Af Gustav Brøndsted. Tidehverv, 1933, s.85-92.
VIII. Svar til Biskop Ammundsen.
Daabsboden, Pinsemenighedens Budskab om den ny Hellighed, det er Evangelium for de rige. De rige har faaet; de fattige maa vente.
Men i Ventetiden faar Guds Evangelium Lyd.
Og det klinger ikke nær saa rigt. Her er intet taget forud. Her giver Gud fra Dag til Dag. Bod og Bøn. Anger og Tro.
Det er Livet før Paaske, men under Paaskens Ord fra Gud. Det er Livet før Pinse, men under Pinsens Haab, som Gud selv har lagt i sin Paaske.
Tidernes Vendepunkt er indtruffet, det store Skifte mellem de to "Æoner", de to Herredomstider, Satans og Guds, Syndens og Hellighedens.
Det er Urkristendommens Forkyndelse.
Men nye Angster rejser sig, nye Farer truer - truer ogsaa Menigheden. Den Ondes Magt er dog ikke brudt.
Det blev Ventetidens Erfaring.
Pinsemenigheden maatte igen blive Discipel og lære Evangeliet.
Og der blev kæmpet for at forene Theori og Virkelighed, overalt mærker man Sporene deraf: Menighedernes faktiske Tilstand og Apostlenes deraf følgende Pædagogik; Brevenes stadige Gliden fra Menighedstale til Missionstale; den tiltagende Bekymring i Kætterspørgsmaalet; Spekulationer om Guds "Frelseshusholdning", dens Tider og Timer; den idelige Fornyelse af Tidens Æonskifte-Myter (f. Eks. i Johannes Aabenbaring) - altsammen er det, hver paa sin Maade, Vidnesbyrd om Menighedens Kamp for at forene Theori og Virkelighed: Tidsskiftet, som kom og dog ikke kom, Helligheden, som er og dog ikke er.
Kristus udeblev. Og det var Anfægtelser, dette affødte, ikke sentimentale Længsler.
- Til Marcusevangeliets Kapitel 16 er der - selv i vor autoriserede Oversættelse - føjet en Note om, at Stykket v. 9-20 "mangler bl. a. i de to ældste Haandskrifter".
Dette Stykke er nu i hvert Fald ikke den oprindelige Slutning; det fremgaar baade af Indholdet selv og af Oldkirkens Overleveringer. Men om Evangeliet oprindelig virkelig har endt med 16,8 (Kvinderne fortalte intet om, hvad de havde oplevet ved Graven, "thi de frygtede") eller om en oprindelig Slutning er tabt, eller fjernet og erstattet med den nuværende - det er Spørgsmaal, som vi i Øjeblikket ikke behøver at komme ind paa. Her er det selve Stykket, det drejer sig om.
Hvem dette Stykke nu end stammer fra (i et gammelt Haandskrift bærer det en Aposteldiscipels Navn), saa er det tydeligt nok et Led i en Evangelieberetning med andre Forudsætninger end selve Marcusteksten. Og at det gaar tilbage til Slutningen af 1. Aarhundrede, er af mange Grunde sandsynligt.
Stykket fortæller, at der var tre Aabenbaringer af den Opstandne (V. 9, 12 og 14): Først for Maria Magdalena (som fortalte det til de sørgende Disciple, men de troede hende ikke); dernæst for to Disciple paa Vejen (som ligeledes fortalte det til andre, men uden at blive troet); og endelig, stadig paa samme Dag, umiddelbart inden Himmelfarten (V. 19), "aabenbarede han sig for de Elleve selv, mens de laa til Bords, og han bebrejdede dem deres Vantro og Stivsind, at de ikke troede dem, der havde set ham opstanden fra de døde. Men de undskyldte sig og sagde: Denne Lovløshedens og Vantroens Tidsalder staar under Satan (se slutnote 2), som ved sine urene Aanders Hjælp sætter sig imod, at Guds sande Magt fattes af Mennesker (se slutnote 3); aabenbar derfor nu din Retfærdighed (se slutnote 4). Saaledes talte de til Kristus; men Kristus sagde til dem: Tidsmaalet for Satans Herredømme er udløbet (se slutnote 5); men nye Farer venter - ogsaa dem for hvem jeg blev overgivet til Døden, fordi de havde syndet, for at de skulde vende om til Sandheden (se slutnote 6) og ikke mere synde (Joh.5,14; 8,11), for at de kan faa i Eje den aandelige og uforgængelige Retfærdigheds Herlighed i Himmelen. Men nu, drag ud overalt i Verden og forkynd …
Marcustilføjelsen (V. 9-20) er jo ellers velkendt; men næppe dette Afsnit deraf. Den ovenfor gengivne Text er vistnok ubeskaaren (se slutnote 7), den gængse forkortet. Dersom nogen faar Tid til at læse Noterne med, saa vil de forstærke det Billede af Ventetiden, som dette Ordskifte giver: Billedet af en Slægt i Vaklen mellem to Tider; en Slægt, der var saa vis paa at have oplevet Afgørelsen og Sejren, i Verdensløbet saavel som i sig selv, men som dog maa blive ved at slæbe sig gennem Hverdagenes uforandrede Graa og Aarenes lange Række; en Slægt, for hvem Theorien nedbrydes af Oplevelserne, historisk saavel som moralsk; en Slægt, der værger sig imod sin egen Utryghed ved at gøre sine Tanker til hans Ord, eller gentage og forme og atter gentage sig Fortiden og Begyndelsen med en Kredsen og Dvælen, der efterhaanden gør selv de mest indholdstunge Ord til Clicheer.
Mørkets Aandemagter, Satans "Engle" og Haandlangere binder Mennesket i Skæbnerædsel og Synd i denne Lovløshedens Tidsalder; men dette Herredømme har Gud brudt; os har han givet Magt til at staa Mørket imod og faa Lod i de helliges Arv i Lyset: han har revet os ud af Mørkets Magtomraade og stillet os over i sin Søns, den Elskedes, Rige - ved ham er Forløsningen vor, Syndernes Udslettelse (Kol.1,11-14). Nu er Kristus Fyrste, ikke Satan.
Tidsskiftet var kommet - men Gudstiden var alligevel ikke kommet; endnu har Djævelen Magt til at bekæmpe baade Troen og Helligheden.
Det er disse Anfægtelser, der taler i denne Text; det er disse angste Spørgsmaal, der har været Menighedens næsten fra første Færd, og blev ved at være det gennem Generationer. Knap er en Menighed grundlagt, før de dukker op (Thessalonikerbrevene er klare Vidnesbyrd om dette); de ulmer under hele den apostolske Tid og meget længere, de bryder ud i Profetier og Apokalypser - - og forsyner to Aartusinder med mere Stof for Fantasien, end baade Religion og Kunst har kunnet forbruge.
For Fantasien. Thi vel bilder vi os ind, at Spørgsmaalet om "Herrens Genkomst", de sidste Tider, det evige Liv og alt, hvad der i Urmenigheden knytter sig dertil, stadig er Kirkens Arv og Haab. Men det er ikke sandt. Vor Fantasi - og herunder naturligvis ogsaa hele vort religiøse Stemningsliv - vor Fantasi bliver stærkt berørt af alt dette; vor Virkelighed ligger det fjærnt. "Apokalyptiske" Stemninger og Samfund har der vel stadig været, baade i vildtvoksende Frodighed, og kirkelig kultiveret og afdæmpet - "Uvirkelighed" staar der paa det alt sammen.
Fordi de paagældende Forestillinger er "videnskabeligt uholdbare"? Nej, det er rigtignok værre end som saa; nej, fordi vi som en "Menighed af Syndere" overhovedet har mistet og fraskrevet os al Ret til at beholde de Tanker.
Nutidskristne gør sig ikke større Illusioner med Hensyn til Hellighed; man har "ordnet sig" religiøst paa det Grundlag, hvad man jo har kunnet gøre med Ærlighed og med anerkendte Forbilleder baade fra det 16de og 20de Aarhundrede. Men som Lem af Kirkens Legeme og som Medejer af Skriftens Helhed, kan man endda beholde den apokalyptiske Verden som et Slags "Overdrev".
Det kunde den første Tids kristne Menneske ikke. Ganske uanset hans egne eventuelle Anlæg eller Tilbøjeligheder for det apokalyptiske - for ham var det Virkelighed, for ham var det aktuelt, saa sandt hans egen Nutid var aktuel; det var hans Livs Hellighed, der vilde komme til at bestemme det Hinsides, i Art og Grad. Spørgsmaalet om hans Forhold til Synden gjorde hans Dagligliv til eet med hans "Fantasiverden" - hvis man under de Omstændigheder har Lyst til at kalde den med det Navn. For der er nu mere Virkelighed i Oldkirkens end i Nutidskirkens Evighedstanker - ikke fordi deres var lige saa haandfaste, som vore er luftige; heller ikke fordi der var mere Sandhed i Urmenighedens Syndfrihed end der er i vore Dages; men kun fordi Dagliglivet og Himmellivet virkelig var forenet til eet for den Slægt, gennem Hellighedskravet, Hellighedsbetingelsen. Det kan ikke hjælpe hertil at indvende, at ogsaa deres Hellighed jo var baade deres og Guds; det fører kun ind i bundløse Spekulationer. Svaret paa, om Helligheden var Guds eller deres, er desuden givet baade praktisk og enkelt i dette, at Daabens Tilgivelse gjaldt Fortiden.
Vi kan hente tilbage saa lidt eller saa meget vi vil af Urkirkens apokalyptiske Verden - det bliver aldrig andet end et religiøst Ferieland.
Nej, Fantasiriget i Behold, i Kraft af vor Hellighed; eller Gud i Vold, i Kraft af hans Naade.
Udadtil Trængsler, indadtil Spørgen og Usikkerhed. "Brudens" Tilstand, Kristi Tøven.
Gang paa Gang dukker i de følgende Menneskealdre det bange Spørgsmaal op om Naadens Fornyelse, og stadig møder Spørgsmaalet "de Gamles" Svar: Daaben er Døren. Een Bod, og saa et Liv uden Synd, det er Frelsens Vej. Saa grundfæstet er denne Tanke lige fra den allerførste Tid ned til vore Dage, at vi endnu i Kirken kun har een Daab - men Boden er strakt over det hele Liv. Formelt er Bodens Uigentagelighed fastholdt, ved Daabens Uigentagelighed; reelt er der skaffet Plads for dens Fornyelse, og det paa mangfoldige Maader, lige fra det oldkatholske Bodssakramente til "daglig Anger og Bod".
Een Bod, Daabsboden. Det var de Gamles Svar.
Og naar Traditionerne fra Urmenigheden støder haardt an imod Virkeligheden og dens Nød, saa er det i første Omgang Virkeligheden, der maa give sig. Men det betyder, at den primitive Entusiasme gaar over i Rigorisme med dertil hørende Selvbeskyttelse: Isolation eller Forløjethed. Hebræerbrevet, Apologeterne, Montanismen - i al deres Forskellighed er de dog eet, og eet med saa mange forkætrede Smaasamfund gennem alle Tider.
Naaddens Fornyelse, det er Ventetidens Bøn. Den evangelisk-lutherske Forkyndelse siger, at med Daaben er Naadens Dør lukket op: men den ældste Menigheds Forkyndelse var, at med Daaben er Naadens Dør lukket i.
Vel har der derfor fra Tid til anden været dem, der har prøvet atter at linde lidt paa Daabens Dør, naar Samvittigheden - eller Brødrene anklagede. Der har i Oldtiden været Kredse, som med en vis Tilknytning til førkristelige og senjødiske Døber- og Mystesamfund i Østen har forkyndt en fornyet Bod med fornyet Daab; men Menigheder med apostoliske Traditioner har øjeblikkelig og afgjort lukket dem ude, for ikke at gøre Naaden tom. "Elchesaiterne" var Navnet paa en saadan Kreds; i Begyndelsen af 3. Aarhundrede regnedes de for meget langt ude, de var netop bl. a. "Gendøbere". En af deres Mænd, Alkibiades, som paa den Tid var kommet fra Syrien til Rom med "Elchasai's Bog", forkyndte hans Lære og det glædelige Budskab om en ny (fornyet) Syndsforladelse, der i Kejser Trajans 3. Aar var udgaaet til Menneskene". Altsaa Aar 100.
Hvordan det nu end forholder sig med denne Elchasai, og med "hans Fortolker Aristides" - Hippolyt har en hel Del at fortælle og er ikke blid - Aristides forkynder denne ny Bod som en fornyet Daab, og Hippolyts Vrede er rettet ikke blot mod Daabens Gentagelse, men mod selve dette, at disse Folk vover at tale om fornyet Bod for angrende Ægteskabsbrydere osv. (se slutnote 8). "De fabler om en himmelfalden Bog med Syndsforladelse for dem der hører og tror den", siger Origenes. Og hvad det nu end er med denne Bog eller dette Himmelbrev fra Trajans tredje Aar - omtrent i de Aar maa Hermas have faaet det "Himmelbrev", som i et Syn bliver ham givet af "Fruen" (d.v.s. Kirken 2.Joh.1 og 13) at forkynde Menigheden i Rom, det lille Skrift, som Klemens skal sende til Menighederne "i Provinsen", det Evangelium om en ny Bod, som fik saa store Virkninger i Kristenheden - og som endnu er bevaret i Begyndelsen af den Bog, Hermas skal have sammenskrevet omtrent en Menneskealder senere, Bogen om "Hyrden", d.v.s. Bodens eller den fornyede Helligheds Vogter. Den Aabenbaring som gav Hermas et næsten apostolisk Navn - og hans Bog en Plads i Sinaibibelen. En "højst ubetydelig Mand", ja, intellektuelt og kulturelt vurderet; en lille Næringsdrivende fra Roms Bymark og slet ikke nogen Amos af Aand; og dog var denne Hermas, med al sin Troskyldighed, med al sin trivielle Smaasnakken, en Profet og Hjælper mere end Tidens store theologiske Navne; ja trods al sin Jøde- og Romerdom, trods alle sine moralske Sorteringer og filistrøse Straffeberegninger, sine Salighedsgrader og Lære om overskydende gode Gerninger - han var dog en evangelisk Mand, i Kraft af dette ene, at han tog imod Guds Anklage og at hans bange Samvittighed fik det Svar, at Gud atter aabnede Naadens Dør. Det var Evangelium. Og det vidste han, at han nu skulde forkynde i Menigheden. Evangelium - ikke hverken den ene eller den anden evangeliske Lære, men Naadens Ord talt igennem og brudt igennem den "Lære", som var fælles for hele den gamle Kristenhed: at efter Bodsdaaben skal Livet leves uden Synd. Bodens Engel lærer ham, at det har han ikke gjort. Hans Fortid anklager ham - ikke som hos Paulus Tiden før Omvendelsen, men netop Tiden efter Daaben; hans Erindringer ængster og spørger, og "Hyrden" giver ham Erkendelse og Lys. Hans Tanker og Begæringer; hans Forhold i Familien eller i Menigheden (vis. I; vis. II o. a.); hans Forretningsmoral (mand. III); Bekymringens Aand, som fortrænger den hellige Aand (mand. X); overalt er der Anledning til at bekende og angre Synd - "jeg er en Synder, og mine Synder er mangfoldige og mange" (mand. IV,2,3). Men "den Engel, der er sat over Boden", bringer ham Trøst og Hjælp. "Herre, jeg har hørt af nogle Lærere, at der ingen anden Bod findes end hin Bod, da vi steg ned i Vandet og modtog Forladelse for vore forrige Synder." "Hvad du har hørt, er rigtigt," svarede han, "thi saaledes forholder det sig. Den, der har modtaget Syndernes Forladelse, var forpligtet til ikke mere at synde, men forblive hellig. Men da du saa indtrængende spørger mig om alt, vil jeg aabenbare dig ogsaa dette - men uden derfor at give Anledning (til Synd) for dem, der i Fremtiden vil modtage eller netop har modtaget Troen; thi de, der nu er blevet troende eller som i Fremtiden bliver det, har ikke nogen (ny Adgang til) Bod for (fremtidige) Synder; de faar kun Tilgivelse for deres tidligere Synder. Men for dem, som er kaldet før denne Tid, for dem har Herren sat en Bod (endnu), fordi han kendte Menneskenes Svaghed og Djævelens Træskhed … I sin store Barmhjærtighed har Herren forbarmet sig over sin Skabning og har indsat denne Bod, og mig er det overdraget at forvalte denne Bod. Jeg siger dig: naar et Menneske efter hin store og højtidelige Kaldelse (d.e.: Daaben) synder ved Djævelens Fristelse, da har han (endnu) een Bod; men synder han derefter fortsat, vil han umuligt naa hen til Livet, om han end gør Bod; for det Menneske vil det være uden Værd". Da sagde jeg til ham: "Jeg levede op igen, da jeg hørte dig sige alt dette! Nu ved jeg, at jeg vil blive frelst, naar jeg ikke synder mere." (mand. IV,3).
Det er Samtalen mellem Hermas og den Engel, som af Gud har faaet overdraget Forvaltningen af den nye Bod. Og det er, i personlig Form, hvad der i den profetiske Forkyndelses Form var blevet aabenbaret gennem "Himmelbrevet": " … til alle Hellige, Forladelse for alle deres Synder indtil denne Dag, dersom de af helt Hjærte gør Bod og udrydder Deltheden af deres Sind. Thi Herren har svoret …: Hvis de fra denne Dag af endnu gør Synd, da skal de ikke finde Frelse. For de retfærdige har Boden Ende! For alle de Hellige er Bodens Dages Tal fuldt; men for Hedningerne staar Boden aaben indtil den sidste Dag." (vis. II,2). Og det er, hvad der forkyndes gennem hele Hermas' Bog, baade i korte, klare Ord (f. Ex. sim. VIII,11,3) og i lange Undervisninger og Syner. "At den, der har syndet, ikke mere skal synde" (mand. IV,1,11), det er den anden Bods Formaal, som det var den første Bods, Daabens. Ligesom Omskærelsen var Israels "Segl", Seglet paa Pagten til Loven, saadan er Daaben "Seglet" paa Pagten til Korset; er "Seglet" brudt, da er ogsaa denne store og hellige Pagt brudt. Men endnu een Gang - det er Ordet til Hermas - vil Gud naadig forny sin Pagt; de der har brudt og beskadiget hans "Segl", faar nu af Engelen et nyt Segl og en fornyet Aand (sim. VIII,6,3); det er med den ny Bod som med Daabens Bod: Tilgivelsen følger efter Ydelsen - "Da Herren havde set, at deres Bod var god og ægte, og at de kunde overholde den, saa befalede han, at deres forrige Synder skulde tilintetgøres" (sim. IX,33,3). Men efter Bodsevangeliets Modtagelse er ny Synd det samme som Fortabelse (sim. VIII,11,3 o.m.a. St.).
Tankerne om Bodshelligheden er uforandrede: Naadestanden er Syndfrihedens Stand.
- Saa ydre og ringe dette end ser ud, og saa sikkert det er, at det atter maatte føre ind i Anfægtelser, ud i samme tragiske Konflikt som før, saa blev det dog i denne Skikkelse og paa dette Sted, at Evangeliet brød Bresche i Aposteltidens Pinsebevægelse med dens nye Selvgodhed i Kristi Navn.
Til et Menneske i Dagens Nød var det nye Bodsord kommet; som en Profeti var det begyndt (Himmelbrevet), en Kundgørelse, fremkaldt af aktuelle og konkrete Forhold; og paa en truende, nær forestaaende Trængselstid tog det Sigte, paa en forventet sidste Tid. Derfor var det Guds Ord i Menneskelære: derfor fremtraadte det ogsaa - ligesom alle tidligere Profetier, - som et sidste Tilbud om Naade, begrænset og betinget.
Som Profeti var det begyndt, som Forkyndelse af en ny Bodens Dag før Dommens Dag. Men Budskabet maatte først naa ud til de enkelte; og det maatte tilegnes af de enkelte. "Dagen" for "denne ene Bod" bliver Dagen hvor Boden modtages. Boden haster, Timen er nær - - men Timen var stadig ikke nær, og Hermas selv havde stadig Bodshyrdens Undervisning behov; Bodens Engel skal være hans Vogter og Husfælle Resten af hans Liv, har Gud sagt; og hans eget Kald til at forkynde Bod varer ved og fornyes (sim. VIII,11). Saaledes bliver, allerede inden for Hermas' egen Tid, Forkyndelsen af en ny og sidste Bodstermin til Forkyndelsen af endnu een Bod, ud over Daaben.
Og alt som Tiden gik, og "Dagen" stadig ikke kom, og de Troende stadig syndede, blev Grunden lagt til en Bodsopfattelse og en kirkelig Bodspraxis, som Hermas mindst af alt havde tilsigtet. I Hermas' Forkyndelse er Guds Frelsesvillie mere end Guds Verdensplan. Derfor blev Ordene ogsaa stærkere end Forkynderen. Han selv er kommet ind paa det evangeliske Sted: Naaden til den bange Samvittighed. Derfra udgaar en Virkning, som sprænger Aposteltidens Daabshellighed og hans egen Anden-Bods Hellighed.
Her er andet og mere end en Mand, der er saa og saa katholsk i Forhold til Ny Testamente; her er ogsaa andet og mere end en interessant Begyndelse til Bodsdogmets Udviklingshistorie og alt saadan noget. Her er et Menneske, der har søgt at klynge sig til den apostolske Forkyndelses Helhed - men indleder dens Sammenbrud.
Alle de mange Spørgsmaal, han tumler med i sine smaa og store "Syner" og "Bud" og "Lignelser", alle handler de tilsidst kun om eet eneste: Helligheden, Kvaliteten, der er Betingelsen for at komme med blandt de Bygningssten, Englene bruger til at bygge "Taarnet" (vis. III; sim. IX og X); et Øjeblik har Gud standset, kun en Pause under Byggearbejdet, endnu et Naadens Ord, om maaske endnu nogle Bygningssten kan efterprøves og ikke kastes bort for bestandig (sim. IX,14.19.32) - men Boden haster; "for jer Skyld blev Arbejdet afbrudt" (X,4,4), snart skal Taarnet staa færdigt. Det er Bogens Grundtanke, og dens Slutning.
Hermas "levede op" ved Hyrdens Ord. Guds Naade var ikke forbi. Men "Lærens" Grundlag var stadig det apostolske. Spørgsmaalet var blot skudt lidt ud. Det kunde Hermas ogsaa selv faa en Angst for: en god og en ond Engel kæmper stadig om Magten over vort Sind og vore Handlinger (mand. VI), og Djævelen er stærk (mand. VII og XII,5-6).
Men Hyrden, Bodens Vogter forbyder ham denne Angst: Tro paa Guds Magt, og ikke paa Djævelens!
- Af Hermas' Anfægtelser, "Kirkens" Himmelbrev og Hyrdens Undervisning voksede i Tidens Løb det kirkelige Bodssakramente frem. Hvorledes dette skete, og hvordan denne Historie formede sig, alt dette er det ikke her min Opgave at udrede. Pinsefantasiernes Sammenbrud over for Virkeligheden, det er den Sag som angaar os her; og da er det af Bodens Historie nok at minde om nogle faa Kendsgerninger: at Kirken i de følgende Menneskealdre, om end vaklende og tøvende, tager imod Forkyndelsen af den "2. Bod"; at Bodsspørgsmaalet drives over i et andet Plan derved, at Menigheden maatte indrette sig i denne Verden paa længere Sigt; at Hellighedstanken og Genkomstforventningen maa dele Skæbne med hinanden under de nye Forhold, ligesom de var uløseligt forbundne i deres Begyndelse; at hvad der var forkyndt som en Bodsfrist, med Tanken paa den nære Dom, det optages i Kirken som en Bodslære, med Tanken paa Menighedens Moral; at Kampen om den "2. Bod" derfor i Praksis former sig som en Kamp mellem "strengere" og "mildere" Tendenser i Menigheden - at en Skelnen mellem "mindre" og "større" Synder altsaa stadig bliver det afgørende. Tanken om Menighedens moralske Renhed har ikke blot en apologetisk Interesse, men de "strengere" ser i den "2. Bod" en stor Fare og et Brud med den apostolske Overlevering.
Hermas, der selv var blevet ramt i "smaa" Synder, havde gennem Himmelbrevet forkyndt en ny Bod for alle Synder, selv for Ægteskabsbrud og Fornægtelse af Troen; og dog, mod Slutningen af Hyrdens Undervisning gælder Frafald og Gudsfornægtelse (men ikke Hykleri og falsk Lære!) som utilgivelige Synder (saaledes sim. VIII,6 og IX,19) - thi der er Forskel paa Synd, og Gud giver kun Bodens Aand til dem, hos hvem han har set, at de ikke paany vil bringe Skændsel over hans Navn, men som er i Stand til i Fremtiden at bevare deres Hjærte rent. Ja, det er Hebræerbrevet, det er Johannes, men fornyet, "endnu een Gang"; det er Daabsboden, gentaget i den "2. Bod". Men Irenæus (i sidste Halvdel af Aarhundredet) ønsker ikke nogen Bod ud over Daabens fast indført i Kristenheden; han tænker om Kristendom og Synd omtrent som Johannes og Apologeterne om end næppe som Hebræerbrevet - derpaa tyder i hvert Fald Ordene i Brevet om Martyrerne i Lyon (hos Euseb h. e. V,1,45-46): de Døde (d.v.s. frafaldne) kom til Live ved de Levende (d.v.s. Bekenderne). - Klemens fra Alexandria (ca. 200) er traditionsfast og stærk i Daabshellighedens Theori, men bøjelig og græsk i den pædagogiske Gennemførelse. Hermas' "2. Bod" er ham til megen Ulejlighed; paa den ene Side er den nok af Gud, men paa den anden Side er den ikke til at bygge paa. Paa den ene Side sætter Daaben Syndens Grænse - paa den anden Side blev Røverhøvdingen, den døbte og atter tabte, genvunden af den gamle Johannes, i Angerens Taaredaab. Men om Klemens er det forøvrigt bedre at tale i en anden Sammenhæng. - Hans Samtidige i den latinske Kirke, Carthaginienseren Tertullian, der kort efter sin Omvendelse kaster sig ind i en voldsom Kamp mod al Kristendomsforfalskning og Skrift efter Skrift lader det apostolske Hellighedskrav træde lynklart frem - Tertullian har egentlig saa lidt som Urkristendommen Plads for den "anden Bod", som er ved at arbejde sig frem i Kirken; thi Kristne er forhenværende Syndere, og syndige Kristne er forhenværende Kristne. "Kun modstræbende" (de poenitent. 7) giver han sig ind paa at drøfte dette "andet eller rettere det sidste Haab", modstræbende, fordi han (ligesom Hermas) er bange for at "give Synden yderligere Frist"; men "Gud kender Djævelens Anslag" - og den nye kirkelige Tradition er vel allerede for stærk; Tertullian anerkender, at der er endnu een "Redningsplanke" ud over Daabsbodens; at Gud, "skønt Tilgivelsens Dør er lukket og Daabens Slaa skudt for, dog endnu har ladet noget aabent; han har i Forhallen givet Plads for den anden Bod, som aabnes for dem, der banker paa - men nu kun een Gang; det er jo allerede anden Gang; saa aldrig mere; næste Gang er det forgæves. Er ikke ogsaa denne ene Gang nok? (de poenit. 7) den, der synder efter sin Omvendelse, sætter Djævelen over Gud (de poenit. c. 5); Tertullian kender "Daabens Byrde" (de bapt. 18) - men Slapheden hader han.
Forfølgelser kom, og Frafald; Slapheden breder sig. Hvad Tertullian engang fandt frem til Forsvar for den 2. Bod, maa han senere selv bekæmpe Virkningerne af, da han en Del Aar efter fik at "høre, at Pontifex maximus, Biskoppernes Biskop har udstedt et Edikt (Biskop Calixtus Edikt ca. Aar 220) om Bod ogsaa for Ægteskabsbrud og Hor" - "og hvor meddeles saa denne Rundhaandethed? Formodentlig paa Skøgehusenes Indgangsdøre, paa Bordellernes Udhængsskilte? Men nej, dette læses i Kirken og forkyndes i Kirken, og Kirken er Jomfru!" - i et voldsomt Skrift mod Romerbispen haaner han hans Balancekunster paa slap Line - træd kun frisk til, træder du fejl, nu, Gud er god, han breder sin Kappe ud under Sine, ikke under Hedningerne, den anden Bod vil opfange dig, fra Horkarl bliver du Kristen igen!" (de pudicitia c. 1 og 10) - han angriber hans Ven Hermas, "Ægteskabsbrydernes Hyrde" (20) "den falske Hyrde", som uværdig til at regnes blandt de hellige Skrifter, som apokryft, et Horeskrift og derfor ogsaa en Værner for sine Ligesindede - og Ark efter Ark af apostolske Ord kaster han "den apostolske Mand" Romerbiskoppen, i Ansigtet.
Tertullian er som "Montanist" (se slutnote 9) atter tvunget tilbage fra den 2. Bod, misbrugt som han fandt den af den slappe Kødelighed - "thi hvad der tilgives, vil ikke blive frygtet" (de pudic. 16; det er omtrent hvad ogsaa en anden af Calixtus' Modstandere siger, Klemens fra Alexandria). Endnu engang er Aposteltidens Theori om Daabshelligheden hævdet i al sin Skarphed - og dog kun tilsyneladende; den begyndende Bodspraxis har ogsaa hos Tertullian bevirket een væsentlig Forskydning: Kirkens Afgørelse er ikke eet med Guds Afgørelse. Principielt og theoretisk nægter Tertullian ikke Kirkens Ret til at tilgive Synd; men det er Aanden, der maa give Fuldmagten ("thi ingen uden Gud kan tilgive Synd"), og det har Aanden ikke gjort, for ikke at fremkalde ny Synd. Hvad Kirken til enhver Tid har, er Læren; og i Lydighed mod den er det Kirkens ubetingede Pligt at værne Helligdommen og tilbagevise enhver Bøn om Bod for grove ("lettere" Forseelser indrømmer Tertullian derimod stadig Biskoppen Ret til at tilgive, paa Kirkens Vegne, og i Kraft af Kristi Forbøn hos Faderen) Synder; selve det angrende Sind vil den ikke hindre, og foregribe Guds endelige og evige Dom (sml. de pudic. 18-21).
Men den mellemliggende Tids Spor lader sig ikke udslette. Og hvad er saa i Virkeligheden denne Hellighed, der ikke maa mistes og ikke kan generhverves? Dens Grænser er ikke stort forskellige fra Straffelovens. Tertullian, der har større Selverkendelse end de græske Apologeter, bekender, at der er Synder, for hvilke vi alle ligger under - Hidsighed, letsindig Banden, Upaalidelighed, Nødløgn (de pudic. 19) - Dagliglivets Fristelser fører ind i saa meget, og ingen vilde blive frelst, om der ikke var Tilgivelse for saadant, ved Kristi Forbøn hos Faderen; men der er ogsaa Synder af hel anden Art, ganske anderledes svære og ødelæggende Synder, Mord, Afguderi, Svig, Fornægtelse, Bespottelse, Ægteskabsbrud, Hor og anden Besmittelse af Guds Tempel; saadanne Synder begaas overhovedet ikke af den der er født af Gud - og begaar han dem, er han ikke længer Guds Barn. Det skal huskes, naar vi læser 1.Joh.1,7 (som Calixtus har paaberaabt sig), og det er Grunden til, at Johannes eet Sted siger Ja og et andet Nej til, at Guds Børn synder: han gør Forskel paa Synd og Synd … Enten maa du nægte, at Ægteskabsbrud og Hor er Dødssynder, eller ogsaa maa du tilstaa, at de er utilgivelige Synder for hvilke det ikke engang er tilladt at bede, 1.Joh.5,16, Jerem.7,16; 14,11 flg. (de pudic. 19).
- Ja saadan ender Bodens Saga, hvor den begyndte, allerede inden den ret faar begyndt at folde sig ud gennem Aarhundrederne. Et Spørgsmaal om Grænser og Grader er det blevet, en Kamp for at opretholde Theorier og Fiktioner om Menighedsafgrænsninger, ved Hjælp af bibelsk urørlige Begreber. Bod, Naade, Hellighed, Dødssynd, Smaasynder - - hvert af disse siger netop kun, hvad de siger i Forhold til hinanden. Det er Følgen af at dyrke Helheder. Calixt er mere rundhaandet end Tertullian, og Tertullian sikkert mere end Johannes; baade hvor den anden Bod nægtes eller begrænses, og hvor den hævdes eller udvides - det er altsammen "apostolisk Hellighedstradition" i Vigen, i Kompromis. Men det "evangeliske" hos Hermas: Guds Naade er ny, - det har faaet kirkelig Interesse, og er blevet Genstand for biskoppelig Bekymring og Regulering. Navnene beholdes, Indholdet forsvinder.
Det er Daabshellighedens retfærdige Frugter.
Ventetiden har været Sandhedens Prøvesten. Hvad der bliver tilbage er netop et Menneske som alle andre.
Daabsstemningens golde Renhed er blevet aabenbar. Naar det religiøst højstemte duftede bort, blev der kun Moralisme tilbage. Tilgivelsen begrænses og gøres usikker ved Grænsetilfældenes Usikkerhed, og man falder tilbage paa Ydelsen i Betydning Begrænsning, altsaa Rigorisme og Askese; Martyriet er snart igen den bedste Redningsplanke - baade Vand og Blod randt af Kristi Saar, og Bloddaaben er "den Daab som baade erstatter det ikke modtagne Renselsesbad og giver det tabte tilbage" (de bapt. 16, Joh.19,34, 1.Joh.5,6. Sml. de pudic. 22, Luc.12,50).
- Bodens ældste Historie viser det "negative", Hellighedens Opløsning; det er, i Historiens Form, Lovens Begyndelse: Du skal ikke gøre dig nogen Helgen ved Siden af Gud.
Tertullian har baade Fortiden og "Aanden" paa sin Side; og dog kæmper han forgæves. Calixt og "Slapheden" sejrer; Dødssyndernes faste Blok opløses; under heftige Kampe (Hippolyt) trænger Anerkendelsen af den "anden Bod" ogsaa for de fleste "Dødssynder" igennem; og ved Aarhundredets Midte, under og efter de store Forfølgelser, har Kirken "Tilgivelse", Bod, selv for Frafaldets Synd. Og snart, under nye, kirkespaltende Kampe (Novatian), er det ogsaa forbi med Bodens Uigentagelighed, med det gamle: kun denne ene Gang. Men samtidig er Bod ogsaa blevet et Spørgsmaal om Kirketugt snarere end om Frelse - eller rettere, det har spaltet sig paa flere Maader - ligesom Kirkens Krav paa at være hellig nu begrundes paa helt anden Maade end før. Nu bruger Kirken (d.e.: Embedet, ikke Aanden; Bisperne, ikke "Profeterne") sin Nøglemagt til at "løse" kun sjældent til at "binde". Al Synd kan tilgives, og Tilgivelsen kan gentages. Kun "Synd mod Helligaanden" har endnu bevaret sin Utilgivelighed; den havde nemlig beholdt sit Skriftsted (Mt.12,31) men ganske mistet sit konkrete Indhold. I Aposteltiden var "Synd mod Helligaanden" i allerhøjeste Grad konkret; og den var utilgivelig, fordi den var Højforræderi over for Menighedssamfundet. Nu er den i Kirken, hvad Pan eller Skæbnerædselen var i den hedenske Oldtid - et Gys for det ubekendte, det forfærdelige.
Ogsaa dette er Hellighedens yderste Grænse, og Bodens Slaa.
Hvad betyder nu alt dette?
Det betyder, at der gaar Dom over det at tage Guds Dag forud. Pinsemenighedens Hellighedspaastand og Hellighedskrav smuldrer hen. Den underligste Blanding af voksende Slaphed og redeligere Selverkendelse. Bodsterminen forlænges - gentages - ophæves; Bodssakramentet bliver Kirkens Maade at forkynde Evangeliet paa i et Folk af barnedøbte.
Det betyder, at Luther, med Boden som Forudsætning og i Bodens Form forkynder Guds Naade i en Menighed af Syndere.
Og det Ord har han faaet gennem Ny Testamentes Mennesker, de efter Synd og Tilgivelse Hellige.
Det betyder, at Pinsekirken, "den rene Kirke", Apostelkirken, har baaret Guds Naades Ord ud gennem Folkeslag og Tider, paa Trods af sig selv.
Det er Evangeliets Maade. Det er Guds Helligord. Det er Kirkens Skat.
Men Ingen Menighed af Syndere kan paaberaabe sig Aposteltidens Tale om Hellighed. Oldkirkens Daab er ikke Grundlaget for et Liv under daglig fornyet Syndsforladelse. Tværtimod.
Note 2: Sml. f. Ex. Djævelens Ord til Jesus, Mt.4,9. Paulus (2.Kor.4,4): denne Tidsalders (Verdens) Gud; Ef.2,2; 6,12. Baade Tanke og Udtryk er gængse i Datiden, f. Eks. hos Johannes (Evg. 12,31; 14,30; 16, 11; sml. 1.Joh.5,18-20) og navnlig hos Aposteldiscipelen Ignatius er "denne Verdens (Tidsalders) Fyrste" det gængse Udtryk om Satan. Men skønt "Mørkets og Lysets Magt" (Joh.), "Mørkets og Lysets Gud" (sml. 2.Kor.4 vers 4 med vers 6) var gamle Tanker i Østen, og netop forbunden med Tanken om Tidsaldrenes Skifte; og skønt de Tanker havde gennemtrængt Samtidens religiøse Filosofi og Mysteriereligion; og skønt der er langt mellem "Anklageren" i Jobs Bog og "Verdensherskeren" hos Johannes - saa er Gud og Satan dog ikke jævnstillede for Menigheden; lad Modsætningen blive aldrig saa "principiel", Satans Herredømme bliver dog ved at være et Spørgsmaal om Overdragelse af Omraade og Tidsaldre. "Oprør" og "Undertvingelse" bliver da Tidsskifternes mytologiske Form, og Mennesket staar i sidste Instans altid over for sin Gud og hans Villie, ikke over for "Fyrsten" og hans Tvang. I Barnabasbrevet - antagelig skrevet noget ind i andet Aarhundrede, muligvis dog allerede i første - hedder det f. Ex. etsteds, at Gud er Herre fra Tidsaldre til Tidsaldre, men Satan er Fyrste over den nuværende Lovløshedens Tid (18,2). Et saadant Udtryk samler i Grunden alt; det giver Rum selv for Johannessynerne, men holder dog den hedenske "Dualisme" ude, baade i dens populært religiøse og dens fine filosofiske Former; den er ikke indstillet paa at være en Tilværelsesforklaring som "den falske saakaldte Gnosis", men bevarer Kristendommen som et Spørgsmaal om Dag og Virkelighed.
Note 3: d.v.s. Opstandelsen, Livet, Magten over Døden. Sml. f. Ex. Efeserbrevet 1,19 flg., samt forrige Note. Mennesket er underlagt Dødens og Syndens Fyrste; Guds virkelige Overherredømme, Livets, Hellighedens, er ham fjernt og skjult - Fyrsten tillader ham ikke at se det, 2.Kor.4,4.
Note 4: d.v.s. Er Retfærdighedens Rige overdraget dig, saa lad det ses. - Sml. Apostlenes Spørgsmaal Ap.G.1,6. Men Svaret er: Vent. (v. 7 flg. - 3,21; 5,21. Joh.16,10. - Paulus' Svar paa Thessalonikernes Anfægtelser 1.Tess.4,13 - 5,11; 2.Tess.2,1-12). En anden Maade at overvinde Anfægtelsen: Joh.14,22 flg., og Slutningen af denne Marcustilføjelse.
Ogsaa før Korsfæstelsen, f. Eks. Luc.19,11: … fordi han nærmede sig Jerusalem og de mente, at Gudsriget nu straks vilde aabenbare sig. - Fader Vors 2. Bøn.
Note 5: nemlig ved Kristi Komme, ved Korsfæstelsen og Opstandelsen, sml. f. Ex. Paulus Kol.2,8-15; Ef.1,18-23. Hebræerbrevet 2,14. Joh.12,27-31; 16,11. - Johannes Aabenbaring 12,4-10 (Luc.10,18), men sml. Aab. c. 13 og 20.
Note 6: "Sandhed" er en Handlen, sml. f. Ex. Joh.3,21 og 1.Joh.1,6 (at gøre Sandheden); 3.Joh.3.
Note 7: Fundet for godt en Snes Aar siden i et græsk Evangeliehaandskrift fra Kairo. Lignende græske Haandskrifter fandt Hieronymus i sin Tid i Palæstina (adv. Pelag. II,15, skrevet Aar 415). Hieronymus' Citat gaar knap saa langt; men selv om han ogsaa havde læst i vort Haandskrift, havde han vel ikke citeret mere end Disciplenes Ord; det var det han havde Brug for, det viser Sammenhængen hos Hieronymus klart.
Note 8: det er nemlig Hippolyts egen Kamp med "Modpaven" Calixt - "Alkibiades jager de Faar, som Calixt har vildført og splittet" siger Hippolyt (Hær.IX,13), og han er lige mundgæv over for dem begge, og illoyal i Referat. Origenes ser heller ikke ud til at have været helt nobel her: "Fornægtelse siger de er en ligegyldig Sag" (Orig. hos Evseb. h. e. VI,38); og hans Bemærkning om en "anden" Tilgivelse end (i Stedet for) den Tilgivelse Jesus gav", er næppe heller helt fin.
Note 9: "Montanisterne" var en profetisk-pietistisk Bevægelse, fremstaaet i sidste Halvdel af 2. Aarhundrede; den svarede nærmest til de gammeltroende, mens Tidens kirkelige Tendens var "det rummelige".