Af NL., Tidehverv, 1990, nr. 2, s.24.

Det forlyder i disse dage, hvor hele verden glæder sig over Østeuropas revolution, at to fremtrædende skikkelser i vort offentlige liv ikke tager helhjertet del i glæden. Det drejer sig om Anne-Grete Holmsgård og Vibeke Sperling, der ellers i forgangne tider har talt meget og højt om folket og revolutionen og den store retfærdige fremtid.

De er rent ud sagt bekymrede ved det hele.

Går det an sådan uden videre at indføre demokrati i Sovjetunionen? spørger de i vort lille lands officielle kulturelle centralorgan, radioens program 1. Som tilstandene er i øjeblikket er det ikke ufarligt at lade folk selv afgøre deres egen fremtid, bekendtgør de med rynkede bryn og deres alvorlige stemmer. For der er et område, hvor folk ikke opfører sig fornuftigt og rigtigt.

Det gælder det nationale.

Hvad er det jo nemlig, der har båret frihedsbevægelserne i Østeuropa? Hvad er det, der driver de stædige oppositionsbevægelser i de sovjettiske republikker? Hvad er det, der samlede hundredetusinder i gaderne i de engang kommunistiske hovedstæder?

Var det kravet om en ny ideologisk retfærdighed? Var det et nyt frelsende system, en tredje vej, som det er blevet moderne at kalde det i vesten?

Nej. Enkle ord om fædrelandets befrielse fra kommunismens åg var det samlende element. Folk flokkedes i kirkerne og bad til Vorherre om en lysere fremtid for Polen, Tjekkoslovakiet, Rumænien osv. Og i Sovjetunionen krævede lettere, estere og litauere igen at blive, hvad de var engang: Estere, lettere, litaurere med et fædreland og egne grænser.

Det er som sagt meget bekymrende. Anne-Grete Holmsgård og Vibeke Sperling må på det kraftigste fraråde at indføre demokrati, hvor måske ligefrem racistiske elementer er de fremherskende.

For hvordan lave retfærdig revolution med et uretfærdigt og syndigt folk? Et folk, der mener sig bundet af Vorherre og noget så mistænkeligt som det nationale? Hvordan forme en retfærdig fremtid med folk, der har fået nok af ideologisk retfærdighed og kræver national selvbestemmelse og individets frihed? Det kan man ikke.

Bekymringen breder sig med god grund hos danske intellektuelle, i takt med at virkeligheden melder sig i al sin ukontrollerbare og irrationelle gru.

NL.