Af Jesper Langballe, Tidehverv, 2012, nr. 5, maj, s.88-89. (Johannes Horstmann: Den kristne etik – formaningen ved Guds barmhjertighed, Tidehvervs Forlag, 2011).

Johannes Horstmanns kristelige etik afrunder et uvurderligt teologisk monument.

Hvornår har man sidst oplevet at stå over for en så overvældende teologisk og filosofisk lærdom og en sådan evne til at bruge lærdommen – ikke blot i tankens tjeneste, men først og sidst i evangeliets? Hvornår har man sidst stået over for et dansk teologisk værk, om hvilket man kunne sige, at det satte skel i teologihistorien?

Cand. theol. Henrik Frost har øvet en skelsættende udgiverbedrift ved at samle og udgive Johannes Horstmanns systematiske forelæsningsmanuskripter i de to bind: ”Et grundrids af den kirkelige dogmatik“ – og nu sidst ”Den kristne etik – formaningen ved Guds barmhjertighed“ – begge udgivet på Tidehvervs Forlag tretten år efter Horstmanns død. Et kæmpearbejde, som andre før Henrik Frost har givet op overfor. Det er en gave, der hermed er rakt til dansk teologi, som i adskillige slægtled fremover vil kunne øse af disse kilder – tilmed forsynet med Henrik Frosts grundige noter, der forlener Horstmanns citater med en autencitet, som gør det nemt for den læser, der vil til kilderne. Og der har aldrig været mere brug for disse lærdomskilder end i dag, hvor universitetsteologien er i rivende forfald – særligt i Århus, hvor den reelt er afskaffet – og hvor præstegårdsteologien mere og mere synes at drukne i spaghetti-gudstjenester og baby-salmesang.

Johannes Horstmanns indsats er en fornem bekræftelse på den danske tradition for, at de egentlige teologiske nybrud og den virkelig frugtbare lærdom er kommet fra præstegårdene, og at de teologiske fakulteter mere har været opsamlingskar end teologiske kraftcentre. Horstmanns indsats bekræfter også, at præstegårdsteologens arbejde ikke skal have til formål at skilte med klogskab og lærdom, men at det er livsens alvor: Der skal prædikes på søndag.

Horstmann underviste i to perioder i systematisk teologi ved Københavns Universitet, og da han mistede denne lærestol, gjorde han sit eget hjem i Upsallagade på Østerbro til et teologisk fakultet, hvor han for en udsøgt kreds forelæste over de klassiske systematiske fag: dogmatik samt etik og religionsfilosofi. Sidstnævnte fag forstod han imidlertid ganske anderledes end de officielle fakulteter – nemlig som et virkelig teologisk fag og ikke som lidt filosofisk og kulturhistorisk orientering uden nogen forbindelse med evangeliet.

Med et hjemmelavet græsk kunstord kaldte han faget ”aikmalotistik“ – tilfangetagelseslære. Begrebet var hentet fra Paulus, der i 2.Kor.10,4-5 skriver: ”Vore stridsvåben er nemlig ikke verdslige, men mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker. Med dem nedbryder vi tankebygninger og alt det hovmod, der rejser sig imod erkendelsen af Gud og tager enhver mennesketanke til fange ind under lydighed mod Kristus“, (aikmalotitså = tager til fange).

Altså: Det evangelium, som ikke deltager i religiøse sammenskudsgilder, men stormer enhver nok så drabelig religiøs (eller filosofisk) tankefæstning – det tager de slagne mennesketanker til fange ind under lydighed mod Kristus – sætter dem i tjeneste hos Guds ord, som de hele tiden uden at vide af det har haft til forudsætning og har parasiteret på. Hedningernes tanker (og det gælder også filosoffernes tanker i kristenheden) er ikke bare dumme eller ligegyldige, men de har en forudsætning, som de ikke selv kender til, og som det teologiske arbejde skal afdække – vel vidende, at det teologiske arbejde ikke magter selv at afdække noget som helst – ikke som andet end en henvisning til evangeliet. I stedet for at kassere hedningernes tanker skal teologen gennemtænke dem som ”tilfangetagne“, dvs. i et teologisk perspektiv.

*

Det er dette ”aikmalotistiske“ arbejde, Johannes Horstmann udfører i den posthumt nyudgivne ”Den kristne etik – formaningen ved Guds barmhjertighed“. Den skjulte forudsætning for de hedenske filosoffers etiske overvejelser er Guds befaling til mennesket om absolut lydighed, som filosofferne ikke kan lade være med at forholde sig til, men som de heller ikke kan lade være med at pervertere. Og det skjulte ved denne forudsætning er, at den Gud, der befaler – også i hedningens samvittighed – er Jesu Kristi Fader.

I disse opgør med religionerne og med filosofierne – ikke i polemisk øjemed, men aikmalotistisk forklarende – udfolder Horstmanns sprænglærdom sig, f. eks. i forelæsningen om forholdet mellem den filosofiske og den kristelige etik. Han fastslår, at kristeligt er der ikke en række parallelle etik’er – én for kristne mennesker og nogle stykker for hedninger. Kristeligt er der kun én etik, den kristelige. Og så gennemgår han suverænt den klassiske oldtids etik – fra sofisterne over Sokrates, Platon og Aristoteles, skeptikerne, Epikur, stoikerne og indtil oldtidens slutsten: Plotin og nyplatonismen, (”Den kristne etik“, s.62-72).

Man kan undre sig lidt over, at han i sidstnævnte forbindelse ikke kommer ind på Augustin, gennem hvem kristendommen i senantikken rensedes for hedenskab – just med nyplatonismen som Augustins egen hedenske baggrund. I den lutherske Horstmanns optik er Augustin selvsagt en gigant, og desuden udgør Augustins omvendelseshistorie vel egentlig en slags bekræftelse på Horstmanns aikmalotistiske koncept – den kirkefader, som netop tog Plotins tanker til fange under lydighed mod Kristus. I Horstmanns redegørelse for nyplatonismen mærker man da også tydeligt Augustin i baggrunden.

Jeg går ud fra, at når han ikke nævnes her, skyldes det, at Horstmann ikke har ønsket at sidde med Augustin som en kristelig trumf i baghånden. Han har vel ikke villet, at aikmalotistikken skulle forstås som en evangelisk deus ex machina, der i ydre historisk forstand dalede triumferende ned i hedenskabet som et konkluderende bevis. Horstmanns intention er dogmatisk, ikke dogmehistorisk – og slet ikke apologetisk. Han er stedse overbevist om, at Guds ord klarer sig uden hans forklarende noter.

*

”Samvittighed“ er nøgleordet i Horstmanns etik. Og i sin analyse af, hvad samvittighed er, udtrykker Horstmann sig bevidst umetafysisk. Samvittigheden er ikke et noget, der, når han bevæger sig imellem teologi og filosofi, kan oversættes til et andet noget. Ja, egentlig er samvittigheden fænomenologisk slet ikke til. Hør blot:

”Samvittigheden er således ikke et organ i mennesket for dets egen bedømmelse af dets gerningers kvalitet som gode i betydningen af deres større eller mindre overensstemmelse med menneskets bestemmelse eller ideale væsen – og den er heller ikke uden videre Guds stemme i menneskets indre, der viser det den gode vej, som det skal gå, hvis det da ellers vil tage sig sammen til at rådspørge den. Samvittigheden er overhovedet ikke et noget i mennesket. Det er mennesket selv som skabt, som eksisterende i sit forhold til Skaberen, og den ytrer sig derfor først, hvor det rette forhold mellem skabning og Skaber er brudt, ikke ved menneskets lidelse og ikke i dets klage over tabt lykke, men i den anklage og den skyld, som det nu ikke kan undslippe erkendelsen af“. (”Den kristne etik“, s.150).

Bogen må selvfølgelig først og fremmest tage stilling til det spørgsmål: – Gives der overhovedet nogen kristen etik? – Og det finder sit svar allerede i bogens undertitel, ”Formaningen ved Guds barmhjertighed“. For selvfølgelig var Horstmann fra begyndelsen klar over, at al tale om en etik, der følger efter evangeliets forkyndelse, vil udsætte sig for at blive taget som udtryk for det, Melanchton kaldte: ”lovens tredje brug“ – at der foruden lovens borgerlige brug: den verdslige regulering af samfundslivet – og dens kristelige brug: at drive mennesket til fortvivlelse eller til Kristus – findes en tredje brug, så at den lov, mennesket ved evangeliet var befriet for, vendte tilbage og regulerede den kristnes adfærd.

Horstmann har klart afvist denne afradikalisering af Luther. Og i hans etik er der da også tale om noget ganske andet. Han fandt dette andet i Paulus’ breve. Her er der altid en hoveddel, hvor evangeliets frydefulde befrielse fra loven forkyndes for mennesket. Og så følger parænesen – formaningen, hvor den barmhjertighed, mennesket nu er helt omsluttet af, mildt vejleder det. Dette er den kristelige etik – ikke en ny lov, end ikke en tilføjelse til evangeliet. Nej, det er evangeliets barmhjertighed selv, der træder i funktion. Det er ordet om syndernes forladelse, der selv fører menneskets fod på alle dets veje.

*

Når man som nærværende anmelder fra barnsben har siddet under Horstmanns kateder og er fortrolig med hans teologiske tænkning, er hans dogmatik en storartet sammenfatning og udvikling af kendt stof. Derimod er hans etik bestandig forbløffende i sin originalitet, just fordi han her tager livtag med filosofferne – om jeg så må sige på én gang respektfuldt og uærbødigt.

Når man som samme anmelder er fortrolig med Horstmanns lidt knudrede sprog, er det ikke noget problem. Og hans sprog har i hvert fald den oplagte fordel, at det over alt er lysende klart. Der er ingen huller i tanken.

Johannes Horstmann var teologisk polemiker af Guds nåde, til tider skarp som en ragekniv. Samtidigt var han en mild læremester og – som alle, der kendte ham fra Tidehvervs sommermøder vil vide – et rart og venligt menneske, der ikke blev træt af at besvare naive spørgsmål, altid helt uden nedladenhed og på en måde, så alle lyttede. I de to bøger træder polemikeren ligesom tilbage. Han er der, men mere som den, der lader bøssen for skytterne ved skydeskårene. Heldigvis rakte han ikke mindst de ladte bøsser til – sig selv. Han afskyede en videnskabelighed, der bare klogede sig og ikke havde noget skud i bøssen.

Jeg husker, at han en gang fortalte mig, at han netop havde hørt et foredrag om Luthers teologi, holdt af dogmatik-professor Theodor Jørgensen på Københavns Universitet.

Hvordan var det? Spurgte jeg.
Joh, lød det karakteristiske svar. Det var nærmest som at høre en våbenekspert beskrive et gammelt slagsværd i detaljer: Den blankpudsede klinge og sværdhæftets ciselering. Det eneste, der manglede, var – slaget, der blev slået.

Jesper Langballe.

Johannes Horstmann:
”Et grundrids af den kirkelige dogmatik”,
Tidehvervs Forlag, 2009.

Johannes Horstmann:
”Den kristne etik – formaningen ved Guds barmhjertighed”,
Tidehvervs Forlag, 2011.