Af Søren Krarup. Tidehverv, 2003, s.17-18. (Sven Ove Gade: Ulanen, en biografi om Victor Andreasen, Gyldendal 2002, 479 sider).

I slutningen af 1988 lagde jeg mig ud med Jyllands-Posten, som jeg havde været freelance skribent hos siden foråret 1968. Det var en uenighed om den indvandringspolitik, der i stigende grad optog sindene og i hvert fald mit, som foranledigede striden, og resultatet blev, at jeg hørte op med at skrive fast i bladet.

Da bruddet rygtedes, blev jeg ringet op af Sven O. Gade, som var chefredaktør på Ekstra Bladet. Han inviterede mig til at skrive i sin avis. Han stillede ingen krav og forlangte ingen betingelser opfyldt, men stillede slet og ret Ekstra Bladets spalter til rådighed for mig.

Adskillige folk rådede mig fra at indlade mig med Ekstra Bladet - også mennesker, hvis dom jeg tillagde betydning. Men jeg svarede ja til Gade, og jeg fik ikke grund til at fortryde det. Han viste sig at være en frisindet og reel redaktør, som var oprigtigt optaget af væsentlige problemstillinger og emner. Jeg fik i årenes løb megen respekt for ham og hans saglighed, og jeg fik også personlig sympati for ham som et menneske, der ikke gik på kompromis i betydningsfulde sager, men var loyal og anstændig i enhver henseende.

Da jeg havde skrevet nogle år i Ekstra Bladet, blev jeg ringet op af Sven O. Gades forgænger på Ekstra Bladet, den sagnomspundne Victor Andreasen, der nu sad som pensionist i Ugledige i Sydsjælland. Det blev en underholdende samtale. Det blev også en lang samtale. Victor Andreasen talte i timevis, og han interesserede sig mest for, hvad han selv sagde.

Han var ikke fri for at være temmelig docerende. Men han var også underholdende og spændende at tale med, for ikke blot var han et velbegavet og utroligt vidende menneske, men han var også i besiddelse af en hensynløshed i domme og vurderinger, som virkede velgørende.

Siden ringede han ofte og talte et par timer eller tre, og samtidig modtog jeg håndskrevne breve fra ham, som var rene essays.

Han var virkelig en respektløs mand. Der var en radikalitet i ham, som bragte ham i modsætning til alt, hvad der var banalt.

Men der var også en forfængelighed eller selvoptagethed, som kunne gøre ham vulgær. Victor Andreasen var tydeligvis præget af forskellige komplekser i henseende til rang og anseelse i samfundet, og de udstyrede ham med en selvhævdelsestrang, som godt kunne virke trættende.

Han var ikke, hvad nogle vil kalde for et fint menneske. Men han var uortodoks og spændende.

Skal jeg sammenligne de to redaktører på Ekstra Bladet, vil jeg nok foretrække Sven O. Gade. Han havde ikke Victor Andreasens dæmoniske karaktertræk og måske derfor heller ikke dennes indpiskende evne - det, der i midten af 1960'erne reddede Ekstra Bladet og Politikens hus -, men han var et lødigere menneske. Han havde ikke sig selv som centrum i alt. Han var optaget af andet end at føre sig selv frem.

Det er dette fornemme karaktertræk, der har fået Sven O. Gade til at skrive en stor biografi om sin forgænger på Ekstra Bladet, for Gade har tydeligt nok været fascineret af Victor Andreasen, som i sin tid fangede ham ind på Ekstra Bladet og siden gjorde ham til chefredaktør, da han selv trak sig tilbage i skuffelse og livslede. Sven O. Gade har villet gøre sin danske samtid opmærksom på Victor Andreasens format. Han har derfor vendt hver sten i hans tilværelse og gennemgået næsten hvert ord, han har sagt og skrevet. Det er en bog, der er lige så underholdende som Victor Andreasen.

Men på en eller anden måde er der et misforhold i den.

For var Victor Andreasen betydelig nok til at fylde og retfærdiggøre en sådan biografi? Det er det spørgsmål, en læser stiller sig. Jeg synes det strengt taget ikke. Jeg kan godt forstå Gades hensigt og interesse. Men Ekstra Bladet er ikke verden og Victor Andreasen var ikke Danmarks største mand -selv om han selv kunne mene det.

Et menneske skal efter min mening bedømmes på, hvad det sætter sig selv ind på og er villig til at ofre sig for, men Victor Andreasen havde jo ikke anden instans end sig selv. Deraf hans umådeholdne forfængelighed, hans trættende praleri, hans evige fremhæven af egen begavelse. Praleriet var jo i virkeligheden vidnesbyrdet om, at Victor Andreasen var alt for bundet af den omverden, han elskede at håne - af dens anerkendelse, applaus og målestokke. Det ramte ham i hjertet, at Politikens bestyrelse ikke gjorde ham til chefredaktør på Politiken. Det sved i sjælen på almuebarnet fra Silkeborg, at han ikke gjorde finere offentlig karriere end at han var lige ved at blive departementschef hos Jens Otto Krag. Han var i alt for meget negativt afhængig af det samfunds normer, som han gjorde sig til af at foragte, og derfor var radikaliteten i hans samtidskritik også begrænset.

Sven O. Gade har blik for det hele og lægger ikke skjul på noget, men han ender efter mit skøn alligevel med at tildele Victor Andreasen en betydning og et format, som han ikke havde. Unægteligt, han var underholdende at lytte til og spændende at tale med. I al sin vulgaritet havde han en despekt for det oppustede og anerkendte, som var velgørende. Han lignede virkelig en fri ånd, der kunne sige samtiden sandheder.

Men han var det jo ikke, og heraf misforholdet mellem bogens anlæg og bogens emne.

Der er dem, det var væsentligere at gøre en dansk samtid opmærksom på. Mens jeg har hest Gades bog om Victor Andreasen, har jeg tænkt på N. I. Heje og Olesen Larsen. De forekommer mig helt anderledes dybtgående og radikale i deres opgør med samtidens kirkelighed og kulturradikalisme. De reddede rigtignok ikke Ekstra Bladet og var ikke lige ved at blive departementschef hos en Jens Otto Krag, men uden optagethed af egen succes og karriere gik de deres skud og øvede den samtidskritik og forkyndte den sandhed, der satte tingene i perspektiv for deres landsmænd. Et kierkegaardsk anliggende uden Kierkegaards reputation og efterfølgende omtale. I sammenligning med dem synes Victor Andreasen mig ligegyldig og overfladisk, og jeg kunne ønske mig, at forfattere af Sven O. Gades flid og lødighed ville gøre dem kendt i Danmark.

Thi forfatteren til biografien om Victor Andreasen har skrevet en bog, der virkelig er læseværdig, og det skyldes som sagt ikke alene bogens hovedperson. Det skyldes i lige så høj grad forfatterens sans for væsentlighed og saglighed. Han har fastholdt det spændende i Victor Andreasens mange ord og båret over med det begrænsende.

Det er et smukt vidnesbyrd om Sven O. Gades karakter.

Men det ophæver ikke misforholdet i bogen.

Sven Ove Gade: Ulanen, en biografi om Victor Andreasen, Gyldendal 2002, 479 sider.