Af H. V. Brøndsted, Tidehverv, 1927, nr.1, s.57-59.

Vi har opfordret en Biolog til at give vore Læsere en nøgtern og klar Redegørelse for, hvordan Spørgsmaalet om Afstamningslære i Øjeblikket ligger. Hertil har vi haft flere Grunde, som vi ved en anden Lejlighed skal komme tilbage til. Den nærmeste Anledning har været den letsindige, for ikke at sige letfærdige Maade, paa hvilken man i en Del kristelige Kredse har benyttet visse Naturforskerdiskussioner til at komme uden om et for den normale Kristelighed yderst pinligt Problem ved at "tale Løgn til Guds Forsvar". Der trænges foreløbig til et nøgternt og fast Stop!

Red.

Forskellige symptomer, saasom den mærkelige "abeproces" mod en lærer i U. S., forskellige udtalelser, særlig af mystisk eller orthodokst orienterede kristne baade i udlandet og hos os (herhjemme repræsenterede af Helge Kode og den avisdiskussion, der grupperer sig om ham), viser, at der i vide kredse hersker den anskuelse, at nedstamningslærens betydning for de biologiske videnskaber er stærkt paa retur, ja, at den egentlig er forladt af mange videnskabsmænd.

Denne anskuelse er imidlertid aldeles fejlagtig og derfor meget skadelig. Grunden til, at man fra biologisk side ikke har reageret kraftigere, er vel bl. a. den, at man har ment det ørkesløst at føre en diskussion, der maatte antages at ville følge de samme baner som de ret frugtesløse diskussioner om det samme emne i sidste del af forrige aarhundrede. Imidlertid er jeg glad for, at dette blads redaktion har bedt mig trække linjerne i hele spørgsmaalet op, fordi det altid er godt at være med til at udrydde misforstaaelser.

Forholdet er da det, at ikke-biologer meget ofte endnu sammenblander nedstamningsteorien med de hypotheser, der søger at forklare, hvorledes og ad hvilke veje nedstamningen er gaaet for sig. Hertil kommer en overvurdering af de resultater, arvelig-hedsforskningen er naaet til, eller endog en mistydning deraf.

Lad det blive slaaet fast, at nedstamningsteorien siger følgende og kun følgende: Alle nulevende organismer nedstammer fra lavere organiserede, mindre specialiserede former i tidligere jordperioder. Om de nedstammer fra een (monofyletisk nedstamning) eller fra utallige primitive former (polyfyletisk nedstamning) kan ikke siges. Nedstamningslæren siger altsaa kun, at der har fundet en udvikling sted, intet om hvorledes eller hvorfor. At prøve at give en forklaring af dette hvorledes falder i Darwinismens, Lamarckismens, Mutationshypothesens lod, eller hvad nu disse forskellige problematiske hypotheser kaldes. Jeg betoner atter, at nedstamningslærens rigtighed aldeles ikke berøres af, om disse hypotheser staar eller falder.

- Saa vidt jeg véd, antager alle arbejdende biologer nedstamningslæren.

Nedstamningen kan selvfølgelig ikke direkte bevises, thi den er et historisk fænomen. Man kan ikke bevise, at Christian den Fjerde har levet, paa anden maade end ved at henvise til de overvældende mange samstemmende skriftelige, billedlige og paa anden maade overleverede vidnesbyrd. Man kan ikke direkte bevise, at der har været en istid. Men ved at sammenholde f. eks. Danmarks geologiske overfladeforhold med nutidige morænedannelser, hvor vi ser processerne foregaa for vore øjne, finder vi en saa minutiøs overensstemmelse, at der overhovedet ikke lader sig opstille nogen anden videnskabelig, d. e. paa erfaring grundet, forklaring end den, at der har været en istid. Antagelsen af en istid beror altsaa paa en analogislutning, ikke paa noget direkte bevis, med mindre man ved bevis forstaar argumenter, der virker overbevisende paa et stort flertal af normale mennesker (en definition af bevis, der dog rummer visse farer!).

Paa samme maade beror antagelsen af nedstamningslærens rigtighed paa en stor række konsekvent og i indre sammenhæng staaende analogislutninger.

Nemlig saaledes:

Vi ser for vore øjne, at dyr og planter formerer sig; alt tyder paa, at Virchows sætning omnis cellula e cellula (d.e.: ingen celle uden af en celle) har haft sin gyldighed i forsvundne perioder saa vel som nu; om livets opstaaen siger nedstamningslæren intet. Nu viser forsteningerne os, at dyre- og plantearterne i tidligere jordperioder var afvigende fra de nu-levende arter, maaske ganske enkelte former undtagne. Spørgsmaalet er altsaa: kan der tænkes tilvejebragt organisk forbindelse, det vil sige genealogisk forbindelse ad den naturlige forplantnings vej mellem disse uddøde former og de nulevende. For at dette kan tænkes at være muligt, maa arterne være foranderlige. Det er Darwins store fortjeneste gen-nem et ærefrygtindgydende samvittighedsfuldt og overvældende flittigt forskerarbejde at have vist, at dyre- og plantearter varierer. Lad os tage et eksempel. Arten Hund frembyder som oftest tydelige træk, der adskiller den fra de nærstaaende arter, Sjakal og Ulv. Men Hundearten som saadan er en generalisation, et begreb, der ikke eksisterer i virkeligheden. Selvfølgelig maa artsbegrebet være en generalisation. Omkring denne ideale Hund varierer alle hundeindivider. Men variationsbredden for en art kan være stor, og for hundens vedkommende stiller det sig saadan, at dens variationsbredde griber ind over Sjakalens og Ulvens variationsgrænser, et forhold, der betegnes med, at de tre arter gaar over i hinan-den; nogen grænse kan ikke sættes; det kan være umuligt at afgøre, om et bestemt individ er en hund eller ulv.

Fremdeles siger vi, at Hund, Ulv og Sjakal er i slægt med hinanden, fordi de ligner hinanden. At de virkelig er i blodslægtskab med hinanden kan selvfølgelig ikke bevises, thi dertil vilde kræves, at vi var klare over alle Hunde-, Ulve- og Sjakalindividers stamtavle. Men vi begrunder dette vort udsagn ved en analogislutning fra mennesker og husdyr, hvis stamtavler vi kender. Thi her betyder i al almindelighed større lighed nært slægtskab, mindre lighed fjernere slægtskab. Idet vi udvider denne analogislutning, kommer vi til det resultat, at Hundeslægten er i familie med Rævene, men lidt længere ude; ved længere ude forstaar vi nøjagtig det samme som hos menneskene, hvor det at være langt ude i familie med hinanden betyder, at de fælles stamfædre ligger mange generationer tilbage. Og vi nød-sages til at gaa videre, idet vi siger, at Hundefamilien, Kattefamilien, Maarfamilien, Bjørnefamilien o. s. v., der sammenfattes i den fælles Rovdyrorden, er i meget fjernt slægtskab med hinanden, fordi de frembyder fælles ligheder indbyrdes overfor andre Pattedyrordener. At denne stadig videre analogislutning er rigtig, ser vi af forsteningerne. Thi i ældre Tertiærlag finder vi primitive rovdyrformer, der i sig forener bygningstræk, der nu genfindes spredt hos flere rovdyrfamilier; vi kalder saadanne arter samleformer. Men heller ikke her kan vi blive staaende, thi ligheden mellem de forskellige Pattedyrordener er umiskendelig. Vi maa derfor antage tilstedeværelsen af længst forsvundne Pattedyr, der har været ophav til de senere optrædende; og vi finder i triastiden virkelig primitive pattedyr, der tydelig saa at sige viser sig at bære alle slags pattedyrmuligheder i deres skød, ja i bogstavelig forstand, idet forplantningsmaaden naturligvis dengang i alt væsentlig har været den samme som nu.

Ved at gruppere alle dyre- og plantearter efter større eller mindre lighed opstaar den kæmpemæssige begrebsbygning, vi kalder det naturlige system, og heri er da nedstamningstanken ligesom indkapslet. Det naturlige system er stadig underkastet forandringer i mere eller mindre betydningsfulde detailler; og der bygges stadig derpaa, af Botanikere og Zoologer i bredden, det vil sige blandt nulevende planter og dyr, og af Palæontologerne i dybden, det vil sige blandt uddøde former op gennem tiderne. At der i dette detailarbejde begaas fejlgreb, er givet, men heraf berøres hovedtanken ikke, den nemlig, at det naturlige system afgiver bevis for nedstamningslærens rigtighed.

Det skal nævnes, at man har indvendt mod hele denne form for analogislutning, at hvis lighed skyldes slægtskab, saa vilde en række forskelligartede sten ordnede efter ydre og indre lighed ogsaa betyde slægtskab. Herudfra argumenterer man saa mod biologisk slægtskab paa basis af lighed, idet man glemmer den fundamentale forskel, at alle levende individer er en udvokset, løsrevet del af et moderindivid, en direkte stoflig fortsættelse, som vi f. eks. har det klart anskueliggjort i jordbær plantens formering ved udløbere; men sten har netop ingen ahnerække paa samme maade, fordi de ikke har formeringsevnen.

I bøger om nedstamningslæren ser man gerne en hel række "beviser" anført; de skulde hedde sandsynlighedsbeviser. "Det anatomiske bevis", "det embryologiske bevis", "de rudimentære organers bevis" o. s. v. Imidlertid kan alle disse "beviser" føres tilbage til arbejdet paa at udbygge det naturlige system, altsaa paa at finde slægtsligheder; de skal derfor ikke beskæftige os her. De læsere, der kunde ønske nærmere besked desangaaende, kan jeg henvise til Warmings bog om nedstamningslæren, der er den eneste læseværdige af de større skrifter, der paa Dansk er udkommet om disse Spørgsmaal.

- At nedstamningslæren er kommet i en vis miskredit blandt mange lægfolk, skyldes, at de hypotheser, der søger at forklare, hvilke kræfter der har foraarsaget udviklingen, er bragt til stærkt at vakle ved de senere aars biologiske forskninger; det drejer sig her særligt om de to førende: Darwinismen og Lamarckismen. Denne miskredit støttes yderligere derved, at man i vide kredse benytter betegnelsen Darwinismen som ensbetydende med nedstamningslæren; mod denne forveksling vil jeg stærkt advare.

Da det maaske ikke staar klart for enhver, hvori forskellen mellem de nævnte og andre hypotheser bestaar, skal jeg søge at karakterisere dem.

Det væsentlige i Darwins hypothese er følgende: individerne i et søskendekuld afviger lidt fra hinanden. Da der altid fødes flere individer, end der er plads til (vi ser bort fra mennesket samt husdyr og dyrkede planter), vil de, der er bedst egnede til at leve under de givne kaar, gaa af med sejren; følgelig vil typen forskydes i en bestemt retning, idet kaarene atter vil begunstige ene-opretholdelsen af det individ i det følgende kuld, der viser de gunstige træk i endnu højere grad. Det givne, variationerne, er altsaa noget tilfældigt, og rent mekanisk "udvælges" visse individer til at forplante slægten. Da kaarene ogsaa varierer, er den organiske udvikling altsaa prisgivet det, vi kalder tilfældighedens lov.

Lamarckismen i sin mere moderne form (vi ser bort fra de ofte meget naive forestillinger, den oprindelige Lamarckisme fletter ind med i sine betragtninger) gaar ud paa følgende: Dersom kaarene forandres, maa individerne, saa vidt det staar i deres magt, tilpasse sig derefter, hvis det lykkes dem, vil de nyerhvervede egenskaber, der satte individet i stand til at leve videre, nedarves paa afkommet, der nu altsaa saa at sige fra fødselen er tilpasset efter de ydre kaar; da kaarene bestandig veksler, vil organismerne derfor bestandig undergaa forandringer.

Det fælles for disse to hypotheser er, at de begge gaar ud fra, at anlægspræget (det arvelige anlæg, som det findes i forplantningscellerne) let maa kunne forandres. Og her er de to hypothesers achilles hæl. Thi det er den moderne arvelighedsforsknings største resultat at have vist, at anlægspræget er endog meget fast. Ganske vist kan anlægspræget hos det enkelte individ reagere over for og altsaa variere med de forandrede ydre kaar, saa at individet selv forandres i det ydre, faar et andet fremtoningspræg, som man udtrykker det. F. eks. kan man tage to udløbere af en og samme jordbærplante, lade den ene vokse tørt og stærkt solbeskinnet, den anden fugtigt og mindre solrigt; den ene faar smaa, tykke blade og smaa, søde frugter, den anden faar store, tynde blade og store, saftige bær, der ikke er saa sødme- og aromafyldte. Men flytter man nu en ung udløber af hver af disse planter hen paa en "neutral" vokseplads, vil de udvikle sig praktisk talt nøjagtig ens; man vil ikke kunne spore nogen indflydelse af forældrenes forskellige voksepladser. Anlægspræget er altsaa forblevet det samme, selv om individerne kan være forandrede i det ydre. Man slutter heraf, at i alt fald saa langt det overvejende flertal af de variationer, der faktisk forekommer i naturen, ikke nedarves paa afkommet, idet anlægspræget stadig er det samme; disse variationer har derfor hverken betydning for Darwinismen eller Lamarckismen. - Hertil kommer yderligere for Darwinismen den tungt vejende kritik, at de smaa variationer, Darwin regner med, hvis de overhovedet forekommer, alligevel næppe kan antages at have "selektionsværdi", udvælgelsesværdi, det vil sige betydning for tilværelseskampen.

Imidlertid, den moderne arvelighedsforskning er endnu en ung videnskab, hvis resultater uhyre langt fra er afklarede; dens resultater er for en uhildet iagttager ikke enstydige; det gælder specielt spørgsmaalet om erhvervede egenskabers arvelighed. Naturligvis er det ikke her stedet at gaa ind paa en undersøgelse af rækkevidden af dens resultater; det skal blot fremhæves, at de ikke er af den art, at de absolut udelukker enhver tale om Darwinisme eller Lamarckisme, selv om en hel del arvelighedsforskere heroverfor reagerer som en tyr overfor et rødt klæde. Men det kan ikke nægtes, at dens resultater maner til overordentlig forsigtighed i disse spørgsmaal.

Ikke stort bedre stiller det sig for en tredje af hypotheserne, der søger at forklare nedstamningslærens Hvorledes, nemlig Mutationshypothesen. Den klarer sig for saa vidt godt med den moderne arvelighedsforskning, som den mener, at anlægspræget er relativt fast og ens ned igennem en række generationer, saaledes at afkom af krydsningsprodukter mellem to individer med forskelligt anlægspræg følger "de mendelske spaltningslove". Men engang imellem forandres anlægspræget pludselig af ganske ukendte aarsager. Det ejendommelige ved hypothesen er altsaa, at den antager pludselige fremkomster af nye egenskaber, der straks er faste i den skikkelse, hvori de er fremkomne, og de holder sig, indtil nye mutationer af ukendte aarsager opstaar.

Der er det fælles for de mutationer, man mener at kende, at de tilsyneladende ikke har noget med det, vi kalder hensigtsmæssighed, at gøre, og meget ofte er mutationerne (i de forsøgsrækker, man har anstillet) endog af en saaadan natur, at de nye individer, der viser mutationen, ovenikøbet er ulevedygtige paa grund af mutationen. I det hele taget tyder meget paa, at det, man kalder mutation, altid betyder en degeneration og derfor ikke har betydning for nedstamningen. Naar hertil kommer, at særdeles meget af det, der kaldes mutation, godt kan forklares ved, at muligheden for vedkommende ydre karaktertræk har været tilstede i forskellige individers anlægspræg uden hidtil at have vist sig i det ydre, saa er det berettiget at sige, at mutationshypothesen for øjeblikket er af temmelig problematisk betydning for nedstamningslæren.

Der er fremsat flere hypotheser, der skulde forklare nedstamningen, men de er endnu saa lidt udbyggede og af saa usikker natur, at jeg ikke skal fremdrage dem her.

Vi kan sammenfatte det foregaaende saaledes: selve nedstamningslæren, der udsiger, at højerestaaende organismer nedstammer fra lavere, maa anses for at være en af de bedst underbyggede naturvidenskabelige teorier af historisk art. Derimod er det meget problematisk, hvilke kræfter, der har ført til opstaaen af nye former.

Den biologiske forskning befinder sig i øjeblikket i stærk gæring, anskuelser strider mod anskuelser, og meget store udsyn aabner sig for forskningen. For at naa til virkelige resultater er det vigtigste af alt for biologen: ikke at være dogmatisk. Men det medfører naturligvis en vis vaklen, der af ikke-biologer misforstaas og specielt tydes derhen, at endog om nedstamningslæren tvivler biologerne, hvilket som sagt er ganske fejlagtigt.

Det var ønskeligt, om man i alle lejre blev klar over, hvordan sagerne staar i disse spørgsmaal, for derefter at indtage en taalmodigt afventende holdning; thi for øjeblikket er det ganske ørkesløst at begynde en agitation i den ene saa vel som den anden retning. Men det er vel et stærkt forlangende af en generation, der lever og aander i agitation.

H. V. Brøndsted.