Af Jens Hansen. Tidehverv, 1976, s.125-130.

I 1935, grundlovsdag, oprettedes en forening ved navn: "Landsforeningen af forældreråd". Omtrent samtidig startedes udgivelsen af et blad: "Forældretidende". Senere ændredes navnet på dette til: "Skoletilsynet", for siden 1955 at udkomme under navnet: "Skole og Samfund".

Baggrunden for oprettelsen af foreningen var lov om gennemførelse af forældreråd, fremsat af daværende undervisningsminister F. J. Borgbjerg i 1933. Endvidere var der skoleloven fra I. C. Christensens tid, hvori det bestemtes, at en landkommunes skolekommission kunne bestå af 4 af sognerådet valgte medlemmer, og at mindst 2 af disse skulle være familiefædre eller enker til undervisningspligtige børn. I 1917 var der blevet gennemført forældreråd ved de højere almenskoler: Disse bar navnet skolenævn. Endelig var der Sønderjylland, hvor man efter genforeningen bibeholdt en skolekommission ved hver enkelt skole: denne blev også kaldt skolenævn.

Foreningens medlemmer var i de første år først og fremmest at finde i København samt i købstæderne, og dette var stort set forholdet helt op til kommunalreformen i 1970.
Endvidere mener jeg, at foreningen i dens første, ja i mere end i halvdelen af dens hidtidige levetid, med en vis ret kan betegnes som et socialdemokratisk vedhæng. Et kig på de personer, som har beklædt ledende poster i foreningen, bekræfter denne opfattelse. I en pjece med titlen: Landsforeningens baggrund, nævnes som dens baggrund bl.a. nogle forældreforeninger, som folketingsmand P. Sabroe i 1906 fik oprettet i protest mod såkaldte prygleinspektører.

Et opsving for foreningen skete i forbindelse med en ændring af skoletilsynsloven i 1949 under Hartvig Frisch som undervisningsminister, hvorved der gaves mulighed for direkte forældrerepræsentation i skolekommissionerne, samt gennem skolenævn ved de enkelte skoler. Dette betød endvidere, at foreningen skiftede navn. Det nye navn blev: Landsforeningen af skolekommissioner og skolenævn.

Fornyet opblomstring fik foreningen ved skolelovsændringen i 1958 og ved debatten i anledning af denne. Forældreforeninger fik mulighed for at blive medlemmer af foreningen. Dette førte til endnu en navneforandring: "Landsforeningen af skolekommissioner, skolenævn og forældreforeninger". Nævnes skal en ændring af skoletilsynsloven i 1962. Og endelig en helt ny skoletilsynslov i 1970, som sikrede oprettelse af skolenævn ved alle skoler. Men som antydet har det sikkert være selve kommunalreformen, der betød det helt store opsving i foreningens medlemstal. I mellemtiden havde foreningen endnu engang taget navneforandring, nemlig til: Skole og samfund. Og med undertitlen: Landsforening af skolekommissioner, skolenævn og forældreforeninger. Dette navn bæres stadig. Bladets abonnenter giver et peg om foreningens fremgang af medlemmer: Det havde januar 1970 4.291 abonnenter. I marts 1975 var tallet 12.140 abonnenter.

Pr. 1.3.1975 var 250 af 275 skolekommissioner tilsluttet landsforeningen, for øvrigt med den interessante tilføjelse: dækkende 94,8 pct. af folkeskolens elever, ikke forældre. 1572 ud af 1916 skolenævn samt 266 forældreforeninger var medlemmer. Endelig havde foreningen, hvad der ikke kan siges at være uvæsentligt, 100 personlige medlemmer. (S og S nr. 4, 1975, s. 98).

Som medlemmer optages ifølge foreningens vedtægter § 3: kommissioner, nævn og forældreorganisationer med tilknytning til skolen. Landsforeningens repræsentantskab kan optage andre organisationer, som virker i tilknytning til skole, undervisning og fritidsvirksomhed for børn og unge. Som personlige medlemmer uden stemmeret, men med valgbarhed kan optages enkeltpersoner med interesse for skolen.

Jeg er medlem af denne forening. Jeg blev det, da jeg i foråret 1974 blev valgt ind i skolenævnet for vores lokale skole. Mit medlemsskab beror på en kulturudvalgsbeslutning taget for Skælskør byråd af 2. juli 1970, ifølge hvilken skolekommission og samtlige skolenævn i Skælskør kommune kollektivt indmeldes i Skole og Samfund.

Man forstår den tilbagevendende tak i landsforeningens formandsberetninger til kommunernes landsforening for godt samarbejde.
Lidt om penge: Foreningens driftsregnskab for året 1974/75 balancerer med ca. 800.000 kr. Dette lyder ikke urimeligt i betragtning af foreningens størrelse. Men hertil kommer den omfattende kursusaktivitet: Samme år blev der afholdt 88 kurser på amtsplan omfattende aftenmøder, heldagsmøder til 2 og 3 dages kurser hvortil kommer en række møder og kurser på lokalt plan. Til kurserne på amtsplan har skønsmæssigt været ca. 20.000 deltagere (d. v. s. 2 kurser pr. medlem). (S. og S. 1976 nr. 4 s. 98). Et eksempel kan give lidt fornemmelse af, hvad dette kan beløbe sig til i penge. Weekendkursus på Klarskovgård ved Korsør arrangeret af amtsforeningerne i Storstrøms- og Vestsjællands amt afholdt 4. og 5. oktober 1974: program: fredag: ankomst kl. 17, kl. 18 spisning, velkomst, foredrag ved MF Mogens Camre. Derefter: bal: (der skal skabes kontakt mødedeltagerne imellem, da der skal være gruppearbejde næste dag). Lørdag: foredrag: skolestyrelsesloven § 27. Før omtalte gruppearbejde, kaffepauser, frokost og afslutning ca. kl. 16,30.

Kursusafgift incl. enkeltværelse kr. 250. Beløbet refunderes af ens bopælskommune. Hertil kommer, såfremt ens deltagelse er vedtaget på et nævns eller kommissionsmøde: krav på diæter: i dette tilfælde 2 gange 316 kr. (i dagspris) samt kørselsgodtgørelse: 70 øre pr. kilometer.
Det er millionbeløb denne kursusvirksomhed koster. Men udgiftsposterne er spredt, og ingen lægger mærke til, hvad det egentlig koster. Det er jo forunderligt at kunne sidde i et sådant nævn og bevilge hinanden penge, uden at skulle bekymre sig om, hvorfra de kommer. F. eks. havde vi på det skolenævnsmøde, hvor vi drøftede invitationen til omtalte kursus modtaget meddelelse fra højere sted om, at penge til en ekskursion for eleverne på et bestemt klassetrin, var blevet strøget på budgettet grundet sparehensyn. Og der sad vi og kunne bevilge udgifter til egne fornøjelser på et beløb, der var endnu større. Ganske vist ville det være fra en anden kasse, at pengene skulle hentes, og hvad gør man ikke for at tjene demokratiet.

Til sidst nogle tal til belysning af, på hvilket grundlag denne forening, som selv påstår at repræsentere næsten alle forældre i dette land, hviler. Ved nævnsvalget i 1974 var der fredsvalg ved 66,2 pct. af skolerne. Ved de møder, som gav udslag i, at kun l kandidatliste kom frem, var gennemsnitsmødeprocenten af stemmeberettigede forældre 8,1 pct - højest i Jylland - lavest i hovedstadsområdet. Ved de skoler, hvor der var kampvalg, var stemmeprocenten 21,4 pct. Også her spillede geografien en væsentlig rolle for procentens størrelse, ligeledes de enkelte skolers størrelse, idet den var højest ved de små skoler og lavest ved de store. Tallene er hentet fra bladet Skole og Samfund nr. 8 1974 s. 171, og de er på initiativ af Skole og Samfund udarbejdet af undervisningsministeriets økonomiskstatistiske konsulent. Endelig må jeg medgive, at jeg ikke tror på, at Skælskør er eneste sted i landet, hvor indmeldelse i Landsforeningen sker på før nævnte måde.

Men det er det ydre. Man kan hævde: Er der sket overgreb, er det ethvert medlems ret at rette fejlen. Ethvert nævns- eller kommissionsmedlem står frit til at tage sit medlemsskab af landsforeningen op til revision. Er det indre i orden, selve foreningens formål, kan man vel også finde sig i, at der findes et par skønhedsfejl, hvad angår det ydre.

Som nævnt er foreningens navn: Skole og Samfund, (Landsforening af skolekommissioner, skolenævn og forældreforeninger). Det sidste ord: forældreforeninger røber, at der er tale om andet og mere end slet og ret en serviceforening: altså en forening, som blot har til opgave at være en hjælp for skolekommissions- og skolenævnsmedlemmer i udførelsen af det arbejde, som ifølge landets love er tillagt disse. Dette fremgår også af foreningens vedtægter. § 2, formålsparagraffen, lyder sådan: Det er Skole og Samfunds formål:

at virke for samarbejde mellem hjem, skole og samfund,
at virke for skole-, undervisnings- og opdragelsesformer, der fremmer den enkelte elevs udvikling, selvstændighed og samarbejdsevne,
at virke for forældres medansvar for og indflydelse på skolens arbejde, bl.a. ved at søge repræsentation i alle instanser, hvor skolens forhold behandles,
at dygtiggøre foreningens medlemmer gennem kurser, møder, udgivelse af tidsskrift m. m.
at søge samarbejde med andre organisationer og sammenslutninger, der har opgaver fælles med Skole og Samfund.

Man kan muntre sig over denne formålsparagraf. Man kan finde det pudsigt, at medens man ikke er i tvivl om, at det drejer sig om at dygtiggøre foreningens medlemmer, så tør man ikke anvende det samme ord i forbindelse med skolens virksomhed overfor vore børn, den skole som det dog i sidste instans må dreje sig om. Hvad menes der med ord som den enkelte elevs udvikling, selvstændighed og samarbejdsevne? Hvordan virke for forældres medansvar? Er dette medansvar ikke noget, der simpelthen er, i og med, at de er forældre? Hvordan virke for samarbejde mellem hjem, skole og samfund? Er det i sidste instans noget i retning af, at alle skal belure alle, eventuelt forbundet med pligt til at anmelde, hvis man konstaterer manglende samarbejdsvilje i naboens hjem. Ja, man kan hævde, at de ord der anvendes i denne formålsparagraf er så udflydende og svagt definerede, at de i virkeligheden ingenting siger. Undtaget måske lige det med at dygtiggøre foreningens medlemmer - og dog: dygtiggøre til hvad?

Ret så afgørende er imidlertid, at de to ting, som må være betingelsen for, at en sådan forening kan kaldes en landsorganisation af medlemmer, der udfører offentligt ombud, og som sådan støttes af det offentlige, de mangler i denne formålsparagraf. Der burde være en tydelig henvisning til selve sagen: folkeskolen. Det andet, der burde være, er en henvisning til lovgivningen, som den der sætter grænserne for skolenævnenes og skolekommissionernes arbejde og dermed også for landsforeningens virke. Mangelen på disse to ting må betyde, at det i virkeligheden drejer sig om en privat forening. En forening nøjagtig ligesom utallige andre private foreninger i dette land, hver med sit mere eller mindre udmærkede formål alt efter, hvordan vi hver især ser på det.

Derfor må det forekomme ret så besynderligt, at den med kommunernes landsforenings velsignelse får så at sige samtlige udgifter dækket af det offentlige. De ca. 5.000 kr. i annonceindtægt samt medlemsgebyr fra 266 forældreforeninger og 100 personlige medlemmer rækker nu engang ikke særligt langt.

Nuvel, kan man indvende, det er jo blot det formelle: faktisk er næsten alle skolekommissioner og skolenævn tilsluttet landsforeningen. Minister og Folketing anerkender foreningen som forhandlingsberettiget partner. Skole og Samfund er repræsenteret i udvalg, som har med skole og uddannelse at gøre.

"I 1970 var der nogle tusinde mennesker, der stod i den situation, at de var blevet medlemmer af et skolenævn, fordi andre havde peget på dem. Fælles for mange af dem var, at de følte behov for kurser til oplæring i den lovgivning, der faktisk eksisterer for den danske folkeskole, og som ændres så tit, at man skal følge med fra måned til måned. For mange af dem var Skole og Samfund stedet, hvor oplæring blev tilbudt". Sådan står der at læse i Forældrebladet nr. 6 1974 under titlen: "En replik på artiklen i sidste nr. om Skole og Samfund", skrevet af provst Kristian Jordansen, Astrup, amtsformand og hovedbestyrelsesmedlem af Skole og Samfund indtil udgangen af 1973. Provsten har sikkert ret, sådan gik det til. Et hurtigt og effektivt etableret samarbejde med den nyopdukkede mastodont af magtfulde væsener: Kommunernes Landsforening, og møllen kunne køre. Ministre begyndte at lytte; man blev taget med på råd. Men hindrer dette, at foreningen ikke fortsat er en privat forening?

I den artikel, som Kristian Jordansen's replik er et svar på, beskriver Hans Nielsen (Forældrebladet nr. 5 1974) Skole og Samfund, som denne forening, der på en mærkelig måde er kommet til at repræsentere så at sige alle, og som når den skal udtale sig, som sådan udtaler sig på alles vegne, og derfor i virkeligheden intet siger, og derved bliver den tavse medløber, for andre grupper, som forstår at støbe kuglerne.

Kristian Jordansen afviser denne beskyldning ved at skelne mellem to arter af foreninger: På den ene side er der foreninger bestående af venner, de holder vennemøder. På den anden side er der foreninger af en helt anden art, f. eks. Skole og Samfund. Kristian Jordansen henviser dels til foreningens organisation (det, han tænker på, må være opdelingen i amtsforeninger, måden hvorpå repræsentantskabet udpeges samt valg af hovedbestyrelse). Dels henviser han til rekrutteringen af medlemmer, som beskrevet ovenfor. Og han fortsætter: "En organisation, der er opbygget på den måde bliver ikke vennernes forening, og møderne bliver ikke vennemøder. De, der kommer sammen, har forskellig udgangsposition og forskellige mål. Derfor udtaler organisationen Skole og Samfund heller ikke så klart, som De og jeg kunne ønske. Og det er ikke, fordi uklarheden og de forsigtige standpunkter er foreningens mål i sig selv, men det er fordi, Skole og Samfund er et forum for hele det spekter, der er af synspunkter på folkeskolen lige fra Mao til Forældrebladet. Jeg er ikke utilbøjelig til at give Dem medhold i, at et skolesyn, der fremtræder som et gennemsnit af to yderpunkter bliver konfust. Men meningsløshed som De skriver, er det kun, såfremt det er blevet meningsløst, at mennesker med vidt forskellig baggrund kommer sammen og drøfter, hvordan den skole skal være, som er fælles for danske børn: Folkeskolen.

På denne baggrund må man ikke forvente, at Skole og Samfund tager mange markante standpunkter, fordi foreningen, som De så rigtigt skriver, vil tage standpunkter, som flere og flere kan tilslutte sig. Hvis det er suspekt at arbejde ud fra det synspunkt i en landsorganisation, så er også selve folkestyrets idé suspekt.

Jeg vil tro, at der er endnu en forskel på Deres blad og Skole og Samfund. For Dem eksisterer friskolen som et alternativ til folkeskolen og måske endda som en bedre løsning, medens Skole og Samfunds anliggende er folkeskolen.

Deres blads opgave er betydelig, ligesom et eventuelt kommunistisk orienteret forældreblad vil være det, men hvorfor tænke nedsættende om Skole og Samfund som et forum, hvor man kommer fra højre og venstre og fører de debatter, som i de senere år vistnok har budt på de skarpeste dyster i skolepolitik. Når forholdene er sådan, må fællesudtalelser nødvendigvis blive udvandede.

Det er forstander Eigil Brinchs fortjeneste som formand for Skole og Samfund, at han har kæmpet for at modvirke den polarisering, som ikke mindst i skolepolitikken har præget det sidste årti. Han har gang på gang advaret politikerne imod de hastige reformer, der uigennemtænkt sættes i værk af såkaldt progressive politikere, og som for forældrene giver følelse af afmagt i retning af at forstå meningen med reformerne.

Skole og Samfund har for at bruge et udtryk af Günther Grass været at finde der, hvor sneglens måde at komme frem på værdsættes. Foreningens bestandige henvisning til, at reformer uden forældreforståelse er ødelæggende, skal De ikke tænke ringe om".

Såvidt Kristian Jordansen. Om det sidste, det med Eigil Brinchs fortjeneste samt det med sneglens gang her blot dette: Man kan med samme ret påstå det modsatte. Mere afgørende er det, at Kristian Jordansens argumentation ikke er holdbar, og dermed falder alt, hvad han påstår. Sagen:
Folkeskolen findes netop ikke nævnt som Skole og Samfunds formål i vedtægterne. Forsøget på at dele foreninger op i venneforeninger og ikke venners foreninger går heller ikke, og hvad skulle en henvisning til foreningens organisation overhovedet her kunne sikre. Hvad menes der med en forening bestående af ikke-venner? - uvennernes eller tilmed fjendernes forening? Det lyder i sig selv så utroligt, at man skulle mene, at kun evangeliet turde vove en sådan påstand. Hvad der kunne give rimelighed i, at Kristian Jordansen udtaler sig, som han gør, mangler stadig: sagen, folkeskolen og bundetheden til lovgivningen.

Man kan være venner i mangt og meget, og man kan være venner i meget lidt. Den private venneforening Skole og Samfund holder vennemøder om samarbejde. Det offentlige betaler gildet. Man kan tilmed tjene penge ved at deltage. Selvfølgelig evner denne forening at udrette noget, slet ikke så lidt endda. Der er ting, som man kan enes om. Der er det ord: samarbejde. Det må være Skole og Samfunds fortjeneste, at skole-hjem samarbejdet er kommet med i formålsparagraffen i den nye folkeskolelov, og hvor § 2 stk. l lyder: "Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at give eleverne mulighed for at tilegne kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, som medvirker til den enkelte elevs alsidige udvikling". For øvrigt, endnu før loven var blevet vedtaget, modtog undervisningsministeren en opfordring eenstemmigt vedtaget af Skole og Samfund's repræsentantskab om at nedsætte en arbejdsgruppe med opgave at udarbejde et "supplementshæfte til faghæfterne" om samarbejdet mellem skole og hjem. (S. og S. nr. 4 1975 s. 99). Foreningen arbejder skam.

I bladet "Skole og Samfund" nr. 4 1972 findes professor K. E. Løgstrups redegørelse om Holdningsspørgsmål i Seksuelle Forhold.
Redegørelsen har vakt stor begejstring i foreningens medlemsskare tilmed så stor, at man fandt det påkrævet at udgive den i særtryk.
Ganske vist er den ikke skrevet af professoren selv. Hans redegørelse virker nemlig, som der står, "lidt i retning af Søren Kierkegaard". Men sagen er vigtig, og det er "uheldigt, at for mange standser op ved s. 43 i vejledningen (professorens egen redegørelse), og ikke får læst om, hvordan man opnår en afslappet debat generationerne imellem ved at praktisere de fremsatte synspunkter". Derfor er redegørelsen blevet omarbejdet i hverdagssprog af en pædagogisk konsulent ved navn Grethe Ebbesen, og professoren erklærer sig indforstået med den måde, hvorpå Grethe Ebbesen har lagt hans redegørelse pædagogisk tilrette og bidraget til at gøre den forståelig for enhver.

På Løgstrupsk vis drejer det sig om at se tingene i deres rette sammenhæng samt om ikke at blande kategorierne sammen.

Moral har med godt og med ondt at gøre. Ethvert menneske ved, hvad der er godt, og hvad der er ondt, (hvor de så ved det fra?). At handle umoralsk er at gøre andre mennesker fortræd.

Ethvert menneske har en drøm, et mål eller et ideal om livsudfoldelse. Disse drømme, mål eller idealer om livsudfoldelse er ligeså mangfoldige og ligeså forskellige, som menneskene er det. Men rigtig livsudfoldelse sker kun sammen med andre mennesker.

Er man blevet klar over, hvor det moralske retteligt hører hjemme, kan man begynde at diskutere, man kan tage imod oplysning, og man kan foretage fornuftige overvejelser.
Vejen er banet: alt kan diskuteres: skal vi vente med at gå i seng med hinanden, indtil vi er blevet lovformeligt gift, eller er det tilstrækkeligt, at vi kan lide hinanden, eller skal vi bare gøre det, når vi har lyst. Hvad om en, som stiller vielsesattesten som betingelse går hen og falder for een, som har den opfattelse, at man skal, når man har lyst, eller omvendt? Man diskuterer muligheder for livsudfoldelse, sammen med en anden eller andre og dermed om ansvar for en anden eller andre, om umoral som despekt for den andens idealdannelse, om fæle fænomener som pression.

Og efterhånden, som vi når frem, indser vi endog, at selv af retfærdighedsgrunde er det nødvendigt at afsondre det moralske synspunkt, og begrænse det til der, hvor det rettelig hører hjemme.

En sådan redegørelse er guf. Her er løsningen på samtlige problemer. Ikke så underligt at redegørelsen vakte stor efterspørgsel. Vejen fremad er banet. Fat om dissekerekniven, spræt op, udskild og afsondre, og vi kan drøfte alle problemer i en rolig og afslappet atmosfære, i det rette samarbejdets ånd. Om man mener det ene eller det andet, betyder mindre, for samarbejdet er sikret. Om formanden for landsforeningen den ene dag med henblik på skolelovgivningen udtaler, at nu går det for stærkt, og den næste dag om det samme siger, at nu går det for langsomt, gør heller ikke noget, thi i samarbejdet står alle sammen.

Det er her, at en forening som "Skole og Samfund" har haft indflydelse, og for mig at se afgørende indflydelse. Hele den nye folkeskolelov er blevet en afspejling deraf, hvor alt er samlet i formålsparagraffen med tilsvarende prisgivelse af fagene, idet disse reduceres til at blive dennes tjenere, i sig selv har de intet formål. De er blot redskaber i den fælles sag, som er udtrykt i formålsparagraffen. - Men nissen er flyttet med. Som Løgstrups redegørelse beror på den forudsætning, at det af ham fremstillede er måden at gå frem efter, når disse ting skal drøftes, og derfor i virkeligheden er et moralsk synspunkt fra ende til anden, sådan også med "Skole og Samfund" i det ord samarbejde, og på tilsvarende vis i den nye folkeskolelov med dens formålsparagraf. "Vi tror, at medansvarlighed i sig selv, vil føles meningsfuld", forkynder "Skole og Samfund's" landsformand Eigil Brinch på repræsentantskabsmødet 18. marts 1972. (S. og S. nr. 4 1972 s. 82).

"Folkeskolen forbereder eleverne til medleven og medbestemmelse i et demokratisk samfund og til medansvar for løsningen af fælles opgaver. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed og demokrati", står der i lov om folkeskolen § 2 stk. 3. Som den Løgstrupske afsondring af det særlige område, hvortil det moralske hører, kan betegnes som ren og skær metafysik, sådan kan man også betegne Eigil Brinchs udtalelse om medansvarlighed. Og på tilsvarende måde med folkeskolelovens formålsparagraf: Hvis man tror, denne vil få den såkaldte indoktrineringsdebat til at forstumme, må man tro om igen. Blandt andet kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan man kan undgå at havne i nogle gevaldige rivegilder omkring faget samtidsorientering. - Det moralskes dominans i "Skole og Samfund" kan slet ikke skjules. Ustandselig møder man den løftede pegefinger i medlemsbladet. Mindst hver anden leder i bladet er skrevet i bedste: "Sådan bør også du gøre, lille Peter", stil.

Et eksempel fra særnummer I, maj 1974, side 4, er "9 gode råd", der ikke er nogen patentløsning, men tanker til overvejelse for nye skolenævnsmedlemmer.

Du skal kunne lide børn - være optaget af, hvordan du skaber en skole, som børnene er glade for at gå i. Hvis du gør det, har du vundet første halvleg. Så kan du videre og gruble over spørgsmålet: Tror du, at børn kan lære noget, hvis de ikke trives i skolen? Tror du, at børn trives i skolen, hvis de ikke lærer noget?

Du behøver ikke at have læst tykke bøger om pædagogik. Det er lærernes håndværk.
Du må gerne komme med en lille personlig "kæphest", men den skal være så godt dresseret, at den kan gå i spænd med andre og ikke bare sparke.

Du skal være frisindet. Folkeskolen er en stor forretning, den skal betjene mange kunder. I folkeskolen har flertallet ret. Men aldrig ret til at krænke et mindretal. Dette at sende børn i skole er opfyldelsen af deres ret til at møde andre synspunkter end dine, men det er ikke skolens ret at trampe visse synspunkter ned.

Du skal prøve at lære lov og ret i skolen at kende. Du skal finde ud af, hvad de gør, når de siger "vi plejer" - derved vinder du styrke til at gøre noget andet og bedre. Din realitetssans skal fortælle dig, hvad der er gennemførligt, og din fantasi skal fortælle dig, hvad der bør gennemføres.

Du skal være villig til solidaritet og samarbejde med elever, lærere og de andre forældre. Du kan ikke flytte folkeskolen alene. Du skal have mange med dig.
Du skal tænke dig godt om, før du sætter den sidste avisoverskrift på dagsordenen i det næste skolenævnsmøde.

Du skal ikke tro, at der er demokrati i skolen, fordi du sidder i skolenævnet. Du skal ikke lade andre gøre det, som skolenævnet kunne gøre bedre. Du skal ikke lade skolenævnet afgøre noget, som den enkelte elev, lærer - mor eller far kan gøre lige så godt.
Du skal tro, du er noget. Skolen var anderledes, hvis du ikke var der. Skolen har brug for dig. Netop nu.

Det er simpelthen flabet at servere en sådan gang sludder. Men "Skole og Samfund" kan åbenbart tillade sig lidt af hvert. Den er jo den store sammenslutning, som repræsenterer så at sige alle. Og formålet: samarbejde, er hævet over enhver tvivl. I en folder udsendt omkring juletid til uddeling blandt forældre under titlen: Skolenævnets idé og arbejde, hedder det således: "I det hele taget er skolenævnet først og fremmest forældrekredsens repræsentanter. De er valgt af alle forældre, der har børn indskrevet på den pågældende skole, og handler ud fra forældrenes og børnenes - altså hjemmenes interesse, og de handler rigtigt, når de er samklang med skolens ledere og medarbejdere". På repræsentantskabsmødet holdt 18. marts 1972 afsluttede Eigil Brinch sin formandsberetning med bl.a. følgende personlige udtalelse: "Det siges, at folkeskolen har pligt til at modtage børn fra alle hjem. Vi tror, at der var mere perspektiv i at sige: Det er folkeskolens ret at modtage børn fra alle hjem. Denne opgave gør ikke skolen grå og trist, men farverig og frisindet" (S. og S. nr. 4 1972 s. 82). Så autoritært kan der tales af formanden af landsforeningen, hvor alt og alle mødes i det store fælles formål: samarbejde. Måske netop derfor den enorme læggen vægt på oplæring og dygtiggørelse af foreningens medlemmer. Først når vi når den rette indsigt og forståelse, først når vi ser den rette sammenhæng mellem de mangfoldige love og bestemmelser, først da opnår vi den rette afslappede atmosfære, hvor alt mellem himmel og jord kan drøftes. Vi har fået øje for det fælles høje mål: samarbejde. Eller for at bruge Skole og Samfunds eget udtryk: "Vi er blevet jævnbyrdige partnere i skoledebatten og kan være med til at skabe en god og bedre skole". (Egil Brinch i "Velkommen til arbejdet" - Særnummer i maj 1974 s. 3). I kølvandet følger skolen. Efter den nye skolelov er denne blevet en snakkeklub, hvor det væsentlige er det rette samvær. Hvor dette er i orden, kan man diskutere alt i en tilsyneladende fordomsfri og afslappet atmosfære, men bag det tilsyneladende fordomsfri og afslappende skjuler sig det autoritære. Talen om åndsfrihed er blændværk. Det er ikke demokrati. Det er demokratisme.

Jeg tror, at forældre er interesserede i deres børns skole. Men den forskruethed, der er fremkommet takket være "Skole og Samfund's" virksomhed, den skræmmer. Der tales for meget latin. Der serveres udelukkende færdiglavede retter. Man møder kun en løftet pegefinger.

Min påstand er, at "Skole og Samfunds" virksomhed i bund og grund er ufolkelig. Det er de bedrevidendes forening. Dens fremgangsmåde er at overdynge de nyvalgte nævns- og kommissionsmedlemmer med stabler af papir, så disse end ikke tør åbne munden, før de har deltaget i mindst to af "Skole og Samfund's" kurser.

Sker det endelig, at en enkelt hæver røsten og protesterer, ved at gøre opmærksom på, at det var til et skolenævn, at hun var blevet valgt, netop et nævn, og derfor mente, at opgaven var, just ud fra nævnets idé, at hun skulle gøre arbejdet, som den menige forælder hun er, ja, så modtages en sådan protest "i stille undren over, at det nu også er forkert at gøre sig selv dygtigere til at løse det tillidshverv, andre har betroet en at varetage".

Det jeg hentyder til er: Omkring et formål, et indlæg af Majken Frost, samt "Skole og Samfund's" svar, i "Skole og Samfund" nr. 10 1974 s 206. - Man kan forstå denne undren, i hvert fald så længe det er de Løgstrupske trylleformularer, der er grundlaget.

Når livsudfoldelse er målet, og rigtig livsudfoldelse kun sker i samvær med andre, og med det moralske lukket inde i det afgrænsede rum, da er en sådan protest vitterlig uforståelig. Dette hindrer dog ikke, at det er og vedbliver at være: professorsnak. Og "Skole og Samfund" snakker efter, man vasker sine hænder, man ryster overbærende på hovedet: "Vi ved dog bedre".