Af Jesper Fabricius, Tidehverv, 1990, nr. 9, s.174-175.

For et samfunds magthavere har det frie ord altid været en potentiel trussel. Hvor borgerne kan ytre sig frit, dannes imellem dem bevidstheden om magthavernes gerninger og misgerninger, og forudsætningen for et folkeligt fællesskab imod magtmisbrug, korruption og undertrykkelse er til stede. For borgerne udgør det frie ord derfor en beskyttelse, et værn mod overgreb.

Den frie, af magthaverne uafhængige presse er et af det frie ords vigtigste instrumenter, og i et demokratisk samfund kan den ikke undværes. Dér er pressen en kontrolinstans, en "fjerde statsmagt", som den er blevet kaldt, der overvåger om den forfatningsretlige tredeling af statsmagten fungerer efter hensigten, således at den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt holder hinanden i skak og derved forhindrer despoti og magtfordrejning.

I et samfund, hvor medierne får en stadigt stigende magt, hvor pressen kan styrte hvem som helst fra tronen, gøre hvem som helst til fredløs og idømme hvem som helst den "offentlighedens straf", som i mange tilfælde er langt hårdere, end den straf den dømmende magt kan idømme, melder sig spørgsmålet: Hvem holder den "fjerde statsmagt" i skak? Hvem værner borgerne mod de overgreb, de risikerer at blive udsat for fra pressens side?

Disse spørgsmål udtaler det særligt i visse journalistiske kredse forbudte og unævnelige, for i demokratiske samfund gøres pressen ofte til Gud. Ufejlbarlig, alvidende og almægtig. At gøre indsigelser mod dens fejlgreb og misgerninger er ren og uforfalsket blasfemi. Af pressen skal vi lade os spytte i ansigtet og sparke i skridtet og sige tak til, thi hvad pressen end gør, gør den det jo blot til vort eget bedste.

Men det er indlysende, at når den frie presses formål først og fremmest er at værne borgerne mod overgreb fra magthaverne, så må grænserne for pressens frihed sættes dér, hvor pressen selv i forhold til borgerne optræder som en skånselsløs og korrumperet magthaver. Ikke sådan at forstå, at der skal indføres censur, bestemt ikke, men således at forstå at pressen - når den har handlet - må stå til ansvar for sine handlinger, således som også de øvrige magthavere må stå til ansvar for deres.

Således har man da også søgt at indrette det ansvarssystem, som pressen er undergivet. Derfor gælder der for pressen principielt samme grænser for den materielle ytringsfrihed, altså for hvad man straffrit må sige og gøre, som for alle andre. Heller ikke i pressen kan man derfor straffrit fremsætte injurier, uberettiget videregive oplysninger om forhold, der tilhører privatlivets fred, eller foretage én af de øvrige i Straffelovens kapitel 27 opregnede freds- eller ærekrænkelser.

*

Når Straffelovens bestemmelser i dag alligevel ikke udgør et tilstrækkeligt værn for borgerne mod overgreb fra pressens side skyldes det, at man i Presseloven fra 1938 har etableret den særlige ansvarskonstruktion, at strafansvaret for freds- og ærekrænkelser i pressen alene kan pålægges skriftets redaktør og/eller den navngivne forfatter. Hovedreglen er den, at hvor artiklens forfatter (journalisten) er navngivet, er han - og kun han - strafansvarlig, mens redaktøren er eneansvarlig, hvis forfatteren ikke er navngivet.

Presselovens ansvarskonstruktion har imidlertid den afgørende svaghed, at da strafansvaret alene kan pålægges redaktøren/forfatteren som fysiske personer, så skal en idømt bødestraf efter Straffelovens paragraf 51 udmåles ud fra den dømtes personlige økonomiske forhold og helt uden hensyn til de økonomiske forhold for den bladvirksomhed, som har forestået udgivelsen af skriftet og de strafbare krænkelser. Bøden bliver derfor ofte helt ude af proportioner med lov-overtrædelsens krænkende karakter og de økonomiske interesser for bladvirksomheden, der knytter sig til bladudgivelse i massekommuni-kationssamfundet. Bladvirksomhederne kan derfor køligt kalkulere med, at man ved en populistisk og personforfølgende redaktionel linie hurtigt i øget oplag og deraf følgende øget annonceomsætning kan indtjene beløb, der langt overstiger de bøder, redaktøren eller journalisten risikerer at blive idømt i de få tilfælde, hvor den krænkede har både kræfter og råd til at gennemføre en retssag om krænkelsen.

Selskabet A/S Dagbladet Politiken, der udgiver Ekstra Bladet og Politiken, havde for eksempel i 1988 et overskud på 23,3 millioner kroner. Til sammenligning ligger bøder for freds- og ærekrænkelser i pressen typisk i niveauet 10-20 dagbøder, altså svarende til 10-20 gange den dømte redaktørs/journalists dagløn. Det er i dag snarere hovedreglen end undtagelsen, at bladvirksomheden udbetaler den dømte redaktør eller journalist det beløb, han er idømt i bøde, oveni den pågældendes normale løn. Og det gør bladvirksomheden endda med den største glæde og fornøjelse: Det koster som bekendt penge at tjene penge.

*

For at rette op på misforholdet mellem pressens gevinst og tab ved per-sonforfølgende journalistik, har et flertal i Justitsministeriets Medieansvarsudvalg derfor i sin nyligt udkomne betænkning foreslået, at der i helt særlige tilfælde også skal kunne idømmes udgivervirksomheder bøde, således at de idømte bødestraffe sættes i et mere realistisk forhold til virksomhedens indtjening.

Mod dette forslag har der rejst sig en bitter og hadefuld kampagne fra visse pressefolk - så bitter og så hadefuld, at justitsminister Hans Engell, selv gammel journalist, har benyttet den til belejligt at tage retræten og gå imod medieansvarsudvalget.

Blandt medieansvarsudvalgets stærkeste kritikere er én af dansk presses store personligheder, den navnkundige Laust Jensen, tidligere ansvarshavende redaktør for Jyllands-Posten, nu formand for bladets bestyrelse. Med ubegrænset spalteplads stillet til rådighed af Jyllands-Postens redaktion har han i artikel efter artikel tordnet imod udgiveransvaret.

For de iagttagere, der altid har hørt Laust Jensen omtalt med den største ærbødighed og respekt, har det været en ubehagelig overraskelse at være vidne til hans argu-mentations mangelfuldhed og manipulerende karakter.

Laust Jensens væsentligste argument imod indførelsen af et udgiveransvar (som han jævnligt antydningsvist omtaler som et ansvar for bladbestyrelsernes medlemmer, hvilket absolut ikke er tilfældet) er, at det vil få bestyrelserne til i enkeltheder at blande sig i bladenes indhold, hvilket angiveligt skulle være intet mindre end en katastrofe for ytringsfriheden. For de vantro er det vanskeligt at se katastrofen heri: Hvad er det for trylleord, der har gjort, at Laust Jensen, da han var redaktør for Jyllands-Posten, var et værn for ytringsfriheden, mens han fra den dag, han gik af og blev medlem af bladets bestyrelse, blev en lurende trussel mod ytringsfriheden?

Men lad den diskussion ligge, thi der er intet som helst belæg for at påstå, at udgiveransvaret skulle få bestyrelserne til at blande sig mere i avisens indhold end de gør i dag: Et virksomhedsansvar findes i en lang række love, herunder i miljølovgivningen, uden at det har ført til, at bestyrelserne i f.eks. industrivirk-somheder i detaljer kontrollerer direktionens arbejde. Men det er klart, at virksomhedsansvaret i miljølovgivningen i et vist omfang har betydet, at bestyrelsen, når den udstikker de overordnede rammer for direktionens arbejde, har gjort det klart, at virksomhedens drift skal ligge indenfor lovgivningens rammer.

Det er endog særdeles vanskeligt at se, hvorfor det skulle være en "trussel mod ytringsfriheden", hvis indførelsen af et udgiveransvar medfører, at en bladbestyrelse overfor den ansvarshavende redaktør indskærper, at bladets linie ikke må føre til bagvaskelse eller grove fredskrænkelser, og at bestyrelsen lader det få konsekvenser for redaktørens ansættelse, hvis han gentagne gange forbryder sig herimod ved at tillade grove og hensynsløse personangreb i bladets spalter.

*

Laust Jensens pynter sin modstand mod udgiveransvaret med en påstand om, at store offentlige skandaler som dagpengeskandalen og skandalen om postterminalen aldrig ville være blevet afsløret, hvis man havde haft et udgiveransvar.

Det er en påstand, som giver et beklageligt indtryk af, at Laust Jensen ikke engang har ulejliget sig med at læse medieansvarsudvalgets lovudkast. Af udkastet fremgår det klart, at det ikke er enhver overtrædelse af injurielovgivningen, som udgivervirksomheden skal kunne idømmes bøde for. Udover at der skal foreligge strafbare injurier/ fredskrænkelser, skal nemlig to yderligere betingelser være opfyldt for, at udgivervirksomheden kan straffes: For det første skal krænkelsen have en særligt grov karakter f.eks. ved, at den indgår som led i en grov og bagvaskende personhetz, og for det andet skal krænkelsen være helt irrelevant for hensynet til information af offentligheden.

Mig bekendt har dagbladenes oprulning af dagpengeskandalen hverken været injurierende eller fredskrænkende, men selv hvis dækningen havde været ualmindeligt groft injurierende, ville der altså efter Medieansvarsudvalgets forslag ikke kunne pålægges bladvirksomhederne bøde, fordi oplysningerne ikke ville være helt irrelevante for hensynet til information af offentligheden.

Når pressen behandler statsmagtens eller andre magthaveres forhold, behøver bladbestyrelserne altså end ikke at løfte øjenbrynene - i disse tilfælde vil bøde aldrig kunne pålægges virksomheden.

*

For Laust Jensen og andre modstandere af udgiveransvaret er det en nagende pæl i kødet, at det flertal i Medieansvarsudvalget, som har foreslået indførelsen af et udgiveransvar, tæller to fremtrædende redaktører, nemlig chefredaktør Aage Deleuran fra De Berlingske Dagblade A/S og chefredaktør Bent A. Koch fra Fyns Stiftstidende.

Fuldt bevidste om den hån og foragt de fra visse kredse ville udsætte sig for, har disse to redaktører åbent støttet indførelsen af et udgiveransvar. Også de vil kunne bevidne, at udgiveransvaret hverken er en trussel mod ytringsfriheden eller et indgreb i den interne arbejds- og ansvarsfordeling på bladene, men simpelthen er et spørgsmål om at øge borgernes værn mod overgreb fra pressens magthavere.

At det forholder sig således, kan ingen, der er bekendt med Medieansvarsudvalgets forslag, holdbart bestride.

Når forslaget alligevel er stødt på så forbitret modstand fra visse journalistiske kredse, kan det derfor alene skyldes, at de med kampen mod indførelsen af udgiveransvaret vil demonstrere for enhver, der måtte være i tvivl derom, at pressen har hånd- og halsret over den offentlige debat her i landet, og at ingen lov kan indføres, uden at den har modtaget pressens velsignelse. Sørgeligt er det at se, at selv en gammel kæmpe som Laust Jensen har ladet sig spænde for i dén de-monstration.

At demonstrationen vil lykkes, behøver imidlertid ingen at tvivle på - at indføre udgiveransvaret i den sværm af misforståelser, fordrejninger og beskyldninger, som har præget debatten om det, ville kræve modige, handlekraftige og ansvarsbevidste politikere, som tør stå imod pressens påtrykning og sabelraslen. Og hvor i alverden skulle vi få de politikere fra?

Jesper Fabricius.