Af Søren Krarup, Tidehverv, 1995, nr. 4, april, s.90.
Umiddelbart har man sympati med Claus Bryld. Et mishandlet barn kalder altid på medfølelsen. De fleste har skjult sig i anonymitet, eller tavshed, fordi det har kostet at vedkende sig sin fortid og sin familie, men når eet af ofrene for det (social)demokratiske Danmarks ideologiske forargelse i efterkrigstiden tager mod til sig og fortæller om sin traumatiske tilværelse under en selvretfærdig omverdens nidstirren, lytter man med opmærksomhed.
Historikeren Claus Bryld, født 1940, er søn af en fremtrædende nazist, der var Fritz Clausens nære medarbejder (efter hvem sønnen er opkaldt) og som efter befrielsen blev straffet og stemplet, og mange år efter faderens død, i 50 året for det tyske sammenbrud, har Claus Bryld sat sig ned og skrevet – ja, hvad? Hvad skriver Claus Bryld egentlig? Er det faderens skæbne, han har villet skildre? Er det retsopgørets uretfærdighed, han vil undsige? Er det egen og sin families tilværelse i et småligt, farisæisk Danmark, han har villet fortælle om?
Det danske retsopgør efter krigen er en af de helt sorte pletter i vores historie. Dér, hvor man straffede de små tyve og lod de store røvere løbe. Dér, hvor anstifterne af hele elendigheden, samarbejdspolitikerne, gik ganske fri for anklage og til gengæld idømte naive frikorpsfolk og vagtmænd drakoniske straffe efter love med tilbagevirkende kraft. Virkelig en skændsel. Et forløb, hvis ødelæggende virkninger på folk og folkestyre slet ikke kan gøres op. Men det er ikke denne uret, Claus Bryld vil vende sig imod. Det havde dog været til at forstå. Også uden at hvidvaske faderen kunne han have fortalt hans historie – så vidt jeg ved, gjorde han sig ikke skyldig i andet end at have »forkerte« meninger – og på denne baggrund have fastholdt et opportunistisk, hyklerisk Danmark på dets gerninger.
Men faderens levnedsløb og domfældelse får vi ikke besked om. Sønnen er hele tiden vigende.
Heller ikke retsopgøret siger han noget samlet og principielt om. Indirekte kommer sandheden ganske vist frem, i skildringen af en lille drengs undren over, at de politikere, der havde tilpasset sig tyskerne og været på deres side under besættelsen, bagefter dømte og udstødte hans far, der hele tiden havde ment det samme. Men Claus Bryld anklager ikke disse politikere og deres medløb i presse og offentlighed. Han er fortsat vigende.
Til gengæld fortæller han om sig selv og sine nærmeste – følelsen af at være en paria, den pinagtige fornemmelse af at skulle skjule sit efternavn og sin identitet for at kunne være med, den evige frygt for at blive afsløret og derefter frosset ud. Ingen kan læse herom uden at føle medlidenhed. Hvorledes har dog de retfærdige, dem, der skulle rense en blakket samvittighed under besættelsen ved at forfølge de udstødte efter befrielsen, ikke mishandlet sagesløse?
Men det mishandlede barn kan ikke gøre skildringen af sine oplevelser og følelser til hovedsagen uden at ende i en form for selvoptagethed, som er tvivlsom, fordi den er viljesløs. Der er noget ved Claus Brylds bog, der minder om Henrik Stangerup, som i »Fjenden i Forkøbet« har skrevet om en tilsvarende skæbne – en fars fejltrin i besættelsens begyndelse, som hjemsøger sønnen under hele hans opvækst og gør ham permanent og panisk angst. Man kan ikke læse sådanne selvbiografiske beretninger uden at få ondt af de plagede. Men når disse i stedet for at tale ligeud om sagen og se forholdet i øjnene, evt. gøre op med anklagerne, kredser psykologiserende om deres følelsesliv og saglig set går over til fjenden og overtager hans »rigtige« meninger med den af disse meninger forfulgtes lidenskab og partigængeri, bliver billedet et andet. Henrik Stangerup blev som bekendt kulturradikal og mere PH'sk end Poul Henningsen. Claus Bryld blev atommarch-gænger og socialist og SF'er. På flugt for foragt og forargelse. For at komme fjenden i forkøbet.
Konsekvensen af denne mangel på mod og holdning er, at deres bøger får et lidt flæbende, ynkeligt præg.
Det synes mig karakteristisk for Claus Brylds beretning. »Hvilken befrielse« kalder han den. Tvetydigheden i titlen er åbenlys. Der er ikke noget tegn bagefter. Havde der været et spørgsmålstegn, ville sarkasmen have været udtalt: en befrielse til uret, falskhed, løgn. Havde der været udråbstegn, ville titlen have været som et udbrud: et ængstet sinds udfrielse af foreløbighedens usikkerhed og frygt. Nu står der ingenting. Claus Bryld er hele tiden veg og vag. I Han er offer for den tvivlsomme selvretfærdigheds massive forfølgelse. Men han er blevet knækket af den og tør ikke tage til orde mod socialdemokratismens hykleri.
I stedet går han over til den og gør psykologiseringen af sig selv og sine nærmeste til eneste tema, gennem hvilket sandheden om efterkrigstidens Danmark dog undertiden bryder igennem.
Men altid indirekte. Selvforagtens barn. Den unge mand på stadig flugt, der på engang må skamme sig og tilpasse sig.
»Med atommarchen begyndte bruddet med efterkrigstidens bornerthed i åndsliv og politik. For mig var det som en åbenbaring. På marchen mødte jeg også den smukke og spændende pige fra en velanset slægt af højskolefolk, læger og socialarbejdere, som jeg blev gift med allerede et år senere … Det var egentlig først, da jeg 21 år gammel skulle giftes og syntes det var naturligt, de to familier med venner kunne mødes til en frokost eller middag, af min kommende hustru klart og utvetydigt blev betydet, at det gik ikke an. Hendes forældre ville ikke kunne bære det. De havde været på den rigtige side, og selv om de ikke havde været aktive modstandsfolk, kunne de altså ikke være i stue med tidligere østfront-frivillige og nazistiske ideologer … Jeg indså straks det uhyrlige i mit forslag og skammede mig over, at jeg overhovedet havde kunnet foreslå sådan noget«.
Arme fyr. Men den, der ikke gør op med sin skam, vil altid være på flugt. Også når han skriver bog om befrielsen.
Claus Bryld:
Hvilken befrielse.
Gyldendal, 180 sider.