Af Alex Ahrendtsen. Tidehverv, 2004, s.19. (Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard: I KRIGENS HUS - Islams kolonisering af Vesten. 256 s. Hovedland 2003).

Dette er en bog, man helst ikke vil læse, for den kondenserer alt det, som Tidehverv, Fremskridtspartiet, Den danske Forening og Dansk Folkeparti har advaret os om i årevis. At muslimerne har igangsat en hellig krig for at undertvinge Vesten gennem masseindvandring og høje børnefødselstal, bistået af velvillige indfødte blåøjede hjælpere.

Forfatterne til "I Krigens Hus" er Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard, som også arbejdede sammen på den glimrende antologi "Islam i Vesten - på koranens vej?". "I Krigens Hus" er bare endnu bedre, mere foruroligende og nedslående end forgængeren, samtidig med, at den også er opløftende, fordi vi endelig på dansk præsenteres for en mere sandfærdig historisk skildring af islams idelige angreb på kristenheden, end vi er vant til fra hjemlige islamapolegeter.

Det gælder i særdeleshed de historiske afsnit i bogens begyndelse, hvor både korstogene og de kristne spanioleres heltemodige reconquista af deres besatte land sættes ind i den rigtige kontekst. For baggrunden for korstogene er jo umulig at forslå uden at have den islamiske militære ekspansion og deres voldsomme og grusomme angreb i baghovedet. Korstogene var en forsvarskrig, omend der for kristendommen skete det frygtelige, at paven tyede til nøjagtig det, som man bekæmpede: nemlig at gøre noget helligt, der under ingen omstændigheder kan gøres helligt. Som bogen gør opmærksom på, havde kristenheden tålt 450 års aggression, inden den mistede tålmodigheden og slog igen.

Noget lignende gælder skildringen af den islamiske besættelse af Spanien, som i bogen er fremstillet helt anderledes, end vi er vant til. Normalt fremhæves landet under muslimerne som et lykkeligt rige af fred, fordragelighed og multikultur anført af de helgenagtige kaliffer og deres retfærdige hære, der var taget ud for at pacificere de blodtørstige spaniolere. Det var ikke så lykkeligt, fortæller I Krigens Hus, og det ved vi jo godt, men det ved de ikke inde på Danmarks Radio, Politikens Hus, Berlingeren og de andre københavnske blad- og mediehuse, og alene af den grund er bogen et lille mirakel.

I Krigens Hus er dog ikke en historiebog. Den er et kampråb, og den gennemgår alle de mange tilsyneladende tilfældige konflikter mellem muslimerne og resten af et lands indbyggere i vor tid og dokumenterer, at de er alt andet end tilfældige. De er tværtimod en del af et større mønster og en veltilrettelagt strategi fra islamiske præsters og retskyndiges side om at udbrede islam til alle livets områder, og selv små muslimske mindretal kan sagtens lykkes med deres forehavende. "Men som de historiske erfaringer viser, kan islam udmærket tage magten over endog betydelige ikke-muslimske flertal. Det kræver først og fremmest, at lederne af de etablerede kristne kirker samarbejder med de nye magthavere om af få den kristne befolkning til at afholde sig fra modstand mod den ny herrereligion, hvilket kristne kirkeledere har været forbavsende villige til." s. 10.

En af metoderne til at fastholde det muslimske pres på det omgivende samfund og få placeret troen centralt er gennem tørklædesager, som er veludførte og gennemtænkte pressestrategier. De er "forbavsende ens i samtlige vestlande: Som den algeriske politiolog Slimane Zéghidour forklarede i 1990, beslår den i at fremprovokere en række "sager" - om, "retten" til at bære tørklæde, krav om særbehandling i alle slags institutioner, om påståede fornærmelser mod profeten og de troende o.lign." s. 96.

Bogens gennemgang af ikke-muslimernes vilkår under islams åg er skræmmende læsning. Apartheid, folkemord, drengekidnapninger, kopskat, slaveri og regulære pogromer er mere reglen end undtagelsen. I det afsluttende kapitel "De arabiserede byer" gennemgår forfatterne alle de konfliktområder, der er at finde i de europæiske lande. Lige fra kampen om territoriet over de religiøse kampe befolkningsgrupperne imellem til de paramilitære grupper, der er begyndt at blive dannet med det formål at forberede magtovertagelsen, sådan som bolsjevikkerne planlagde den.

Dokumentationen er overvældende. Bevisførelsen er overbevisende. Og viljen til intellektuelt forsvar af Vesten er forløsende. Kun på et enkelt punkt er bogen lidt svag, og det er på det teologiske, omend den ikke som Ralf Pittelkow forsøger at gøre sig klog på dette område. Forfatterne har blik for, at islam ikke kan integrere sig i Vesten og heller ikke ønsker det, men samtidig har de dog et svagt håb om, at de islamiske lande selv kan sekularisere sig, sådan som det har været forsøgt i nogle lande: "Uden for den arabiske verden opnåede Tyrkiet, Iran og Pakistan i en periode en vis stabilitet og almen velstandsstigning. Men heller ikke her lykkedes det at integrere befolkningen, sekularisere kulturen og løse elementære opgaver." (s. 107) Som den engelske forfatter Roger Scruton har påvist i sin fremragende bog The West and the Rest, er det ganske enkelt ikke muligt at sekularisere et islamisk land, fordi politikken i sig selv defineres som illegitim, hvis den ikke udspringer af islam. Den bliver simpelthen opfattet som frafalden og derfor ikke stueren, hvis vi skal tale lidt hjemligt.

Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard:
I KRIGENS HUS. Islams kolonisering af Vesten. 256 s. Hovedland 2003