Af Knud Lundbek Hansen, Tidehverv, årg. 83, 2009, nr. 5, maj, s.104-113.

Det er væsentligt fra begyndelsen at slå fast, at dette at læse Luther og Kierkegaard sammen næsten virker som at læse en brevveksling mellem to giganter inden for kirken. Det er naturligvis Kierkegaard, der ”skriver” til Luther, hvis man kan bruge dette udtryk, idet han kommenterer Luthers tanker, således som han finder dem i Luthers prædikener. Men Kierkegaard får også svar fra Luther, nemlig når han giver sig i kast med at læse en ny prædiken af Luther.

Det er således, som Kierkegaard selv siger det, at hans kendskab til Luther kommer først og fremmest af læsning af Luthers prædikener. I 1847 skriver han: ”Jeg har aldrig egentlig læst noget af Luther”; han er på dette tidspunkt begyndt at læse Luthers Postil, og fortsætter med det, ganske regelmæssigt. Denne postil er Dr. Morten Luthers Kirke- og huuspostil, som er et sammendrag af Luthers kirkepostil og to huuspostiller, udgivet i 1754 og oversat til dansk af Jørgen Thisted. Det er denne udgave, Kierkegaard bruger, og som jeg har benyttet mig af ganske vist i en senere udgave. Jeg nævner dette, fordi man kunne mene, at det er problematisk at sammenstykke forskellige prædikener, idet man dels må udelade noget, dels vælge ud, hvad der forekommer en vigtigt i Luthers prædikener. Når det er gjort i den nævnte tid, i 1700 tallet, kunne man få den tanke, at der vil være en overvægt af, hvad en pietistisk tid fandt for godt; men det får være. I alle tilfælde er det samme udgave, som Kierkegaard har læst, der bliver refereret til i det følgende. Men da dette her ikke er en anmeldelse af Luthers prædikener, men et forsøg på at se, hvorledes Kierkegaard læser Luther, ser jeg bort fra den kritik, der kunne være mod denne sammenstykning af prædikenerne; lad mig også her sige, at jeg har læst en del af Luthers skrifter, men egentlig aldrig hans prædikener systematisk, og da jeg nu har sat mig til at gøre det, er det gået op for mig, at det har været en forsømmelse, idet der i disse prædikener, som sprudler af liv, ligger hele hans teologiske tankegods i den forbindelse, som han selv mente var den væsentlige, nemlig i evangeliets forkyndelse. Derfor er det samtidig en god prædikenforberedelse for en selv at læse disse prædikener.

Ord til vor tid
Min interesse er vakt af den opdagelse, at Kierkegaard bruger Luther eller læser Luther som en kampfælle i sin egen kamp og modstand mod den bestående kirke, som han mener har fjernet sig fra dette enkle at forkynde evangeliet, samtidig med, at han ser nogle tendenser hos Luther, der vidner om, at Luther selv er medskyldig i den måde, kirken har indrettet sig på, nemlig som et ekko af det bestående samfund. Det er altså et teologisk, kirkeligt opgør med den kirke, der ikke ved noget bedre end at velsigne det bestående, som kirken selv har gjort sig til en del af, og derfor har en trang til i en slaphed i forkyndelsen at få evangeliet gjort konform med samfundets tænkemåde. Sagen er da denne, hvorvidt Kierkegaard på trods af en åbenlys beundring for Luther dog i sin kritik af Luther har nogen ret, eller hans egne opfattelser er så meget farvet af hans egen tids problematik, at han ikke ser, hvad Luthers problematik og egentlige ærinde var.

Men jeg har også personligt haft dette ud af denne læsning, at jeg pludselig ser mig selv i den samme situation, som for så vidt både Luther og Kierkegaard befandt sig, nemlig en kraftig kritik af deres samtids kirke. Man skal, og det kan være både vist og sandt, ikke overtage andres mening og opgør, men derfor kan man godt lære af, hvad der engang er skrevet.

Hvad jeg da ser som vore dages kirkes problem, dette kommer frem også ved læsningen af disse to giganter inden for kirken. Lad mig da kort på dette sted sige, hvad der kan være, som de sætter fingeren på, og som vi tilsyneladende springer over i vort forsøg på at være moderne, og – som vi kalder det – finde den rette plads for kirken i det moderne samfund.

Det er for det første, hvorledes i vor tid at tanken og troen på det evige liv og dommens dag, således som det bliver udtrykt i trosbekendelsen, hvorledes denne tanke fører en tilbagetrukket tilværelse, hvor det evige liv nærmest bliver karakteriseret som noget, der skal have en symbolsk forståelse. Hvad er nu skavanken ved dette? Det er, at man kommer til at forudsætte, at om dette med det evige liv skal have noget at betyde, så lægger det beslag på den menneskelige fornuft og fantasi, egenvilje kunne man kalde det, således at det bliver forstanden og fantasien eller indlevelsen, der kan trække Kristus og hans ord ind i vor hverdag således, at hvad vi forstår ved det evige liv, dette bliver noget, som vor forstand og vor indbildningskraft skal skaffe til veje. Sagt på anden måde, talen om det evige liv og dommens dag bliver en form for poesi, som det så er præsternes eller forkyndernes opgave at udlægge og bringe i spil, hvad enten det nu sker direkte ved en prædiken, eller det sker ved en handling eller en form for aktivitet i hverdagen i og omkring kirken. Derfor denne rastløse aktivitet omkring kirkens hverdag.

Som en modsætning til dette være hermed sagt, at uden denne tale om det evige liv og dommens dag eller Kristi genkomst, hvad der er det samme helt konkret forstået, da falder både Luthers og Kierkegaards kristendomsforståelse aldeles til jorden, og hvad værre er, da falder også evangeliet til jorden som ingenting.

Dernæst og for det andet, da bliver der et ord, som er kirkens vigtigste ord i følge både Kierkegaard og Luther, da bliver der et ord, der mister al betydning. Ordet er denne ligefremme tilsigelse af syndernes forladelse. Denne tilsigelse af syndernes forladelse har naturligvis som forudsætning, at mennesket er en synder, og denne erkendelse eller denne oplysning, som mennesket er blevet klar over ved ordets virke, denne får det aftryk i mennesket, der, således som Luther formulerer det, og Kierkegaard giver sin tilslutning og selv bruger det, kan benævnes den ængstede samvittighed. Denne ængstede samvittighed fremstår ikke af det forhold, man kender til i tilværelsen, men derimod af forholdet til Gud.

I dag som dengang er det imidlertid således, at den ængstede samvittighed nærmest finder sit fodfæste i, hvorledes man klarer sig i det jordiske liv, om man kan klare sig der, om man ikke falder igennem der, om man nu finder lykken der, om man nu finder en mening der, alt efter de kræfter, man kan sætte i gang eller som andre kan sætte i gang for en.

Hvordan finder man sig til rette i livet? Dette spørgsmål bliver livets mening i stedet for spørgsmålet om, hvorledes finder jeg det rette forhold til Gud. Hvor Luther og Kierkegaard står plantet solidt i det sidste spørgsmål, ja da ser de deres samtid beskæftiget med det andet, vel at mærke endog således, at man vil give dette andet spørgsmål og dets svar derpå et kristeligt stempel, således at man kan finde frem til, at hvad kristendommen er, ja dette finder man svar på ved den måde, man indretter sig på.

Men i en modsætning til dette er der en enighed hos disse to, Luther og Kierkegaard, og de lader da heller ikke samtiden og dens såkaldte kristelige forståelse dø i synden for at bruge dette udtryk, men lader bestandig en ofte snertende kritik lyde mod den samtid, der er deres.

Uenighed
Men der er også en tilsyneladende uenighed mellem dem. Jeg mener, uenigheden skyldes en forskellig måde at se på, hvorledes evangeliet og dets forkyndelse har virkning i den verdens indretning, som de hver for sig kunne se og måtte leve med. For nu at tage uenigheden op på dette sted er det væsentligt at sige, at hvor Kierkegaards kritik over for Luther kan indeholde en kritik af, at Luther ikke gjorde nok for at bremse den følge af reformationen, at den netop blev politik, dvs. ideer om, hvorledes man skulle indrette samfundets udseende, herom senere, ja da kunne man komme med en kritik af Kierkegaard, at han selv havde været med til at lade det være muligt for menneskene selv at finde deres meningsfyldte plads i tilværelsen, netop gennem de pseudonyme værker, hvor det tilsyneladende er mennesket anbragt i den usikrede verden uden mening, som mennesket skal finde sig til rette i på en eller anden måde, således at der ved menneskenes egne kræfter er mulighed for at kunne finde frem til en mening. Således som det ses, når Kierkegaard læses meget, ikke hans kristne værker, som han selv mente var de vigtige, ja endog mål og baggrund for alt hvad han skrev, men man finder i hans værker en beskrivelse af tilværelsens meningsløshed og en analyse af den menneskelige situation. Selv hans ven, filosofiprofessor Rasmus Nielsen, kan tage fejl af Kierkegaards anliggende, således som det fremgår af et notat i dagbogen (X 1 a 636), hvor han kan skrive: ”Rasmus Nielsen har nu i en bilet af 10 august opdaget, at coincidentspunktet mellem Climacus og Anti-Climacus er fortvivlelse, og citerer i den anledning slutningsordet af Climacus at han ikke siger sig selv at være kristen, hvilket jo Anti-Climacus må erklære for fortvivlelse. I en tidlige billet mente Rasmus Nielsen, at coincidentspunktet var forargelse. Det var nu langt rigtigere truffet, og hans nye opdagelse er ganske simpelt hen en Anti-climax. Dette er jo skalaen, hvad metafysisk tvivl er, er, etisk fortvivlelse, og kristeligt forargelse”.

Dette er da netop udtryk for, at hvad man mener er jordelivets eller mennesketilværelsens mangel, det er mening med det hele, og dette kan kaldes tvivl, hvad skal man med det hele, og ikke at kunne komme i forbindelse med meningen, ja det er fortvivlelse over ikke at finde sin plads i tilværelsen; derimod kristeligt, ja da er forargelsen der, når kristendommen netop er syndernes forladelse, eller man kunne i denne forbindelse sige, at når mennesket ikke kommer i forbindelse med nogen mening og forbliver i en smertelig tomhed, ja da er det ikke tilværelsens uigennemsigtighed, der er årsagen, men da er årsagen, at mennesket er en synder. I sidste ende fordi man, hvor man ikke har forbindelse med Gud og ikke vil have det, men afviser det, da er det, fordi man er en synder. Sagen er jo denne, at hvor Gud bliver til for en, da er der med det samme den mening, som tilværelsen med det samme viser sig med, nemlig en næste lige for øjnene af en.

Luther i Kierkegaards samtid
Om sin samtids brug af Luther skriver Kierkegaard i 1850 (X 3 a 234) under overskriften ”Luthers forvandlinger”: ”De, der levede samtidig med Luther, især de, der stod ham nær, de fik da det mægtige indtryk af, at han var en troshelt, først tungsindig over al måde og så rædsomt forsøgt i de frygteligste anfægtelser, at han var den fromme, Gudfrygtige mand, som sådan væsentlig en fremmed i verden. Snart forandredes imidlertid indtrykket af Luther, han blev egentlig opfattet som politisk helt, og stikordet, hvorunder han erindres blev: ”Hør du mig, Pave”. Endnu engang forandredes indtrykket, da nu paven engang var knækket og Luther opfattedes som en livslysten verdensmand og selskabsbroder, stikordet hvorunder han erindredes både af gejstlige og lægfolk blev: ”Wer nicht liebt Weiber, Wein , gesang osv.”. Ganske populært kunne man nu til dags sige, at opfattelsen er: Reformationens betydning er, at Luther indsatte piger og vin og kortenspil i deres rettighed i den kristne kirke, som et væsentligt medhenhørende, som det sande fuldkomne i modsætning til det ufuldkomne: armod, bøn og faste. For så vidt blev hans minde bedst at celebrere på følgende måde: Kor af gejstlige og lægfolk: Og dette skal være Morten Luthers skål, Hurra og skam få den, som ikke, Morten Luthers skål vil drikke, Hurra, Hurra, den skål var bra, Hurra. Nok engang Hurra. Det kunne også gøres således, at for at bevare hans minde, hans portræt blev gjort til klørknægt. Rejs mindestøtter for ham, det forslår ikke, nævn en dag om året efter ham, det forslår ikke; nej gør ham til klørknægt; og der vil næppe være nogen gejstlig uden at han ofte vil få lejlighed til at mindes Morten Luther og reformationen”.

Hvad Kierkegaard mener, der er sket, er, at man har fjernet al fordring og al alvor i kristendommen, og derfor kan der ikke anbringes det, der for Luther var det væsentlige, nemlig evangeliet som ordet om syndernes forladelse, i alle tilfælde ikke som et ord, der har betydning. Det er blot blevet noget, man skal sige, og så, ja så kører man videre, som om intet var hændt, og får travlt med at skaffe sig politisk betydning og derved blive en betydningsfuld brik af det bestående.

Hvorledes Kierkegaard ser på sin samtid, at kristendommen er blevet lig det bestående samfund, dette er det almindelig kendte, således som det kommer til udtryk i hans kirkekamp. Men Kierkegaard vil da se, hvorledes det i forhold til kristendommens budskab kan være kommet så langt ud, som han mener, det er og derfor gå tilbage til den mand, Luther, som gav navn til kirken, således som vi kender den i Danmark som den evangelisk-lutherske kirke, eller som Kierkegaard ofte kalder den, protestantismen.

Han går da ud fra, hvad han ser og hører i forkyndelsen i dagens kirke, og hans læsning af Luther bliver da at sammenligne Luthers prædikener og nutidens prædikener ikke som en tom kirkehistorisk søgen, men et forsøg på, via Luther at finde ind til problemets opståen. Det er den ene hensigt med at læse Luther, en anden og måske nok så vigtig er at læse Luther som et opbyggeligt ord til sig selv.

Hvad Kierkegaard når frem til et, at Luthers eftersnakkere lever videre på Luthers teologi, men afgørende i denne forbindelse er, at disse eftersnakkere, som omfatter hele kirken, at de ikke har gennemlevet Luthers baggrund, nemlig at være ude i angst og nød, i kamp og anfægtelse; dette forbliver en teoretisk mulighed for dem, og så kan de komme videre med evangeliet, som derefter bliver noget med fred og ro og glæde og fremgang, og hvad man nu kan sige, der ligner. Det kan også siges således, at hvor evighedstanken, som lå til grund for Luthers anfægtelser, nemlig at man som menneske skal stå til regnskab over for Gud på dommens dag, hvor denne mangler, ja da bliver enhver tale om syndernes forladelse eller den ængstedes samvittighed overflødig, og tilsigelsen af syndernes forladelse bliver mundsvejr, som man lige skal have anbragt, førend man kaster sig ud i det væsentlige, som er at udforme en kristendom, som har noget at sige i verden og til verden. Dette ender da med at blive et ord om at finde sig tilpas i verden, at finde en god plads i verden, således som vi også kender det i dag, hvor midlerne til sådanne øvelser er utallige, for det gælder om at få en god stund i kirken. Således bliver denne tale, som kirken fører, når den skal dú til noget, mener man, en tale, der kan skabe fred i sindet og også på det ydre plan bliver en tilskyndelse til at skabe en betydning, der kan have noget at sige til landet og til hele verden. Det sker, hvor man glemmer eller ligefrem undertrykker, at evangeliet er et svar, en trøst for den ængstede samvittighed. Med den ængstede samvittighed skal vi ikke blot forstå en indre bekymring eller lignende psykologiske fornemmelser, men derimod se den som en følge af, at man står det sted, hvor livet er alvor og betyder noget, fordi Gud er til, og evigt liv er til.

Men det er først og fremmest Luthers prædikener, som et ord til tiden og til sig selv, Kierkegaard læser. Der sker da et skift i opfattelsen af Luther, fra i begyndelsen at kunne se nogle sammenfaldende tanker og opfattelser mellem Luther og sig selv til i sidste ende at klandre Luther for ikke bestandig at have holdt fast i evangeliet som det, der er en tale til den enkelte; kritikken bliver, at han giver los, således at evangeliet også bliver en tale om verden og en tale til hele verden. Jeg vil nu sætte spørgsmålstegn ved dette, om Kierkegaard har ret i dette synspunkt, som navnlig kommer frem i 1854 og 1855, måske farvet af Kierkegaards egne personlige oplevelser. For i begyndelsen, da han begynder at læse Luthers prædikener, og det er i 1846 -47, da er det som om Kierkegaards anliggende kommer til mere og mere at bestå i, ikke så meget hvorledes evangeliet bliver et svar på tilværelsens mening eller mangel på samme jf. hans bemærkninger om Rasmus Nielsen, men derimod i forhold til evangeliet som det ord til en selv, der rammer ens ængstede samvittighed, og i forbindelse hermed bliver talen om kristendommens forargelse ikke alene en forstandsforargelse, men også en eksistentiel forargelse, altså en forargelse, hvor ikke blot forstanden spiller en rolle, men en forargelse, hvor det er hjertets forargelse for nu at bruge et udtryk, der skal tage hele personen med. Altså forargelsen og ængstelsen hos den, der ved sig under Guds fordring.

I dag er dette vendt om igen, idet, som man kan finde i mange prædikener, det bestandig er tilværelsens tomhed, som mennesket skal helbredes for. En sikker metode til at se dette er, at hvor kærligheden tager over som hele indholdet i en prædiken i stedet for syndernes forladelse, ja da er man på det spor, som Kierkegaard klandrer, og jeg mener også Luther klandrer.

Men denne korte formulering, at evangeliet er et ord til den ængstede samvittighed, da er han, mener jeg, efter at have læst Luthers prædikener og Kierkegaards kommentar til samme, afhængig af Luther, og hvad Kierkegaard selv skriver har efter min mening en direkte tråd til Luthers tanker og prædikener. I alle tilfælde kan vi sige, at om man spurgte Luther og Kierkegaard, hvad der var deres målgruppe i forhold til evangeliets forkyndelse, da ville de sige: Det er mennesket med den ængstede samvittighed.

Kierkegaards læsning af Luthers prædikener
En af de prædikener, han satte højt og priste i høje toner, er prædikenen til 1. søndag i advent.

Kierkegaard kommenterer (VII 1 a 192): ”Det er ypperligt, det ene fornødne og det ene forklarende, hvad Luther siger: at hele denne lære om forsoningen og i hele taget kristendommen må henføres til den ængstede samvittigheds kamp. Tag den ængstede samvittighed bort, så kan du også lukke kirkerne og gøre dem til dansepladser”. (Vi kunne i dag tale om cirkusarenaer, når man læser om en præst, der smider æg på kirkegulvet i forbindelse med en konfirmationsgudstjeneste). Forsoningen, fortsætter Kierkegaard, kan således ikke forstås af ligegyldigheden, som er de fleste menneskers tilstand, ej heller af fornuften. Det er derfor konsekvent af Luther, at han lærer, at mennesket må belæres ved en åbenbaring, om hvor dybt han ligger i synd.

Og fra 1847 (VII 1 a 465) ”Forunderligt. Den kategori: ”For dig” (Subjektiviteten, inderligheden) hvormed Enten-Eller sluttede (Kun den sandhed, der opbygger, er sandhed for dig) er just Luthers. Jeg har aldrig egentlig læst noget af Luther. Men nu slår jeg hans postil op – straks i evangeliet på 1. S. i advent er det han siger ”For dig”, det er derpå, det kommer an”.

Inden jeg gennemgår Luthers prædiken til 1. S. i advent, vil jeg nævne fortalen til postillen, hvor Luther understreger, at hvad der findes i evangelierne og epistlerne, det er dette dobbelte, at Kristus er en gave, og at han er et eksempel til efterfølgelse. Men dette sidste kan alene siges der, hvor evangeliet som det, at Kristus er rakt os som en gave, hvor dette er sagt. For ellers bliver det blot en ny Moses, en ny lov, som ikke kan andet end at vække fortørnelse, og så gør man Kristus til intet andet, end hvad enhver helgen er.

Evangeliet 1. S. i advent er indtoget i Jerusalem. Luther siger i denne prædiken, at vi har at se Kristi gerninger, for det første skænket os til gode, ved hvilke troen skal hænge ved og øve sig, og for det andet de samme gerninger, fremstillet til mønster og forbillede, hvilket vi skal ligne og efterfølge, så at, skriver Luther, alle evangelier, som først lærer tro dernæst gerninger, er sande evangelier.

Det er i denne sammenhæng naturligvis ordet forbillede, som springer i øjnene al den stund, at det er et ord, som Kierkegaard bruger i sine sene skrifter. Forbillede for de kærlighedens gerninger, som troen ikke kan undgå at sætte en til at udøve.

Dernæst siger Luther, at der er to slags tro, den første kan være at tro Kristus som den, der er skildret i evangelierne, og om hvem man kan sige, at ham tror man på, men den anden tro ser det væsentlige, at Kristus er en sådan mand ”For dig”. Netop dette sidste leder straks igen tanken hen på Kierkegaard, nemlig i hans tale om ”Hin enkelte”. Den kristelige tro er da ikke alene, at han har gjort dette for Peter og de andre apostle, men at han har gjort det for dig, ja netop for dig. Hvor denne tro er, da kommer kærligheden og gode gerninger af sig selv. Men, fortsætter Luther, kommer de gode gerninger ikke, ja så er troen ikke der. Her er ingen forskel mellem Kierkegaard og Luther. ”Vil du være kristen, så må du mærke på de ord: for dig, for dig, og hænge fast derved”.

Troen hænger ikke fast ved fornuft eller natur, men ved det, den hører, ved ordet. Dette er samlet i ordene: Se din konge, med understregning under din, således, at det bliver det personlige, der understreges, hvorfor det da også er det mest personlige sted, dette henføres til, nemlig samvittigheden. Hvor det tros, at dette er den rette konge, ja da må alle andre tyranner vige, død, djævel, mord, helvede ja alle andre, som gerne vil være konge og holde samvittigheden fanget for at gøre mennesket livet surt og sørgeligt. Som du agter ham, så har du ham; hvad du venter af ham, det finder du i ham; som du tror, således sker det dig. Han kommer da med retfærdighed, men det er ikke den dømmende Guds retfærdighed, men det er den retfærdighed, han skænker menneskene af nåde. Det udvortes regimente overlader han til andre. Men ikke alle følger dette, men verden bliver værre jo længere, og Luther kan da skrive, at dette skyldes djævelen, hvis virke betyder, at i stedet for at regne med Kristi gerning og ord, ja da hænger man mest ved rigdom og gods, det er, at samvittighedens trøst finder man ikke i forhold til Guds indgriben og gave, men i, hvorledes man kan få mere gods og magt.

Dette var da om troen, nu kommer det andet stykke, det om gerningerne. Vi modtager Kristus ikke blot som en gave, men også som eksempel på kærlighed til vor næste, som vi skal tjene og gøre vel imod, således som Kristus har gjort vel mod os. Herpå kan da lidelse og forfølgelse indtræffe for denne tros og kærligheds skyld, men ud deraf vokser håb i tålmodighed. Vi kan igen fornemme en lighed mellem Kierkegaard og Luther, nemlig i talen om lidelserne og forfølgelserne. De gode gerninger har nu intet navn, skal man have en ledetråd, ja da kan man bruge den gyldne regel. Det er ikke Gud eller helgener, der har brug for ens gode gerninger, men derimod ens næste.

Det tredje, som Luther mener, at dette evangelium omtaler, er den åndelige betydning, og der kommer han da frem til, at det er samvittigheden, der er bundet til loven i fordømmelsen, der bliver befriet, således at man kan sige, at det menneske, til hvilket evangeliet blev forkyndt, at dette menneske i forvejen lå under for lovens forbandelse. Derfor kan følgende skema bruges: Lov – evangelium – det kristelige liv eller de gode gerninger.

Til det sidste kan Kierkegaard sige, at Luther ikke lægger så megen vægt på efterfølgelsen, fordi han kæmpede mod en falsk og hyklerisk efterfølgelse, således som den kom til udtryk i den katolske kirke (X 2 a 30). Selv kan Kierkegaard sige, at han måske selv har styret for meget i retning af efterfølgelsen, men det er for at skrue prisen op, så man virkelig søger hen til nåden. Middelalderens fejl var imidlertid, at den mente at kunne efterligne Kristus.

Men Kierkegaard kan videre understrege, at problemet for protestantismen er, at der har Luther for længst sejret uden, at man så at sige har Luthers baggrund med, og derfor er der kommet et spilfægteri med den skjulte inderlighed, hvad der kan udlægges som den tro, der holder fast ved løftet om nåden. Dette er da noget, som Kierkegaard kan bebrejde Luther, at han ikke sikrede den skjulte inderlighed nok, det er, at troen virkelig skal være en tro på syndernes forladelse, efter at mennesket har kendt sig selv og bestandig må kende sig selv, ja da er der måske grund til at se på, hvad der kunne være Luthers svar på dette.

Vi kan finde det i prædikenen om den gældbundne tjener, hvor Luther kan sige: Men folk misbruger syndernes forladelse. Mennesket tror, at evangeliet giver dem frihed til at gøre, hvad de har lyst til. Men evangeliet er en forkyndelse for ængstede samvittigheder, og jeg mener, fortsætter Luther, at det nødvendigvis må være således, at de evangeliske i almindelighed bliver værre og værre: Det vil gå som den lignelse, Kristus beretter om den onde ånd, der farer ud af et menneske og henter andre onde ånder værre end den selv. Således vil det ske med denne slægt, for hvem evangeliet prædikes, og som derefter misbruger det. Den slyngel, der får eftergivet sin skyld bliver værre og værre, og således viser Kristus, at folk, som bliver evangeliske, som regel bliver værre. Jeg mener, at her viser Luther, at han selv var klar over, hvad der kunne og ville ske med de evangeliske. Og igen i forhold til den skjulte inderlighed.

Den næste prædiken, jeg vil fremdrage, er prædikenen til Hellig tre kongers dag. De vise mænds besøg i Bethlehem. Kierkegaard siger om den, at den fortjener at læses igen og igen (X 1 a 297). Centralt i prædikenen står, at slipper vi ordet, straks er forargelsen der. Således fortsættes der, at om vi selv ville opsøge dette barn, ja da ville vi som de vise mænd straks søge til Jerusalem ligesom hine mænd. Vil vi da finde barnet, ja da må vi ikke følge vore egne tanker eller vor fornuft, men blive ved ordet alene og ikke vende os derfra. ”Slippe vi ordet; straks er forargelsen der”. Igen et ord, forargelsen, der passer med Kierkegaard tanker.

Luther kan endda sige, at han selv ville have søgt barnet netop blandt præsteskabets ypperste, der hvor det højeste Guds hus var og der, hvor der holdtes gudstjeneste, og ikke i en kostald i Bethlehem.

Luther knytter dette sammen, at fornuft og natur siger et, men Gudsordet noget andet og videre endnu, at de vise mænd måtte have været gennem anfægtelser i deres eget indre, således at først da de finder barnet, da er anfægtelserne forstummet. Tvivlen er borte, og det er troen, der har taget tvivlen bort, således at angsten for at løbe med limpinden eller efter næsen er borte. ”Dette er skrevet os til trøst, at vi skulle takke Gud, fordi han ved Kristus har stiftet sig et rige på jorden, hvor der, ikke efter fortjeneste, men efter nåde handles med os, som ikke hører til hans folk. For det andet skulle vi af denne historie lære, hvorledes vi have at forholde os med vor kære Herre Kristus. Ingen forargelse bør vi give rum i os, men modstå den, og med disse vise mænd bekender Kristus i verden, ja af ganske hjerte søge og tilbede ham som vor frelser” og senere ”hvo som altså hjælper arme, uformuende forladte mennesker med penge eller gods, hvo som giver sin part og håndsrækning til, at børn holdes i skole og oplæres i Guds ord, i kunst og videnskab, på det, de selv kunne hjælpe andre frem i tidens længde: han ofrer også sin skænk til det fattige barn Jesus, som så snart han blev født, ej alene var fattig og trængende, men også måtte rømme landet for tyrannens skyld”.

Luther fastslår, at den, der sandt bekender Kristus som konge, at han ved af, at alt er underlagt ham, og da er der intet i verden at frygte, hvilken ondskab, der end kan ligge bag. Men hvor sjældent er dette i vore dage, siger Luther. Således bliver der tre ting at nævne i forbindelse med Gud, at gaverne fra de vise mænd tydes billedligt, nemlig at man ved sig skærmet mod alt ondt, dernæst at Han er præsten, det vil sige forsoneren over for Gud og som det tredje, derfor kan samvittigheden ikke frygte eller grue mere for Guds vrede og dom. Dette er det større, at han gør os og Gud til venner. ”Thi skyld er langt større end pine, synd langt større end død”.

Derfor er det således, at dette barns herredom spores og nydes deri alene, at det vil forlade dig dine synder, gøre dig retfærdig og hellig, skænk dig sin Helligånd og oversætte dig fra døden og djævelens rige til det evige liv.

Epistelen nytårsdag taler om lov og evangelium, og det er begge sider af lovens virke, at den skal beskærme livet og være en tugtemester til Kristus. ”Derfor hjælper det ikke jøderne eller tyrkerne, at de tror på Himmelens og jordens skaber; thi hvem som ikke tror på Kristus, han tror ej heller på Gud”.

Ved Kristus forandres loven fra at være den, der skræmmer samvittigheden, fordi de gerninger, som loven kræver, dem udøver man uden kærlighed, og derfor hænger der bestandig frygt ved dem, men i troen, ja da får loven sin rette plads som en ven så at sige, fordi man opfylder lovens krav gennem kærligheden, som den skabtes i ens hjerte ved Kristi mellemkomst. Videre kan han tale om det, der også for Kierkegaard er væsentligt, nemlig at det er et godt tegn, at han tilskikker megen lidelse, fordi man på denne måde er lig Kristus, at han, når han tager på sig alle menneskers synder, at han da på denne måde må rense alt ud, således som han selv gjorde ved sin lidelse.

Men retfærdigheden må komme først, og derfor er alle gerninger alene øvelsesgerninger, hvormed man øver sig i at leve i retfærdighedens rige.

I evangeliet til 12. S. efter trinitatis, det er beretningen om den døvstumme, til hvem Kristus siger ”Effata”, taler Luther om troen som den fortrøstning til Kristus, at han kan hjælpe, hvem der har behov, og denne tro er en umiddelbar, men sand tro, og en tro, der i kærlighed bærer næstens byrde, idet de bringer den døve til Kristus. Men Luther understreger, at det også her er ordet, der har skabt denne tro, idet ordet nu er blevet en form for rygte, der bringer dem til Kristus.

En indsigelse og kritik
Her er det, at Kierkegaard kommer med en indsigelse. Han skriver (IX a 11): ”Ofte nok har jeg påvist hele den moderne filosofis konfusion betræffende troen. Men selv i Luther fremstilling er der dog en grund-uklarhed over hvad han forstår ved tro. Er tro det umiddelbare, en vitalitet, en vis genial vedholden ved dette liv så man ikke slipper håbet og tilliden (i hvilken det ene menneske er af naturen forskelligt fra det andet) – eller er den en refleksionsbestemmelse, så hele den etiske tanke at være villigt til at opgive ønsket er gået imellem, så altså tro er: den lige så store villighed til slippe som til at fastholde eller ønske. Dette bliver aldrig klart for Luther. Han kommer således ikke til at fremstille eller belyse det, hvorom alt drejer sig, det uden hvilket kristendommen heller ikke er mere eller mindre end en lære om nogle enkelte mennesker, som nu engang havde den genialitet: at tro. – Det som er af yderste vigtighed: Du skal tro, så ethvert menneske kan tro, hvad enten han har denne genialitet eller ikke – blæse være med den, det er slet ikke at tro, det er noget som verden også beundrer denne tillidsfulde hængen fast ved livet, nej du skal tro. Men mærkelig nok de eksempler som i det Nye Testamente (i evangelierne) er den umiddelbare tro, f.eks. høvedsmanden, den blodsottige kvinde. Her er nu Luther uudtømmelig i at prise en sådan tro. Men det er jo egentlig ikke tro, det er en umiddelbar hengivelse til Kristus (Næppe engang som Guds søn) som den mand, der må kunne hjælpe, og denne umiddelbarhed har en betydelig kraft til at holde ud. Men er det tro? Det er jo end ikke i sidste grund afgjort, om Kristus betyder andet for dem end en mand, der kan hjælpe. Er deres umiddelbarhed troen, så har så vidt også enhver i sandhed forelsket ung pige troen. Men præsten siger hver søndag, at i forhold til jordiske ønsker skal man tilføje: om Gud vil, om det er muligt, dvs. gøre det dialektisk dvs. være villigt til at finde sig i det modsatte, dvs. passe på at man gør resignationens bevægelse. Alt dette taler Luther ellers også om, kun ikke når han forklarer sådanne evangelier. Luther er ingen dialektiker, han har snart en tanke, snart en anden. Skulle dette anvendes på hine evangelier, så måtte resultatet blive at man gjorde opmærksom på, at det netop var tvivlsomt om hin høvedsmand og hin kvinde havde troen, om det ikke snarere var en umiddelbarhed, der vel elskelig og rørende, dog snarere alt for dumdristig stormede på. Men så kommer en ny vanskelighed, thi Kristus selv priser høvedsmandens og kvindens tro. Dog denne vanskelighed er kun tilsyneladende; thi han kunne jo se i deres hjerter, og altså se, at deres tro var efter resignationen. Og Kristus udtrykker selv denne dialektiske bestemmelse af troen, han siger, er det muligt. Og af Kristus skulle vi lære. Men Luther er noget forvirret, noget dialektisk forvirret. Og på dette punkt er det blandt andet jeg må, som jeg har gjort det, koncentrere al min styrke, den dialektiske bestemmelse af troen”.

For nu at drage en anden kritik af Luther frem hos Kierkegaard kan nævnes hans udtalelse i IX a 145. Han siger: ”Luthers prædiken på epistelen 3 søndag efter påske er et sandt udtryk for hans forestilling om konformitet og heterogenitet mellem det kristelige og det verdslige. Men allerede deri ser man dog, hvor naturligt det måtte ske, at følgen af reformationen blev politisk udvikling. Det hele sving ind efter i hvad jeg plejer at kalde ”den skjulte inderlighed” blev ikke dialektisk nok sikret; og så ligger det så nær, at få travlt med verdsligheden igen, og gøre det første til et ophævet moment – der forudsættes”.

Luthers svar
Til disse bemærkninger kunne jeg lade Luther svare med nogle prædikener, navnlig sådanne, som Kierkegaard direkte nævner. I prædikenen om høvedsmanden, det er tredje søndag efter Hellig tre Konger, siger Luther: ”Lær at gøre ham det efter, du som har ordet allerede. Thi dette giver os de trøstelige forjættelser, at Gud ved Kristus vil være os nådig, at vi, ved troen på ham, skulle have syndsforladelse og evigt liv. Men os fattes det hjerte, denne høvedsmand har. Han tænker: ”Har jeg først ordet, så har jeg alt, så følger straks, hvad ordet lover”. Det kunne vi ikke gøre. Thi vi agter ikke ordet, vi have ikke sind og tanke derved hvor vel det dog er almægtigt, og som denne høvedsmand tror, aldrig kan lyve. Hvad Herren forjætter, må ufejlbarligt ske”.

Jeg vil sige, at hvis der med dialektisk menes, at mennesket netop ikke slår sig til ro, men bestandig må vises tilbage til sig selv, da må man sige, at det er netop efter min mening, hvad Luther gør her.

Og vi kan tage prædikenen om farisæeren og tolderen i templet. Luther lader farisæeren fremstå som et pragteksemplar, han, der har alle dyder samlet på et bræt, som han siger. Farisæerens synd er, at han stoler på sig selv og foragter sin næste, vil ikke tage sig af sin næste, og denne farisæer, siger Luther, har efterladt sig mange børn og arvinger. Hans fejl er, at han ikke kender sit eget hjerte, men handler ud fra tro på sin egen fri vilje og sin naturlige formue.

Tolderen derimod, ja ham har loven truffet i hans hjerte og i hans samvittighed, og da må han fordømme sig selv for Gud og sætte sit eneste håb til Guds barmhjertighed. Han kan da sammenfatte to ord, to ganske modstridende ord, ”Gud vær mig synder nådig”. Dette er hovedkunsten, siger Luther, som overgår al menneskeforstand, for synd og nåde strider mod hinanden. Hvor synd er, har nåde ej plads, men vrede og straf. Hvorledes kommer da denne mand til at kunne sammenholde begge, således som vi kender det i ordene ”simul justus et peccator”. Tolderen, siger Luther, må have hørt Guds ord om frelsen i Kristus. ”Griber jeg ikke troen og hænger mig ved Guds retfærdighed, anråbende hans nåde, da må jeg gå til grunde”. Tolderens gerning er da alene syndsbekendelsen. Derfor kan Luther videre sige, at Lukas og Jakob taler om gerninger på det, at man ikke skal løbe til og sige: ”Nu vil jeg tro” og således danne sig en opdigtet tanke, der kun svæver på hjertet som skum på øl. Nej, nej troen er en levende væsentlig ting, der gør mennesket ganske nyt, denne giver ham et andet mod, en hel ny skikkelse. Den går ned i hans hjertes dybeste grund og virker der hele menneskets fornyelse. Farisæeren, skalken bor i os alle endnu. Han hindrer os i at rime ordene sammen, ordene: Jeg er en synder, vær nådig.

Kierkegaard ser dog her at Luther kommer ind på forargelsen, ikke blot som forstandens forargelse, men som hjertets forargelse, og han beundrer da denne sammenstilling af synd-nåde, således som Luther her foretager den.

Og endelig kan vi tage den prædiken, som Kierkegaard hentyder til, epistelprædikenen til 3. søndag efter påske. Teksten er 1. Petersbrev 2,11-20 om de kristne som udlændinge i verden, der skal leve med deres gode gerninger, som frie, der ikke bruger friheden til skalkeskjul, men som de, der også adlyder øvrigheden. Luther taler her om, at de kristne er det kongelige folk, der er frelste ved Kristi død. Derfor skal den kristne da vandre i et nyt liv. I dåben får vi den nåde, som er syndernes forladelse, men også den gave, der skal udfeje og døde den øvrige synd. For selv om syndernes forladelse er helt og fuldt, idet syndsforladelsen siger, at vi er nådens børn og have forladelse for alle vore overtrædelser, så er synden i os dog ikke helt udrenset eller dødet.

Det er nemlig to forskellige ting, siger Luther, syndernes forladelse og syndens dødelse. Den, der har fået syndernes forladelse gratis så at sige, skal da for det første ikke begynde med at mene, at man således kan føre egne fortjenester i marken, og for det andet må han vide, at han ikke skal fortsætte med de gamle syndige laster.

Hvad medfører nu dette. Ja det medfører, at den kristne er som en fremmed på jorden, han er en pilgrim, der vandrer efter det højere mål. For verdens rige er ikke et med Kristi rige. Men hvorledes er det nu muligt at vandre som udlænding i dette liv. Luther siger: ”Men hvorledes kunne vi i denne verden leve med barn og viv, hus og gård, borgerskab og øvrighed og dog ikke have vort hjem her. Velan, som jeg har sagt, denne forskel har i begyndelsen været vanskelig at fatte for de kære apostle selv (Peter, der har skrevet epistlen, mente selv, siger han tidligere, at Kristi rige skulle være et stort rige i denne verden alt efter jødisk målestok), men for de kristne skal den allerhelst nu være let. Thi Kristus og apostlene ville hermed ingenlunde have det udvortes menneskelige liv og regimente, som Peter kalder den menneskelige orden, forkastet, men lade det stå og bliver, som det står, ja de befale de kristne at blive derunder og at betjene sig deraf. Men i alt dette skal den kristne vide af, at her er det intet blivende sted, men man er som en gæst på jorden, således at han kan sige, og det uanset hvor høj positionen er: ”Jeg er nu i fremmed land, og sidder rigtig nok øverst ved bordet i dette værtshus, men den, der sidder nederst, har i grunden det samme her og hist som jeg, thi gæster er vi begge”.

Således skal den kristne da ikke sætte sig fast i verden, som om det ville blive til evig tid, men ej heller skal det fly og sky de verdslige stænder og embeder, som om de tænkte på at løbe ud af verden. Da skal enhver da trofast passe sit embede, hvad enten det er højt eller lavt.

Således er dette en sondring mellem det verdslige og det kristelige. Det er en kald-og stand-tænkning. ”Men da vi i dette vort Babylon, i denne udlændighed må blive så længe Gud vil, ja da må vi samleve med andre, æde og drikke, holde hus, dyrke jorden regere og omgås andre i fred ja bede for dem indtil timen kommer, da vi skulle fare til vort hjem”.

Dette være også sagt til og mod de sekter, der vil løbe ud af verden, eller ligefrem vil regere verden. Den kristne skal være som den, der lever som om ikke, for at bruge et ord af Paulus.

Der kunne da siges, at det er her, at Kierkegaard ser denne manglende dialektik i, at det himmelske rige forudsættes, hvorfor hele blikket bliver vendt mod dette at indrette verden eller i de mindste indrette sig i den som om intet var hændt. Men dette mener jeg ikke er Luthers tanke, for sagen er for ham, at det er denne pilgrimstanke, der skal gennemsyre alt, og denne pilgrimstankes baggrund er netop den salighed eller det evige liv, altså også, at i dette liv lever vi for Guds domstol.

I evangeliet til nytårsdag, Jesu omskærelse, taler Luther om, at det er synd og død, der er menneskets problem, altså igen enighed om, at det er saligheden, der er det væsentlige her. Luther siger: ”Vil du ikke tro, at der er et andet liv efter dette liv, så har du frelser nok i kejseren, i fader og moder, i løger osv. Thi disse er beskikkede for det timelige livs nødtørft. Tror du derimod, at der er et liv efter dette, da må denne frelser hjælpe dig dertil, thi ellers kan du ingen bistand vente, hverken af kejser osv. Vel er det sandt, at når kejser ikke kan hjælpe i timelig nød, ja da kan Kristus være ved hånden og stå bi. Men dette er ikke hans hovedembede, derfor pege vi prædikanter ej heller fortrinsvis derpå. Og her ligger ikke så stor magt på, om han også lader os vade omkring i dette timelig liv, som i et kær, så det synes, som om vi ingen Gud havde, der ville eller kunne hjælpe os. Thi hans hjælp skal være en evig hjælp. Dermed skal vi lade os nøje, med det timelige skal det gå, som det kan”. Kierkegaard kan prise denne vending, at Gud lader den kristne traske rundt som i et kær. Dette antyder netop lidelsen.

I prædiken 3. S. i advent, evangeliet om spørgsmålet til Johannes Døberen, hvem han er, siger Luther, at det er en prædiken over lov og evangelium. Der bliver da talt om, at loven forkyndes, for det er Guds vilje, og det skal alle rette sig efter. Men når man mener at have opfyldt loven, ja da kan to ting komme til, for det første, at den ærlige ved med sig selv, at han ikke glad og gerne øver lovens gerninger, men gør det for straffens eller for belønningens skyld, og for det andet, at hykleren mener, at Gud skylder ham evigheden. Og endelig kan han sige, at den, der er kristen skal følge lovens bud for at vide, hvorledes man som menneske skal leve i verden. Da er det således, at når mennesket ikke af et godt hjerte kan følge loven, da skyldes det arvesynden, og når mennesket finder hos sig selv en mangel på den gode vilje, der falder i med lovens krav, ja da kan det reagere på to måder. Enten formasteligt eller i fortvivlelse. Den formastelige er den, der mener at følge loven til punkt og prikke, men ved sine gerninger skjuler han egentlig den gamle skalk, eller han handler, som der er sagt i frygt eller håb om belønning, dette være sig evigt liv eller dette være efter rigdom, anseelse, berømmelse og ære. Dette er, at gerningernes mening beror på ham selv, således som han forestiller sig sin fremtid, og ikke ligger, der hvor de skulle ligge, nemlig hos næsten. Vi kan måske bemærke ligheden, som vi finder den i Kierkegaards tale: ”Hjertets renhed er at ville eet”, hvor Kierkegaard kan tale om dette at gøre handlingerne af frygt for straf eller i håb om belønning. Fortvivlelsen, der kommer af, at den, der øver lovens gerninger opdager, at han ikke gør det af et godt hjerte, og derfor mistvivler om sine gerninger. Det er da for ham, at hans samvittighed bliver angrebet, hvorfor den trænges og ængstes. Her er da en form for definition af den ængstede samvittighed. Men for en sådan er det, at lovens gerning også bliver at henvise til Kristi evangelium.

Da kommer evangeliet til, som det, der skal vise hen til Kristus, som den, der levendegør mennesket fra den ængstede samvittighed og gør det glad og fri, også fri til den gode gerning. Det er da et med nåden og syndsforladelsen, ikke blot som et tilgivende ord, men som dette, at synden er slettet, og nåden og Helligånden har taget bolig i dette menneske. Så kan da lovens gerninger øves, uden frygt for straf og uden trang til belønning, for nu er alt opfyldt.

Også i denne prædiken kommer Luther ind på forargelsen, idet der er tre forargelser, dels den at forarges på Kristi fattige skikkelse, dernæst at forarges over at det kan medføre lidelse og kors at tro, og endelig den kristelige forargelse, der mere agter på sit eget hjerte og samvittighed end at lytte og tro Kristi syndstilgivende ord. Denne sidste forargelse er alene hos den fromme kristne, som da kan bede Helligånden om hjælp til at fjerne denne forargelse. Luther kan da forbinde trøsten og syndernes forladelse med det evige liv for så vidt den trøst, som kommer af ordet selv i syndernes forladelse, bliver en forsmag på det evige liv. Man skal da også tænke på, hvorledes Johannes Døberen ikke prædikede om vellyst og gode dage, men om trængsel og lidelse.

Luther slutter da denne prædiken med at lægge vægt på, at den, der tror, og det er jo at holde fast i Kristi gerning for en selv, at han da skal øve kærlighedens gerning, som ikke Gud har brug for, men det har næsten. Og derpå kendes troen, og det her endda således, at han i slutningen kan citere Jakobsbrevet med ordene om ”ikke at være ordets hørere, men også ordets gørere”.

Evangeliet til 19. S. ef. trin. er om den værkbrudne, der får syndernes forladelse. Luther taler først om den store trosartikel, syndernes forladelse. Der er to slags fromhed, siger han. Den første, han omtaler, er da den borgerlige fromhed, der også hviler på Guds bud og ord, og den indeholder alt, hvad man kunne benævne ved kald, man har, og hvor der ikke er forskel på lav eller høj i forhold til Gud for så vidt ethvert kald, høj eller lav er Guds kald og dermed er af lige værd.

Dernæst den fromhed, som ikke hører vort timelige liv til, men alene gælder over for Gud. Det er denne, der består i den retfærdighed, der forløser os fra synd og død og den onde samvittighed og oversætter os fra døden til evigt liv. At skelne denne Guds retfærdighed fra den omtalte borgerlige retfærdighed, dette kræver kunst og forstand, og det skyldes, at fornuften strider derimod. Når menneskene er i nød og samvittighedskvaler, da griber det efter gerningerne, enten dem, man kunne øve, eller dem, som man burde have øvet, og når man ikke finder nogen der, da begynder hjertet at fortvivle eller forsage. Dette er så rodfæstet i mennesket, også hos de, der har hørt og troet syndernes forladelse. I dette er der en fast tråd til Kierkegaards ord i ”Begrebet Angst” eller ”Sygdommen til Døden”, om mennesket, der griber efter det sikre at holde sig til, det menneske, der har fået frihedens gave, men segner ved den.

Men Luther fortsætter: ”Derfor skal den vel fattes, den lære, at vor fromhed for Gud ej har andet navn end: syndernes forladelse”. Hvad der fremgår af denne prædiken her, det er, at dette at lære syndernes forladelse at kende og dermed at kende sig selv som en synder, det er en lære for hele livet, og derfor kan det aldrig blive en overstået sag, der forudsættes. Dette forekommer mig dog at være den skjulte inderlighed, der bliver dialektisk sikret. For øvrigt kan man sige, at det kan minde om Kierkegaards afslutningsprædiken i Enten-Eller: ”Det opbyggelige i den tanke, at mod Gud har vi altid uret”.

4. s. advent epistlen
I denne prædiken kommer Luther ind på troen og de gode gerninger. Hvad der er vigtigt i denne sammenhæng er, at hvor troen er, da er mennesket villig til at opgive alt, og dette alt kan være magt og ære, ry og hvad der nu ellers kan hænge ved dette efter verdens målestok at være et stort menneske. For hvor troen er, da har man det højeste, og derfor kan man opgive alt, eller resignere så at sige. Men hvor dette er tilfældet, ja da kan man også blive den, der optræder sagtmodig mod alle andre, det er således man viser sine kristelige gerninger, og det er således, at man derved viser, at man har og ejer det højeste i verden, nemlig den tro på Kristus, at han tilgiver al synd. Hvor dette ikke er tilfældet, at da bliver man som den, der kommer til at lide af angst og samvittighedsnød, fordi man så ved, når Guds navn nævnes, at han jo egentlig står bag en med riset. Derfor er der intet andet end at glæde sig i herren, som betyder, at man har den glæde, der kan besejre alt. Citat i denne sammenhæng: ”Derfor hedder det glæde i Herren ej i sølv eller guld, ej i æden og drikken, ej i lyst eller sang, ej i styrke eller sundhed, ej i kunst eller visdom, ej i magt eller ære, som aldrig kunne røre eller bevæge hjertets grund. At glæde sig i herren er derimod at forlade sig på Gud, at rose sig af ham, at trodse og pukke på ham, som på sin nådige fader”.

”Først skal du ved troen være glad i Gud, lærer apostlen. Dernæst skal du være sagtmodig og god mod alle mennesker. Måske indvender du: hvorledes kan jeg det. Svar: Herren er nær. Men hvad om jeg forfølges, hvad om man berøver mig alt. Apostlen siger: sørg ikke, bed til Gud og lad ham sørge. Men hvad om jeg trættes og ødelægges imidlertid. Nej, Guds fred skal bevare dig. Dette sidste er den fred, som hviler i Gud. Den forener os, om vi også forfølges af mennesker. Altså viser Paulus hermed, at den, der vil være glad i Gud og sagtmodig i verden, ham vil djævelen føre korset på halsen for at jage ham fra den rette mening og omskifte hans hu”. Igen kan der henvises til Kierkegaard og de lignende tanker, han har i den retning.

Endelig til slut i denne gennemgang af Luther skal nævnes prædikenen til epistlen 8. S. ef. trin., hvor han kan give en formaning til den kristne om ret vandel og levevis: ”Når Gud, ved sin nåde uden vor fortjeneste, skænker os syndernes forladelse – købes eller erhverves kan den ikke – så forfalder man til sikkerhed og siger: O så behøver vi ikke at gøre godt mere. Ved siden af troens lære om nåden må man derfor fægte henimod immerfort og godtgøre, at dette slet ikke er meningen. Thi synden forlades jo ikke, for at man skal øve den, men at den skal ophøre. Ellers måtte det ikke hedde syndsforladelse, men syndstilladelse”. Luther kan da her skelne mellem at være kristen alene i ord eller at være det i gerning, og det er ved gerningerne, det ses, for hvor Guds ånd er givet menneskene, da kan det slet ikke lade være med at gøre godt.

Sammendrag
Hvis jeg skal summere op, da kan jeg sige, at der er en grundliggende enighed mellem Kierkegaard og Luther. Vi kan tænke på, hvorledes Kierkegaard taler om at læse Luthers prædikener efter tur og den begejstring, man mærker hos ham ved læsningen af dem. Han kan ligefrem fryde sig over tanken om at lære en af Luthers prædikener udenad og senere læse den højt fra en prædikestol og da se, hvorledes clerus ville falde over ham. Luther er mesteren for os alle, som han kan skrive.

Hvad det indholdsmæssige angår, at han finder, at også Luther lægger vægt på hin enkelte ved i prædikenerne at betone, at Kristi gerning er ”for dig”.

Endvidere, at evangeliet er til trøst for den ængstede samvittighed. (Jeg har nævnt, at Kierkegaard egentlig begyndte at skildre menneskets problem som en mangel på mening. Men den mangel på mening skyldes ikke tilværelsens gådefuldhed eller mangel på faste holdepunkter, men i sidste ende er det menneskets egen skyld, f. eks. udtrykt således, at det valgte ved syndefaldet fejt at knytte sig til det faste, til verden, til det, som det kunne eller mente at kunne være mester i, i stedet for Guds ord og ordre. Så også i denne forbindelse kan man tale om ængstelig samvittighed eller syndsbevidsthed).

Hvis man skal sammenligne med mange af nutidens prædikener, da kan man sige, at det ofte er prædikener, hvor man har til hensigt at få én til at finde sin plads i verden, og spørgsmålet er da, hvorvidt dette forkyndes på baggrund af den ængstede samvittighed, altså med en form for lovens tale inden evangeliet, eller det sker på baggrund af en mangel på værdi i den enkeltes tilværelse som mennesket er uskyldig i. I sidste tilfælde er Kierkegaards kritik på plads. Ikke over for Luther, men over for den kristenhed, han kender til. For så bliver resultatet, at mennesket finder sin borgerlige plads i verden, af den ene eller anden art og evangeliet bliver en form for terapi og ikke en tale til ængstet samvittighed, men til en tale til et forvildet og forvirret menneske. Dette er hverken Luthers eller Kierkegaards hovedærinde.

Hvad kommer nu den ængstede samvittighed af? Ja for Luther er det mennesket stående over for den almægtige Gud, hvor loven afslører mennesket som en synder. Luther kan da tale om, at loven prædiker mennesket til jorden. For Kierkegaard er det, som om det bliver den Kristus som forbilledet, der øver, kan vi sige lovens gerning. Han kan da med Kristus som forbillede, som han kalder det, prædike mennesket sønder og sammen. Netop dette kan antyde en forskel, i alle tilfælde i ord, om ikke i mening, men denne Kierkegaards tanke om efterfølgelsen får også nogle konsekvenser, som jeg skal berøre senere.

Men allerførst: Kierkegaard kan tale om, at Luther afskaffede efterfølgelsen eller tanken om Jesus som forbillede, fordi han med rette så, at netop dette var blevet misbrugt af Pavens kirke til dilettantiske øvelser. Så hans handling der var korrekt, er Kierkegaards mening. Problemet er, at når vi lever i en tid som vor, siger Kierkegaard, uden Luthers baggrund, og blot gentager hans kamp, ja da tilsidesætter vi noget, som ikke bør tilsidesættes, nemlig tanken om Kristus som forbilledet. Altså under devisen, at når Luther en gang har gjort op med dette eller hint, så behøver vi ikke, ja vi stikker det helt til side, som noget, man ikke bør røre ved.

Men at anbringe efterfølgelsen så at sige på lovens plads, ja også dette må Kierkegaard dog på et vist tidspunkt tage sine forbehold overfor, så han trækker lidt i land. For samtidig med, at han er forbilledet, er han også forsoneren, og dette kan naturligvis ikke efterfølges.

Men Luther taler jo også om efterfølgelse eller at øve gerninger, der har deres udspring i Kristi kærlighed, som han viser menneskene, han mødte. Ja men da er disse gerninger troens frugt og ikke andet, og det er næsten, der har brug for dem.

Men hvilken interesse har Kierkegaard i at anbringe efterfølgelsen på lovens plads. Ja denne, at det liv, som den kristne skal leve, at dette ikke ender blot i nogle overkommelige bud, hvormed man indretter sig i verden og gør det på en sådan måde, at man kan tale om det kristelige liv, hvor man egentlig blot skulle tale om et borgerligt liv.

Det var for at sikre, at den skjulte inderlighed, og lad os blot sidestille dette med troen, som ved sig tilgivet, bestandig blev sikret, således at den ikke blev taget forfængelig, noget, der en gang for alle er sket – for så at få travlt med politisk virksomhed, så den eneste kendetegn på en kristen er, at han er en god borger.

Nej troen anbringer en i uro, eller med Luthers ord, tro er en urolig ting.

Hvad nu med Luther i forhold til den skjulte inderlighed, der skal sikres. Ja jeg mener, at Kierkegaards kritik er skudt over målet. Som man har bemærket, da taler Luther altid om dette, at mennesket er fordret – også efter at evangeliet har lydt. Det hedder ikke syndstilladelse i stedet for syndsforladelse, som han siger i en prædiken. Og vi har da også tanken om syndsudfejning hos ham, og dette, at der er langt mellem de kristne, ja at den gamle skalk lever endnu i mennesket.

Men dette hænger sammen med hans kritik af Luther; hvad Kierkegaard ikke har fattet og indset hos Luther, er, at hvor evangeliet har lydt, da skaber det med Guds og Helligåndens kraft et andet hjerte for at sige det på den måde, i mennesket, så det giver mening at tale om de gerninger, mennesket bliver pålagt eller beordret til. Men kun hvor evangeliet har ramt hjertet, hvad det alene gør, der hvor den ængstede samvittighed er. Misbrug af nåden kan Luther også tale om i sine prædikener.

Om vi end kan sige, at de taler med fælles tunge der, så sker der alligevel en forskydning hos Kierkegaards seneste leveår. Kritikken af Luther tager til, og da er det, som om Kierkegaard alene kender den dømmende Guds torden fra oven. Det er som om Kristus blot bliver Guds anden side, ikke som den, der tilgiver, forsvarer mennesket over for Gud, men som den, der – via dette, at være forbillede bliver Guds ekstra tordnende stemme.

Knud Lundbek Hansen.