TIDEHVERV - Bladet udkom første gang okt. 1926

Religionskrig

Af Jesper Langballe, Tidehverv, 2001, november, s.177-179.

Den 11. september blev de europæiske regeringers – herunder den danskes – sikkerhedspolitiske og fremmedpolitiske verdensbillede skudt i grus. En rædselsfuld virkelighed knuste deres naive idealisme. Og da de rystede NATO-statschefer på et haste-møde om aftenen den 12. september skrev under på præsident Bush's nye fortolkning af NATO-traktaten, tog de et skridt af historisk rækkevidde.

Ja, det er vel et spørgsmål, om de selv tog noget skridt, eller om de, fortumlede af chokket, fik et puf i ryggen af en amerikansk præsident, der sandsynligvis vidste præcist, hvad han gjorde. At EU-politikerne i virkeligheden intet havde fattet af begivenhedens perspektiv, fik man et slående bevis på i den solidaritetserklæring, de sendte USA, og hvor de besværgende kaldte terroraktionen for et anslag mod ”de demokratiske, multikulturelle og tolerante stater”.

Som om det ikke netop var EU's bærende vision om et multikulturelt Europa, der var sønderbombet.

Hvad var da præsident Bush's interesse i lynhurtigt at forpligte NATO-partnerne på sin fortolkning af NATO-traktatens §5, den såkaldte musketér-ed? – lige efter at han havde sagt til verdensoffentligheden, at katastrofen i New York og Washington ikke blot var en terrorhandling, men en krigshandling. Netop den definition, som kunne tjene hans fortolkning af musketer-eden.

Motivet var næppe, at USA ikke kunne klare det militære alene – bortset fra en vis nyttig hjælp med efterretninger og arrestationer i jagten på terroristerne. Bush's primære motiv var snarere at forpligte NATO på en ny erkendelse af, hvor den vestlige verdens fjende i dag befinder sig. – I eftertankens lys et opgør med Clinton-tidens dumheder.

*

De vestlige lederes – herunder den danske regerings – uvirkelige drøm om en ny militært reguleret verdensorden, baseret på menneskerettigheder, var indhentet af virkeligheden. Dermed indhentedes også Madeleine Allbrights NATO-politik, som kulminerede i foråret 1999, da alliancen, anført af Clinton, Allbright, Tony Blair og Joschka Fischer, lod bomberne hagle ned over Jugoslavien til støtte for muslimerne.

I dag skulle det være til at se for alle, at NATO-aktionen mod serberne, udover at være en forbrydelse, var en skæbnesvanger dumhed. NATO allierede sig med de kosovo-albanske muslimer og deres kriminelle paramilitære korps, UCK, om at drive serberne ud af det land, de i tusind år havde forsvaret mod muslimerne og siden mod nazisterne. I tilgift fremkaldte NATO-aktionen den serbiske hærs myrderi på albanerne. Den såkaldt ”humanitære” aktion skabte en humanitær katastrofe.

Den kristne verdens forsvarsalliance omdefinerede sig til en angrebsalliance, der bombede kristendommen ud af Kosovo og på længere sigt sikrede et muslimsk herredømme. Derved gav man ikke blot ly til muslimernes fordrivelse af serberne og systematiske ødelæggelse af uerstattelige kristne kulturmindesmærker i Kosovo. Man satte tillige en muslimsk domino-effekt i gang på Balkan, som foreløbigt har gjort Makedonien til en permanent krudttønde.

I den politiske korrektheds, den humanitære tolerances og den nye verdensordens navn allierede NATO sig med det Islam, som efter kommunismens fald er verdens fundamentale selvretfærdighed og totalitære magtvilje. Sådan ville NATO skabe fred på jorden.

*

NATO blev skabt i 1949 som den frie verdens nødvendige værn mod den totalitære Sovjetmagt. Da kommunismen faldt, stod NATO uden opgave, og da ingen magtfuld organisation nogensinde nedlægger sig selv, måtte NATO ud og finde sig en opgave. Nu skulle nationernes hidtidige forsvarsorganisation omdannes til et aggressivt flyvende fredskorps, der fór kloden rundt og bekæmpede al dens ufred og ondskab.

Organisationen blev overtaget af det tidligere fodnote-folk, som under den kolde krig afskyede NATO – f.eks. det tidligere blomsterbarn fra Arkansas, Bill Clinton, en spansk socialist og fhv. fredsbevægelsesmand, Javier Solana, som blev NATOs generalsekretær, samt en tidligere tysk kommunist og terrorist-medløber, Joschka Fischer. Herhjemme var det især de radikale, der blev NATO-begejstrede. For nu drejede det sig ikke om at forsvare noget så begrænset som Danmarks frihed, men om at skabe en helt ny verdensorden. NATO var blevet ideologisk.

Det er utænkeligt, at præsident Bush ikke skulle være blevet belært af sine militære og civile rådgivere om, hvilken katastrofal fejltagelse Kosovo-engagementet var. Under valgkampen var det ikke udenrigspolitisk viden, Texas-guvernøren brillerede med, og det lo man hånligt af. Men Bush ytrede et tydeligt instinkt for, at med ham i Det hvide Hus skulle det være slut med fantasterier om ”nye verdensordner” – i markant modsætning til modkandidaten, demokraternes Al Gore, hvis globale visioner var endnu mere overjordiske end Clintons.

Da mareridtet kom i New York og Washington den 11. september, læste Bush formentligt dette mene tekel over de naive idealisters hovedløse NATO-linie. Håndfast tog han konsekvensen i forhold til de europæiske NATO-partnere. Fremover skal NATO konkret forsvare sine medlemslande – ikke angribe hele verdens ondskab og ufred i abstrakt almindelighed.

Alliancen har igen et formål, og alliancen har igen en erkendt fjende. Den behøver dermed ikke selv at konstruere nogen af delene til lejligheden.

*

Det var selvfølgelig ikke tilfældigt, at netop Tyrkiet af alle NATO-lande havde store betænkeligheder ved noget, der kunne ligne en fælles front overfor Islam. Også Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft havde tydeligt nok problemer med det, da de nervøst advarede mod den opfattelse, at dette skulle være en krig mellem civilisationer eller religioner.

Det sidste er både sandt og usandt. Vesten står vitterligt i en religionskrig. Det er virkelighedsfortrængning at nægte det. På grund af vestlige politikeres mangeårige forbryderiske uansvarlighed, der har lukket 20 millioner muslimer ind i Europa, kan den krig blive grum.

Denne kamp er først og sidst af åndelig karakter og skal selvsagt ikke føres militært. Men hvis ikke det kristne Danmarks øvrighed véd, hvor den fysiske fjendes åndelige kraftfelt befinder sig, så er den uden noget som helst orienteringspunkt for ansvarlig sikkerhedspolitisk handling – ganske som den kolde krigs nyttige idioter i Anker Jørgensens socialdemokrati, der nægtede at fatte, at det var kommunismens tro, der var fjenden. Det var kommunismen, der først og sidst skulle bekæmpes, sådan som det i dag er Islam, der først og sidst skal bekæmpes.

Den arabiske verden skal selvsagt ikke defineres som NATOs militære fjende, sådan som Sovjet var det synligt for enhver. Tværtimod vil det gælde om længst muligt at knytte besindige islamiske lande til Vesten, i det mindste at neutralisere dem. Men med præsident Bush's nyorientering er NATOs fjende den terrorisme, som skjuler sig i det islamiske område af verden, og som næres af Islams fanatiske selvretfærdighed.

At støtten til Balkan-muslimerne og bombardementet af serberne for to et halvt år siden var et klokkeklart brud på NATOs egen traktat, er bl.a. slået fast af Henning Gottlieb – tidligere sikkerhedspolitisk rådgiver for tre danske statsministre. Dette cowboy-eventyrs illegitimitet sættes nu yderligere i relief af den omhu, hvormed NATO dagen efter terror-angrebet legitimerede den aktuelle anvendelse af traktatens §5.

Denne gang er der ikke tale om et brud på traktaten, men om en legitim fortolkning af traktaten.

*

Alle muslimer i verden skal ikke kriminaliseres som terrorister. Derfor røgtede præsident Bush sit statsmandsembede klogt og retsindigt, da han besøgte en amerikansk moské. Dels for at holde sammen på alliancen af også arabiske lande, dels fordi han også er præsident for de muslimer, der bor i USA og skal drage omsorg for, at de ikke lider overlast.

Men præsidentens embede er ikke vort embede. Vores opgave er alene at sige sandheden. – Sandheden om det Islam, der søger ly blandt de kristne, som det hader og foragter. Sandheden om det Islam, hvis fundamentalisme tager al træk ud af samfundets skorsten og skaber fattigdom og elendighed. Sandheden om det Islam, hvis lov-religiøse selvretfærdighed udnævner USA til syndebuk for muslimernes selvskabte elendighed. – For når Allah belønner de retfærdige, og når de retfærdige alligevel lider nød, så må der jo være nogen blandt de uretfærdige, der er skyld i det. Og så er jihad-terrorisme det eneste retfærdige svar.

Det er åbenbart for enhver, at begrebet ”international terrorisme” er identisk med muslimsk terrorisme. Det er også åbenbart for enhver, at de små netværk af samvittighedsløse terrorister næres ved Islams barm og af Islams blod og støttes af uhyggeligt mange muslimer. Den tyske efterretningstjeneste har netop advaret mod en kæmpe sikkerhedsrisiko – 31.000 militante muslimer, som holder en lav profil, men står i forbindelse med terror-netværk. Disse netværk har altså et astronomisk stort grundlag for rekruttering og støtte.

Det har den tyske efterretningstjeneste selvfølgelig vidst længe. Men først efter World Trade Center tør den sige det højt. Så betændt er den atmosfære, den politiske korrektheds terror har skabt. Det var folketingets åbningsdebat den 4. oktober et vidnesbyrd om, da politikernes forargelse samlede sig om Pia Kjærsgaard, fordi hun ene af alle havde mod til at sige det forløsende ord.

Der var kun 19 muslimske flykaprere i Boeing-maskinerne den 11. septemper. Men prøv blandt alle Vestens kulturkristne millioner at finde 19 personer, som har hoved til at tage en pilotuddannelse, og som vil bruge sig selv og flere hundrede flypassagerer som levende bomber mod et højhus med 50.000 mennesker i.

Man ville næppe kunne finde to.

At indvandrere fra Vollsmose kørte jublende rundt i Odense og truttede begejstret med hornene som reaktion på udåden, mens deres børn stod i bilvindueme med skilte, hvorpå der stod: ”Jøderne er svin. Jøderne er hunde” – det var måske endda ikke det værste. Det værste var at høre en formand for den palæstinensisk-danske forening juble i DR-tv.

Og sådanne personer har i tusindvis fået asyl i Danmark!

Hvis man kunne finde een eneste dansker, der ville juble over den slags – uanset hvem der var blevet ramt af massakren – så ville han eller hun i hvert fald ikke være formand for noget som helst. Kvindens henrykkelse må betyde, at hun selv ville kunne deltage i – eller aktivt støtte – tilsvarende handlinger. Hun er med andre ord en omvandrende tikkende bombe i Danmark.

Det er sygt! – Og sygdommen hedder Islam.

Det er den virkelighed, Danmark nu skal orientere sig efter – åndeligt, sikkerhedspolitisk og indvandrerpolitisk.

Jesper Langballe.