dombey & Søn": "Der er kun een gud, hvad-er-det-nu-han-hedder, og hvad-er-det-nu-han-hedder er hans profet"

Det er rodløshedens univers, hvor der mangler orienteringspunkt, fordi intet står ubetinget fast.

Just det moderne menneskes univers, som Salman Rushdie har skildret i sit forfatterskab. Og her rammer skildringen ikke mindst Vesten.

Det var emigrantens særlige rodløse skæbne - hans vægtløse tilstand i Satans, den evige vagabonds, flydende luftrum (jfr. romanens motto af Daniel Defoe) - der satte Rushdie i stand til at formulere et alment eksistensvilkår.

Emigrantens liv er som det ørkensand, Jahilia er bygget af - den multireligiøse by, som Muhammed får magt over: "Selve det stof, ubestandigheden er gjort af - kvintessensen af flygtighed, omskiftelighed, forræderi, formløshed .."

Da Salman Rushdie i fjor udgav sine to essay-svar på Islams anklager, "I god tro" og "Er intet helligt?" (herhjemme: Samleren), leverede han en noget tvivlsom tolkning af sin romans budskab:
"De sataniske vers hylder hybriditet, urenhed, blanding og den forvandling, der følger af nye og uventede kombinationer af mennesker, kulturer, tanker, politiske ideer, film, sange. Den jubler over bastardiseringen og frygter det Renes absolutisme".

Det allersidste udsagn - at bogen skyer det renes absolutisme - er præcist nok som karakteristik af romanen. Men det er usandt, at den jubler over "bastardiseringen". Tværtimod fremstiller den blandingskulturens rodløshed bevægende tragisk (og humoristisk), som den er set af "bastarden" selv. Det er ikke jubel men gråd.

Og den hyldest, der forekommer til "hybriditeten", til blandingen og forvandlingen ligger på et andet plan. Den bunder i en dyb kærlighed til hjembyen Bombay, hvor et ustruktureret hav af kulturpåvirkninger flyder sammen. Denne kosmopolitiske og heterogene storby er Rushdies rod, det sted, hvorfra hans verden går. Den er det udgangspunkt, der kalder på hans pietet - ganske som England kalder på Enoch Powells. Det forhindrer imidlertid ikke Rushdie at tage tankeløst del i venstrefløjens forargelse over Enoch Powells advarende ord mod masseindvandring. Mon ikke Rushdie i visse øjeblikke har haft lejlighed til at overveje sandheden i Enoch Powells advarsler.

Det er heller ikke dækkende for bogen, når Rushdie i et TV-interview i fjor gjorde opmærksom på, at han har fødder og vendte sig mod den opfattelse, at mennesket har rødder. Han kaldte det en konservativ tanke, hvilket han har ret i, men måske er Rushdie også mere konservativ, end han vil være ved. Jeg har en mistanke om, at han på det tidspunkt var under pres fra den britiske venstrefløjs indvandrer-lobby, der minsandten ikke var langt fra at fordømme ham - den indiske indvandrer - som "racist".

Men hans roman handler nu om menneskets rødder, og hvad der sker, når de rykkes op af den fædrene jord. De to indvandrerhovedpersoner Gibreel og Chamcha (begge skuespillere!) er dumpet identitetsløse ned på Englands jord fra den blå luft, efter at muslimske terrorister har sprængt deres fly. Gibreel går i opløsning ved i sin identitetsløshed at spille ærkeengel. Han ender med at tage sit liv. Chamcha, som i sin identitetsløshed gav rollen som Satan, bliver derimod hel ved at aflægge sit påtagne engelske væsen og finde tilbage til sin indiske rod og overtage sit ansvar i pietet overfor sin arv.

Hvis det er sandt, hvad Rushdie selv slår til lyd for, at den roman, der når sin læser, den tilhører sin læser ligeså vel som sin forfatter ("Er intet helligt?"), så må nærværende læser have medejerens ret til at hævde, at Rushdie ikke er nogen ganske pålidelig fortolker af sin egen roman. Han er jo heller ikke litteratur-fortolker, men een af europæisk litteraturs store digtere.

Ja, på baggrund af hans personlige ufrihed som verdenslitteraturens gidsel skylder vi vel hans værk den respekt at modsige hans egne bortforklaringer, hvor forklarlige de end er.

Og så tjener vi os selv ved at lære af hans roman at besinde os på vores rod - at lære, hvem vi selv er. Og dernæst: hvem det er, vi er oppe imod. På Vesterbro og i den persiske Golf. - "De siger at de overholder landets love, men de siger også, at islamisk lov har en moralsk forrang i deres øjne" (Salman Rushdie: "Er intet helligt?")

Hvad hjælper det os i Vesten, om vi vinder slaget ved Golfen, hvis identitetsløshedens selvdestruktion breder sig bag fronten.

I vore kirker holder den religiøse pluralisme økumenisk fredsgudstjeneste, hvor Københavns domprovst Arne Bugge efter eget udsagn sender en lodret forbøn til gud i himlen og en vandret til Saddam Hussein i Bagdad - i modsætning til sand kristen bøn, som i situationen er at bede Gud alene om en snarlig sejr for de allierede styrker.

I forlængelse af den pluralistiske freds-religiøsitet, der skal have Saddam Hussein til at hjælpe vor Herre, svigter vore øvrigheder deres embeder og slår portene op for en islamisk folkevandrings trojanske hest.

Som forfatter har Rushdie givet sit personligt erfarede signalement af identitetsløshedens spøgelse. Det stykke arbejde sorterer under forfatterens embede. Svaret på hans foruroligende spørgsmål er imidlertid ikke forfatterens, men evangelie-prædikenens. Identitetsløsheden og fejgheden i Vesten kommer af, at kristenheden har glemt denne prædiken.

At vi er ufrie i vort eget hus er løn som forskyldt.

Så længe denne ene forfatter med vor tavsheds samtykke er Islams gidsel, så er han det på vore vegne. Eller så er vi alle gidsler.

Prædikenens effata er det eneste, der kan åbne vore tilsyede læber og give os vor tabte identitet tilbage. Den afslører både Vestens pluralistiske tomhed og Islams totalitære vanvid ved at åbenbare det fattigste menneske på jorden som Gud og Herre.

Kun prædikenens ord kan bryde ufrihedens og angstens tryllekreds med den trøst til de ufri:

"Det har slet ingen fare,
at Gud jo vil bevare
Den frihed, han har skabt".
(Grundtvig)

Gidslet II: Den litterære fejghed

Danske forfatteres rådvilde krumspring i Rushdie-sagen og deres servilitet i forhold til det Islam, der med dødstrusler har kuet en forfatter til tavshed, er en løbende opvisning i moralsk usselhed. Det har ikke mindst været pinligt at iagttage Det danske PEN Center, den herværende afdeling af "International PEN", hvis direkte og erklærede formål det er: på internationalt plan at beskytte forfattere mod overgreb på deres åndsfrihed.

Den danske formand, Niels Barfod, har da også, efter hvad Tidehverv erfarer, i afvigte måned meddelt forfatterkolleger, at hans PEN-bestyrelse de facto betragter sig som den stedlige Rushdie-komité. Anledningen til dette udsagn var et medlemsforslag om aktiv støtte til Islams gidsel i England. Men efter at formanden således har konstateret, hvem der i den sag bærer den officielle kasket og har mandat til at protestere, er der påfaldende tavst under kasketten.

Formanden kan blot henvise til, hvad han allerede har foretaget sig. Og det består, som omtalt i sidste nummer af Tidehverv, i et forsøg i fjor på at samle religiøse overhoveder i Danmark, inklusive muslimernes, til en fælles protest. Det førte ifølge Niels Barfod til "interessante reaktioner og en vis debat".

Jamen tillykke da med det mageløse resultat af en modig indsats. Forhåbentlig er Salman Rushdie taknemlig for de "interessante reaktioner" og de tænksomme debatter over capuccinoen på Café Victor.

Der forlyder ikke noget om, hvorvidt en repræsentant for præstestyret i Teheran også skulle have skrevet under på Niels Barfods protest-adresse, førend han selv følte sig tilstrækkelig rygdækket til at sige fra på PEN-klubbens vegne.

Man mindes Askov Højskoles magtfulde erklæring, da den under besættelsen blev opfordret til at deltage i en protest mod jødeforfølgelserne. Højskolen svarede, at sådan direkte protestere ville den ikke. Men den ville "holde protestens ånd levende".

Højdepunktet af usselhed er præsteret af Niels Barfods forgænger som dansk PEN-formand, professor Per Øhrgaard. Den 25. januar kommenterede han i et uldent litterært indlæg i Danmarks Radio Salman Rushdies juleerklæring med den aftvungne bekendelse til Islam - en kilden opgave, når man skal undgå at lægge sig ud med magtfulde kræfter og samtidig bevare en vis akademisk troværdighed.

Per Øhrgaards måde at løse problemet på var i sandhed forbløffende. I virkeligheden - erklærede han - må Rushdies bekendelse til Islam anses for at være alvorligt ment. Man havde nemlig allerede i et stykke tid kunnet spore en "religiøs udvikling" i Rushdies skrifter, vurderede Øhrgaard. Det subtile bevis for denne tolkning var de religiøse gloser, der indgår i titlerne på forfatterens to essays om hans egen sag: "I god tro" og "Er intet helligt?".

Ikke sandt - både ordet "tro" og ordet "helligt" vidner om en religiøs indstilling. Ganske vist fastslår Rushdie i de selvsamme to essays igen og igen det modsatte: at han er en mand uden gudstro. Men det springer professoren elegant over - ligesom han ved en beklagelig distraktion har overset Rushdies umisforståelige erklæring:
"To put it as simply as possible: I am not a Muslim". ("In good Faith")

Alt, hvad Rushdie har skrevet, mens han har haft præstestyrets krumkniv mod struben, må selvsagt tolkes i lyset af hans ufrie situation. Men netop de her omtalte udsagn kan jo ikke tilskrives pressionen. Rushdie kan under sin gidsel-tilværelse kun have haft een grund til at fastslå, at han ikke er muslim: at han faktisk mente, hvad han sagde. Det er noget enklere at finde andre motiver til hans senere knæfald for Islam. Og endelig står hans roman tilbage som det primære vidnesbyrd: eet eneste langt opgør med Islams totalitære fundamentalisme.

Professorens vurdering svarer til at hævde, at de tilfangetagne allierede piloter, som er fremvist på irakisk TV, i virkeligheden talte af overbevisning, da de erkendte at have deltaget i en forbryderisk krig. Eller det svarer til vestlige venstre-intellektuelles udsagn i trediverne om, at ofrene for Stalins processer utvivlsomt havde ment deres tilståelser af hjertet.

Selv stalinister har (når det gjaldt de andre) haft sans for det gemene i at tage en værgeløs mand til indtægt for et synspunkt, han konsekvent har modsagt. Tænk blot på Hans Scherfigs ætsende slutning i "Frydenholm", hvor værnemagerne er rørte deltagere i mindestens-afsløringen for den kommunistiske frihedskæmper Oscar Poulsen, som man anser for død.

"Hvad ved vi om hverandre?" siger pastor Nørregaard Olsen i sin bevægede mindetale over krigshelten Oscar, der i levende live hadede kirken og kristendommen. "Hvad véd vi om, hvad der sker i et menneskes sind? Jeg husker ikke, at jeg har set Oscar Poulsen i vor kirke, ej heller ved de små møder i præstegården og i missionshuset. Måske var han en fornægter. Men også Paulus var en fornægter engang. Paulus og Poulsen, jo, de navne ligner hinanden, og var det måske ikke Gud, der rørte ved Oscar Poulsens sjæl og gav ham mod til at dø for det, han havde kært, i kampen mod gudsløsheden?" - osv. - indtil Oscar Poulsen i præstens tale ender som "Kristi stridsmand".

Pinligt nok dukker den "døde" krigshelt op midt under højtideligheden og forstyrrer enigheden. Den risiko løber Per Øhrgaard næppe med Salman Rushdie.

Øhrgaards forløjethed er på sin vis mere forkastelig end pastor Nørregaard Olsens. Den rammer ikke en død mand, men et torturoffer, derved fuld bevidsthed, men værgeløs, må påhøre den slags løgne. Et skræmmende udtryk for den moralske fejghed og intellektuelle ladhed, der præger ikke blot Danmarks, men hele Vesteuropas åndsliv.

Det sandhedskrav, ethvert menneske er underlagt, skærpes for den kritiker, der ytrer sig offentligt om en forfatter - det moralske og intellektuelle krav om f.eks. at vise en mishandlet digter den respekt: til det yderste at fastholde indholdet af de ord, digteren udtalte, før han bukkede under.

I det mindste kunne Per Øhrgaard dog have holdt sin mund, når han ikke ville holde sig til sandheden.

Man må stille det spørgsmål: - Hvad er usselhedens motiv?

Per Øhrgaard er jo ikke muslim. Han og hans forfatterkolleger har i det hele taget ingen religiøse aktier at pleje.

For nemheds skyld skubber de den ubehagelige sandhed fra sig. Thi hvis en forfatters bekendelse midt i et vestligt retssamfund er et torturoffers tilståelse, så er vi i krig. Så skal den skribent, der kommenterer sagen, træde i karakter. Han skal personligt stå inde for noget, uanset hvad det koster.

Og det er ikke til at bære.

Måske kunne han komme i den situation at skulle tage religiøse modsætninger alvorligt med fare for, at parnassets ophøjede fred forstyrres - den kulturradikale fred, indenfor hvis tolerante og elastiske rammer, der kan konverseres dannet - udveksles "interessante reaktioner og en vis debat".

Ja, måske kunne han endog risikere, at hans forsvar for åndsfriheden blev tolket som støtte til kritikere af indvandrerpolitikken og andre reaktionære kræfter, som hævder, at der er forskel på kristendom og islam - eller på dansk og irakisk. Og det er det forfærdeligste af alt: at komme i selskab med de forkerte for sandhedens skyld.

Hvad sagde ikke profeten Jeremias om det gamle Israels falske fredsprofeter: "De læger mit folks brøst som den simpleste sag, idet de siger "Fred, fred". Men der er ingen fred".

Selv har Salman Rushdie ikke bragt sig i sin nuværende situation ved et valg. Men måske havde han en anelse om risikoen, da han skrev sin bog. Et afsnit af romanen kunne tyde på det. I referatet af dette afsnit i sidste nummer af Tidehverv var to romanpersoner desværre blevet sammenblandet.

Den ene er perseren Salman (forfatterens eget fornavn), der som skriver for Muhammed/Mahound indskriver falske vers i koranen, mens han tager imod profetens diktat. Dermed underminerer han fundamentalismens fundament. Denne respektløse person er forfatteren Salman Rushdie selv. Salman kan aldrig tilgives, siger Mahound i bogen, for han har sat sine egne ord op mod Guds ord.

En anden stump af Salman Rushdies forfatter-identitet finder vi, så vidt jeg kan se, i Salmans ven Baal - en ustadig og lidt karakterløs satiriker, som imødegår profetens tro i uærbødige digte. Han er knyttet til et bordel ("en anti-moské"), hvor han som den hellige profets profane spejlbillede og dobbeltidentitet boler med tolv skøger, som han har lokket til at antage profetens tolv hustruers navne - et raffinement, der vækker stor ophidselse blandt byens mænd (dette udtryk for romanens religiøse dialektik er måske samtidig et signalement af den depravation, der er den totalitært moralske lovreligions konsekvens).

Det bliver Baal henrettet for.

Også denne henrettelsesscene er profetisk. Da Baal føres til henrettelsespladsen råber han tilbage over sin skulder: "Ludere og forfattere, Mahound. Det er os, du ikke kan tilgive".

Mahound svarede: "Forfattere og ludere. Jeg kan ikke se nogen forskel her".

For Muhammed kan der ikke være forskel på en luder og en forfatter i vestlig forstand. I kristenheden er forfatterens ansvar jo eet med hans frihed til at erfare virkeligheden for egen regning. Loven er for ham alene et krav om ægthed og redelighed, om ikke at gå på akkord med løgnen - end ikke for sin "sandheds" skyld. Derfor er den virkelige forfatter ligesom skøgen utro mod den lov, som muslimen blindt skal underkaste sig. Både skøgen og forfatteren tager oven i købet penge for det.

For renhedens skyld må de udslettes.

Hvis derimod den danske læseverden ved at iagttage vore forfatteres reaktioner på Rushdie-sagen får mere og mere svært ved at se forskel på ludere og forfattere, så skyldes det andre årsager.