Af F. L. Østrup. Tidehverv, 1929, s.128-132. (Foredrag, holdt i "Danmarks kristelige Studenterforbund", Rosenborggade 17, d. 7. Februar 1929, Kl. 8.)

Det er mig ukendt, hvem der først har fundet paa at sige: "Vi kan intet, vi tror intet, vi véd intet." Men hvor har det været et lykkeligt Fund. Hvor er Ordet ikke mildt og blidt, hjertevarmende og opmuntrende. (Ja, det kan Forholdene gøre det til). Lad os tænke os en ung Mand eller Kvinde, som er opfyldt af det store Spørgsmaal om Gud: "Er det sandt, at der er en Gud, der agter paa os og har talt til os og vil give os, der er under Dødens Herredømme, Livet? Er det sandt? Jeg skal holde hans Bud, siges der. Og jeg skal tro, siges der. Og jeg skal læse i Bibelen, saa faar jeg Besked, siges der. Ak, men jeg kan intet, jeg tror intet, jeg véd intet." Lad os tænke os en saadan ung Mand. Og han véd nok, der er Kredse, hvor han maaske kunde faa Hjælp, men han trykker sig ved at søge til dem, netop fordi han er saa yderlig fattig. Han frygter for, at hans Fattigdom vilde se alt for grel ud i Modsætning til de andres Rigdom. Saa tager han dog til sidst Mod til sig og nærmer sig en Kreds andre unge Mennesker, men forsigtig, tøvende, ængstelig, aandelig blufærdig. Det er ham saa svært at vise sig for nogen i hele sin aandelige Fattigdom. De andre, mener han, har nok Oplevelser at se tilbage paa og et vist Troens Stade, de indtager; deres Sjæl for saa vidt vel klædt og pansret, mens hans egen er ganske ubeskyttet og nøgen. Men det faar nu være, tænker han, ingen skal dog sige, at jeg har sneget mig herhen under falske Forudsætninger, og saa bekender han til at begynde med: Ak, jeg kan intet, jeg tror intet, jeg véd intet. Lad os tænke os det. Men lad os saa fremdeles tænke os, at de andre svarer dertil: Ja, men vi kan heller intet, vi tror heller intet, vi véd heller intet. O, hvor vil han saa blive glad. Her er ingen, der ophøjer sig over ham, de tager ham for god. Det er, som om han mærker Arme omkring sin Hals. Her er Forudsætninger for, at de kan hjælpe hinanden til den Guds Rigdom, han just har forbeholdt fattige.

Jeg mindes, hvordan jeg selv engang i min Fattigdom kiggede saa langeligt baade til den ene Kreds og den anden. Der var nu Indre Mission. Og jeg kan ikke nægte, at de var der mageløst gode imod mig. En Ven og Skolekammerat af mig var bleven Kapellan i Asaa og havde af hele sit Hjerte sluttet sig til Indre Mission og har ogsaa et Liv igennem været en af dens bedste Kræfter. Han gjorde alt, hvad han kunde, for at faa mig med, det laa ham inderligt paa Hjerte, og det vilde sikkert have voldet ham den største Glæde, om han havde set den Omvendelse indfinde sig hos mig, som han haabede paa. Og ogsaa de andre i hans Menighed var jo saa gode imod mig og bad sikkert for mig, hvad de skal have Tak for. Men de betragtede mig jo som en, der gik paa Fortabelsens Vej, hvis jeg ikke blev som de. For de var frelste og visse paa deres Frelse. Men jeg kunde jo ikke i Længden høre med til Kredsen paa den Maade. Det siger sig selv. Naar jeg blev ved at være den fattige iblandt de rige. Og der var Grundtvigianerne. Jeg kunde ikke forstaa, hvorfra de vidste, at Trosbekendelsen var Jesu eget Mundsord. Jeg kunde ikke forstaa, hvordan de havde faaet det saa godt og trygt, at Trosbekendelsens Led var hævet over Tvivlens Bølger. Der var det samme Tilfældet: de var de rige, jeg den fattige. Og jeg fandt desværre ingen Kreds af Brødre, der sagde til mig: Ja, men vi kan heller intet, vi tror heller intet, vi véd heller intet. Det fandt jeg ikke, men jeg fandt dog noget, der blev mig en god Hjælp. Idet nemlig Morten Pontoppidan begyndte at udgive sit religiøse Tidsskrift: Frit Vidnesbyrd. Her var en, der bøjede sig ned over mig i min Fattigdom. Han kunde saaledes skrive: "Naar du gør din aandelige Status op, ærlig og redelig, vil du maaske synes, at der intet bliver tilbage af din Tro. Jo, et lille usselt Korn vil der dog være tilbage, et Sennepskorn af Tro paa, at Gud er til, den Gud, som har aabenbaret sig i Jesus Kristus. Denne Tro finder du hos dig, naar du faar ryddet til Side og set efter. Ja, Og den Tro er din egen. Ja, det er jo næsten ikke noget, man kan kalde en Tro. Det er lige paa Nippet til at være ingenting. Du vilde sandelig ikke have noget imod, om det var lidt større og lidt mere levende og kraftigt, end det er, Ja, ser du, der er Troen, den, du ikke fornemmer som en Byrde, men som en Styrke og Glæde, og som din inderste Sjæl beder for: Forøg mig Troen. Ja, svarer Herren, brug du nu blot den Smule Tro, du har, saa skal du se, der er Magt i den. Der er Forløsning og Befrielse i den. Dit lille Sennepskorn - har du først fundet det frem, saa kast det ikke bort som værdiløst, og bryd dig ikke om, at de, der føler sig velhavende, rynker paa Næsen ad det. Jeg siger dig: i det er din Frelse. Hold du først og fremmest fast paa dit Sennepskorn. Saa kan vi maaske siden tale sammen om Trosartiklerne og Læresætningerne og prøve at finde den rette Plads til dem, hvor de ikke ligger i Vejen, men gør deres gode og, som det nok skal vise sig til sidst, uundværlige Tjeneste." Det var Toner, der talte mig til Hjerte. Her var Hjælp og ikke blot Anklage. Det var noget ganske andet end naar de, som troede paa alt, hvad de skulde tro paa, talte mig til, og der bestandig i deres Ord laa en skjult Sammenligning mellem deres Rigdom og min Fattigdom og en skjult Anklage: hvorfor vil du ikke tro paa alt det, vi tror paa. Der er for nylig nogen, der har sagt: "Hvorfor lader Præsterne altid, som om de er saa grundmurede i Troen og ganske uberørte af al Tvivl. Dersom de virkelig var det, kunde det være godt nok, men det er dog lidet sandsynligt. Naar Døberen Johannes kunde tvivle i sit Fængsel, hvor selve Grundtvig kunde sige: Ja, vi tror, men Tvivl sig klæber som en Øgle til vor Tro, saa maa man dog formode, at Præster ogsaa kender til Tvivl, og faar en Mistanke om, at den stedlige stadige Troens Tale er i Embeds Medfør. De skulde meget hellere med deres Tilhørere bekende deres Tvivl og med dem se at kæmpe sig igennem den." Sådan har nogen sagt. Og naar man læser Pontoppidan, var det, som om han sammen med sine Læsere vilde tale oprigtigt og intet skjule, lade Tvivlen komme til Orde, for at dens Berettigelse kunde blive maalt, og for at uberettiget, syndet Tvivl kunde blive overvundet. Her var noget af dette: Ja, men vi kan heller intet, vi tror heller intet, vi véd heller intet. Men vi vil sige mere om dette Ord end, at det er et mildt og blidt og hjertevarmende og opmuntrende Venneord. Vi vil ogsaa sige, at det er et ret kristeligt Ord og bibelsk Ord. Vi kan intet. Lad os tænke paa, hvorledes Israel under den gamle Pagt var under Guds opdragende Hænder. Hvad gik vel denne Opdragelse ud paa? Mange Aar maatte Folket trælle i Ægypten. Det blev bestandig en Kamp for Livet. Gang paa Gang blev Folket ført lige til Undergangens Rand, men hver Gang blev der dog en Rest tilbage, hvormed dets Historie kunde fortsættes. Hvad gik denne Opdragelse ud paa? Hvad andet, end at Folket skulde faa lært at sige: Vi kan intet. Af mange Enkelttræk fremlyser det saa tydeligt. Gideon maatte ikke begynde Kampen mod Midianitterne, skønt disse truede Israel med Undergang, med sine 32.000 Mand; men med en menneskelig talt latterlig lille Skare skulde han udføre Befrielsesværket. David maatte ikke tælle Folket, for at ikke Tallet skulde friste ham til at sige: Jeg kan noget. Og ogsaa hele Tempeltjenesten tilsigtede at lære Folket Ydmyghed. Men det var tungnemt til at lære dette. Hvorfor det kom til at gælde, at da han kom til sit eget, og dette skulde have været som et tomt Kar, rede til at lade sig fylde af Naaden, tog hans egne ikke imod ham. Dertil kunde de for meget. Men der var dog enkelte, der intet kunde. Maria kunde intet, hun som sagde: Min Sjæl ophøjer Herren, og min Aand fryder sig over Gud, min Frelser; thi han har set sin Tjenerindes Ringhed. Og den gamle Simeon og Anna kunde intet. Og Døberen Johannes kunde intet. Farisæerne vilde have at vide, hvordan han betegnede sig selv, og de bød paa den ene Værdighedsbetegnelse efter den anden: Elias, Profeten, endog Kristus. Men de kunde ikke faa ham til at sige andet end: Jeg er en Røst, som raaber i Ørkenen. Der var dog nok, der havde faaet Kunsten lært intet at kunne, til at Guds Frelsesplan kunde fuldbyrdes. For saa vidt havde Guds Opdragelse af Israel ikke været forgæves.

Men nu inden for Kristenheden, hvordan gaar det der med Kunsten intet at kunne. Paulus bliver jo aldrig træt af at drive paa den. Det staar ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig; altsaa: at du vil, eller at du løber, er intet. Arven faas ikke ved Lov, men i Kraft af Forjættelse. Gud har indesluttet alle under Ulydighed, for at han kunde forbarme sig over alle. Og om sig selv siger han: Naar jeg er kraftesløs og altsaa intet kan, da er jeg stærk. Og det siger sig selv, at utallige kristne har taget efter hans Ord og traadt i hans Fodspor. Vi kan tænke paa Thomas a Kempis, som i sin Bog om Kristi Efterfølgelse skriver: "Naar jeg erklærer mig selv for værdløs og anser mig for et Intet, og naar jeg opgiver al Selvbeundring og erkender mig for at være Støv, som jeg er, da vil din Naade være mig gunstig, og dit Lys nærme sig mit Hjerte. Og al Selvopholdelse, om end nok saa ubetydelig, skal nedsænkes i min Intetheds Dyb og forgaa for evigt. Her lader du mig se mig selv og viser mig, hvad jeg er, hvad jeg har været, og hvad jeg er bleven til; thi jeg er intet og vidste det ikke. Naar jeg bliver overladt til mig selv, se da er jeg intet og idel Skrøbelighed; men lige saa snart du vender dit Aasyn til mig, bliver jeg straks kraftig og opfyldt med ny Glæde. Og helt vidunderligt er det, at jeg saa pludselig opløftes og saa kærligen omfavnes af dig, jeg, som af min egen Tyngde altid drages ned til Dybet". Og blandt vore Psalmer leder vi ikke forgæves efter de samme Toner: Du, som Freden mig forkynder, du er Frelser, jeg er Synder, du med Amen, jeg med Bøn, du med Naaden, jeg med Skammen, ak, hvor vi dog passer sammen, du Guds salvede, Guds Søn. - Foragter ej de ringe Dage! her intet sker ved Kæmpehaand, her virkes ej ved Bulder fage, men alt i Stilhed af min Aand, saa siger Herren stærk og bold, som ene alting har i Vold. Men der er dog stadig Fare for Haanden for, at Mennesker skal glemme, at de intet kan, og bilde sig ind, at de kan noget. En Fare, som mange er bukket under for. Og noget, der har gjort denne Fare større, ja ligefrem drevet Mennesker ud i den, er den gængse Lære om ordo salutis, om Frelsens Vej, at denne bestaar af følgende: Kaldelse, Oplysning, Omvendelse, der bestaar af Anger og Tro, og saa Helliggørelse. Det har været et af Indre Missions Særmærker at holde strengt paa dette Skema. Det vilde være en stor Fejl, er der bleven sagt, at prædike Helliggørelsen for Mennesker, der endnu ikke er omvendte; pas paa Ordenen. Men hvad kan let blive Følgen af dette? At naar et Menneske har passeret Omvendelsens trange Port og befinder sig paa Helliggørelsens Stadium, saa kan han noget, hvad der tydeligt kan ses af de helliges Nidkærhed og store Ofre til Indre og Ydre Mission. De paa Helliggørelsens Vej betragter sig som viderekomne i Forhold til dem, der endnu ikke er omvendte eller er ved at omvende sig; de kan noget. Og bag ved hele denne Opstilling af Stadier paa Frelsens Vej ligger der alt for meget af det samme: vi kan noget. Lad os tænke os en, der beder ligesom Tolderen i Templet: Gud være mig Synder naadig. Nu skal vi ikke tænke os det saaledes, at Tolderen bad den Bøn, hvorlænge kunde han vel være om den? En kvart Minut? at han bad den en kvart Minut og saa i sit Hjerte straks fik et himmelsk Tilsagn om, at den var hørt, og saa gik hjem henrykt derover. Saadan gaar det jo aldeles ikke til. Snarere er han den næste Dag atter gaaet op i Templet og har bedt den samme Bøn. Mere har han ikke vidst om, at den var hørt, end at han den næste Dag kunde bede den om igen. Og lad os nu tænke os en, der beder ligesom Tolderen. Og han beder igen den næste Dag og den næste igen. Og selv om han efter sin Bøn rejser sig og gaar ud til Livets Gerning, bliver han dog i aandelig Forstand ved at ligge nedkastet og bede den samme Bøn. Thi naar skulde han blive færdig med den? Selv om han nok saa meget samler sine Tanker og sine Kræfter om sit Arbejde, gør det dog ingen Ændring deri; bag ved den stærkeste Optagethed og Fordybelse i Livets Opgaver skjuler der sig det samme aldrig afbrudte Gudsforhold. Og lad os antage, at saadan gaar hele hans Liv. Aldrig ophører Bønnen i hans Indre: Gud, vær mig Synder naadig. Den bliver blot inderligere og inderligere. Mere og mere gennemtrænges hele hans Væsen af den. Han siger maaske slet ikke de Ord, som det er ufornødent at gentage, men hele hans Gøren og Laden bliver Bøn, den samme paa mange Maader udtrykte Bøn. Men det kan ikke nytte, at man spørger ham: Du er da et omvendt Menneske? Du er da naaet frem til Helliggørelsens Stadium? Man vil ikke kunne faa ham til at sige Ja dertil. For han indlader sig nu engang ikke paa at sige andet end, hvad der er enstydigt med: Gud vær mig Synder naadig, og saadan stiller det sig for ham, at hvis han svarede Ja, saa opgav han den Stilling hos Gud for at indtage en helt anden. Men hvordan skal man saa her anvende Skemaet for ordo salutis? Det bliver jo ganske uanvendeligt. Forsøger man igen og siger til ham: "Ja, men vi kan jo se, at du tjener Gud; du er kommen ind i hans Vingaard og arbejder der som hans Tjener", saa vil han svare: "Kun som en unyttig Tjener; jeg er i en uendelig Gæld til Gud, og hvad jeg gør, er paa ingen Maade Afbetaling af Gælden, men det er min Maade at bede paa: Gud vær mig Synder naadig". Der blev ikke andet for end at lade ham fare. Man maatte sige: Han er jo knap nok naaet igennem Omvendelsen efter hans egne Ord, men det synes alligevel at være lige saa godt for ham, som det er for os, der har passeret Omvendelsen og er helt inde i Helliggørelsen. Ja bedre for ham. Der er nok saa megen Sandhed i denne Type, som ikke engang tør sige, at han har betraadt Frelsens Vej, som i den anden, der véd saa god Besked med, hvor langt han er kommen paa Frelsens Vej. Men det er just dette, der karakteriserer den: Jeg kan intet. Til denne Type hører nok de i det nye Testamente, som synes at kunne noget, og hvis Adfærd Jesus tager for god. De selv vilde tage Afstand fra, at de kunde noget, og vilde sige: Vi kan intet. Jeg tænker f. Eks. paa Zakæus. Naar han gav Halvdelen af sit Gods til de Fattige og vilde give dem, der havde noget at beklage sig over, rig Erstatning, saa var det den Maade, hvorpaa han sagde: Gud vær mig Synder naadig. Og ligeledes med den syndefulde Kvinde, der salvede Jesu Fødder i Farisæeren Simons Hus. Var der noget, der laa dem begge fjernt, saa var det det, at de kunde noget. Intet andet Sprog er det sømmeligt og værdigt og ret og sandt for en Skabning at føre over for sin Skaber end dette: Jeg kan intet. Johannes saa, at naar Keruberne giver Ære og Pris og Tak til ham, som sidder paa Tronen, ham, som lever i Evighedernes Evigheder, da falder de 24 Ældste, som er Symbolet paa Menigheden, ned for ham, som sidder paa Tronen, og tilbeder ham, som lever i Evighedernes Evigheder, og lægger deres Kranse ned for Tronen og siger: Værdig er du, vor Herre og Gud, til at faa Prisen og Æren og Magten; thi du har skabt alle Ting, og paa Grund af din Vilje var de, og blev de skabte". Saadan og ikke anderledes maa Forholdet altid være mellem Gud og os. Vi kan intet.

Og vi tror intet og véd intet. Begge disse Udtryk er jo blot Videreførelser af det første: Vi kan intet. De betyder, at vi gør Alvor af det første: vi kan intet. De betyder, at vi gennem det at tro noget eller at vide noget dog vil tilsnige os at kunne noget. Vi tror intet. En taabelig Figur bliver den, der mener, at han kan noget, og gør sig til af det, saaledes som den bedende Farisæer i Templet. Men en taabelig Figur i en højere Potens bliver den, der gør sig til af sin Tro og mener, at Gud bryder sig om, at han staar og tror paa alt, hvad han skal tro paa. Og det har der været noget af hos os i Misforstaaelse af den lutherske Yndlingslærdom, at vi frelses af Tro. Skal vi frelses af Tro, har man sagt, saa skal vi ogsaa tro baade paa det og paa det, og det blev en god Del, og man har gaaet i Rette med hverandre og inkvisitorisk spurgt: Tror du nu ogsaa baade paa det og det, for gør du ikke det, kan vi ikke række hinanden Broderhaand. Birkedal forbigik engang ved Uddelingen af Nadveren en Mand, fordi han syntes, han kunde ikke bekende Troen paa Kødets Opstandelse, men vilde nok bekende Troen paa Legemets Opstandelse. Saa maatte han ikke faa Nadveren, men skulde paa beskæmmende Maade springes over. Hvad var det andet, end at Birkedal sagde: jeg tror paa alt, hvad jeg skal tro paa, og er derved værdig baade til Nadver og alt andet godt, men du, der er uværdig, du staar langt borte. Ja, her havde vi igen Farisæeren og Tolderen i Templet. Men jeg synes næsten, at dette Farisæervæsen er endnu værre end hint i det gamle Jødeland. Jeg holder ikke af det, naar en staar og er saa velhavende paa Tro. Et af to, saa maatte han hellere være velhavende paa gode Gerninger. Lad os tænke os, at en ligger nedkastet og beder: Gud vær mig Synder naadig, men en velhavende kommer hen og river ham brutalt op og siger: Næ, min Far, saa let gaar det ikke, vil du først tage Stilling til Trosleddet om Undfangelsen ved den Helligaand. Det er nok om den Slags velhavende, Jesus siger: Mange skal paa den Dag sige: Herre, Herre, har vi ikke profeteret ved dit Navn og gjort mange kraftige Gerninger ved dit Navn, men jeg vil bekende for dem: jeg kendte eder aldrig. Naar vi skal sige, hvad Tro, hvad frelsende Tro er, saa kan det ikke nytte at tale om Trosindholdet og sige, at der skal være saa meget, mindst saa meget i den frelsende Tro, men vi maa hellere sige med Barth, at naar et Menneske intet har og intet er, men i den yderste Nød og Sønderbrudthed, som den helt og holdent raadvilde, som den, der uhjælpelig er kørt fast, vover Springet ud i det uvisse, ud i det tomme Rum og der svævende over Afgrunden lader sig holde fast af Guds Haand, saa tror det. Men det er ikke en Tro, man kan prange med. Heller ikke en Tro, man kan have paa Lager, saa at man ligesom kan se ind i sig selv og med Tilfredshed konstatere, at man da har en god Portion Tro. Nej, Troen er snarere en Virksomhed, en Griben, en Holden fast, en Virksomhed af Sjælen og af Guds Aand. Ja, dybest set af Guds Aand alene. Det er Meningen med dette: Vi tror intet.

Og vi véd intet. Det, som vi saa i Troen griber, er ganske uskikket til at gøres til Genstand for det Verbum at vide. At vide forudsætter den rolige aandelige Besiddelse med Undersøgelse eller Beregning. Men saadan kan man ikke besidde Gud. Det vilde jo næsten være gudsbespotteligt at tænke sig det. Man kan vide Besked med Teologi, man kan vide Besked med, hvad der staar i Skriften, men derfra at naa frem til Gud, derfra at tænke eller regne sig frem til Gud lader sig ikke gøre. I Familie med Ordet at vide er Ordet Vished. Kan der være Tale om Vished om Gud, om Guds Naade, om Guds Frelse? Det er jo noget, der har været meget omdebatteret. Vished, der bygger paa Oplevelser, Grebethed, Rørelser, er meget problematisk. Det er vel rigtigt nok, at en har oplevet noget, naar han siger det, men det, han har oplevet, kan tydes baade paa den ene og den anden Maade. Derfor naar man vil se efter, om man har Vished, hvis man f. Eks. sidder en Aften og diskuterer, om man kan naa til Vished eller ej, og man saa ser efter i sin egen Sjæl, om Visheden er der, saa tror jeg ikke, man finder den. Man kan lige saa lidt have den som en indre Genstand som Troen. Men sæt Livet spørger, saa kommer det nok frem. Hvis Livet spurgte saa skarpt: Vil du forhaane Kristus, eller vil du skydes?, og hvis Manden saa valgte at skydes, saa var Visheden der jo dog, selv om han den foregaaende Aften ikke havde kunnet finde den. Naar Livet spørger, eller naar Gud spørger, saa kommer Svaret. Men naar vi sidder og teoretiserer, finder vi den ikke. Ingen Vished, ingen Viden. Vi véd intet.

Altsaa: Vi kan intet, vi tror intet, vi véd intet. Men samtidig med at vore Muligheder er udtømte, begynder Guds Muligheder. Lad det gamle Menneske kun være intet og blive ved at være intet og hver Dag dømmes til at være intet, saa ryddes der derved for det nye Menneske. Ja, om Gud vilde tilintetgøre det gamle Menneske, det Fortabelsens Barn i os, og lade det nye Menneske fremkomme. Endte det gamle Menneske med at sige: jeg kan intet, jeg tror intet, jeg véd intet, ændrer det nye Menneske intet paa dette Sprog, men gentager det, om end med en anden Betoning, ikke med Selvopgivelsens, men med Takkens og Salighedens, idet det giver Gud hele Æren.