Af Gustav Brøndsted. Tidehverv, 1931, s.149-154.
III. Fortsat Svar til Biskop Ammundsen.
Men som fra Lov til Tro, saaledes fra Tro til Liv.
Budene, fortsætter Biskop A., vender tilbage igen, efter Troen. I reformerte Katekismer har de ligefrem ofte deres Plads efter "Troen". "I Virkeligheden mener ogsaa Luther, at Budene kommer igen, ikke mere som en blot udvortes Lov - her kan han jo ikke nok gentage og atter gentage, at Loven er afskaffet - men ud af Troen: Kristus har opfyldt Loven, ved sit Blod skænket os Syndsforladelsen, og ved Troen paa ham giver Gud os dernæst Hjælp til at begynde at gøre, hvad Loven kræver (se f. Eks. Erl. Ausg.46,79). Gerningerne er Troens nødvendige Frugter."
Altsaa "Tanken om det nye Liv ud af Troen".
Nu er der her to Ting, jeg gerne vilde sige saa kraftigt, jeg kan.
Først, at det er uden for al Tvivl og uden for al Discussion, at Biskop A. i al luthersk Kirkeligheds Navn har Ret til at paaberaabe sig Luther i denne Sag - ikke bare nogle spredte, tilfældige eller forvrøvlede Udtalelser i de hundred-ogjegvedikkehvormange Bind; ikke heller en ufærdig Ynglings eller en alderdomssvækket Gamlings Ord; men netop "Luthers egen Lære" i denne Sag.
Og dernæst, at her, om nogetsteds, gælder det, at et Ords, en "Læres" Sandhed eller Løgn ligger i Situationen. Lad "Læren" nu i Luthers Situationer være, hvad den vil, - vi kan ikke flytte Sandheder fra Situation til Situation; selve vor Interesse i Forsøget er Løgnens Begyndelse.
- Nu er jeg i det følgende Luthers Tilskuer snarere end Tilhører, naturligvis.
Naar Luther taler om "Troens Frugt" el. lgn. (og det er et Hovedemne hos ham, navnlig i Skriftudlægning og Prædiken) saa viser Sammenhængen jo ogsaa noget om, hvorfra han kommer og hvorhen han sigter.
Det Sted, Biskop Ammundsen henviser til, staar i Udlægningen til Johannesevangeliet 1,17, fra Luthers senere Aar (1537), Loven er givet ved Moses, Naaden og Sandheden er kommet ved Jesus Kristus. Stykkets Summa lyder: "Saaledes bliver dette, at kunne gøre og udføre det, hos Kristus, og ikke hos Moses eller hos os og vore Kræfter. Vel er Loven mig altsaa god og kostelig; men jeg holder den ikke, jeg gør den ikke. Hvem da? Jesus Kristus, som har bragt Naade og Sandhed." - Det lyder anderledes; her klinger Helliggørelsestanken i eet med Tros-erkendelsen, det der gør Luther til Luther. Og dog, læser man de foregaaende Sider og Stykket i Sammenhæng, saa er Luther igen halvt Augustin og halvvejs Luther. Skønt der ogsaa efter Naaden "løber meget af den gamle Adam med" i vort Liv, og vi "ikke i alle Forhold er fuldkommen rene", saa vil Gud dog tage for rent og kosteligt og retskaffent hele vort daglige Liv, fordi det leves af Tro. - "Loven er en Prædiken, som peger paa Livet, og man skal og maa holde fast ved denne Lære; men den giver mig det ikke. … Men Kristus kommer og fylder den tomme Pose og den tomme Haand … Han bringer Naade og Sandhed; og ved Kristus er der bragt os det, at jeg nu opfylder Loven, og holder det første, andet, tredje Bud … Men hvorfra har jeg det? … vi er oplyst ved den Hellige Aand og atter nyfødte ved Guds Ord og tror paa Jesus Kristus. … Før var Loven mig forhadt, nu er den kostelig og god. Før pegede den paa, hvad jeg skulde gøre, nu tager jeg fat og gør efter det, saa at jeg nu priser, lover og tjener Gud." - "Moses Embede er et kosteligt Embede og en salig Prædiken, men ikke ud over dette ene, at den lærer, hvad jeg skal gøre og hvorledes jeg skal komme til en anden Mand, nemlig til Kristus. Han har bragt Naade, det er Syndernes Tilgivelse, saa at den, der tror paa ham, hans Synder er tilgivet. Sandhed betyder, at fra nu af skal alt være retskaffent." (Erl. 46,70-80).
Denne Tankegang er, i alt væsentligt, Luthers lige fra Romerbrevsforelæsningen (1515-16) til hans Død.
Vist prædiker Luther Gerninger, Troens Gerninger; men i Betoningen er hans Tale om Gerningernes Grund, Kraft og Værd lige saa forskellig som hans egen Situation er.
Der er Tider og Forhold, hvor han paa det kraftigste hævder Troen som Vejen til det Maal at blive from, og hvor han - netop derfor - peger ikke først paa, at Troen er helliggørende, men at den er syndsforladende. F. Eks. i Sermonen Om gode Gerninger, fra det store Kampaar (1520) : Troen er Gerningen over alle Gerninger, den højeste Gerning, netop fordi den bliver, og udsletter disse daglige Synder, fordi den ikke tvivler om, at Gud er dig naadig, at han ser igennem Fingre med saadanne daglige Fald og Skrøbeligheder. Ja selv om der skulde ske et dødeligt Fald (hvilket dog aldrig eller sjældent sker for dem, der lever i Tro og Tillid til Gud), saa staar Troen dog op igen og tvivler ikke om, at Synden allerede er borte, som der staar 1.Joh.2 (1 og 2) … Ja denne Tillid og Tro maa være saa stor og saa stærk, at Mennesket véd, at al hans Liv og Gerning er idel fordømmelige Synder for Guds Dom (Ps.143,2), og at han maa mistvivle saadan om sine Gerninger, at de ikke kan være gode uden ved denne Tro … Saaledes beder vi i fuld Tillid: Fader vor; og dog beder vi: Forlad os vor Skyld; vi er Børn og dog Syndere …" (Erl. 20, 211).
I Tider, hvor "Sværmeraander" prædiker Retfærdiggørelse af Fromhed og Liv, taler Luther imod dem f. Eks. i Prædikenrækken over i. Mosebog (1527): " … falsk Lære, som er det eneste, der kan skade Samvittigheden. Derfor har jeg ofte formanet til, at man skal holde Liv og Lære (omtr. = Tro) stærkt ude fra hinanden. Læren er, at jeg tror paa Kristus, agter min Gerning, Liv og Død for Intet og tjener min Næste … Livet er, om jeg vandrer saadan eller saadan, og handler derefter. Saa ligger der derfor langtfra den Vægt paa Livet som paa Læren … (Nogle) viser os hen til store Forbilleder paa Hellige, som har gjort store vidunderlige Gerninger og er gaaet i Døden med Smil - og faar Folk til at lade Læren upaaagtet; for der er ingen bedre Maade at forføre et Menneske paa end ved et saadant lysende Levned … Det er sandt, at vi skal leve saadan; men lad ogsaa Livet være som det er, saa bliver Læren ikke derfor falsk … Den store Hob siger: Ej, hvad Værd har det, om man prædiker nok saa længe om Troen; man maa højere op. Højere kan jeg ikke prædike, end at man skal dræbe den gamle Adam og blive et nyt Menneske. Siger de: Jamen du gør det jo alligevel ikke! Svar: Jeg skulle gøre det, ja, om Gud giver mig det; men saa højt vil ingen drive det, der vil dog altid komme til at mangle meget. Derfor, lad Livet blive hernede paa Jorden, og løft Læren til Himmelen. … Jeg ville ogsaa ønske, at mit Liv var højere; men der bliver intet af. (Erl. 34,241).
Eller et Ord fra en anden Situation, af en Fortale (1530) mod "Gendøberne": (Den eneste store, rene Gerning er Kristi Gerning, som er Guds Naades Værk; og der er vor Gerning intet) "men at gode Gerninger derfor skulde være intet værd, eller en Groschen -! Min Prædiken, Forelæsning, Skrifter, Fader vor, ja selv den mindste Gerning jeg har gjort og endnu gør - jeg vilde ikke sælge det for Alverdens Rigdomme. … Skønt jeg ikke bliver from ved saadanne Gerninger … saa er det dog gjort Gud til Pris og Ære og Næsten til Nytte og Hjælp, noget man hverken kan betale eller sammenligne med Alverdens Rigdomme. Og disse fine Bander tager en Groschen for det! Aa, hvor fint Djævelen har gemt sig her!" (Erl.63,295).
"Hele Verden synger, taler, skriver og tænker om gode Gerninger …" - det gjorde Luther ogsaa; ikke om klosterlige Gerninger og kirkelige Gerninger, nej, men om Dagliglivets Gerninger, fødte af Troen, til Gode hos Næsten. "Tror du, da maa af Troen følge idel gode Gerninger." (Erl.12,160). "Denne Tro gør, at Kristus er dig kær og smager dit Hjærte sødt; da følger Kærlighed og gode Gerninger efter, uden Tvang; men følger de ikke, da er Troen der visselig heller ikke, thi hvor Troen er, der maa den hellige Aand ogsaa være, og virke Kærlighed og Godt i os." Om Dagliglivets Gerninger, skabte ved Troen til Gode for Næsten. Ja men ogsaa til Gode for en selv og ens Tro: Ikke at Gerningerne kan gøre, hvad Kristus gør, udslette Synd; "men saadanne Gerninger er et sikkert Tegn paa den Tro, der ved Kristus overvinder al Synd og Død. Thi det er ikke muligt, at den ikke skulle elske og gøre godt, den der tror Kristus som sin rette Frelser. Men gør han ikke Godt, eller elsker ikke, saa er det sikkert, at Troen ikke er der: derfor kender Mennesket paa sine Frugter, hvad han er for et Træ, og ved Kærligheden og Gerningerne faar han Vished for, hvad Kristus er i ham, og at han tror paa ham. Som ogsaa St. Petrus siger (2.Pet.1,10): "Kære Brødre, gør Eder Flid for, at I ved gode Gerninger kan gøre eders Kaldelse og Udvælgelse vis," det er, naar I frimodigt øver jer i gode Gerninger, saa bliver I visse paa og kan ikke tvivle om, at Gud har kaldet og udvalgt jer. … Saaledes udsletter Kærlighed og gode Gerninger dine Synder ogsaa for dig, saa at du føler det, ligesom Troen udsletter dem for Gud, uden at du føler det." (Kirkepostillen, 1. Sønd. i Adv., Erl.10, 4. 20 f. 27-28).
Saadan skrev Luther altsaa paa Wartburg - ogsaa i Forordet til 2. Peters Brev: "Dette Brev er skrevet imod dem, som mener, at den kristelige Tro kan være uden Gerninger. Derfor formaner han dem til, at de ved gode Gerninger skal prøve sig selv og blive visse paa deres Tro, ligesom man kender Træerne paa Frugterne" (Erl.63, 152) (dette Ord gaar igen hos Luther alle Vegne). Eller i Fortalen til 1. Johannes Brev: "Ligesom (Johannes) i Evangeliet "den Glauben treibet", saaledes gaar han i Brevet imod dem, der roste sig af Tro, uden Gerninger, og lærer atter og atter, hvordan Gerninger ikke udebliver, hvor Troen er; udebliver de derimod, saa er Troen ikke ægte, men Løgn og Mørke. Men det gør han ikke ved at drive paa Loven, som Jakobs Brev gør, men ved at lokke og drage os til, at ogsaa vi skal elske, som Gud har elsket os. - - Thi den, som vil blive from og salig ved sin Gerning og Handlen, han fornægter Kristus. … Altsaa kæmper Brevet mod begge Dele: mod dem, der vil staa i Troen uden Gerninger, og mod dem, der vil blive fromme ved Gerninger, og holder os paa den rette Middelvej … " (Erl.63, 154). Det sidste Udtryk gaar ogsaa igen hos L. i denne Forbindelse, f. Ex. et Par Aar senere i Fortalen til Udlægningen af 2. Peter. Der var Sværmeri og Radikalisme nok baade i Wittenberg og alle Vegne; men saadan var hverken Peter eller Luther; i sit 2. Brev vil Peter nemlig "imødegaa dem, der maaske af hans forrige Brev havde faaet den forkerte Mening ud, at det var nok med Troen, selv om man ingen Gerninger gjorde." Og som dengang, saadan nu i 1520'ne; nu er Evangeliet om Troen prædiket igen - og atter viser den daglige Erfaring, at nu maa man fremhæve Gerningens Betydning. - Nej, det er virkelig ikke let hverken for Peter eller for Luther eller for retskafne Præster at holde Middelvejen mellem at give Troen alt, og at prise Gerningen som Troens Frugt - - og Garant. Af det forannævnte Skrift er Udlægningen af c. 1,10 forresten særlig god at faa Forstand af: … Skønt Kaldelsen og Udvælgelsen i sig selv er stærk nok, saa er den dog ikke stærk og fast nok hos dig, fordi du endnu ikke er vis paa, at den angaar dig. Derfor vil Peter, at vi skal gøre os denne Kaldelse og Udvælgelse fast ved gode Gerninger. Altsaa ser du, hvad denne Apostel tillægger Troens Frugter: Skønt disse tilhører Næsten, saa han kan tjenes med dem, saa udebliver dog heller ikke den Frugt, at Troen bliver stærkere derved og stadig gør flere og flere gode Gerninger … (At grunde over, om man er frelst, fører ikke til noget); men vil du have Vished, saa maa du komme til den ad den Vej, som St. Peter her foreslaar dig … Naar Troen bliver vel øvet og dyrket, saa bliver du tilsidst vis paa, at du ikke tager fejl" (Erl.52, 213 f, 223 f.)
Jo, "hele Verden synger, taler, skriver og tænker om gode Gerninger".
Vist prædiker Luther Gerninger - fra én Side set er hans Skriven og Prædiken en Anvisning paa, hvorledes man skal blive god, og hvad det er at være god - og det er langtfra altid, at denne Prædiken er ét med hans Evangelium om Livet under Syndernes Forladelse. Den kan være det; og saa er det (som f. Ex. i Huspostillen Erl.4, 339 f) stærke og enkle Ord om, at det, der helliger, hvad helligt er paa Jorden, det er Guds Navn og Guds Ord; at leve Livet ikke i valgte, men i befalede Gerninger, i den "Stand", under de Kaar Gud har sat for Livet her paa Jorden, at leve det i Guds Navn, paa hans Ord, det er helligt Liv. - Eller at vi skal være visse paa, at alt, hvad vi lever i, er taget ind til Kristus, under Syndernes Forladelse, og at Kristus bærer altid god Frugt. - Kristus er vor Retfærdighed og Helligelse, en Retfærdighed, skjult baade for Verden og for de hellige selv, ikke som Sofisterne har fablet om Naaden, at den er noget, som er indgydt i vort Hjærte; vi har kun en "fremmed Retfærdighed" helt uden for os og over os: Kristi Gang til Faderen; det skal Troen gribe, derpaa skal den bygge og derved skal den trøste sig i Anfægtelsen, naar Djævelen og ens egen Samvittighed disputerer med en og siger: Hør hvad er du for en Kristen? Hvor er din Retfærdighed? Min Retfærdighed er i Himmelen, dér har Gud set den, og dér faar Djævelen vel lade mig den i Fred. Al vor Bedring og Liv, skønt det maa til, er jo stadig altsammen ikke andet end "noget jordisk forgængeligt noget, som maa ophøre med os og blive hernede." (Erl.50,61-64. I. Udlægningen 1537 af Johannesevg. 14-16). Saa er Luthers Ord enkle og stærke ved, at Evangeliet i dem har overvundet Augustineren. Hvor Blikket er rettet paa Kristus selv, der er Evangeliet levende og kraftigt; men lægger vi Vejen om ad, hvad der sker i og med os, da bliver Evangeliet sygt og svagt. Det har Luther jo ofte selv maattet erfare, at Troens Frugter, der skulde styrke Troen, er netop intet værd, naar Troen skulde styrkes. Her er dybere Bund end i 2. Peter og 1. Johannesbrevs "hvorledes skal vi styrke" og "hvorpaa skal vi kende" - Styrkemidler og Kontrolmidler, det er Kirkemandens og det er Theologens Interesser; Augustineren behøver ingen "Glosser" for at kunne tage den Slags Skriftord som evangeliske; han trøster sig ved, at det jo ikke er Lovens, men Troens Frugter, der tales om. Som om ikke Sagen kunde glide baade fra og til under Udtrykkene, og skifte Væsen netop med Sigtet og Brugen! "Lovens Gerninger" kan være Evangeliets Vej - og "Troens Frugter" føre bort fra Evangeliet.
"Troens nødvendige Frugter". Netop i det Ord ligger jo Dobbeltheden, her er Sporskiftet. Er det et virkeligt Ord, saa ved vi ogsaa, hvorhen Tanken er rettet; der kan kun tales om Tro, naar Gud er "Grundled". Men er det en Reproduktion, et Kontrolord, saa er Sporet skiftet, saa er Blik og Opmærksomhed rettet, ikke paa Troens Giver men paa os selv, paa om vi nu ogsaa virkelig har Frugterne og dermed er delagtige i denne Tro - saa er vi inde i den lange Kæde af Prøve, Modprøve, Sammenligning; vi er kastet tilbage paa os selv, paa vor egen Linie: Fuldkomnere og fuldkomnere".
Er det er virkeligt Ord, saa er det et evangelisk Ord og et rigtigt "luthersk" Ord. Evangelium er jo dog for Luther kun det virkende Evangelium, ikke det beskrevne; Evangeliet er kun Evangelium, hvor det forkyndes, høres, frelser; et Evangelium "i Ro" - betragtet af os, eller ufrugtbart i os - er lige saa tom en Tanke som en død Gud eller en død Kristus.
Citeret har jeg og atter citeret, og dog bliver jeg ved; det er mig om at gøre at vise, hvor afgjort Biskop A. og al luthersk Kirkelighed har Ret til at paaberaabe sig Luther - og hvor langt dette er fra, gennem Luther at høre Ordet til vor Tid.
I Fortalen til Romerbrevet - altsaa fra Wartburgtiden - hedder det: "Loven er aandelig. Hvad betyder det? Dersom Loven var "legemlig", saa kunde den opfyldes ved Gerninger; men fordi den er aandelig, kan ingen opfylde den, om ikke alt hvad du gør, kommer fra Hjertets Grund. … En saadan fri Kærlighedens Lyst giver den hellige Aand i Hjertet; men Aanden gives kun i, med og ved Troen paa Jesus Kristus. … Deraf kommer det, at alene Troen gør retfærdig og opfylder Loven. … Men Tro er ikke den menneskelige Indbildning og Drøm, som nogle anser for Tro … og fordi den er menneskelig Tanke og Digt, som aldrig lærer Hjertets Grund at kende, saa udretter den heller intet, og der følger ingen Bedring efter. Tro er et Gudsværk i os, som forvandler os og nyføder os fra Gud (Joh.1,13), og dræber den gamle Adam, gør os til helt andre Mennesker af Hjerte, Sind, Tanke og alle Evner og bringer den hellige Aand med sig. Aa, Troen, det er en levende, virksom, handlende, mægtig Ting, saa det er umuligt, at den ikke uden Ophør skulde skabe Godt. Den spørger ikke engang, om den skal gøre gode Gerninger, men før man spørger, har den gjort dem. Men den, der ikke gør saadanne Gerninger, han er et Menneske uden Tro, famler og ser sig omkring efter Tro og gode Gerninger og ved hverken hvad Tro eller gode Gerninger er … Tro er en levende dristig Stolen paa Guds Naade, saa vis, at den tusinde Gange vilde dø derpaa. Saadan at stole paa, og kende Guds Naade, det gør glad og kæk og munter, overfor Gud og alle Skabninger - og det er Helligaandens Værk, i Troen - og derfor glad og uden Tvang villig til at gøre hvermand godt … saa at det er umuligt at skille Gerning fra Tro, ja saa umuligt som at skille Varme og Lys fra Ilden." (Erl.63,121-125).
Se, vi er paa Sporskiftestedet. En lille Nuance, som betyder alt - og det som var Evangelium, er Tomhed.
Og hvad om nu alle disse Ord, hvad om nu hele denne Side hos Luther, tilegnet af vor Tid netop betød Opbyggelse i "egne Gerninger?" Var de saa ogsaa Luthers? Var de saa ogsaa Evangelium - det "fulde Evangelium"?
Hvordan bliver jeg from, hvordan faar jeg en naadig Gud; det var og det maatte for Luther være een og samme Ting. Det var hans Samtids og det var hans eget Spørgsmaal paa Liv og Død. Det var ikke et spekulativt-theologisk Spørgsmaal om at erkende hvad Mennesket er og hvad Gud er; ikke et sakramentalt-magisk Spørgsmaal om Indplantning af "Gud"; ikke et mystisk-æstetisk Spørgsmaal om Forløsning ved Aandens Fylde; det var et Spørgsmaal om at blive, hvad han ikke var: from, og faa, hvad han ikke havde: en naadig Gud.
Ikke nye Tanker, ikke nye Følelser - ny af Væsen, et nyt Menneske maatte den være, der kunde staa frem for Guds Ansigt.
Derfor raabte han til Gud med det Ord: Gerning; og derfor fik han Svaret fra Gud paa det Sprog: Gerning. Han spurgte om sin Gerning og fik til Svar: Kristi Gerning.
Kristi Gerning gør dig from; du har en naadig Gud.
Men denne Troens Aabenbaring er ikke noget, der lader sig sætte i Theologi.
De Ord og Tanker, den klædtes i hos Luther, var Laan fra Samtid og Fortid, naturligvis, - tysk Fromhed, augustinsk Theologi, paulinsk Forkyndelse - men Indhold og Mening fik de kun i det Øjeblik de selv igen virkede og bragte, hvad de talte om; i det Øjeblik de selv blev Guds Ord.
Naturligvis sad den tyske Doktor alt for dybt i Martinus til, at han ikke ogsaa skulle gøre Theologi; enkelte i hans Omgivelser gjorde det dog bedre, og Eftertiden - jo større Epigon, des større Systematiker.
Det er jo theologisk Skik at skelne mellem Retfærdiggørelse og Helliggørelse. Hvad Formaalet og Sigtet angaar, er denne Skelnen ogsaa et godt Udtryk for Luthers Lære. Men ikke hvad Oprindelse og Opfattemaade angaar. Luther var Augustiner, i høj Grad ogsaa af Theologi; det var væsentlig augustinske Opfatteformer, der maatte optage og rumme hans Kampe og nye Trosvished i Klosteret længe før Afladsstriden; og der blev vistnok altid ved at være Augustin i hans Paulus. Og desuden blev Luther af Evangeliet saa grundigt overbevist om sin Synds Aktualitet, at han ikke paa Tilskuervis nogensinde kunde henfalde til at se Forsoningen som en Art metafysisk Verdensdrama. Min Synd, og Kristi Retfærdighed, det er de to Realiteter og de er aktuelle, saa sandt mit Liv er under Afgørelsens, ikke under Spekulationens Lov.
Retfærdiggørelse var for Luther Syndsudslettelse, uløselig knyttet til Tanken from, og from betyder Alles lydige, villige og glade Tjener, Lovens Opfyldelse; men den findes kun eet Sted. Korset aabenbarer, hvad Synd er og hvad Retfærdighed er, Modtro og Tro; saa kan kun den, der er "i Kristus", være from. Og Kristus er ikke delt; hvad han er og gør, er og gør han altid; hans Retfærdiggørelse i os er lige saa existentiel og lige saa "tilregnet os" som hans stedfortrædende Retfærdighed er os tilregnet og existentiel for Gud. Syndsforladelsen og "Helliggørelsen" er Kristi udelte Værk. For Naaden, dens Væsen og Virken, er Kristus altid, og altid paa ny, Subjektet - ikke en Skaber af en "habitus", hvorved vi saa frembringer gode Gerninger. Og dog er det, som der hele Luthers Liv igennem i denne sag stadig er to Centrer: Troens og Tilstandens. Troens, der peger paa Kristus og søger sin Grundvold og Vished uden for os selv, i Ordet; og Tilstanden, der vel taler om Kristus, men opfordrer til Selvbekræftelse.
Hvad Opfattemaaden angaar, er det tydeligt, at der er Rester af den gamle Opfattelse af Gudsforholdet som et Retsforhold - Middelalderen tænker jo nu engang i Mystik og Jura ligesom Oldkirken tænker i Socialetik og Sakramentalfysik - det er ikke det, der er det afgørende. Men det at Luther oprindeligt læste Paulus mere augustinsk: Synderen tilgivet, fordi han var skjult bag Kristi paabegyndte Værk - det kunde nok drage onde Følger med sig, naar selve Følelsen af Forløsthed og Glæde og Kraft blev Troens Frugt; saa gror Træet højt op; men Ormen er begyndt at gnave paa Roden.
Kristi hele Gerning tilregnes os, Kristi Retfærdighed er én, for os og i os. I Begyndelsen ligger der megen Vægt paa det sidste, og da prædikes ogsaa Troens Frugter og Gerningernes Vidnesbyrd stærkt. Men efterhaanden tales der meget nøgternt om Hellighedens Udfoldelse paa Jorden, mere og mere kommer al Vægt til at hvile paa Tilgivelsen. "Min Retfærdighed er i Himmelen."
Dette kan jo godt udtrykkes theologisk, f. Eks., at Tanken om Kristi stedfortrædende Gerning trænger Tanken om Kristi helliggørende Gerning tilbage.
I hvert Fald er det et Vidnesbyrd om, at Luther har spurgt om Fromhed og er blevet kastet tilbage paa Tro.
Troen er Guds Gerning - skulde den saa ikke være levende, genfødende, frugtbar?
Troen er Guds Gerning - skulde den saa ikke være Dødsfjende af alt, hvad der leder Blikket hen paa os selv?
Alt hvad Luther har talt og skrevet om "Retfærdiggørelsen" vilde ikke være andet end gold og ørkesløs Theologi, hvis det ikke alt sammen sigtede paa dette ene: at drage vort Blik bort fra os selv og rette det mod Gud og holde det rettet mod Gud under alle Forhold og netop mest da, naar vi er ved at opgive alt.
Vist talte Luther om "Frugterne", "Tegnene", og det baade een og mange Gange - og saa er det dog i den strideste Modsætning til Luthers Evangelium at rette en selvoptagen og forsikringssyg Slægts Blik hen paa "Tegnene", "Frugterne", Virkningerne. Er vi da virkelig i denne "Luthers Kirke", som vi roser os saa meget af, i den Grad blevet hængende i Ord, at vi ikke kan se, at præcis det samme Selvforsvar, som "Papisterne" dengang lavede sig af "Lovens Gerninger", præcis det samme Selvforsvar laver vi "evangeliske" og nu af "Troens Gerninger?"
Fanget i alt sit eget - det var Kirkens, og det var Luthers Situation. Hvordan bliver jeg from, hvordan faar jeg en naadig Gud.
Luther fik Svaret og forkynder Svaret.
At finde, og forkynde, hvad "Moses Embede" er, og hvad Kristi Embede er; at vise de angste Samvittigheder Stedet hvor Gud er, hvor Syndernes Forladelse er, Liv og Salighed - det hører Luther til, det Evangelium er hans Liv og hans Natur skabt til at give Lyd; der er Luther Guds Profet med Aand og med Kød.
"Skolastiken" trøster sig ved Tankens Vidnesbyrd, Mystiken ved Følelsens, og den praktiske Mand ved Gerningernes.
Men ude paa Dybet hører al den Slags Trøst op.
Naar Luther er i Anfægtelsernes "Svedebad", naar Gud prøver Troens Grund hos ham, da er Retfærdighed, Hellighed, Liv, Haab kun eet eneste Sted i Verden: hos Kristus, hos Gud; og alt, hvad der vil støtte Troen, dræber Troen - for saa mærker han, at Troens hele Væsen er samlet i dette ene at tro. Da er baade Retfærdiggørelsen ved Troen alene og Retfærdigheden alene i Troen.
Men naar Troen igen er "normal", ja saa vil den begrundes - for at vokse. Saa husker den nemlig ikke længer klart, hvad Frelsesvished er, og hvor den alene bliver til.
Og saa kan endog Luther være saa "normal" som enhver anden Troens Forsvarer.
Men om Luther saa hundrede Gange - ved selve sin Forkyndelse af Naadens Virkelighed, eller allerede i pædagogisk-kirkelig Nidkærhed - om L. saa hundrede Gange har talt om "Troens Frugt" paa en saadan Maade, at han selv igen begyndte at fange, hvad hans Evangelium havde gjort fri, og binde i ny Synd, hvad Kristus havde frelst - saa kommer det os dog ikke ved, saa skal Evangeliets Ord i vor Situation aabne vore Øren saadan, at vi kan mærke, hvor Løgnen sætter ind, klods ved Sandheden, og vil kaste os i et nyt Fangenskab, hvor Ordene er lutherske og højevangeliske, men Sagen selv den gamle: Fanget i alt vort eget.